Jeg kendte nu tilbunds min Stilling som aandelig Fører paa dansk Grund. Talte jeg i fleres, i en Gruppes, endsige i det danske Folks Navn, faldt man mig straks i Ryggen, misbilligede og fornegtede mig. Afslog jeg at optræde, gjorde man fra de forskelligste Sider gældende, at jeg svigtede min Pligt, anførte Noblesse oblige og andre smukke Talemaader.
Hørup[I] skrev, uden Hensyn til mig, vel med Tanken rettet paa sig selv, i de Dage: »I Danmark udpeger man til Førere de Mænd, som Alle er enige om at holde nede. Du burde gøre det, siger man, og man mener: Vi Andre forbeholder os at svigte dig og falde dig i Ryggen og spænde Ben for dig den Dag, du skal handle. Man siger ikke: »Før an, vi følger«, men »Før an, vi gør vort Værste«, og bagefter føjer man til: »Det var ogsaa en Skam, at han holdt sig tilbage.«« – Det blev Formelen for Resten af mit Liv i Danmark.
Politisk var dette en Stilstandens Tid paa dansk Grund, ingen Begivenheder og ingen Fremgang. Men i den Taage, som det politiske Hykleri og det offenlige Livs Forløjethed udbredte, forberedtes ihærdigt Oppositionspartiets Opløsning, idet Halvdelen deraf stedse inderligere smeltede sammen |351| med selve det grundlovsbrydende Parti, som det gjaldt om at bekæmpe, og forbandt sig med det imod de udholdende Partifæller. Statskupet 1885 havde forenet de tre Fjerdedele af Folket i Løftet om utrættelig Modstand mod det Ministerium, som havde sprængt Forfatningen. Ved de nu forestaaende Valg var Halvdelen af de saaledes Forbundne dels træt og mør af Striden, dels ængsteligere for Arbejdere og Husmænd end for ejendomskonservative Godsejere og Professorer, i Stilhed besluttet paa at stemme sammen med det Ministeriums Tilhængere, man for et Skins Skyld endnu paastod at bekæmpe. Overløbere vilde de Paagældende selvfølgelig ikke kaldes; nej, de hævdede, at Folket vilde Fred og Forsoning, var sygt af den indbyrdes Krig. Ivrigst blandt dem var Gammelgrundtvigianerne. Som Hørup[II] da sagde: »Morsomt nok er der blandt disse Træthedens Herolder nogle af den gamle, urdanske Folkeaands mest langskaftede Bersærker, Sønner af Holger Danske, Sønnesønner af Thor med Hammeren, kraftige Lægge, som paa Folkeaandens Vegne har vandret med Bukserne inden i Støvlerne lige fra de gik til Præsten. For deres Syn har den evig unge Folkeaand pludselig forvandlet sig til et gammelt, udslidt og selebrudt Øg, der ikke vil mere og ikke kan mere, der har trukket længe nok for Frihedslæsset og som endelig har lagt sig midt paa Landevejen, plat i Provisorie-Sølen, for ikke at rejse sig mer.«
Influenzaen rasede i Kjøbenhavn og udenfor Kjøbenhavn; Befolkningen var syg i Kroppen og syg i Viljen, ret i rivende Nedgang, medens man da som altid indbildte sig, at Fremskridtet Dag for Dag vandt Jordsmon og med hul Begejstring proklamerede dette Fremskridt.
Jeg selv passede min daglige Gerning. Nye Udgaver af mine Bøger, som var blevne fornødne, tvang mig til Gennemsyn af Hovedstrømningernes femte Del, derpaa til grundig Omarbejdelse af den tredie Del, som efter atten Aars Forløb endelig fik den Skikkelse, jeg fra først af ikke havde mægtet at give den, og af fjerde Del, som kun blev gennemrettet og udstyret med enkelte Tilføjelser. Et Værk af den Art er som et Konversationsleksikon eller som Befæstningen omkring en By. Saasnart Arbejdet er fuldført, maa det genoptages og udbedres.
Jeg holdt ved en Forestilling paa det fri Teater et Foredrag om Bredahl[III], for Arbejderne i Rømersgade et Foredrag om Renan[IV], og stod i en stærk Brevveksling med Hensyn til Overførelsen af mine Arbejder paa Russisk, Czechisk og Polsk. Paa Universitetet holdt jeg den tredie, afsluttende Række af mine Foredrag om Shakespeare[V], som optog mig i højeste Grad, om jeg end vidste, at jeg maatte have et Ophold i England med Studier i British Museum bag mig, før jeg kunde udarbejde dem til Trykken. Der gik da ogsaa Aar hen, før jeg var saa vidt.
Min Forbindelse med Udlandet var ret levende. Fra Frankfurt, hvor man alt i 1884 havde valgt mig ind i Udvalget for Oprettelsen af Schopenhauers[VI] Mindesmærke, modtog jeg Meddelelse om at det var fuldendt, fra Amsterdam blev jeg anmodet om at medvirke ved en Publikation til Ære for Moleschott[VII], fra Milano ved en til Ære for Christofer Columbus[VIII], fra Petersborg ved en til Fordel for de af Hungersnøden medtagne Egne; fra Belgien blev jeg anmodet om at udnævne Medlemmer for de tre nordiske Riger til Laveleye-Comitéen, som skulde uddele Præmier i Statsøkonomi, og alle mine Indstillinger blev fulgte.
|353| Fra en hollandsk Guvernementslæge i Pati paa Java kom en Dag et Brev, som rørte mig, fordi det deri hed: »Vær overbevist om, at De, uden at De aner det, rundt om paa de fjerneste Steder har Venner siddende, der har fulgt Deres Færd med Beundring fra først af, og for hvem hvert nyt Arbejde af Dem er den mest velkomne Gave, som Posten bringer.«
En meget livlig Correspondance med Danske i Nordamerika fulgte det Aar og de følgende. En Mængde Landsmænd derovre havde sat sig i Hovedet, at der burde oprettes et Professorat for dansk Sprog og Literatur ved Universitetet i Chicago og at jeg var Manden, som skulde og maatte overtage Pladsen. Da mit Navn var ret kendt i Nordamerika, mentes dette at ville styrke de Danskes Stilling derovre. Der blev skrevet hele Aviser fulde af Artikler, som skulde dels paavirke den amerikanske Regering, dels overvinde mine Betænkeligheder. Man holdt mig for Øje den efter danske Forhold betydelige Embedsløn, jeg vilde modtage, dernæst den overordenlige Indflydelse, jeg vilde blive sat i Stand til at udøve paa Skandinaverne i Fristaterne, hvis Tal var stort. En af Staternes betydeligste Danske skrev til mig: »Forstaa det dog, det er ikke et Kateder, men en Trone, der tilbydes Dem.« Jeg for min Del havde gjort alt for mange Erfaringer med den Følgagtighed og Tilslutning, jeg med Sikkerhed kunde paaregne blandt Nordboer, til at Opfordringerne skulde friste mig. Da min Modstand ikke lod sig overvinde, tabte efterhaanden mine Tilhængere Lysten til at virke for mig.
Det samme var Tilfældet i Norge. Dèr var fra Aar til Aar Iveren steget for at faa mig knyttet til Kristiania Uni|354|versitet. Et Avis-Felttog var aabnet, og ikke faa talte med formelig Lidenskab min Sag. Den ildfuldeste af alle var Den, som havde mest Interesse i at jeg ikke kom, nemlig den Mand, som i dette Øjeblik beklæder Stillingen, han undte mig, Gerhard Gran[IX]. Lars Holst[X], da Statsrevisor, lagde ligeledes sin hele Indflydelse i Vægtskaalen for mig, og Regeringen erklærede sig villig til at undertegne min Udnævnelse, saa snart jeg indsendte en Ansøgning. Men jeg kunde ikke overvinde mig til at gøre det, overbevist som jeg var om, at man med sin udprægede Patriotisme meget snart vilde kræve min Fjernelse som dansk, og endnu mere overbevist som jeg var om, at jeg paa norsk Grund ikke vilde kunne trives. Nordmændenes Selvfølelse var mig for stærk. Atter og atter fremhævedes f. Eks. dengang i norske Blade, at Norge var den anden blandt Europas søfarende Magter. Det vilde jo dog kun sige, at det besad en overordenlig Mængde af smaa daarlige Træskibe og Sejlskibe. Jeg var vis paa, at Værdien af blot Hamborgs og Bremens Dampskibe var den mangedobbelte af alle norske Skibes.
I de Dage havde jeg Besøg af en norsk Universitetsprofessor, til hvem jeg udtalte mig om den Højde, Nationalforfængeligheden nu havde naaet: »Det er«, sagde jeg, »nu som i Oldtiden, hvor hverken Grækere, Jøder eller Romere tvivlede paa at være de Udkaarne. I de nordamerikanske Fristater er det en Troessætning, at Landet og Folket er Jordens første, i England ligesaa, i Frankrig ligesaa, i Tyskland ligedan, endda med et Højtryk; ingen Italiener eller Hellener tvivler paa sit Folks Overlegenhed i Kraft af dets Afstamning; selv i det lille Danmark indførte Grundtvig[XI] Troen paa, at de Danske var Guds Hjertefolk, til hvilket han trænger. Og«, tilføjede jeg med et Smil: »Ikke sandt, i Norge er der ikke faa, for hvem Nordmændene uden videre er Jordens ypperste Folk?« – Professoren blev lidt rød i Kin|355|derne og sagde, idet han trak paa Ordene: »Jeg maa tilstaa, det mener ogsaa jeg.«
En saadan Tro er jo som nyttig Illusion til en vis Grad en Styrke, men gør en Fremmeds Stilling i Folket usikker.
