1.

Jeg kendte nu tilbunds min Stilling som aandelig Fører paa dansk Grund. Talte jeg i fleres, i en Gruppes, endsige i det danske Folks Navn, faldt man mig straks i Ryggen, misbilligede og fornegtede mig. Afslog jeg at optræde, gjorde man fra de forskelligste Sider gældende, at jeg svigtede min Pligt, anførte Noblesse oblige og andre smukke Talemaader.

Hørup^[I]Viggo Lauritz Bentheim Hørup (1841-1902): dansk politiker og redaktør. skrev, uden Hensyn til mig, vel med Tanken rettet paa sig selv, i de Dage: »I Danmark udpeger man til Førere de Mænd, som Alle er enige om at holde nede. Du burde gøre det, siger man, og man mener: Vi Andre forbeholder os at svigte dig og falde dig i Ryggen og spænde Ben for dig den Dag, du skal handle. Man siger ikke: »Før an, vi følger«, men »Før an, vi gør vort Værste«, og bagefter føjer man til: »Det var ogsaa en Skam, at han holdt sig tilbage.«« – Det blev Formelen for Resten af mit Liv i Danmark.

Politisk var dette en Stilstandens Tid paa dansk Grund, ingen Begivenheder og ingen Fremgang. Men i den Taage, som det politiske Hykleri og det offenlige Livs Forløjethed udbredte, forberedtes ihærdigt Oppositionspartiets Opløsning, idet Halvdelen deraf stedse inderligere smeltede sammen |351| med selve det grundlovsbrydende Parti, som det gjaldt om at bekæmpe, og forbandt sig med det imod de udholdende Partifæller. Statskupet 1885 havde forenet de tre Fjerdedele af Folket i Løftet om utrættelig Modstand mod det Ministerium, som havde sprængt Forfatningen. Ved de nu forestaaende Valg var Halvdelen af de saaledes Forbundne dels træt og mør af Striden, dels ængsteligere for Arbejdere og Husmænd end for ejendomskonservative Godsejere og Professorer, i Stilhed besluttet paa at stemme sammen med det Ministeriums Tilhængere, man for et Skins Skyld endnu paastod at bekæmpe. Overløbere vilde de Paagældende selvfølgelig ikke kaldes; nej, de hævdede, at Folket vilde Fred og Forsoning, var sygt af den indbyrdes Krig. Ivrigst blandt dem var Gammelgrundtvigianerne. Som Hørup^[II]Viggo Lauritz Bentheim Hørup (1841-1902): dansk politiker og redaktør. da sagde: »Morsomt nok er der blandt disse Træthedens Herolder nogle af den gamle, urdanske Folkeaands mest langskaftede Bersærker, Sønner af Holger Danske, Sønnesønner af Thor med Hammeren, kraftige Lægge, som paa Folkeaandens Vegne har vandret med Bukserne inden i Støvlerne lige fra de gik til Præsten. For deres Syn har den evig unge Folkeaand pludselig forvandlet sig til et gammelt, udslidt og selebrudt Øg, der ikke vil mere og ikke kan mere, der har trukket længe nok for Frihedslæsset og som endelig har lagt sig midt paa Landevejen, plat i Provisorie-Sølen, for ikke at rejse sig mer.«

Influenzaen rasede i Kjøbenhavn og udenfor Kjøbenhavn; Befolkningen var syg i Kroppen og syg i Viljen, ret i rivende Nedgang, medens man da som altid indbildte sig, at Fremskridtet Dag for Dag vandt Jordsmon og med hul Begejstring proklamerede dette Fremskridt.