Der blev i de Dage paa dansk Grund skrevet ikke lidt til Hæder for mig. Jeg var Niels Møller[I] taknemmelig for en Artikel i Illustreret Tidende, i hvilken han forsvarede min Holdning overfor Rasmus Nielsens[II] Filosofi og Heibergs[III] hegelianske Æstetik, min Kritiks psykologiske og historiske Præg og særligt tog mig i Forsvar mod Beskyldningen for at nære Ringeagt for Danmarks ældre poetiske Literatur. Hans Indsigelser var saa velbegrundede som hans Anerkendelse var maadeholden og smagfuld. I Bladet København havde den 25. Oktober en hel Skare ældre og yngre Forfattere, norske og svenske som danske, skrevet Vers og Prosa til min Ære. Der var Bidrag af Drachmann[IV], Schandorph[V], Amalie[VI] og Erik Skram[VII], Nils Collett Vogt[VIII], Sophus Michaëlis[IX]Gabriel Finne[X], Gustav Esmann[XI], Viggo Stuckenberg[XII], Birger Mörner[XIII], Kristofer Kristofersen[XIV], Herman Bang[XV], Lauritz Petersen[XVI], Rosenkrantz Johnsen[XVII], Arne Dybfast[XVIII], Sophus Claussen[XIX], Axel E. Betzonich[XX], Agnes Henningsen[XXI], Oscar Madsen[XXII], Carl Ewald[XXIII].
Rent literært maatte det da synes, som havde jeg nu sejret. Dersom jeg havde indbildt mig, at jeg ved det Opnaaede havde imponeret mine Landsmænd eller bragt Modstanden imod mig til Taushed, saa var jeg straks blevet |345| smerteligt skuffet. Heldigvis nærede jeg ingen saadan Indbildning.
De fleste af Hovedstadens Blade reducerede Festlighederne for mig til det ringest mulige. Berlingske Tidende bemærkede, at i Toget saas »nogle enkelte Studenter«, Bladet havde hørt noget Bifald og »en delvis stærk Hyssen«; Dagens Nyheder iagttog, at »de store Menneskemasser gennemgaaende ikke viste Spor af Deltagelse overfor Demonstrationen« og beklagede at man havde draget mig ud af den Stilhed »der til Held for mig havde begyndt at danne sig om min Person«; Avisen gjorde gældende, at Fakkeltoget var det tarveligste, der var set i Kjøbenhavn.
Dagbladet tog Anledning af den Omstændighed, at Gustav Johannsen[XXIV], Danskhedens Talsmand i den tyske Rigsdag, den Dag var kommen til Byen, til at udvikle hvilken Skam og Græmmelse han havde maattet føle ved Synet af disse Fakler. Den Ædle, som skrev det, kunde jo ikke vide, at Gustav Johannsen[XXV] samme Dag havde ladet mig bede om at tilbringe den næstfølgende Aften med ham.
Bladet forargedes over at man i mig hyldede Manden »der havde døbt vor egen nationale Kamp med det stygge Smædeord Fædrelanderi«. Beskyldningen var saa taabelig, at jeg nu neppe begriber, jeg dengang lod mig forlede til at stemple den som »en lumpen Løgn, en gemen Bagvaskelse«, og Bladets derpaa følgende videre Redegørelse var saa ubeskriveligt ynkværdig, at jeg ogsaa overfor den havde kunnet spare mig det Svar, jeg skrev. Men jeg var da i en Stemning, som bevægede mig til at opsøge Løgnere i deres Smuthuller og drive dem ud – en saa uoverkommelig Ting, at man i de allerfleste Tilfælde lige saa godt først som sidst kan opgive Foretagendet.
Til Udlandet blev i Telegrammer og Korrespondancer Beretning om Festen givet i nogle Linjer som sagde: Konge|346|huset og hele Embedsstanden, saa vel den militære som den civile, holdt sig borte fra den. Det var et af Fritænkere og Socialister afholdt Orgie, ved hvilket Kristendommen blev haanet og Lucifer forherliget.
Det var sandt, at yderst faa Embedsmænd deltog. De vidste, det vilde ikke blive dem tilgivet. Nogle yngre Privatdocenter ved Universitetet, der havde været tilstede, lod Kultusministeren, Hr. Goos[XXVI], kalde til sig og meddelte dem, at de, saa længe han var Minister, aldrig skulde faa nogen Ansættelse i Danmark. – De fik den, da han var gaaet af.
Den gamle Maler Israels[XXVII] skrev mig til fra Haag og spurgte mig i skaansomme Ord, om Festen for mig havde været en saadan Fiasco, som Korrespondancerne til de hollandske Blade fortalte. (De besørgedes af Falkman[XXVIII]). Alt, hvad de havde meddelt, var negativt, hvem der ikke havde været med, ikke Kongehuset, ikke Adelen, ikke Embedsstanden, næsten ingen Studenter eller Kunstnere. Han bad mig oplyse ham om den rette Sammenhæng.
Kunde saaledes den Hyldest, der ved denne Lejlighed var vist mig i Kjøbenhavn og af Mænd og Kvinder fra de nordiske Lande, i ingen Henseende komme min Stilling i Europa og Amerika til Gode, saa viste det sig ogsaa snart, at den intetsomhelst Tidsskel satte i min Anseelse som offenlig Personlighed eller i mit Forhold til Læseverdenen i Danmark-Norge. Min Læsekres forblev nøjagtigt af samme Omfang. Da hen ved fire Aar derefter i Juli 1895 Antallet af Subskribenter paa mit da heftevis udgivne Værk om Shakespeare[XXIX] kunde opgøres, viste det sig, at det i Alt beløb sig til 750.
