Saa milde Sæderne forholdsvis var i Danmark, bestod endnu som Rest af Middelalderens Barbari Henrettelsen med Økse. Da man i Rigsdagen havde forsøgt at faa den afløst af den humanere Henrettelse med Guillotine, havde man i forrykt Nationalisme hævdet, at den barbariske Henrettelse, ved hvilken Skarpretteren nylig havde slaaet to Gange fejl, burde bevares som den nationale. En da stedfunden afskyelig Henrettelse gav mig Anledning til følgende Indlæg:
Den nationale Henrettelsesmaade.
Saa blev da Jens Nielsen[I] igaar bragt ud af den bedste af alle mulige Verdener, som Leibniz[II] kaldte den.
Den principielle Modstand mod Dødsstraffen, som i Fyrrerne var paa Mode og som endnu dyrkes i Frankrig, Schweiz og Norge har i vore Dage tabt sin Interesse. Saalænge Blomsten af alle Landes Ungdom jævnlig massakreres i Tusindvis med de mest forfinede sværere og lettere Mordvaaben, ligger der forholdsvis ringe Vægt paa, om nu og da en og anden Lystmorder eller Modermorder faar sit Liv paa voldsom Maade forkortet.
Den Harme og Væmmelse, som Henrettelsen igaar i vide Krese |371| har vakt, har da heller ikke det Ringeste med slig principiel Modstand at gøre.
Man troede Dødsstraffen hertillands faktisk afskaffet. Efter at den sidste Dødsdømte, som havde sendt en gammel Mand i Tønde over Atlanterhavet, var bleven benaadet, syntes det utænkeligt, at en anden, som intet Mord havde begaaet, men kun havde gjort Mordforsøg, og endda blot i den Hensigt selv at blive af med Livet, kunde opnaa sin Hensigt og tvinge Øvrigheden til at henrette ham. Dernæst syntes det umuligt, at en Skarpretter som Seistrup[III], der, sidste Gang han var i Funktion, havde skilt sig saa rædselsfuldt slet fra sit Hverv, paany skulde kunne anvendes. Ganske vist var der i Tinget, da i sin Tid Dødsstraf med Guillotine foresloges, faldet patriotiske Ord til Bedste for den gamle nationale Henrettelsesmaade med Økse, men da Seistrup[IV] sidst havde hugget to Gange fejl, og ikke havde faaet sin Afsked, og, saavidt vidstes, ikke siden da var bleven Afholdsmand, troede man Dødsstraffen stillet i Bero.
Nu har det vist sig, at i dette Land bærer Seistrup[V] ikke Øksen forgæves.
I disse sidste Dage er Gustav Wied[VI] bleven sat paa Fangekost – for en Novelle, Konsul Ryder benaadet – for sine smukke Øjnes Skyld, og Jens Nielsen[VII] halshugget – for at Loven, som Hr. Lendrop[VIII] saa højtideligt sagde det, kunde ske Fyldest.
Da i dette Land Loven jo ikke hver Dag sker Fyldest, burde man maaske for en Gangs Skyld glæde sig derover.
Desværre er der Biomstændigheder, der ligesom gør et Skaar i Glæden.
De undskyldende Omstændigheder, der gjorde sig gældende overfor Philipsen og Ryder, fattes jo tilsyneladende ikke her. Jens Nielsens[IX] Hr. Fader gjorde sig usynlig før eller efter Barnets Fødsel, Moderen tog sig ikke af det; Drengen kom paa Sognet.
Hans første Forbrydelser eller Forseelser var Rapserier. De straffedes med Ris paa Raadhuset, og saaledes vaktes den Trods, der skulde føre ham saa vidt, og det Had til Samfundet, der gjorde ham ubændig. Var han ikke straks bleven anbragt paa Tvangsanstalter, men havde han havt Arbejde i Frihed, var han vel bleven en anden. Det er den Art ustyrlige Naturer, der ikke taaler Tvang og ikke kender til Dødsfrygt, der, fødte højere oppe paa Samfundsstigen, tidt bliver stærke og fremtrædende Personligheder, forvovne Opdagere, tapre Kavalleri-Officerer og deslige.
Fængselspræsten Pastor Hafström[X] er sikkert en mindre udmærket Psykolog end Prædikant, naar han om Jens Nielsen[XI] bemærker: »Han var en Usling og en Pjalt«. Et ikke ringe Mod vil Hs. Velærværdighed dog vanskelig kunne negte Fangen. Kærlig, men ikke slaaende er dernæst Præstens Bemærkning, at man burde have givet Forbryderen langt mere |372| legemlig Straf, og overraskende er Ordet: »Man har forkælet ham her i Fængslet«.
Tamp og Kat har han faaet; i Celle har han siddet med Lænker fra Hænderne til Fødderne – Forkælelse i strengere Forstand kan det neppe kaldes.
I ethvert Tilfælde har der efter Jens Nielsens[XII] sidste Forbrydelse ingen Forkælelse mere fundet Sted. Det eneste Menneske, som han holdt af, var hans Søster. Paa Brev fra hende ventede han forgæves sin sidste Levedag. Grunden til hendes ham ubegribelige Tavshed var maaske den, at hun ikke havde faaet det Brev, han allerede for et Aar siden havde skrevet til hende. Da det indeholdt »Skældsord mod Gud og Mennesker« holdt man nemlig ganske simpelt Brevet tilbage. Det ligger endnu, hedder det, »i Overfængsels-Inspektørens Skuffe«. Mon man har underrettet Fangen derom? Mon man har sagt ham, at han maatte skrive Brevet om og i andre Udtryk?
Noget overflødig tager sig fremdeles for Lægfolk Ceremoniellet ud, da Fangen[XIII] allerede stod ved Blokken. Hvad Gavn det skulde gøre, da i ét Træk at læse 3 Domme i Kancellistil højt for ham, først Underrets-Dommen, saa Overrets-Dommen og tilsidst Højesterets-Dommen, mens han stod og ventede paa Øksehugget – det er for dig, det er for mig en Gaade. Kunde man ikke skaanet ham idetmindste for de to af Dommene? At høre tre Domme efter hinanden er allerede under almindelige Omstændigheder en let Tortur, men under disse!
Det eneste Lyspunkt i Ceremonien har for Fangen uden Tvivl det Øjeblik været, da Hr. Lendrop[XIV] kærligt lagde sine Hænder paa hans Skuldre. En Mellemting af en Omfavnelse og en Velsignelse, givet af en vieux beau til et mauvais sujet, har altid noget Opbyggeligt ved sig.
Saa staar endnu kun det sidste Raffinement tilbage. De 30 Kroner, som Jens Nielsen[XV] havde opsparet og testamenteret til sin Søster for at hun derfor kunde købe nogle Bøger med Billeder i til Minde om ham, er blevne anvendte til Dækning af Udgifterne ved hans egen Halshugning.
Hermed er i den bedste af alle mulige Verdener Retfærdigheden sket Fyldest.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
