Mine Nerver var da paa Sprængpunktet. Jeg udholdt ikke længer Sommeropholdet i Kjøbenhavn. Efter nogen Tvivl om hvorhen jeg vilde have mest Udbytte af at rejse, besluttede jeg at tage mod en Indbydelse, jeg havde mod|373|taget fra Prag for at se endnu en slavisk Kultur, en, jeg ikke kendte.
Jeg tog i Begyndelsen af Juli en Aften afsted og gik om Natten med Damperen til Kiel. Det var en af de yderst faa smukke Nætter, vi havde den Sommer. Søen var stille. I Nord et luende Bælte af rød Himmel, og Vandet i nordlig Retning stærkt blaat, vekslende mellem lyse- og mørkeblaat, alt som Bølgerne gik. Havet lignede et strammet og krøllet Klæde, hvorover der laa Metalglans; det saa ud som hævede det sig mørkladent op mod Horizonten for saa at ende i en lys Bræm, letblaa mod den røde Himmel. Paa den anden Side af Skibet var Havet mørkt, sort som sort Silke er mørk, og derover faldt Maanens Bro af tynde, glitrende Guldstriber, ret bred, thi det var omtrent Fuldmaane, og den spillede midt i alt det Sorte i en uafbrudt Række fra Maanen og til Skibet. Det saa romantisk ud. Men Klokken 4 om Morgenen var Alt paa begge Sider ensformigt graat, Himmel og Hav. Saa sjældne er de farvede og skønne Timer; de fleste er det bare, trøstesløse Graat.
Jeg tyede til Bremen til Arthur Fitger[I] for at arbejde der nogle Dage i fuldstændig Ro. Jeg fik Afsnittet om Joseph de Maistre[II] til den omarbejdede tredie Del af Hovedstrømninger fra Haanden. Han læste Vers for mig sent paa Aftenen, deriblandt et Digt, hvis Slutning jeg bad ham omarbejde en Smule, men hvis Begyndelse fængslede mig. Det lød:
Den sidste Dag af mit Ophold fik vi Besøg af Billedhuggeren Siemering[III] og Arkitekten Poppe[IV], to sjældent smukke Mænd.
Fra Bremen tog jeg til Dresden at hilse paa Georg Treu[V]. Det var syv Aar siden jeg sidst havde set Galleriet med ham; men min Glæde derved var saa frisk, som saa jeg det første Gang. Hvilke Herligheder der! Hvilken Fest for Øjet! Himmeriges Rige er ikke saa skønt; der er jo ingen Kunst dèr.
Vi dvælede i Fællesskab ved Portræterne i den antike Skulptur, Demosthenes[VI], Thukydides[VII], Diogenes[VIII]. Det var mig en Tilfredsstillelse, at ogsaa Treu[IX] satte Demosthenes’[X] staaende Portrætstatue over ethvert andet antikt Portræt.
En gammel Professor, der trods sit tyske Navn var en af de ivrigste Ungczecher, modtog mig i Prag paa Banegaarden og vilde, jeg skulde tage Ophold i hans Hjem, hvor man ventede mig som Gæst. Jeg foretrak dog at tage ind paa et Hotel, men kom til at opholde mig lidet der. Professoren havde korresponderet med mig i længere Tid og været ivrig for at faa mig til Prag; hans unge Datter havde lært sig Dansk og oversat adskilligt af mig. Det var et stakkels lille dværgagtigt Pigebarn paa tyve Aar, vanfør, halt, lidende af en indre Kræftskade, iøvrigt ikke blot opvakt, men højtbegavet, udrustet med Sprogtalent, skarp Forstand og digteriske Anlæg. Denne beklagelsesværdige unge Skabning knyttede sig til mig med Lidenskabelighed. Under mit Ophold i Prag |375| sendte hun mig stadigt Roser. Da jeg tilsidst sagde Farvel, blev hendes Læber hvide, og Faderen sagde mig, hun havde hulket hele Natten. Hun sendte mig efter min Bortrejse i nogle Maaneder Brev paa Brev, overskrevne: Mest elskede Mester! indtil der uden Overgang en Dag indløb et med Overskrift: Højtærede Herre! Da jeg skriftligt skemtende spurgte, hvad jeg skyldte mit dybe Fald fra den første Tiltale til den anden, fik jeg ikke noget Svar, men jeg erfor, at den stakkels unge Dame pludseligt havde knyttet sig med endnu heftigere Lidenskab til Komponisten Zdenko Fibich[XI] og var sysselsat med at skrive Teksten til en Opera af ham. – Nu er Fibich[XII] død; ikke længe efter døde hun og saa hendes Fader.