I Kjøbenhavn henvendte ikke sjældent Ubekendte sig til mig med personlige Henvendelser af besynderlig Art. Saaledes netop hyppigt i Vinteren 91-92. En Dag indfandt en Søofficer sig, en velopdragen Mand, for at spørge mig, om jeg virkelig hyldede og forkyndte den Lære, at en Søn burde vise sig uforskammet mod sin gamle og meget værdige Fader. Da jeg bad ham forklare mig, hvad dette Spørgsmaal skulde sige, udviklede han, at i en Familie, der stod ham nær, beraabte Sønnen sig under sin utaalelige Adfærd overfor Faderen, en hæderlig Koffardi-Kaptajn, stadigt paa mig og mine Lærdomme. Forundret udbad jeg mig den unge Mands Navn. Jeg havde aldrig hørt det. Man bønfaldt mig imidlertid, i Kraft af den Indflydelse, jeg formentlig udøvede over Ynglingen, at hidføre en mindre ulidelig Tilstand, og snart kom Faderen selv, der gjorde det bedste Indtryk, for at anmode mig om at tale Sønnen til Rette. Ved Krydsspørgsmaal kom jeg til den Overbevisning, at uhyggelig kvindelig Indflydelse var den sande Aarsag til Familiens Opløsning; men jeg lovede at gøre hvad jeg kunde, og fik under et Paaskud den unge Mand til at søge mig. En vammel, blegfed Fyr stod paa den berammede Dag i Døren. Jeg underkastede ham, uden at han begreb, hvor jeg vilde hen, et skarpt Forhør. Det viste sig da, at han aldrig havde hørt mig tale paa Universitetet, aldrig havde læst en Bog af mig. Han troede at have læst en enkelt |356| Avisartikel af mig, men da jeg gik ham paa Klingen og vilde vide dens Titel og Indhold, viste det sig, at den var af en anden. Da jeg var saa vidt, spurgte jeg ham ret barsk, med hvad Ret han da beraabte sig paa mig, naar han gjorde sin gode Fader Livet surt. Han blev saa flov, som Situationen medførte. Desværre gjorde, som jeg havde frygtet og forudsagt Faderen, min Indskriden kun Ondt værre.
Bedre Held havde jeg med mig i en anden, mere sammensat Sag. En Dag kom en ung Pige til mig, medtaget og forgrædt, og bad mig hjælpe sig, da jeg efter hendes Paastand var den eneste, som kunde. – Hvorom det drejede sig? – Hendes Forlovede havde brudt med hende. – Hvad jeg i den Sag formaaede? – Alt, thi den unge Mand vilde sikkert forsone sig med hende paany, ifald jeg kraftigt opfordrede ham dertil. Saa megen Pris satte han paa mig. – Selvfølgelig betonede jeg Vanskeligheden ved at indblande mig i saa intime Anliggender og min afgjorte Tvivl om at kunne udøve nogensomhelst Indflydelse paa den unge Herre. Tilmed stred det mod min Overbevisning at bevæge en Modstræbende til Samliv med et andet Væsen. – Men det fortvivlede Pigebarn opgav ikke sin Sag, og aftvang mig ved sine Bønner et Løfte om at sende hendes Forlovede et Brev og bede ham komme til mig. Dog først fortalte hun mig naturligvis sin Historie:
En vel fyrretyveaarig Mand, Husven i Forældrenes Hus, saa fortrolig med Moderen, der tilbad ham, at han af denne stadigt i al Hemmelighed modtog Understøttelse af Husholdningspengene, havde forført hende, da hun kun var seksten Aar gammel. Selv var denne Mand Ægtemand og flere Gange Fader. Da hun saa var bleven med Barn, var hun bleven bortsendt, og havde i Stilhed i Udlandet bragt sit Barn til Verden. Kort derefter var det døet. Efter hendes |357| Tilbagekomst fortsattes Forholdet, dog under stærk Modstræben fra hendes Side. Snart derefter traf hun under et Ferieophold paa Landet en ung Mand, der forelskede sig i hende, og, da han troede at mærke sig genelsket, anholdt han om hendes Haand. Hun havde givet Afslag, da hun ikke betragtede sig som fri og ham værdig. Men da han et Aar derefter gentog sit Frieri og ikke vilde lade sig afvise med Forsikringen om en Ligegyldighed, han fornam som paataget, havde hun meddelt ham det Væsenlige af sin Fortid og spurgt ham, om han endnu stod ved sit Ord. Han havde svart, at saa pinligt det Skete end var ham, vilde han ingenlunde derfor trække sig tilbage, blot hun for Fremtiden var hans og hans alene.
Saasnart den unge Pige havde meddelt den ældre Mand, at det nu maatte være forbi imellem dem, havde denne opsporet og opsøgt den yngre, havde indledet Samtalen med det brutale: »Jeg hører, De vil gifte Dem med min Elskerinde«, og derpaa meddelt den pur unge, uerfarne Studerende en saadan Mængde afskrækkende Enkeltheder, at denne nu mente, hans Forlovede ikke havde fortalt ham Alt og følte sig frastødt. Hvad mærkeligere var og psykologisk besynderligere, den ældre fik herved en saadan Magt over den yngre, at denne formelig gik op i ham, intet Skridt foretog uden at raadføre sig med ham, og i ham nu saa blot en klog og overlegen Mand, vel egnet til Mentor. Saa stærk var, som Pigebarnet forsikrede mig, den ældres Indflydelse, at den i mit Brev angivne Mødetime ikke maatte levne det unge Menneske Tid til at henvende sig til sin aandelige Formynder med Spørgsmaalet, om han burde gaa til mig eller ej. Thi den ældre hadede mig og havde i Aviserne angrebet mig – for Usædelighed.
Opgaven var ikke let. Det gjaldt først om at gøre den unge Mand tryg, opfinde en Historie, tale med ham om alt |358| muligt andet end hans personlige Forhold, dernæst om at indgyde ham Mistillid til den ældre, vise ham, at denne var en Erkehykler, der under Skin af Velvilje mod ham kun vilde sikre sig Bevarelsen af den unge Kvinde, han havde handlet saa ilde med, endelig gjaldt det om at vække Ynglingens Æresfølelse, at afsløre ham det Uværdige i Afhængighedsforholdet til hans bitreste Fjende.
Kort at fortælle: Alt lykkedes mærkværdigt. Snart derefter var de to Unge et ømt forbundet Par, som satte Bo, og den Dag idag er de, omgivne af sunde og smukke Børn, tilfredse med hinanden og Eksistensen. Af og til modtager jeg ved festlige Lejligheder fra dem en Buket Blomster, hvis Sprog jeg forstaar.
Paa det norske Studentersamfunds Vegne skrev Advokat Ludvig Meyer[XII] mig til og meddelte mig, at man ikke mindre i Kristiania end i Kjøbenhavn ønskede at fejre det fem og tyvende Aar efter Udgivelsen af mit første Skrift, da min Betydning for Norge i det Tidsrum ikke havde været stort ringere end for Danmark. Man bad mig tillige holde et Foredrag for Studenterne.
Jeg tog imod Indbydelsen og besluttede at tale om Shakespeares[XIII] Hamlet. Opfordringen til Afholdelsen af en Festlighed for mig udkom i de norske Blade, undertegnet med Landets første Navne, Henrik Ibsen[XIV], Ernst Sars[XV], Frithiof Nansen[XVI], de tre Statsraader Astrup[XVII], Quam[XVIII], Kildal[XIX] osv., der alle var tilstede ved Festen.
I Begyndelsen af April tog jeg til Norge. Paa Vejen i Sverig fuldstændig Sommer, liflig Varme, om Natten en dejlig Stjernehimmel. Skønt siddende i et farende Tog, nød jeg i disse Timer et Samliv med Naturen, der fyldte min Sjæl.
|359| I Kristiania kom straks Advokat Meyer[XX] til mig og vi førte en halvanden Times Samtale om norsk Politik, som han havde sin selvstændige og originale Opfattelse af. Straks efter ham kom l’illustre vieillard at hilse paa mig, og næste Formiddag havde Henrik Ibsen[XXI] igen en lang Samtale med mig, under hvilken han sagde mig, at han om Aftenen for første Gang vilde høre et Foredrag af mig. Desværre havde han ikke meddelt andre sit Forsæt, saa da han kom, fik han en ussel Plads i en Afkrog. Jeg havde gjort mig stor Umag med mit Foredrag, som overværedes af Professor Hagerup[XXII] og alle mine Bekendte blandt Norges Malere; men jeg holdt det kun middelmaadigt, da under den stærke Trængsel i Salen Dørene uafbrudt knirkede, hvad der ærgrede og forstyrrede mig. Jeg sluttede tvangløst med en artig Sammenligning mellem Hamlet som Prins af Danmark og den unge kraftfulde Fortinbras som Norges Hersker og Repræsentant.
Efter Foredraget blev jeg hyldet. I Talen for mig fremhævedes min »uberegnelige Indflydelse« i Norge: »ingen Mand kunde daarligere undværes«. En ung Mand oplæste Vers til min Ære. Jeg selv holdt en spøgende Tale.
Næste Dag blev jeg skrækkelig overskældt af den danske Korrespondent til det stedlige Aftenposten.
