Den, der vil fortælle sit Levned, kan love sig selv og andre at være sanddru, ikke, som det barnagtigt kræves af ham, at være upartisk. Sterne[I] har med Rette bemærket, at overhovedet slet Intet bliver ganske upartisk gengivet; ifald man vilde sige, at Spejlet som Gengiver udgør en Undtagelse, saa drejer det dog vor Skikkelse om og gør højre Haand til venstre.
Det er vel nærmest Harmen over de Vrængbilleder af En, der sættes i Omløb, og Væmmelsen ved dem, som i fremrykkede Aar gør En og Anden til Selvbiograf.
Paa det Tidspunkt, hvorved her dvæles, var jeg imidlertid endnu meget langt fra at spore nogen Drift til at meddele mit Levned, følte tvertimod den kraftigste Uvilje mod Tanken.
Det var paa helt anden Maade, at jeg da følte Trangen til at lægge mit Indre for Dagen, nemlig, som jeg alt i mange Aar havde gjort det, gennem Skildringen af en betyde|381|ligere Personlighed, i hvem jeg formaaede at bryde ind fra en eller anden Side, for saa at fordybe mig i Manden. En af Betingelserne for at Arbejdet kunde lykkes, var, at Skikkelsen i en vis Henseende svarede til det Udviklingstrin, hvorpaa jeg da netop stod, og at den var rummelig nok til at jeg kunde røre mig i den.
Atten Aar tidligere havde jeg fundet mig helt til Rette i Lassalle[II]. Nu behøvede jeg saa megen Plads, at jeg instinktmæssig havde tyet til Shakespeare[III], om hvem jeg det Foraar afsluttede mine Forelæsninger. Disse Forelæsninger var endnu kun et raat og foreløbigt Udkast, der havde taget tre Halvaar. Jeg lod dette Udkast ligge og ruge i mig mer end halvtredie Aar endnu, indtil jeg i December 1894 begyndte Nedskrivningen af Bogen.
Men i al den Tid var Shakespeare[IV] ikke ude af mine Tanker. Den Opgave havde fristet mig at bygge hans Menneskevæsen op i dets Vækst og Udfoldelse, som det lod sig ane igennem hans Værker, en Opgave, som Ingen havde stillet sig og endnu mindre Nogen løst. Saa lidet vidstes jo af positive Kendsgerninger om Manden, at i Datiden Læren om at Shakespeare[V] slet ikke var Værkernes virkelige Forfatter, havde fundet rivende Tilslutning, ikke blot blandt de ganske Raa og Ukyndige, men endog blandt højt Dannede; Nietzsche[VI] var iblandt dem. Ikke desmindre havde Forfatteren sikkert nok heddet Shakespeare[VII], og der gaves mange Midler til at trænge ind i Shakespeares[VIII] Følelsesliv. Man sporede det i alle de Tilfælde, hvor Digteren talte i eget Navn, som i sine Sonetter, og i alle de Tilfælde, hvor han ved Uagtsomhed lagde en Person Følelser i Munden, der ganske stred mod den Paagældendes Samfundsstilling og mulige Erfaringer, men fyldte ham selv, som naar Prins Hamlet siger:
Man sporede endelig med Sikkerhed, af hvad Aand og Hu Shakespeare[IX] paa et givet Tidspunkt var besjælet, i de mange Tilfælde, hvor vi havde hans Stof baade udenfor hans Værk og i Værket, altsaa var i Stand til punktuelt at eftervise, i hvad Retning han ændrede og tillempede det. Saaledes f. Eks. naar han paa et vist Tidspunkt af Uvilje mod en bestemt Kvindetype, maaske endog mod Kvinden overhovedet, stillede Kleopatras[X] Færd i langt ugunstigere Lys, end den gamle græske Historieskriver havde gjort, hvem han iøvrigt i alle Enkeltheder fulgte.
Opgaven var da ikke uløselig, saa vanskelig den end efter Sagens Natur maatte være.
Naar jeg saa tilbage over de historiske Skikkelser, jeg i Aarenes Løb havde forsøgt at male i Legemsstørrelse, saa faldt de for mit Øje i to Grupper, de som havde tiltrukket mig ved de Tanker, og de som havde tiltrukket mig ved de Lidenskaber, de gav Udtryk.