Jeg opsøgte Jaroslav Vrchlicky[XIII], med hvem jeg i nogen Tid havde staaet i Forbindelse og hvis Fortællinger Farvede Skaar jeg paa Dansk havde forsynet med en Indledning. Jeg fandt i ham en henrivende Type paa en slavisk Digter af universel Kultur, smidig og dog mandig, blid af Sind og en Formkunstner, hvis Rang ikke lader sig overtræffe.
Det czechiske Teater, de czechisk talende Bøhmeres Stolthed, blev mig forevist af Direktøren, og jeg beundrede oprigtigt dets smukke Udstyrelse. I Direktørens Loge saa jeg, med de tilstedeværende Studenters Kikkerter ubarmhjertigt rettede paa mig, forskellige nationale Stykker, jeg kendte i Oversættelse, og en Prøve paa Ungareren Emerich Madách’s[XIV] Drama Menneskehedens Komedie, der trods en rig Udstyrelse lod mig kold. Mit Komme til Prag var ikke forblevet ubemærket, Aviserne bragte en Del Notitser om mig og Zlata Praha en større Artikel med mit Portræt.
De czechiske Forfattere og Kunstnere indbød mig til en Fest (vêcer Brandesuv) paa Sofia-Øen i Moldau. Jeg naaede til den ad den lange Jernbro, mens for mine Øjne løftede sig grøntbevokset og med skønne Akazietræer det stolte |376| Hradschin. Man gav mig Plads ved Siden af Vrchlicky[XV]. Tre Taler holdtes til mig, to tyske og en czechisk. Jeg svarte, og en Enkelthed i min Tale, en Sammenligning af den czechiske Folkeaand, som denne for den Fremmede tidligere var udvisket ved det tyske Dække, med en Kirke, hvis farveprægtige Fresker Vandalisme i gamle Dage har dækket med Kalk, gav Vrchlicky[XVI] Anledning til den mig tilegnede Sonet, der findes i hans Samling Bodláci Parnasu fra 1892.
Den næste Dag var jeg indbudt i den czechiske Studenterforening, hvor Formanden holdt en Tale til mig paa Fransk, og Forsamlingen fire Gange udbrød i vældige Nazdár-Raab (Til Lykke!) Jeg selv maatte to Gange tale (paa Fransk og Tysk). Dagen derefter igen besøgte jeg, i Selskab med den udmærkede Kritiker Alfred Klaar[XVII], den tyske Studenterforening og maatte skrive et Stykke Prosa i dens Album. Senere var jeg indbudt til et Aftensmaaltid i Haven ved Deutsches Haus med en Del tyske Malere, Billedhuggere og Skribenter, mellem hvem jeg mindes Maleren Libietzski[XVIII] fra Wien og Maleren Diet[XIX] med hans nette unge Frue, en Italienerinde, bekendt for sit Klaverspil. I Selskabet var ogsaa den finske Afrikarejsende, Eduard Westermarck[XX], hvem jeg da saa for første Gang.
Det var ikke ganske let i Prag, som er en sand Vepserede af indbyrdes Nationalhad, at bevæge sig i begge de kæmpende Nationaliteter. Det lettedes mig ved den udsøgte Takt, som begge Parter lagde for Dagen mod mig som Fremmed, idet ingen af dem tvang mig til at vælge. Jeg skal iøvrigt ikke dvæle ved mit Ophold i Bøhmen, da jeg har beskrevet Prag omhyggeligt og vidtløftigt*
.Fra Prag tog jeg til Nürnberg, den tyske Middelalders |377| tiltalende og lærerige Kunstby, som jeg saa for første Gang, og derfra over Frankfurt hjem.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