Den Dag fandt Festen for mig Sted i Logens Lokale. Anordningen var smuk og smagfuld; der var 150 Mennesker tilbords. Man havde bedt mig byde en ungdommelig Statsraadinde Armen, en elskværdig Dame, som betroede mig, at hendes Mand var »det dejligste i Verden« og at den største Fryd, hun kendte, var den at drikke en Flaske Champagne ene med ham. Hun tilstod mig desuden, at hun afskyede »Zigøjnere og Artister«, hvilket ikke undlod at forurolige mig en Smule, da jeg ikke nøje vidste, til hvilken Gruppe jeg selv blev regnet.
|360| Paa min venstre Side havde jeg Skuespillerinden, Fru Gundersen[XXIII], hvem man havde bedet Henrik Ibsen[XXIV] føre tilbords. Saa høj Pris han satte paa Fru Gundersen[XXV] som Kunstnerinde, blev han dog lidt gnaven ved at faa hende paatvungen som Dame; han havde helst paa egen Haand valgt sig en yngre Bordfælle.
Man afsang en Festsang, og Hr. Chr. Collin[XXVI], til hvem man som til en Sagkyndig havde overdraget det Hverv at føre Ordet, holdt en Tale for mig, hvori han udtrykte sig som den loyale, om end ikke skarptskuende, Modstander han var. Da jeg havde svart med en Tale, der nu findes i mine Skrifter*
, udbragte Professor Brøgger[XXVII] en begejstret Skaal for Henrik Ibsen[XXVIII]. Med Hentydning til de Kanoner, som i hine Dage søgtes tilvejebragte ved frivillig Subskription, udbrød han: »Den Mand er for Norge mere værd end en Kanon!«Da vi rejste os, hviskede jeg til Ibsen[XXIX]: Lidelsesfælle! Han svarte: Gudskelov, at det er ovre! – Efter Bordet kunde man bevæge sig utvungent og Tonen blev friere. Enkelte nedringede unge Damer sagde mig søde Ord i Øret, og enkelte unge Skuespillerinder og Sangerinder sagde mig nedringede Komplimenter.
Dagen derefter var jeg til en morsom, landlig Middag hos Frits Thaulow[XXX] i hans Hjem i Hvalstad, hvor vi selv skyllede Glassene mellem Retterne til hver ny Sort Vin. Næste Dag igen, da jeg spiste hos Ibsen[XXXI], oplevede jeg en pudsig Scene. Husherren[XXXII], hvis Stemning overfor hans store Digterfælle[XXXIII] paany ganske havde drejet sig, og som iøvrigt var i det fortræffeligste Humør, vilde absolut fortælle mig en efter hans Sigende yderst morsom Historie om Bjørnson[XXXIV]. Husfruen[XXXV] forbød ham det under Henvisning til det nyligt stiftede Familieforbund med det Bjørnsonske Hus. Ibsen[XXXVI] erklærede, at han anerkendte intet saadant Slægtskab. Da |361| Fruen[XXXVII] i ethvert Tilfælde ikke vilde høre paa Historien, blev Forholdet ordnet saaledes, at hun forlod Spisestuen, mens den fortaltes. Jeg mindes iøvrigt aldrig at have set Ibsen[XXXVIII] saa oprømt som da; han syntes formelig livsglad; han straalede af Energi. Hans Drama Bygmester Solness var da under Opsejling.
Hos Eilif Peterssen[XXXIX] saa jeg i de Dage hans kønne, store, dekorative Maleri Det norske Selskab, for hvilket han af Kristianias Rigmænd, der havde bestilt det hos ham, kun fik 1500 Kroner. Hos Kristiania-Bohêmens[XL] unge Vært, den tidligere nævnte Michelsen[XLI], deltog jeg i et lille Gilde, hvor jeg havde en nydelig Dame tilbords, hvis Hænder jeg aldrig kan glemme; de var vel formede, men saa smaa, at de mere lignede Abe- end Menneske-Hænder.
Efter Opfordring holdt jeg den sidste Aften umiddelbart før min Afrejse et Foredrag i den Privat-liberale Klub. Neppe var det endt og jeg havde sat mig ned for at benytte den halve Time, der var mig levnet, til at faa en Smule Aftensmad, før Opvarteren meldte, at to unge Skuespillerinder vilde tale med mig. Jeg havde jo knap Tid, men gik ud og traf to unge Damer, flammende af Vrede: Om det var sandt, at jeg ved Bortgangen fra Teatret forleden havde sagt, at Fru Dybvad[XLII] alene spillede godt i Peer Gynt? Ifald det var sandt, hvor jeg da kunde sige sligt? de havde begge faaet endnu mere Applaus end hun osv. – Imens min Fisk blev kold, stræbte jeg at godtgøre min Uskyld, og kørte nogle Minutter derefter i Firspring til Toget.
Jeg havde i Kristiania sagt til mine Bekendte: jeg vender tilbage til Kjøbenhavn for at afgive min Stemme ved Folketingsvalget og opleve Sammenstyrtningen af Alt, hvorpaa jeg |362| politisk har arbejdet nu i mere end en Snes Aar. Jeg kom tilbage paa Valgdagen og oplevede om Aftenen Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Halvdelen af det saakaldte Venstre var løbet over til Højre og stemte med Højre; Venstre mistede i Provinserne otte Krese, og i Køge faldt Venstres ypperste Mand, dets lyseste Hoved, fasteste Karakter og største Talent for den skrækkelige Vombat, Alberti[XLIII].
Det Indtryk, som dette Fald gjorde paa mig, var umaadeligt. Samme Aften gik jeg op i Studentersamfundet og holdt en Tale til Hørups[XLIV] Ære og til Skam for de Vælgere, der havde svigtet ham for en Personlighed, om hvem Alle vidste, at han var politisk uærlig, om hvem Alle formodede, at hans Pengesager var i mistænkelig Uorden, men som hyldedes og støttedes af Højre og som havde vundet Bønderne for sig ved rundhaandet at traktere dem med Punsch og forøvrigt ogsaa paa anden Vis smøre dem om Munden.
I seksten Aar havde Hørup[XLV] paa en straalende Maade været sjællandske Bønders Repræsentant og Bondestandens ypperste Talsmand, dens eneste aandfulde Talsmand. Nu lønnede den ham saadan. Videre i Udvikling var ikke det Demokrati, som Frisindet Dag ud, Dag ind krævede og forherligede i Danmark.
Virkningen af dette Valg paa Sindene malte Hørup[XLVI] med sanddru Farver da han skrev: »Med Valgsejrens friske Laurbær i Hattene var man paa det Bedste oplagt til i Forening at fejre den sjældne Familiefest i Kongehuset, der i Guldbryllupsdagene kronede den sejrende Sammensmeltning med en ny, i hvilken det kongelige Hus og Folkets Flertal ligesom omslyngedes af et og samme Familiebaand. Det var som en Genopvaagnen af de skønneste Minder fra Suverænitetens Dage, der slumrende siden 1849 dog ingenlunde var uddøde i et kongeligsindet Folks Bryst, men kun ventede |363| paa et Befrielsens Pust for at udfolde sig i den frodigste Servilisme.«
Han følte nu, hvad han nogle Aar senere udviklede i en Artikel under Overskriften Fremskridt, at der paa Opgangstiden i Danmark i 1848, da man altfor meget indskrænkede sig til at fylde Grundloven med Løfteparagrafer, det vil sige med Vindæg, var fulgt en Nedgangstid, hvori Reaktionen var ovenpaa og havde faaet Mod til ganske ublu og aabenhjertig at stræbe fra det Bedre til det Ringere.
Foreløbig var Alberti[XLVII] Sejerherren. Han var da mest kendt for den Brutalitet, hvormed han havde forfulgt det lille Blad København med Retssager i Hobetal, naar dets Redaktør, Ove Rode[XLVIII], skrev imod ham, og for den Redebonhed, hvormed Retterne idømte hans Modstandere Bøder. Kongens Foged, der indkrævede Bøderne, havde en Dag gjort sig betalt ved at bortføre Hr. Rodes[XLIX] smukke Skrivebord efter først med Vold at have aabnet Skufferne og spredt deres Indhold, Papirer og Genstande, over Gulvet. Det er et Eksempel paa Forsonligheden i danske Sind, at da jeg i Oktober 1900 ønskede en politisk Artikel, jeg havde skrevet for Studentersamfundets Korrespondance-Udvalg, optaget i Politiken, var det især Hr. Ove Rode[L], der foranledigede, at jeg fik den tilbage, fordi han fandt det uloyalt at angribe Alberti[LI], eftersom han i den senere Tid havde stillet sig saa forsonligt til Hørups[LII] Blad og kun ladet dets literære Medarbejdere, ikke dets politiske, overskælde.
Stedet lød:
»Hvor længe kan det vare, før Tidens Fylde er inde og vi faar det saa længe attraaede Venstreministerium?
Neppe havde jeg sagt dette uskyldige og usalige Ord, før min Vens Ansigt fortrak sig til en rent ud afskyelig Grimace: Ja lad os klamre os til Haabet om den Dag, da en rød Lakaj ringer paa hos Alberti[LIII]. Som ledende Kraft, |364| der paa Forhaand raader over tolv Stemmer i Folketinget, indtræder i det ny Frihedsministerium Alberti[LIV], Hørups[LV] Bane, hvem det ikke har skadet for en Øre, at han umiddelbart efter at have nedlagt en Mand paa Grund af hans Meningers Farlighed, frejdigt erklærede, at han nu selv adopterede disse Meninger, som han havde villet fælde. Skulde saa ikke Frihed og alle Fremskridt trives under ham? Foreløbig belaver han sig paa at tiltræde Regeringen ved at hylde Kongemagten, kæmpe for Sædeligheden og tale for Rustninger. Held følge ham, som det allerede har fulgt ham!«
Et andet Eksempel paa Forsonligheden i danske Sind var det, at Hørup[LVI] Aaret efter som Minister blev Albertis[LVII] Kollega.
Coquelin[LVIII], hvem jeg saa tidt i mine unge Dage havde beundret paa Théâtre français, var for anden Gang kommen til Kjøbenhavn, ulykkeligvis med samme Repertoire som det, hvormed han første Gang havde gjort megen Lykke.
