En meget livlig Correspondance med Danske i Nordamerika fulgte det Aar og de følgende. En Mængde Landsmænd derovre havde sat sig i Hovedet, at der burde oprettes et Professorat for dansk Sprog og Literatur ved Universitetet i Chicago og at jeg var Manden, som skulde og maatte overtage Pladsen. Da mit Navn var ret kendt i Nordamerika, mentes dette at ville styrke de Danskes Stilling derovre. Der blev skrevet hele Aviser fulde af Artikler, som skulde dels paavirke den amerikanske Regering, dels overvinde mine Betænkeligheder. Man holdt mig for Øje den efter danske Forhold betydelige Embedsløn, jeg vilde modtage, dernæst den overordenlige Indflydelse, jeg vilde blive sat i Stand til at udøve paa Skandinaverne i Fristaterne, hvis Tal var stort. En af Staternes betydeligste Danske skrev til mig: »Forstaa det dog, det er ikke et Kateder, men en Trone, der tilbydes Dem.« Jeg for min Del havde gjort alt for mange Erfaringer med den Følgagtighed og Tilslutning, jeg med Sikkerhed kunde paaregne blandt Nordboer, til at Opfordringerne skulde friste mig. Da min Modstand ikke lod sig overvinde, tabte efterhaanden mine Tilhængere Lysten til at virke for mig.
Det samme var Tilfældet i Norge. Dèr var fra Aar til Aar Iveren steget for at faa mig knyttet til Kristiania Uni|354|versitet. Et Avis-Felttog var aabnet, og ikke faa talte med formelig Lidenskab min Sag. Den ildfuldeste af alle var Den, som havde mest Interesse i at jeg ikke kom, nemlig den Mand, som i dette Øjeblik beklæder Stillingen, han undte mig, Gerhard Gran[I]. Lars Holst[II], da Statsrevisor, lagde ligeledes sin hele Indflydelse i Vægtskaalen for mig, og Regeringen erklærede sig villig til at undertegne min Udnævnelse, saa snart jeg indsendte en Ansøgning. Men jeg kunde ikke overvinde mig til at gøre det, overbevist som jeg var om, at man med sin udprægede Patriotisme meget snart vilde kræve min Fjernelse som dansk, og endnu mere overbevist som jeg var om, at jeg paa norsk Grund ikke vilde kunne trives. Nordmændenes Selvfølelse var mig for stærk. Atter og atter fremhævedes f. Eks. dengang i norske Blade, at Norge var den anden blandt Europas søfarende Magter. Det vilde jo dog kun sige, at det besad en overordenlig Mængde af smaa daarlige Træskibe og Sejlskibe. Jeg var vis paa, at Værdien af blot Hamborgs og Bremens Dampskibe var den mangedobbelte af alle norske Skibes.
I de Dage havde jeg Besøg af en norsk Universitetsprofessor, til hvem jeg udtalte mig om den Højde, Nationalforfængeligheden nu havde naaet: »Det er«, sagde jeg, »nu som i Oldtiden, hvor hverken Grækere, Jøder eller Romere tvivlede paa at være de Udkaarne. I de nordamerikanske Fristater er det en Troessætning, at Landet og Folket er Jordens første, i England ligesaa, i Frankrig ligesaa, i Tyskland ligedan, endda med et Højtryk; ingen Italiener eller Hellener tvivler paa sit Folks Overlegenhed i Kraft af dets Afstamning; selv i det lille Danmark indførte Grundtvig[III] Troen paa, at de Danske var Guds Hjertefolk, til hvilket han trænger. Og«, tilføjede jeg med et Smil: »Ikke sandt, i Norge er der ikke faa, for hvem Nordmændene uden videre er Jordens ypperste Folk?« – Professoren blev lidt rød i Kin|355|derne og sagde, idet han trak paa Ordene: »Jeg maa tilstaa, det mener ogsaa jeg.«
En saadan Tro er jo som nyttig Illusion til en vis Grad en Styrke, men gør en Fremmeds Stilling i Folket usikker.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
