Hvad der fra først af havde draget mig til Shakespeare[I] som Æmne, det var, som ovenfor antydet, Hanget til at skildre den største Bitterheds Tidsrum i hans Sind. Det var ikke hans ypperste, verdenskendte Værker, som lokkede mig mest. Havde Shakespeare[II] ikke skrevet Troilus og Cressida, Coriolanus og Timon fra Athen, saa havde han ikke fænglet mig saa ubetinget, at jeg maatte fordybe mig i ham.
Men nu da jeg havde dannet mig et Overblik over hans hele Livsgang, var selvfølgelig de underordnede Værker, der var mig saa interessante som Symptomer, traadte tilbage i |387| min Bevidsthed i lige Linie med de andre, eller vel endog bag de andre, der tillige imponerede som Kunstværker.
Og skønt jeg ikke forsømte at gruble over de mange historiske, filologiske, æstetiske, metriske Detail-Spørgsmaal, der vilde kræve megen Tid og bl. a. gøre et længere Ophold i England nødvendigt, svævede mine Tanker nu over det store Stof og fik til alle Sider Horizont. Ja, jeg kan sige, at i de Aar, der endnu gik hen, før jeg begyndte den endelige Nedskrivning og Trykningen af Bogen William Shakespeare[III], var mit egentlige Udbytte af mine Drømmerier om og med denne Aand, som leved og virked omkring Aar 1600 og var frisk som en Morgen trehundred Aar efter hans Død, det at jeg løftedes op over de snevre Forhold, hvori jeg af Skæbnen var stillet, og saa frit omkring mig, tilbage til Fortiden og frem til de kommende Dage.
Thi indsnevret var jeg. Fra Udlandet kunde jeg ingen dybere Forstaaelse vente. Efterhaanden som Aarene gik, var jeg for Tyskerne bleven dette ene, den som først havde gjort dem opmærksom paa Henrik Ibsen[IV], og den, som først havde henledet Opmærksomheden paa Friedrich Nietzsche[V]. Jeg var Ibsen-Kritikeren og Nietzsche-Anerkenderen, basta! Bad man mig fra Tyskland om en Artikel eller et Foredrag, saa anmodedes jeg ufravigeligt, undertiden mere end fyrretyve Gange i et Aar, om at skrive eller tale om Ibsen[VI] og om Nietzsche[VII]. Og da man i Europa og Amerika endnu mest kendte mig over Tyskland, saa blev denne Opfattelse, den snevrest mulige, efterhaanden overalt Grundopfattelsen af mig.
I Hjemmet var jeg endnu paa mange andre Maader indsnevret. Danmarks og alle danske Forholds Lidenhed virkede dobbelt trykkende paa den, der stod i livligt aandeligt Samkvem med Omverdenen. De samme Modstandere skrev i de samme Aviser de samme Artikler imod mig nu |388| paa tyvende Aar. Enhver Fremrykning i Anseelse eller Anerkendelse var Signalet til ny Udbrud af smaalig Misundelse. Og det Rædselsfuldeste var dette: Følelsen af, hvorledes selv en fribaaren Sjæl skrumpede ind i disse Lilliputforhold, vænnede sig til at tage det Ligegyldige alvorligt og tillægge det en Art Vægt, vænnede sig til at se Gemenheden behandlet som ligegyldig og straffri eller oven i Købet som egnet til Belønning.
Det var nødvendigt, daglig i sit Sjæleliv at bestige et Taarn, hvorfra man kunde overskue Synskresen, og desuden daglig at indprente sig Nødvendigheden af, for sin Udviklings Skyld at veksle Horizont.
Jo friere man var stillet, des skarpere saa man, hvad der dybt nede i Snevringerne laa for Dagen, Folkets dulgte Fortrin og skjulte Brøst. Jo højere man hævede sig, des klarere saa man ud over den vide Verden, hvor der tænktes og arbejdedes, forskedes og frembragtes, og var derfor i Stand til at skønne, hvad af alt dette der var egnet til Fremme for det danske Folk og kunde komme det til Gode.
Jo mere Horizont man havde og jo mindre stavnsbunden man var, des mere levede man ikke blot for sine Nærmeste eller for sine Landsmænd, men for alle dem, som havde En behov, ligegyldigt hvor deres Vugge stod, blot det Lidet, man vidste og evnede, den Smule Paavirkning og Indvirkning, man var Herre over, den Indflydelse, man efterhaanden kunde øve, blev sat ind paa rette Sted. Mangt et forurettet Menneske kunde man da hjælpe, ja hele Folkeslag, der appellerede til Retssans og Frisind, kunde en enkelt Privatmand uden nogen officiel Myndighed skaffe Oprejsning eller idetmindste bringe Trøst.
Endelig, det følte og vidste jeg: Den, der saa’ langt og vidt, og som derfor havde Begreb om talrige politiske og |389| aandelige Forhold, hvorom de, som vejledede den offenlige Mening i Landene i Reglen intetsomhelst vidste af Selvsyn, han kunde før nogen anden øjne truende Farer i sit Lands Horizont, advare imod dem, og som Meteorologen, der forudser en Storm, fraraade at trodse den, tilraade at undgaa den.
Men naturligvis var Den altid ret vanskeligt stillet, som saa hvad der gik over og hvad der laa under de fleste Andres Horizont.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