I min gamle Bog om Hippolyte Taine[XI] var det den franske Kritikers Tanker, som sysselsatte mig, og først i anden Linje Kunstneren i ham, i tredie hans Menneskevæsen, der var mit eget saa uligt.
Hos Søren Kierkegaard[XII] havde vel Aandslivet først og fremmest fængslet mig; men uadskilleligt fra det var Personligheden, der, saa fjernt den stod mig, overfor Byen Kjøbenhavn befandt sig i en med min beslægtet Situation.
|383| Skikkelser som Esaias Tegnér[XIII] eller Schack Staffeldt[XIV] havde aldrig staaet for mig som Væsener, i hvilke mit eget Væsen kunde finde Rum; de pirrede alene min kritiske Forstand som dunkle Lignelser, i hvilke det gjaldt om at finde den Ubekendte. Den antydedes hos Tegnér[XV] i Digtet Mjältsjukan, røbedes hos Schack Staffeldt[XVI] i de Digte, hvor hans Lidenskab for Al-Enheden bryder frem, i den filosofisk poetiske Lyksalighed ved at møde Altets polære Modsætninger som Vaar og Høst eller Naturens skilte Udviklingsstadier som Blomst og Frugt forenede, eller i Glæden ved at fornemme de ellers adskilte Køns Sammensmeltning i den mandlige Kastrats kvindelige Stemme.
Naar jeg derimod i sin Tid havde følt mig tiltrukket af Ferdinand Lassalle[XVII], saa forskelligt hans Aandsomraade var fra mit, saa beroede det paa det Stridbare i hans Væsen, paa Tapperheden i hans Sind, Grundigheden af hans Kundskaber og Fyndigheden af hans Sprog. Han var en Kamphane i stor Stil. Forsaavidt jeg i Halvfjerdserne var udsat for at indskrænkes til det Samme, kunde jeg finde Hvile i Sysselsættelsen med ham.
En omfangsrigere Aand af Kæmper-Typen var Lord Byron[XVIII], i hvem jeg dengang samtidigt havde fordybet mig, og hos hvem jeg fandt meget, jeg fuldt forstod, og som anslog Strenge i mit Bryst. Men mere end Byron[XIX] var det dog i hin Tid Shelley[XX], som betog mig ved sit Væsens uselviske Oprør mod enhver forkastelig Vedtægt i Sæder som i Dogmer, dette Oprørske i uopløselig Forening med den reneste Poesi, den skærest og sødest klingende Lyrik.
Hvad de Franskmænd, jeg fremstilte, angaar, havde jeg tidligst beundret Mérimée[XXI] og Musset[XXII]. Jeg havde følt baade med Musset[XXIII] og Hugo[XXIV], men kun fundet enkelte Elementer af mit eget Væsen i dem, og Sysselsættelsen med dem |384| udviklede og berigede mig ikke. Det gjorde derimod paa sin Vis Studiet af Lord Beaconsfield[XXV], fordi jeg under dette Studium blev mig det Vedligeholdende i mit eget Væsen bevidst. Da det bl. a. for mig som for ham syntes af højeste Vigtighed, at Englands Magt ikke blev forringet, billigede jeg hans af de Liberale fordømte Imperialisme. Og jeg forstod fra da af, at Radikalismen i mit Sind til Modvægt havde en stærk historisk Følelse af Sammenhængen mellem Tiderne og en Bevidsthed om Umuligheden af at arbejde paa bar Bund. Mer og mer gjorde sig fra Halvfjerdsernes Slutning i mine Skrifter og Udtalelser gældende en vis Fornuftens Ligevægt.
Ikke at mine Modstandere følte eller forstod det. Med en Mangel paa psykologisk Sans, der ikke beroede paa ond Vilje, men paa den tykkeste Sløvhed og Dumhed, vedblev de endnu tredive Aar derefter at fremstille mig som blind, fanatisk Partimand.