Da jeg en Aften i Maj vilde hente min Billet til Coquelin-Forestillingen, spurgte Direktør Abrahams[LIX] mig, om jeg ikke vilde gaa ind til den franske Skuespiller, der ønskede at se mig. Jeg traf ham meget nedslaaet. Han havde den første Aften i Kjøbenhavn tabt 3000 francs og tabte denne Aften endnu mere. Han sad i sin Mascarille-Dragt og harmede sig: »Det er ikke saa meget Pengetabet, jeg tager mig nær, som Ydmygelsen, at man lader mig spille for tomme Bænke.« Jeg gjorde ham opmærksom paa, at hans Ligegyldighed for det danske Publikum alene bar Skylden; han havde end ikke agtet paa, at han optraadte nøjagtigt i de samme Roller som forrige Gang. Da den smukke svenske Skuespillerinde Fru Hartmann[LX], som dengang tilhørte hans Trup, hørte min Stemme gennem Bræddevæggen, kom hun ud af sit Værelse |365| og bad mig komme ind. Vi vekslede nogle hjertelige Ord. Efter tredie Akt kom den finske Maler Edelfelt[LXI] til mig og bad mig atter komme op paa Scenen til Coquelin[LXII], hvem Edelfelt[LXIII] med stor Finhed trøstede. Coquelin[LXIV] paastod, at Fru Hartmann[LXV] behøvede ti Aars Studium endnu for at kunne spille paa Fransk for Franskmænd. For nordiske Øren lød hvad hun sagde godt; kun r’erne var svage. Hun spillede overmaade kønt; han selv dengang mesterligt.
Ved en Frokost næste Dag talte han om sine kunstneriske Sympatier; han satte Alexandre Dumas[LXVI] langt over Emile Augier[LXVII], havde øjensynligt ikke Øre for Unaturen i de Dumas’ske Ræsonnørers altid aandrige og altid selvsikre Repliker. Han kendte intet til nyere fransk Lyrik, havde end ikke hørt Jules Laforgue’s[LXVIII] Navn. Hans Livs Stolthed syntes Venskabet med Gambetta[LXIX] at være. Paa det Tidspunkt gik der endnu et taabeligt Rygte om, at Kuglen, der ramte Gambetta i Haanden og foranledigede det Sygeleje, som blev hans Død, var affyret ikke af ham selv ved et Fejlgreb, men i Skinsyge af hans Veninde. Coquelin[LXX], som kendte Damen, modsagde med Lidenskab Rygtet og overbeviste mig.
Ogsaa danske Skuespillere lærte jeg i disse Majdage at kende. En Aften, da jeg efter en Forestilling havde siddet med Krøyers[LXXI] i Teaterkafeen indtil Midnat, og glædet mig ved den Sympati, de begge viste mig i Anledning af en løgnagtig Sladder, der var bleven sat i Omløb om mig, rejste, da jeg vilde gaa, et lille Selskab sig, som sad ved et andet Bord, hilste paa mig og bad mig blive lidt endnu. Det var en Gruppe Skuespillere og Skuespillerinder, jeg ikke kendte personligt. Der var blandt andre Fru Charlotte Wiehe[LXXII], der virkede som en Sommerfugl i Menneskeskikkelse, Sommerfugl ogsaa paa Kunstens Omraade, Wilhelm Wiehe[LXXIII] og Orlamundt[LXXIV]. De lod bringe Champagne og drak min Skaal til Kl. 2. Da vi gik hjem, var de lyse Nætter begyndte, altsaa |366| Gaderne af Økonomi bælmørke, og Fru Charlotte[LXXV] sagde skelmsk til mig: Jeg hager mig fast til Dem, da jeg endelig har fundet Dem.
Skuespillerne bad mig derfor spise Frokost med dem og flere af deres Kamerater næste Dag i Langelinjes Pavillon. Der kom bl. a. den flinke og naturlige Jacques Wiehe[LXXVI] til, og det blev et af de muntreste Maaltider, jeg har deltaget i. Der blev fortalt lutter gode og skemtsomme Historier, Samtalen var almindelig og Latteren velgørende.
Fra da af kunde jeg regne Fru Charlotte Wiehe[LXXVII] til mine oprigtige Veninder, hvor sjældent jeg end saa hende. Hun har intet af Skuespillerinders ellers ikke sjældne Fordringsfuldhed, ingen Forfængelighed, for hvilken der skal kæles, er altid elskværdig og altid naturlig, gratiøs i Holdning som i sin Dans paa Scenen. Det har været hendes Venner en Glæde, at hun har kunnet gøre sit snevert omgrænsede, men sikre Talent gældende udenfor Danmark, mig personligt en Fornøjelse, nogle Gange at være hendes Gæst i Paris, efter at hun dèr havde gjort velfortjent Lykke. – Paa den Tid boede hun i Kjøbenhavn og boede kun nogle faa Huse fra mig. Naar jeg gik ud, mødte jeg hende næsten daglig paa Gaden. Hendes glade Latter slyngede stundom ligesom en let, lys Trille ind i mit Sinds da ret mørke Lidenskabelighed, nogle Toner af Cicadens Sang.
I April Maaned bragte Nouvelle Revue en i de mest begejstrede Udtryk affattet Artikel om mig, hvori der endog stod: »Le Danemark a produit dix ou douze hommes de talent pendant ces vingt dernières années, tandis qu’un seul homme de génie lui est né.« I Juli havde Bladet Danmark en Feuilleton af den senere bekendte unge tyske Digter |367| Carl Busse[LXXVIII], der hævede sig til et saadant Overmaal af komisk Entusiasme, at han paastod, af 100 Tyskere vilde de 80 paa Spørgsmaalet, hvem der var det aandrigste Menneske i Europa, svare: G. B.[LXXIX] Hans Artikel viste, at der dengang altsaa var en enkelt Tysker, der mente det. At der nu skulde findes én, betvivler jeg. Men han var ikke den eneste tyske Forfatter, der udtrykte sig sværmerisk; Østerrigeren v. Königsbrunn-Shaup viste i Ord og Gerning næsten lige saa stærk en Overdrivelse. – Min Ven Arthur Fitger[LXXX], der for sin Del meget vel saa min Begrænsning, tilegnede mig da sit Drama Af Guds Naade. – Jeg fik en Indbydelse fra Madrid til at deltage i den internationale Fritænkerkongres og i Columbus’s 400aars Fest.
Ogsaa fra Danmark kom i de Dage Vidnesbyrd om Anerkendelse.
I Juni modtog jeg fra Skagen uden nogen festlig Anledning en Dag følgende versificerede Telegram:
Navnene derunder var disse: Anna Ancher[LXXXI], Michael Ancher[LXXXII], Otto Benzon[LXXXIII], Emma Benzon[LXXXIV], Brøndum[LXXXV], Marie Krøyer[LXXXVI], Severin Krøyer[LXXXVII], Sophus[LXXXVIII] og Ida Schandorph[LXXXIX].
Telegrammets sidste Linje maa synes usand; men den var det for saa vidt ikke, som jeg netop da i mig fornam et Fond af uudtømmelig Ungdom, der kunde omsættes til Elektricitet, en Friskhed i Følelsen, der ikke kunde sygne, og en Varme, som den, der findes hos en Planet, der i sit Indre er stedt i uophørlig Gløden.
En nu afdød Veninde havde dengang i et Brev bebrejdet mig min Uforsonlighed og kaldt den Haardhed. Jeg ser, at |368| jeg har svart hende: »Haardhed kalder De det. Haardhed! Det er lidet træffende. Ak nej! Det er selve det dybeste i min Natur, som taler dèr, det Ypperste i mig. Derfor bad jeg Dem saa indtrængende, ikke at tro noget Ondt om mig, fordi jeg blot ved Tanken følte Urmennesket bruse op i mig – og jeg vidste, at i saa Fald Alt mellem os var forbi. Jeg har kun ét Ord, som én Energi. Dette er selve Grundkraften i mig, det Samme, som bevirker, at ingen ydre Modstand gør Indtryk paa mig, endsige slaar mig ned. Den indre Halshugning af »Næsten« fuldbyrdes i visse Tilfælde i min Sjæl næsten af sig selv, uden at jeg gør noget til det, ligegyldigt hvor meget den smerter mig.«
Alligevel bevægedes jeg let af uformodet Velvilje. En Dag søgte et ungt Pigebarn mig og forestillede sig uden videre som Frk. Ulla M., der underholdtes af en rig Englænder. Hun vilde blot sige mig, at hun læste alt hvad hun kunde faa fat paa af mig og havde sin Glæde deraf. Jeg véd ikke hvorfor; men den Varme, hvormed den lille letfærdige Skabning talte, rørte mig mer end Anerkendelse af nogen Sagkyndig. Og naar jeg nu saaledes indfletter, hvor megen Tak, der i det Aar blev sagt mig, synes det maaske, som følte jeg mig lykkelig derved og havde mit Liv deri. For mig var alt dette et daarligt Erstatningsmiddel for Lykken. Det var som at besidde et usselt Billede af den Elskede istedenfor at eje hende selv. Jeg følte det da, som om vi Mennesker oftest lever paa Surrogater. Et da ti Aar gammelt lille Skuespil af Otto Benzon[XC] med denne Titel Surrogater havde længe syntes mig at sige et forløsende Ord. Paa et Skilt i Tyskland havde jeg dengang læst Echter Feigenkaffee. Paa et Skilt i Vingaardsstræde stod Ægte Flødemagarine. Det forekom mig som svælgede jeg i Figenkaffe og Flødemagarine, mens jeg nøjedes med Beskuelsen af Fotografier, altsammen (som Surrogater) af den utvivlsomste |369| Ægthed. Jeg følte mig saa ensom, at jeg i mine egne Øjne nøjagtigt lignede den Eremit, Ravachol[XCI] netop da slog ihjel og tog de 50,000 Francs fra. Kun at jeg ikke havde de mange Francs og ikke netop var slaaet ihjel. Men Eremit var jeg.
