Jeg selv passede min daglige Gerning. Nye Udgaver af mine Bøger, som var blevne fornødne, tvang mig til Gennemsyn af Hovedstrømningernes femte Del, derpaa til grundig Omarbejdelse af den tredie Del, som efter atten Aars Forløb endelig fik den Skikkelse, jeg fra først af ikke havde mægtet at give den, og af fjerde Del, som kun blev gennemrettet og udstyret med enkelte Tilføjelser. Et Værk af den Art er som et Konversationsleksikon eller som Befæstningen omkring en By. Saasnart Arbejdet er fuldført, maa det genoptages og udbedres.
Jeg holdt ved en Forestilling paa det fri Teater et Foredrag om Bredahl[I] , for Arbejderne i Rømersgade et Foredrag om Renan[II] , og stod i en stærk Brevveksling med Hensyn til Overførelsen af mine Arbejder paa Russisk, Czechisk og Polsk. Paa Universitetet holdt jeg den tredie, afsluttende Række af mine Foredrag om Shakespeare[III] , som optog mig i højeste Grad, om jeg end vidste, at jeg maatte have et Ophold i England med Studier i British Museum bag mig, før jeg kunde udarbejde dem til Trykken. Der gik da ogsaa Aar hen, før jeg var saa vidt.
Min Forbindelse med Udlandet var ret levende. Fra Frankfurt, hvor man alt i 1884 havde valgt mig ind i Udvalget for Oprettelsen af Schopenhauers[IV] Mindesmærke, modtog jeg Meddelelse om at det var fuldendt, fra Amsterdam blev jeg anmodet om at medvirke ved en Publikation til Ære for Moleschott[V] , fra Milano ved en til Ære for Christofer Columbus[VI] , fra Petersborg ved en til Fordel for de af Hungersnøden medtagne Egne; fra Belgien blev jeg anmodet om at udnævne Medlemmer for de tre nordiske Riger til Laveleye-Comitéen, som skulde uddele Præmier i Statsøkonomi, og alle mine Indstillinger blev fulgte.
|353| Fra en hollandsk Guvernementslæge i Pati paa Java kom en Dag et Brev, som rørte mig, fordi det deri hed: »Vær overbevist om, at De, uden at De aner det, rundt om paa de fjerneste Steder har Venner siddende, der har fulgt Deres Færd med Beundring fra først af, og for hvem hvert nyt Arbejde af Dem er den mest velkomne Gave, som Posten bringer.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.