Velvillige men kritiske Læsere havde skarpere Blik. Da Det unge Tyskland udkom, modtog jeg et udførligt anonymt Brev, ingenlunde uhøfligt, men oprørt, hvori der bittert klagedes over den Rolle, Goethe[XXVI] spillede i dette Slutningsbind. Altsaa, hed det med Forbitrelse, i Forherligelse af Goethe[XXVII] løb hele Aandsrevolutionen ud! Ifald dette fra først af havde været Meningen og Brevskriveren da havde forstaaet denne Mening, aldrig havde han da støttet og fulgt mig. Alligevel havde jeg allerede ni Aar forinden i en Afhandling Goethe[XXVIII] og Danmark uforbeholdent lovprist Goethe[XXIX], der dog mindst af alle kan kaldes revolutionær.
Efter Beaconsfield[XXX] havde jeg udført Billedet af Holberg[XXXI] og udført det med fuld Sympati for den oplyste Enehersker, som han var. Paa samme Tid var det, jeg offenligt ved en Grundlovsfest erklærede, at Benævnelsen Demokrat ikke kunde anvendes paa mig.
|385| Meget indtrængende havde jeg derefter i sidste Del af Hovedstrømninger fremstillet Heinrich Heine[XXXII]. Jeg havde ikke, saaledes som Börne[XXXIII] og andre, angrebet ham som ikke oprigtigt revolutionær; jeg havde stræbt at forstaa og forsone de forskellige Sider af hans Væsen. Jeg viste, at han ræddedes for et Liv uden Skønhed, for det store Arbejdshus uden Overflod. Og jeg fortsatte:
Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje, var et Liv uden Storhed, med Lighed i Middelmaadigheden til Religion, med Hadet til Geniet, til de søgende Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk Afholdenhed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede, var Samfundet, som han kendte det, regeret af et Præsteskab uden Aand og af en Adel uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, bestaaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi, der var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kærnen i al deres Sædelighed.
Han var visselig for Revolutionen mod Ludvig d. 16.[XXXIV], denne skikkelige Kleinsmed, der var bleven Konge. Dog var han lige saa vist for Cæsar[XXXV] mod Brutus[XXXVI], denne Klodrian af en Aagerkarl, der ikke kunde andet end stikke en Kniv i en stor Mand.
Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig kongetro af Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret, og følte sig stillet i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæleliv var han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans politiske Sympatier og Bestræbelser kom af at han elskede Storhed og Skønhed saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvikling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.
Trods Hævdelsen af Heines[XXXVII] i Tyskland altfor hyppigt miskendte Storhed som Lyriker havde jeg under en gennemført Sammenligning udviklet, hvorfor han endog som lyrisk Digter stod tilbage for Goethe[XXXVIII].
Om Goethe[XXXIX] selv havde jeg, som ovenfor nævnt, i Aarene 1888 og 1889 holdt Forelæsninger. Medens vi om Shakespeare[XL] véd altfor lidt, var Vanskeligheden for mig her |386| den, at man om Goethe[XLI] véd altfor meget. Efter den Højde, Goethe-Forskningen i Tyskland havde naaet, var det noget nær umuligt for en Ikke-Tysker at hamle op med de Indfødte i alsidig Kundskab. Det var Aarsagen, hvorfor jeg ikke havde nogen Hast med Udgivelse af en Bog om Goethe[XLII]. Men jeg stræbte at fremme min Selvudvikling, idet jeg fra Stade til Stade, fra Værk til Værk, fulgte den, hvis Liv og Kunst med større Ærbødighed for Naturen end nogen tidligere aandelig Stormands lod Anlæg og Planer gro i uforstyrret Vækst.
Goethe[XLIII] sysselsatte mig dog dengang mest som den altomfattende Intelligens, og jeg saa hans Værker fra Intelligenssiden. At Shakespeare[XLIV] var kommet til for en længere Tid at fortrænge ham af mit Indre, beroede paa, at Lidenskabernes Liv nu sysselsatte og fængslede mig mer end Tanke- og Drømmelivet, og at Shakespeares[XLV] Værker var det rigeste mig bekendte Gemmested for sanddru og storstilede Billeder af Lidenskabslivet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