Den franske Forfatter Hugues le Roux[XCII] kom til Kjøbenhavn for at holde nogle Foredrag og blev gæstfrit optaget af Albert Berendsen[XCIII], der som ivrig Galloman forbandt et lidt uroligt og naragtigt Væsen med et ypperligt Hoved og et udmærket Hjerte. Hugues le Roux[XCIV] gjorde Lykke og blev populær i Kjøbenhavn. Han havde en overordenlig Lethed til at udtrykke sig, en naturlig Veltalenhed og en saadan Formsans og Tidsans, at han uden noget skrevet Hjælpemiddel og i alt Væsenligt improviserende kunde tale tre Kvarter og standse punktlig paa Klokkeslaget efter at have sagt det afsluttende Ord. Han havde den hos Franskmænd sjældne Rejselyst og Foretagelsesaand, som allerede da havde ført ham vidt omkring og siden da har gjort ham hjemmevant i Abyssinien som i Tunis og de nordamerikanske Fristater.
Den Sommer havde man i Kjøbenhavn for første Gang Lejlighed til at se oldgræske Portrætmalerier fra ægyptiske Grave, en meget smuk og lærerig Samling. Da jeg besøgte den, kom Ejeren, en østerrigsk-ægyptisk Købmand, og viste mig om. Det var forunderligt at se alle disse lyslevende Billeder af Døde, opstandne fra de Døde.
En Dag, da jeg besøgte Schandorph[XCV] i Hillerød, gik jeg hen at hilse paa Slotsforvalteren, den gamle Kaptajn Hammelef[XCVI], en køn og statelig Mand, opvakt og frisindet. Jeg havde nylig i ikke mindre end tre Aviser læst, at da de |370| fremmede Bryggere i de Dage besøgte Frederiksborg, havde Kaptajn Hammelef[XCVII] højtideligt i Gaarden overrakt Brygger Jacobsen[XCVIII] Slottets Nøgler. Kaptajnen[XCIX] sagde: »Hertil er at bemærke for det Første, at der gives ingen saadanne Nøgler til Slottet, for det Andet hvad deraf følger, at jeg ingen har og altsaa heller ikke har kunnet overrække dem til nogen.« – Det virkede som Symbolet paa en tilsyneladende troværdig Pressenyhed. Den var maaske fra først af sat i Omløb til Brygger Jacobsens[C] Glorie, udslynget, som man strøer Ærter for Høns. Saa kom alle Reporterne ilende, slugte Nyheden og gav den atter fra sig.
Saa milde Sæderne forholdsvis var i Danmark, bestod endnu som Rest af Middelalderens Barbari Henrettelsen med Økse. Da man i Rigsdagen havde forsøgt at faa den afløst af den humanere Henrettelse med Guillotine, havde man i forrykt Nationalisme hævdet, at den barbariske Henrettelse, ved hvilken Skarpretteren nylig havde slaaet to Gange fejl, burde bevares som den nationale. En da stedfunden afskyelig Henrettelse gav mig Anledning til følgende Indlæg:
Den nationale Henrettelsesmaade.
Saa blev da Jens Nielsen[CI] igaar bragt ud af den bedste af alle mulige Verdener, som Leibniz[CII] kaldte den.
Den principielle Modstand mod Dødsstraffen, som i Fyrrerne var paa Mode og som endnu dyrkes i Frankrig, Schweiz og Norge har i vore Dage tabt sin Interesse. Saalænge Blomsten af alle Landes Ungdom jævnlig massakreres i Tusindvis med de mest forfinede sværere og lettere Mordvaaben, ligger der forholdsvis ringe Vægt paa, om nu og da en og anden Lystmorder eller Modermorder faar sit Liv paa voldsom Maade forkortet.
Den Harme og Væmmelse, som Henrettelsen igaar i vide Krese |371| har vakt, har da heller ikke det Ringeste med slig principiel Modstand at gøre.
Man troede Dødsstraffen hertillands faktisk afskaffet. Efter at den sidste Dødsdømte, som havde sendt en gammel Mand i Tønde over Atlanterhavet, var bleven benaadet, syntes det utænkeligt, at en anden, som intet Mord havde begaaet, men kun havde gjort Mordforsøg, og endda blot i den Hensigt selv at blive af med Livet, kunde opnaa sin Hensigt og tvinge Øvrigheden til at henrette ham. Dernæst syntes det umuligt, at en Skarpretter som Seistrup[CIII], der, sidste Gang han var i Funktion, havde skilt sig saa rædselsfuldt slet fra sit Hverv, paany skulde kunne anvendes. Ganske vist var der i Tinget, da i sin Tid Dødsstraf med Guillotine foresloges, faldet patriotiske Ord til Bedste for den gamle nationale Henrettelsesmaade med Økse, men da Seistrup[CIV] sidst havde hugget to Gange fejl, og ikke havde faaet sin Afsked, og, saavidt vidstes, ikke siden da var bleven Afholdsmand, troede man Dødsstraffen stillet i Bero.
Nu har det vist sig, at i dette Land bærer Seistrup[CV] ikke Øksen forgæves.
I disse sidste Dage er Gustav Wied[CVI] bleven sat paa Fangekost – for en Novelle, Konsul Ryder benaadet – for sine smukke Øjnes Skyld, og Jens Nielsen[CVII] halshugget – for at Loven, som Hr. Lendrop[CVIII] saa højtideligt sagde det, kunde ske Fyldest.
Da i dette Land Loven jo ikke hver Dag sker Fyldest, burde man maaske for en Gangs Skyld glæde sig derover.
Desværre er der Biomstændigheder, der ligesom gør et Skaar i Glæden.
De undskyldende Omstændigheder, der gjorde sig gældende overfor Philipsen og Ryder, fattes jo tilsyneladende ikke her. Jens Nielsens[CIX] Hr. Fader gjorde sig usynlig før eller efter Barnets Fødsel, Moderen tog sig ikke af det; Drengen kom paa Sognet.
Hans første Forbrydelser eller Forseelser var Rapserier. De straffedes med Ris paa Raadhuset, og saaledes vaktes den Trods, der skulde føre ham saa vidt, og det Had til Samfundet, der gjorde ham ubændig. Var han ikke straks bleven anbragt paa Tvangsanstalter, men havde han havt Arbejde i Frihed, var han vel bleven en anden. Det er den Art ustyrlige Naturer, der ikke taaler Tvang og ikke kender til Dødsfrygt, der, fødte højere oppe paa Samfundsstigen, tidt bliver stærke og fremtrædende Personligheder, forvovne Opdagere, tapre Kavalleri-Officerer og deslige.
Fængselspræsten Pastor Hafström[CX] er sikkert en mindre udmærket Psykolog end Prædikant, naar han om Jens Nielsen[CXI] bemærker: »Han var en Usling og en Pjalt«. Et ikke ringe Mod vil Hs. Velærværdighed dog vanskelig kunne negte Fangen. Kærlig, men ikke slaaende er dernæst Præstens Bemærkning, at man burde have givet Forbryderen langt mere |372| legemlig Straf, og overraskende er Ordet: »Man har forkælet ham her i Fængslet«.
Tamp og Kat har han faaet; i Celle har han siddet med Lænker fra Hænderne til Fødderne – Forkælelse i strengere Forstand kan det neppe kaldes.
I ethvert Tilfælde har der efter Jens Nielsens[CXII] sidste Forbrydelse ingen Forkælelse mere fundet Sted. Det eneste Menneske, som han holdt af, var hans Søster. Paa Brev fra hende ventede han forgæves sin sidste Levedag. Grunden til hendes ham ubegribelige Tavshed var maaske den, at hun ikke havde faaet det Brev, han allerede for et Aar siden havde skrevet til hende. Da det indeholdt »Skældsord mod Gud og Mennesker« holdt man nemlig ganske simpelt Brevet tilbage. Det ligger endnu, hedder det, »i Overfængsels-Inspektørens Skuffe«. Mon man har underrettet Fangen derom? Mon man har sagt ham, at han maatte skrive Brevet om og i andre Udtryk?
Noget overflødig tager sig fremdeles for Lægfolk Ceremoniellet ud, da Fangen[CXIII] allerede stod ved Blokken. Hvad Gavn det skulde gøre, da i ét Træk at læse 3 Domme i Kancellistil højt for ham, først Underrets-Dommen, saa Overrets-Dommen og tilsidst Højesterets-Dommen, mens han stod og ventede paa Øksehugget – det er for dig, det er for mig en Gaade. Kunde man ikke skaanet ham idetmindste for de to af Dommene? At høre tre Domme efter hinanden er allerede under almindelige Omstændigheder en let Tortur, men under disse!
Det eneste Lyspunkt i Ceremonien har for Fangen uden Tvivl det Øjeblik været, da Hr. Lendrop[CXIV] kærligt lagde sine Hænder paa hans Skuldre. En Mellemting af en Omfavnelse og en Velsignelse, givet af en vieux beau til et mauvais sujet, har altid noget Opbyggeligt ved sig.
Saa staar endnu kun det sidste Raffinement tilbage. De 30 Kroner, som Jens Nielsen[CXV] havde opsparet og testamenteret til sin Søster for at hun derfor kunde købe nogle Bøger med Billeder i til Minde om ham, er blevne anvendte til Dækning af Udgifterne ved hans egen Halshugning.