Danmark er det Land, hvor den, der ikke kryber til Korset, hvert Aar begynder forfra i sin Stræben for at hævde en aandelig Position. Da ikke fem Maaneder efter hine Festligheder det danske Folketing paany forhandlede om |347| min Person, og Hørups[XXX] Gruppe i Forvisning om Umuligheden af at skaffe mig Professorgagen havde nedsat Forslaget til at gælde 2000 Kroner aarligt, havde, som alt berørt, Folketingets Flertal vendt sig imod mig, og Hr. Goos[XXXI], som var Hovedtaleren, støttede sig til at jeg ved at modtage et Fakkeltog, som for en stor Del bestod af Arbejdere, havde afsløret mig som Socialist og gjort mig umulig. Det blev desuden paany kraftigt gjort gældende imod mig, at jeg end ikke selv havde villet indgive nogen Ansøgning.
Hørup[XXXII] holdt ved den Lejlighed en Tale, hvori han bl. a. sagde: »En Række Medlemmer har siden ifjor forandret deres Stilling til vort Forslag om Dr. Brandes[XXXIII]. Hvorfor? Ordføreren sagde, at det var, fordi Brandes siden da er bleven indlemmet i det socialdemokratiske Parti. Hørdum[XXXIV] har oplyst, at Partiet ikke deltog i Festen. Forresten burde det have glædet Ordføreren, at der er saa megen Interesse i den arbejdende Befolkning, at den har kunnet slutte sig til en saadan Fest. Det ser smukt ud i Modsætning til Lunkenheden hos en Del af de saakaldte Dannede. Det var ikke en Socialdemokrat, men en Student, der talte om Hadet, og det var Hadet til Spidsborgerligheden (Tutein: Ja, det er os). Naar det ærede Medlem siger det; men nogen Nødvendighed var der dog ikke for, at Ordføreren meldte sig ved det blotte Ord Spidsborger.«
»At bebrejde os at vi kun har opstillet denne ene Understøttelse er ubilligt; vi havde kun den ene Dr. G. Brandes[XXXV]; der var ikke flere af den Slags ..... Ministeren siger, at han angriber Samfundet. Sligt læser man i daarlige Aviser, men Ministeren deler dog vel ikke den kinesiske Anskuelse, at Samfundet er færdigt, som det er, og at alt Nyt er Uorden. Ligesom det økonomiske Samfund ikke er Summen af de forhaandenværende Værdier, men disse Værdier i Arbejde, Vækst og Udfoldelse, saaledes er ogsaa det aandelige Sam|348|fund en fortsat Udvikling. Den, der bringer noget Nyt, ødelægger ikke Samfundet, men beriger det. Ministerens Standpunkt er fra Middelalderen, men hører ikke hjemme i et Aarhundrede, der anerkender Aandens Frihed, bygger paa Religionsfrihed og det personlige, moralske Ansvar.«
»Brandes[XXXVI] maa vente til han har sejret, siger Ministeren[XXXVII]. Men han har jo sejret. Der skrives ikke en Bog og ikke et Blad her i Landet, ikke en Anmeldelse i en Avis, uden at Brandes’[XXXVIII] Indflydelse præger det. Man siger ikke altid Tak for hvad man laaner af ham, men derfor er Gælden ikke mindre. Faa oplever, saaledes at sejre, at Alle i deres levende Live enes om dem. Men Brandes[XXXIX] er trængt igennem i de Dannedes Kres, hvorfra hans Virksomhed paa anden Haand vil brede sig længere ned. Den bekendte Adresse er et Vidnesbyrd derom, ogsaa den meget omtalte Fest.«
»Det, der nu sættes i Scene imod Brandes[XL], er da ogsaa kun simpel økonomisk Krig mod en Mand, der hylder Anskuelser, som man ikke kan lide. Men Benyttelsen af Statens Midler og Magt til at begunstige visse Meninger og undertrykke andre, det er ikke Aandsfrihed, men det er Fordummelse.«
Fire Maaneder efter at denne Tale var holdt ansatte Kultusminister Goos[XLI] Dr. Paludan[XLII] som Professor ved Universitetet i den siden Hauchs[XLIII] Død ledige Plads. Kort i Forvejen var han, formodentlig som Stiller af det uhumske Regeringsblad Avisens Redaktør, blevet Ridder af Danebrog. I noget over tyve Aar havde Pladsen staaet ledig. Da Paludan[XLIV] foresloges, havde det filosofiske Fakultet enstemmigt erklæret sig imod ham og derefter havde det samlede Konsistorium protesteret (næsten enstemmigt, kun Hr. Matzen[XLV] var for Ansættelsen). Alligevel blev Hr. Paludan[XLVI] Professor, fordi Renegaten Goos[XLVII] skulde godtgøre sin Iver. |349| Folkevittigheden paastod, at han i Sandhed kunde kalde sig »Professor af Guds (eller Goos’s[XLVIII]) Naade.« Det blev da ogsaa skralt for ham med Tilhørere. Men alt dette gjorde ingenlunde Pladsen usmagelig for Hr. Paludan.[XLIX] Han var ikke af dem, der lader Vinen staa, fordi den smager af Proppen. Han var af dem, der spiser Proppen, fordi den smager af Vinen.
Naar jeg dvæler ved denne Ynk, saa er det, fordi den var og er sindbilledlig for Tilstandene i Danmark, hvor den aandløseste Reaktion paa det literære og kunstneriske Omraade stadigt støttes og fremmes af politiske Renegater. Iøvrigt har Forholdet intet for Danmark Ejendommeligt. Det er ens allevegne. Som Goethe[L] siger: Den empirisk sædelige Verden bestaar for største Delen kun af ond Vilje og Misundelse.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
