Paa det norske Studentersamfunds Vegne skrev Advokat Ludvig Meyer[I] mig til og meddelte mig, at man ikke mindre i Kristiania end i Kjøbenhavn ønskede at fejre det fem og tyvende Aar efter Udgivelsen af mit første Skrift, da min Betydning for Norge i det Tidsrum ikke havde været stort ringere end for Danmark. Man bad mig tillige holde et Foredrag for Studenterne.
Jeg tog imod Indbydelsen og besluttede at tale om Shakespeares[II] Hamlet. Opfordringen til Afholdelsen af en Festlighed for mig udkom i de norske Blade, undertegnet med Landets første Navne, Henrik Ibsen[III], Ernst Sars[IV], Frithiof Nansen[V], de tre Statsraader Astrup[VI], Quam[VII], Kildal[VIII] osv., der alle var tilstede ved Festen.
I Begyndelsen af April tog jeg til Norge. Paa Vejen i Sverig fuldstændig Sommer, liflig Varme, om Natten en dejlig Stjernehimmel. Skønt siddende i et farende Tog, nød jeg i disse Timer et Samliv med Naturen, der fyldte min Sjæl.
|359| I Kristiania kom straks Advokat Meyer[IX] til mig og vi førte en halvanden Times Samtale om norsk Politik, som han havde sin selvstændige og originale Opfattelse af. Straks efter ham kom l’illustre vieillard at hilse paa mig, og næste Formiddag havde Henrik Ibsen[X] igen en lang Samtale med mig, under hvilken han sagde mig, at han om Aftenen for første Gang vilde høre et Foredrag af mig. Desværre havde han ikke meddelt andre sit Forsæt, saa da han kom, fik han en ussel Plads i en Afkrog. Jeg havde gjort mig stor Umag med mit Foredrag, som overværedes af Professor Hagerup[XI] og alle mine Bekendte blandt Norges Malere; men jeg holdt det kun middelmaadigt, da under den stærke Trængsel i Salen Dørene uafbrudt knirkede, hvad der ærgrede og forstyrrede mig. Jeg sluttede tvangløst med en artig Sammenligning mellem Hamlet som Prins af Danmark og den unge kraftfulde Fortinbras som Norges Hersker og Repræsentant.
Efter Foredraget blev jeg hyldet. I Talen for mig fremhævedes min »uberegnelige Indflydelse« i Norge: »ingen Mand kunde daarligere undværes«. En ung Mand oplæste Vers til min Ære. Jeg selv holdt en spøgende Tale.
Næste Dag blev jeg skrækkelig overskældt af den danske Korrespondent til det stedlige Aftenposten.
Den Dag fandt Festen for mig Sted i Logens Lokale. Anordningen var smuk og smagfuld; der var 150 Mennesker tilbords. Man havde bedt mig byde en ungdommelig Statsraadinde Armen, en elskværdig Dame, som betroede mig, at hendes Mand var »det dejligste i Verden« og at den største Fryd, hun kendte, var den at drikke en Flaske Champagne ene med ham. Hun tilstod mig desuden, at hun afskyede »Zigøjnere og Artister«, hvilket ikke undlod at forurolige mig en Smule, da jeg ikke nøje vidste, til hvilken Gruppe jeg selv blev regnet.
|360| Paa min venstre Side havde jeg Skuespillerinden, Fru Gundersen[XII], hvem man havde bedet Henrik Ibsen[XIII] føre tilbords. Saa høj Pris han satte paa Fru Gundersen[XIV] som Kunstnerinde, blev han dog lidt gnaven ved at faa hende paatvungen som Dame; han havde helst paa egen Haand valgt sig en yngre Bordfælle.
Man afsang en Festsang, og Hr. Chr. Collin[XV], til hvem man som til en Sagkyndig havde overdraget det Hverv at føre Ordet, holdt en Tale for mig, hvori han udtrykte sig som den loyale, om end ikke skarptskuende, Modstander han var. Da jeg havde svart med en Tale, der nu findes i mine Skrifter*
, udbragte Professor Brøgger[XVI] en begejstret Skaal for Henrik Ibsen[XVII]. Med Hentydning til de Kanoner, som i hine Dage søgtes tilvejebragte ved frivillig Subskription, udbrød han: »Den Mand er for Norge mere værd end en Kanon!«Da vi rejste os, hviskede jeg til Ibsen[XVIII]: Lidelsesfælle! Han svarte: Gudskelov, at det er ovre! – Efter Bordet kunde man bevæge sig utvungent og Tonen blev friere. Enkelte nedringede unge Damer sagde mig søde Ord i Øret, og enkelte unge Skuespillerinder og Sangerinder sagde mig nedringede Komplimenter.
Dagen derefter var jeg til en morsom, landlig Middag hos Frits Thaulow[XIX] i hans Hjem i Hvalstad, hvor vi selv skyllede Glassene mellem Retterne til hver ny Sort Vin. Næste Dag igen, da jeg spiste hos Ibsen[XX], oplevede jeg en pudsig Scene. Husherren[XXI], hvis Stemning overfor hans store Digterfælle[XXII] paany ganske havde drejet sig, og som iøvrigt var i det fortræffeligste Humør, vilde absolut fortælle mig en efter hans Sigende yderst morsom Historie om Bjørnson[XXIII]. Husfruen[XXIV] forbød ham det under Henvisning til det nyligt stiftede Familieforbund med det Bjørnsonske Hus. Ibsen[XXV] erklærede, at han anerkendte intet saadant Slægtskab. Da |361| Fruen[XXVI] i ethvert Tilfælde ikke vilde høre paa Historien, blev Forholdet ordnet saaledes, at hun forlod Spisestuen, mens den fortaltes. Jeg mindes iøvrigt aldrig at have set Ibsen[XXVII] saa oprømt som da; han syntes formelig livsglad; han straalede af Energi. Hans Drama Bygmester Solness var da under Opsejling.
Hos Eilif Peterssen[XXVIII] saa jeg i de Dage hans kønne, store, dekorative Maleri Det norske Selskab, for hvilket han af Kristianias Rigmænd, der havde bestilt det hos ham, kun fik 1500 Kroner. Hos Kristiania-Bohêmens[XXIX] unge Vært, den tidligere nævnte Michelsen[XXX], deltog jeg i et lille Gilde, hvor jeg havde en nydelig Dame tilbords, hvis Hænder jeg aldrig kan glemme; de var vel formede, men saa smaa, at de mere lignede Abe- end Menneske-Hænder.
Efter Opfordring holdt jeg den sidste Aften umiddelbart før min Afrejse et Foredrag i den Privat-liberale Klub. Neppe var det endt og jeg havde sat mig ned for at benytte den halve Time, der var mig levnet, til at faa en Smule Aftensmad, før Opvarteren meldte, at to unge Skuespillerinder vilde tale med mig. Jeg havde jo knap Tid, men gik ud og traf to unge Damer, flammende af Vrede: Om det var sandt, at jeg ved Bortgangen fra Teatret forleden havde sagt, at Fru Dybvad[XXXI] alene spillede godt i Peer Gynt? Ifald det var sandt, hvor jeg da kunde sige sligt? de havde begge faaet endnu mere Applaus end hun osv. – Imens min Fisk blev kold, stræbte jeg at godtgøre min Uskyld, og kørte nogle Minutter derefter i Firspring til Toget.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