Hermed er i den bedste af alle mulige Verdener Retfærdigheden sket Fyldest.
Mine Nerver var da paa Sprængpunktet. Jeg udholdt ikke længer Sommeropholdet i Kjøbenhavn. Efter nogen Tvivl om hvorhen jeg vilde have mest Udbytte af at rejse, besluttede jeg at tage mod en Indbydelse, jeg havde mod|373|taget fra Prag for at se endnu en slavisk Kultur, en, jeg ikke kendte.
Jeg tog i Begyndelsen af Juli en Aften afsted og gik om Natten med Damperen til Kiel. Det var en af de yderst faa smukke Nætter, vi havde den Sommer. Søen var stille. I Nord et luende Bælte af rød Himmel, og Vandet i nordlig Retning stærkt blaat, vekslende mellem lyse- og mørkeblaat, alt som Bølgerne gik. Havet lignede et strammet og krøllet Klæde, hvorover der laa Metalglans; det saa ud som hævede det sig mørkladent op mod Horizonten for saa at ende i en lys Bræm, letblaa mod den røde Himmel. Paa den anden Side af Skibet var Havet mørkt, sort som sort Silke er mørk, og derover faldt Maanens Bro af tynde, glitrende Guldstriber, ret bred, thi det var omtrent Fuldmaane, og den spillede midt i alt det Sorte i en uafbrudt Række fra Maanen og til Skibet. Det saa romantisk ud. Men Klokken 4 om Morgenen var Alt paa begge Sider ensformigt graat, Himmel og Hav. Saa sjældne er de farvede og skønne Timer; de fleste er det bare, trøstesløse Graat.
Jeg tyede til Bremen til Arthur Fitger[CXVI] for at arbejde der nogle Dage i fuldstændig Ro. Jeg fik Afsnittet om Joseph de Maistre[CXVII] til den omarbejdede tredie Del af Hovedstrømninger fra Haanden. Han læste Vers for mig sent paa Aftenen, deriblandt et Digt, hvis Slutning jeg bad ham omarbejde en Smule, men hvis Begyndelse fængslede mig. Det lød:
Den sidste Dag af mit Ophold fik vi Besøg af Billedhuggeren Siemering[CXVIII] og Arkitekten Poppe[CXIX], to sjældent smukke Mænd.
Fra Bremen tog jeg til Dresden at hilse paa Georg Treu[CXX]. Det var syv Aar siden jeg sidst havde set Galleriet med ham; men min Glæde derved var saa frisk, som saa jeg det første Gang. Hvilke Herligheder der! Hvilken Fest for Øjet! Himmeriges Rige er ikke saa skønt; der er jo ingen Kunst dèr.
Vi dvælede i Fællesskab ved Portræterne i den antike Skulptur, Demosthenes[CXXI], Thukydides[CXXII], Diogenes[CXXIII]. Det var mig en Tilfredsstillelse, at ogsaa Treu[CXXIV] satte Demosthenes’[CXXV] staaende Portrætstatue over ethvert andet antikt Portræt.
En gammel Professor, der trods sit tyske Navn var en af de ivrigste Ungczecher, modtog mig i Prag paa Banegaarden og vilde, jeg skulde tage Ophold i hans Hjem, hvor man ventede mig som Gæst. Jeg foretrak dog at tage ind paa et Hotel, men kom til at opholde mig lidet der. Professoren havde korresponderet med mig i længere Tid og været ivrig for at faa mig til Prag; hans unge Datter havde lært sig Dansk og oversat adskilligt af mig. Det var et stakkels lille dværgagtigt Pigebarn paa tyve Aar, vanfør, halt, lidende af en indre Kræftskade, iøvrigt ikke blot opvakt, men højtbegavet, udrustet med Sprogtalent, skarp Forstand og digteriske Anlæg. Denne beklagelsesværdige unge Skabning knyttede sig til mig med Lidenskabelighed. Under mit Ophold i Prag |375| sendte hun mig stadigt Roser. Da jeg tilsidst sagde Farvel, blev hendes Læber hvide, og Faderen sagde mig, hun havde hulket hele Natten. Hun sendte mig efter min Bortrejse i nogle Maaneder Brev paa Brev, overskrevne: Mest elskede Mester! indtil der uden Overgang en Dag indløb et med Overskrift: Højtærede Herre! Da jeg skriftligt skemtende spurgte, hvad jeg skyldte mit dybe Fald fra den første Tiltale til den anden, fik jeg ikke noget Svar, men jeg erfor, at den stakkels unge Dame pludseligt havde knyttet sig med endnu heftigere Lidenskab til Komponisten Zdenko Fibich[CXXVI] og var sysselsat med at skrive Teksten til en Opera af ham. – Nu er Fibich[CXXVII] død; ikke længe efter døde hun og saa hendes Fader.
Jeg opsøgte Jaroslav Vrchlicky[CXXVIII], med hvem jeg i nogen Tid havde staaet i Forbindelse og hvis Fortællinger Farvede Skaar jeg paa Dansk havde forsynet med en Indledning. Jeg fandt i ham en henrivende Type paa en slavisk Digter af universel Kultur, smidig og dog mandig, blid af Sind og en Formkunstner, hvis Rang ikke lader sig overtræffe.
Det czechiske Teater, de czechisk talende Bøhmeres Stolthed, blev mig forevist af Direktøren, og jeg beundrede oprigtigt dets smukke Udstyrelse. I Direktørens Loge saa jeg, med de tilstedeværende Studenters Kikkerter ubarmhjertigt rettede paa mig, forskellige nationale Stykker, jeg kendte i Oversættelse, og en Prøve paa Ungareren Emerich Madách’s[CXXIX] Drama Menneskehedens Komedie, der trods en rig Udstyrelse lod mig kold. Mit Komme til Prag var ikke forblevet ubemærket, Aviserne bragte en Del Notitser om mig og Zlata Praha en større Artikel med mit Portræt.
De czechiske Forfattere og Kunstnere indbød mig til en Fest (vêcer Brandesuv) paa Sofia-Øen i Moldau. Jeg naaede til den ad den lange Jernbro, mens for mine Øjne løftede sig grøntbevokset og med skønne Akazietræer det stolte |376| Hradschin. Man gav mig Plads ved Siden af Vrchlicky[CXXX]. Tre Taler holdtes til mig, to tyske og en czechisk. Jeg svarte, og en Enkelthed i min Tale, en Sammenligning af den czechiske Folkeaand, som denne for den Fremmede tidligere var udvisket ved det tyske Dække, med en Kirke, hvis farveprægtige Fresker Vandalisme i gamle Dage har dækket med Kalk, gav Vrchlicky[CXXXI] Anledning til den mig tilegnede Sonet, der findes i hans Samling Bodláci Parnasu fra 1892.
Den næste Dag var jeg indbudt i den czechiske Studenterforening, hvor Formanden holdt en Tale til mig paa Fransk, og Forsamlingen fire Gange udbrød i vældige Nazdár-Raab (Til Lykke!) Jeg selv maatte to Gange tale (paa Fransk og Tysk). Dagen derefter igen besøgte jeg, i Selskab med den udmærkede Kritiker Alfred Klaar[CXXXII], den tyske Studenterforening og maatte skrive et Stykke Prosa i dens Album. Senere var jeg indbudt til et Aftensmaaltid i Haven ved Deutsches Haus med en Del tyske Malere, Billedhuggere og Skribenter, mellem hvem jeg mindes Maleren Libietzski[CXXXIII] fra Wien og Maleren Diet[CXXXIV] med hans nette unge Frue, en Italienerinde, bekendt for sit Klaverspil. I Selskabet var ogsaa den finske Afrikarejsende, Eduard Westermarck[CXXXV], hvem jeg da saa for første Gang.
Det var ikke ganske let i Prag, som er en sand Vepserede af indbyrdes Nationalhad, at bevæge sig i begge de kæmpende Nationaliteter. Det lettedes mig ved den udsøgte Takt, som begge Parter lagde for Dagen mod mig som Fremmed, idet ingen af dem tvang mig til at vælge. Jeg skal iøvrigt ikke dvæle ved mit Ophold i Bøhmen, da jeg har beskrevet Prag omhyggeligt og vidtløftigt*
.Fra Prag tog jeg til Nürnberg, den tyske Middelalders |377| tiltalende og lærerige Kunstby, som jeg saa for første Gang, og derfra over Frankfurt hjem.
I Hjemmet traf et uventet Slag mig, min Broder Ernsts[CXXXVI] pludselige Død.
Skønt hans Blad Børstidende paa det merkantile Omraade støttede Tietgen[CXXXVII] og var ledet med stort Maadehold, kun øvede skarp Kritik over Humbug og Svindel, var det, om saa blot paa Grund af det Navn, Redaktøren[CXXXVIII] bar, yderst ilde set af Magthaverne, den i Kraft af provisoriske Presselove som provisoriske Finanslove siddende Regering. Literær Medarbejder var til Stadighed Henrik Pontoppidan[CXXXIX], og denne havde en Dag genfortalt en gammeltysk spøgefuld Variant af Legenden om Evas Skabelse: Gud gaar ved Aftentid gennem Paradisets Have og raaber til Adam, om han saa er tilfreds med den Kvinde, han har givet ham, hvorpaa Adam glad og henrykt kryber ud af et Buskads, hvor han har ligget skjult, og svarer: Herre, jeg er mer end tilfreds, tag blot alle mine Ribben, og gør en Kvinde af hvert!
Man skulde ikke tro det; men paa Grund af den Fortælling lagde i Begyndelsen af 90’erne i Danmark Regeringen Sag an mod et Blads Redaktør, og krævede ham idømt Fængselsstraf for Gudsbespottelse og Haan mod Religionen. Overretten gav Regeringen Medhold. Men Sagen gik til Højesteret, der til almindelig Overraskelse frifandt.
En af de unge Medarbejdere havde dernæst en Dag i en spøgefuld Artikel kaldt Tordenskjold[CXL], visselig uden den Hensigt at forsynde sig mod Søheltens af Ingen anfægtede Ry, »den fra utallige Tændstik-Æsker bekendte Helt«. Skulde man tro det? Et Par af Datidens (og Nutidens) patriotiske Grosserere foranledigede i den Anledning en Adressestorm |378| mod Bladet, løb om paa Børsen med en Liste, hvorpaa de opfordrede til at tegne Frasigelser af det Organ, »der forhaanede de nationale Minder«. Børstidende fik ved den Lejlighed flere hundrede Frasigelser, hvad i Forhold til Bladets Oplag var af Vægt. Saa fjantet var dengang den politiske Fanatisme.
Ernst Brandes[CXLI] blev paa alle Omraader hæmmet af Hadet. Det havde ingenlunde oprindeligt været hans Hensigt at ende som Bladudgiver. Han var en Autoritet i Børs- og Banksager; han havde stort administrativt Talent. Men han kunde aldrig opnaa den ringeste Stilling. Hans Ønske var at være Bankdirektør, og han skuffedes talrige Gange. Da han var udpeget af Handelsbankens Chef Le Maire[CXLII], som tilbød ham Direktoratet, blev hans Ansættelse forhindret af Ministeren Nellemann[CXLIII], tidligere Bankens Direktør, og af enkelte Grosserere, der særligt beærede mig med deres Had. Endog en ringere Ansættelse som Bestyrer for Nationalbankens Filial paa Lolland, en Plads, som kunde bestyres af en almindeligt begavet Kontorist, blev ham negtet. Saa nødtes han til at blive Journalist, lærte sig med ikke ringe Møje at skrive klart og godt, opnaaede Anseelse som økonomisk Forfatter. Da han, som alt berørt, ikke kunde komme ud af det med den ene af Politikens Udgivere, stiftede han stædigt sit eget Blad og satte sin Formue ind derpaa. Skønt det ikke vandt Jordsmon, vilde han ikke høre op, »for ikke at unde de andre den Triumf«. Han skyldte alligevel ved sin Død intet Menneske en Øre.
Hans Forældre[CXLIV] bar denne Ulykke med rolig Fatning, men det var som om deres Ansigter forandrede sig, og de var da 76 og 74 Aar gamle.
Hørup[CXLV] skrev om Ernst Brandes[CXLVI] disse træffende Ord: »Han satte sin Stolthed i at være den rene og skære praktiske Forstand. Mod al Slags genial Forfløjenhed stillede |379| han en lun Skepsis og en sejg Materialisme. Det Felt, der var hans eget, holdt han indenfor snevre Grænser og han vogtede sig vel for at sætte Foden udenfor hvor han ikke kunde bunde.«
»Mulig var der noget af en Parade i dette lidt overdrevne Fornuftstandpunkt. Det kunde være valgt halvt paa Trods og for Modsætningens Skyld; han vilde afskære enhver Sammenligning, hvor han ikke tænkte paa nogen Konkurrence, og han var sikrere paa sin egen Domæne, naar han valgte den i størst mulig Afstand fra mere romantiske Egne.«
»Et Stænk af Utilfredsstillethed og en vis Mistillid til Livet og egne Evner laa maaske paa Bunden af hans Følelsesliv. Og dog var disse Evner betydelige. Vore Læsere vil have bevaret Erindringen om den enestaaende Letlæselighed, hvormed han formaaede at skrive om Kurser, Priser, Balancer og andre for det almindeligt dannede Publikum† hidtil grundkedelige og umulige Æmner, saaledes at vi Alle læste om disse Ting og interesserede os for dem og mente, pludseligt at forstaa dem. Det var et helt nyt Stof, han gjorde levende og tilgængeligt i den danske Presse. Han var den eneste Pen af den Art og han giver den ikke i Arv til Nogen.«
»I hans Bog om Nationaløkonomi, som han kaldte Samfundsspørgsmaal, er der enkelte af Autodidaktens Naiveteter, som en mere skolet Uddannelse let undgaar; men det er en dygtig Bog, fordomsfri og vel tænkt og for hele Afsnits Vedkommende skrevet med en sjældent veltalende Kraft«.
Hørup[CXLVII] dvælede ved den Afdødes Foretagende Børstidende: »I en noget anden Børsverden vilde hans paalidelige, forsigtige, let raillerende Artikler have gjort større Lykke end her. Vor gennemgaaende reaktionære Handelsstand forargedes over det øvrige Indhold af Bladet. Det var literært radikalt, politisk uafhængigt, frit for alt Snobberi. – |380| Ernst Brandes[CXLVIII] havde en god Forstaaelse af sine Byesbørn. Han vidste godt, hvordan de vilde have det. Det er hans Ære, at han ikke gav Køb, men holdt sit Blad efter sin Overbevisning paa Bekostning af dets Udbredelse.«
Min Broders[CXLIX] Død faldt paa et Tidspunkt, da mer end én alvorlig Modgang ramte mig. – Naar man gaar ad en ensom Gade i Kjøbenhavn ved Midnatstid, hænder det, at man kommer til at gaa en Snes Skridt bag efter Lygteslukkeren, der da slukker ethvert Lys foran En, altsom man nærmer sig til det. Der er Tider i Ens Liv, hvor man har en beslægtet Fornemmelse af at følge en Skæbne, der saasnart man øjner et Lyspunkt i Ens Nærhed, slukker det paa Ens Vej.
Den, der vil fortælle sit Levned, kan love sig selv og andre at være sanddru, ikke, som det barnagtigt kræves af ham, at være upartisk. Sterne[CL] har med Rette bemærket, at overhovedet slet Intet bliver ganske upartisk gengivet; ifald man vilde sige, at Spejlet som Gengiver udgør en Undtagelse, saa drejer det dog vor Skikkelse om og gør højre Haand til venstre.
Det er vel nærmest Harmen over de Vrængbilleder af En, der sættes i Omløb, og Væmmelsen ved dem, som i fremrykkede Aar gør En og Anden til Selvbiograf.
Paa det Tidspunkt, hvorved her dvæles, var jeg imidlertid endnu meget langt fra at spore nogen Drift til at meddele mit Levned, følte tvertimod den kraftigste Uvilje mod Tanken.
Det var paa helt anden Maade, at jeg da følte Trangen til at lægge mit Indre for Dagen, nemlig, som jeg alt i mange Aar havde gjort det, gennem Skildringen af en betyde|381|ligere Personlighed, i hvem jeg formaaede at bryde ind fra en eller anden Side, for saa at fordybe mig i Manden. En af Betingelserne for at Arbejdet kunde lykkes, var, at Skikkelsen i en vis Henseende svarede til det Udviklingstrin, hvorpaa jeg da netop stod, og at den var rummelig nok til at jeg kunde røre mig i den.
Atten Aar tidligere havde jeg fundet mig helt til Rette i Lassalle[CLI]. Nu behøvede jeg saa megen Plads, at jeg instinktmæssig havde tyet til Shakespeare[CLII], om hvem jeg det Foraar afsluttede mine Forelæsninger. Disse Forelæsninger var endnu kun et raat og foreløbigt Udkast, der havde taget tre Halvaar. Jeg lod dette Udkast ligge og ruge i mig mer end halvtredie Aar endnu, indtil jeg i December 1894 begyndte Nedskrivningen af Bogen.
Men i al den Tid var Shakespeare[CLIII] ikke ude af mine Tanker. Den Opgave havde fristet mig at bygge hans Menneskevæsen op i dets Vækst og Udfoldelse, som det lod sig ane igennem hans Værker, en Opgave, som Ingen havde stillet sig og endnu mindre Nogen løst. Saa lidet vidstes jo af positive Kendsgerninger om Manden, at i Datiden Læren om at Shakespeare[CLIV] slet ikke var Værkernes virkelige Forfatter, havde fundet rivende Tilslutning, ikke blot blandt de ganske Raa og Ukyndige, men endog blandt højt Dannede; Nietzsche[CLV] var iblandt dem. Ikke desmindre havde Forfatteren sikkert nok heddet Shakespeare[CLVI], og der gaves mange Midler til at trænge ind i Shakespeares[CLVII] Følelsesliv. Man sporede det i alle de Tilfælde, hvor Digteren talte i eget Navn, som i sine Sonetter, og i alle de Tilfælde, hvor han ved Uagtsomhed lagde en Person Følelser i Munden, der ganske stred mod den Paagældendes Samfundsstilling og mulige Erfaringer, men fyldte ham selv, som naar Prins Hamlet siger:
Man sporede endelig med Sikkerhed, af hvad Aand og Hu Shakespeare[CLVIII] paa et givet Tidspunkt var besjælet, i de mange Tilfælde, hvor vi havde hans Stof baade udenfor hans Værk og i Værket, altsaa var i Stand til punktuelt at eftervise, i hvad Retning han ændrede og tillempede det. Saaledes f. Eks. naar han paa et vist Tidspunkt af Uvilje mod en bestemt Kvindetype, maaske endog mod Kvinden overhovedet, stillede Kleopatras[CLIX] Færd i langt ugunstigere Lys, end den gamle græske Historieskriver havde gjort, hvem han iøvrigt i alle Enkeltheder fulgte.
Opgaven var da ikke uløselig, saa vanskelig den end efter Sagens Natur maatte være.
Naar jeg saa tilbage over de historiske Skikkelser, jeg i Aarenes Løb havde forsøgt at male i Legemsstørrelse, saa faldt de for mit Øje i to Grupper, de som havde tiltrukket mig ved de Tanker, og de som havde tiltrukket mig ved de Lidenskaber, de gav Udtryk.
I min gamle Bog om Hippolyte Taine[CLX] var det den franske Kritikers Tanker, som sysselsatte mig, og først i anden Linje Kunstneren i ham, i tredie hans Menneskevæsen, der var mit eget saa uligt.
Hos Søren Kierkegaard[CLXI] havde vel Aandslivet først og fremmest fængslet mig; men uadskilleligt fra det var Personligheden, der, saa fjernt den stod mig, overfor Byen Kjøbenhavn befandt sig i en med min beslægtet Situation.
|383| Skikkelser som Esaias Tegnér[CLXII] eller Schack Staffeldt[CLXIII] havde aldrig staaet for mig som Væsener, i hvilke mit eget Væsen kunde finde Rum; de pirrede alene min kritiske Forstand som dunkle Lignelser, i hvilke det gjaldt om at finde den Ubekendte. Den antydedes hos Tegnér[CLXIV] i Digtet Mjältsjukan, røbedes hos Schack Staffeldt[CLXV] i de Digte, hvor hans Lidenskab for Al-Enheden bryder frem, i den filosofisk poetiske Lyksalighed ved at møde Altets polære Modsætninger som Vaar og Høst eller Naturens skilte Udviklingsstadier som Blomst og Frugt forenede, eller i Glæden ved at fornemme de ellers adskilte Køns Sammensmeltning i den mandlige Kastrats kvindelige Stemme.
Naar jeg derimod i sin Tid havde følt mig tiltrukket af Ferdinand Lassalle[CLXVI], saa forskelligt hans Aandsomraade var fra mit, saa beroede det paa det Stridbare i hans Væsen, paa Tapperheden i hans Sind, Grundigheden af hans Kundskaber og Fyndigheden af hans Sprog. Han var en Kamphane i stor Stil. Forsaavidt jeg i Halvfjerdserne var udsat for at indskrænkes til det Samme, kunde jeg finde Hvile i Sysselsættelsen med ham.
En omfangsrigere Aand af Kæmper-Typen var Lord Byron[CLXVII], i hvem jeg dengang samtidigt havde fordybet mig, og hos hvem jeg fandt meget, jeg fuldt forstod, og som anslog Strenge i mit Bryst. Men mere end Byron[CLXVIII] var det dog i hin Tid Shelley[CLXIX], som betog mig ved sit Væsens uselviske Oprør mod enhver forkastelig Vedtægt i Sæder som i Dogmer, dette Oprørske i uopløselig Forening med den reneste Poesi, den skærest og sødest klingende Lyrik.
Hvad de Franskmænd, jeg fremstilte, angaar, havde jeg tidligst beundret Mérimée[CLXX] og Musset[CLXXI]. Jeg havde følt baade med Musset[CLXXII] og Hugo[CLXXIII], men kun fundet enkelte Elementer af mit eget Væsen i dem, og Sysselsættelsen med dem |384| udviklede og berigede mig ikke. Det gjorde derimod paa sin Vis Studiet af Lord Beaconsfield[CLXXIV], fordi jeg under dette Studium blev mig det Vedligeholdende i mit eget Væsen bevidst. Da det bl. a. for mig som for ham syntes af højeste Vigtighed, at Englands Magt ikke blev forringet, billigede jeg hans af de Liberale fordømte Imperialisme. Og jeg forstod fra da af, at Radikalismen i mit Sind til Modvægt havde en stærk historisk Følelse af Sammenhængen mellem Tiderne og en Bevidsthed om Umuligheden af at arbejde paa bar Bund. Mer og mer gjorde sig fra Halvfjerdsernes Slutning i mine Skrifter og Udtalelser gældende en vis Fornuftens Ligevægt.
Ikke at mine Modstandere følte eller forstod det. Med en Mangel paa psykologisk Sans, der ikke beroede paa ond Vilje, men paa den tykkeste Sløvhed og Dumhed, vedblev de endnu tredive Aar derefter at fremstille mig som blind, fanatisk Partimand.
Velvillige men kritiske Læsere havde skarpere Blik. Da Det unge Tyskland udkom, modtog jeg et udførligt anonymt Brev, ingenlunde uhøfligt, men oprørt, hvori der bittert klagedes over den Rolle, Goethe[CLXXV] spillede i dette Slutningsbind. Altsaa, hed det med Forbitrelse, i Forherligelse af Goethe[CLXXVI] løb hele Aandsrevolutionen ud! Ifald dette fra først af havde været Meningen og Brevskriveren da havde forstaaet denne Mening, aldrig havde han da støttet og fulgt mig. Alligevel havde jeg allerede ni Aar forinden i en Afhandling Goethe[CLXXVII] og Danmark uforbeholdent lovprist Goethe[CLXXVIII], der dog mindst af alle kan kaldes revolutionær.
Efter Beaconsfield[CLXXIX] havde jeg udført Billedet af Holberg[CLXXX] og udført det med fuld Sympati for den oplyste Enehersker, som han var. Paa samme Tid var det, jeg offenligt ved en Grundlovsfest erklærede, at Benævnelsen Demokrat ikke kunde anvendes paa mig.
|385| Meget indtrængende havde jeg derefter i sidste Del af Hovedstrømninger fremstillet Heinrich Heine[CLXXXI]. Jeg havde ikke, saaledes som Börne[CLXXXII] og andre, angrebet ham som ikke oprigtigt revolutionær; jeg havde stræbt at forstaa og forsone de forskellige Sider af hans Væsen. Jeg viste, at han ræddedes for et Liv uden Skønhed, for det store Arbejdshus uden Overflod. Og jeg fortsatte:
Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje, var et Liv uden Storhed, med Lighed i Middelmaadigheden til Religion, med Hadet til Geniet, til de søgende Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk Afholdenhed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede, var Samfundet, som han kendte det, regeret af et Præsteskab uden Aand og af en Adel uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, bestaaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi, der var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kærnen i al deres Sædelighed.
Han var visselig for Revolutionen mod Ludvig d. 16.[CLXXXIII], denne skikkelige Kleinsmed, der var bleven Konge. Dog var han lige saa vist for Cæsar[CLXXXIV] mod Brutus[CLXXXV], denne Klodrian af en Aagerkarl, der ikke kunde andet end stikke en Kniv i en stor Mand.
Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig kongetro af Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret, og følte sig stillet i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæleliv var han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans politiske Sympatier og Bestræbelser kom af at han elskede Storhed og Skønhed saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvikling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.
Trods Hævdelsen af Heines[CLXXXVI] i Tyskland altfor hyppigt miskendte Storhed som Lyriker havde jeg under en gennemført Sammenligning udviklet, hvorfor han endog som lyrisk Digter stod tilbage for Goethe[CLXXXVII].
Om Goethe[CLXXXVIII] selv havde jeg, som ovenfor nævnt, i Aarene 1888 og 1889 holdt Forelæsninger. Medens vi om Shakespeare[CLXXXIX] véd altfor lidt, var Vanskeligheden for mig her |386| den, at man om Goethe[CXC] véd altfor meget. Efter den Højde, Goethe-Forskningen i Tyskland havde naaet, var det noget nær umuligt for en Ikke-Tysker at hamle op med de Indfødte i alsidig Kundskab. Det var Aarsagen, hvorfor jeg ikke havde nogen Hast med Udgivelse af en Bog om Goethe[CXCI]. Men jeg stræbte at fremme min Selvudvikling, idet jeg fra Stade til Stade, fra Værk til Værk, fulgte den, hvis Liv og Kunst med større Ærbødighed for Naturen end nogen tidligere aandelig Stormands lod Anlæg og Planer gro i uforstyrret Vækst.
Goethe[CXCII] sysselsatte mig dog dengang mest som den altomfattende Intelligens, og jeg saa hans Værker fra Intelligenssiden. At Shakespeare[CXCIII] var kommet til for en længere Tid at fortrænge ham af mit Indre, beroede paa, at Lidenskabernes Liv nu sysselsatte og fængslede mig mer end Tanke- og Drømmelivet, og at Shakespeares[CXCIV] Værker var det rigeste mig bekendte Gemmested for sanddru og storstilede Billeder af Lidenskabslivet.
Hvad der fra først af havde draget mig til Shakespeare[CXCV] som Æmne, det var, som ovenfor antydet, Hanget til at skildre den største Bitterheds Tidsrum i hans Sind. Det var ikke hans ypperste, verdenskendte Værker, som lokkede mig mest. Havde Shakespeare[CXCVI] ikke skrevet Troilus og Cressida, Coriolanus og Timon fra Athen, saa havde han ikke fænglet mig saa ubetinget, at jeg maatte fordybe mig i ham.
Men nu da jeg havde dannet mig et Overblik over hans hele Livsgang, var selvfølgelig de underordnede Værker, der var mig saa interessante som Symptomer, traadte tilbage i |387| min Bevidsthed i lige Linie med de andre, eller vel endog bag de andre, der tillige imponerede som Kunstværker.
Og skønt jeg ikke forsømte at gruble over de mange historiske, filologiske, æstetiske, metriske Detail-Spørgsmaal, der vilde kræve megen Tid og bl. a. gøre et længere Ophold i England nødvendigt, svævede mine Tanker nu over det store Stof og fik til alle Sider Horizont. Ja, jeg kan sige, at i de Aar, der endnu gik hen, før jeg begyndte den endelige Nedskrivning og Trykningen af Bogen William Shakespeare[CXCVII], var mit egentlige Udbytte af mine Drømmerier om og med denne Aand, som leved og virked omkring Aar 1600 og var frisk som en Morgen trehundred Aar efter hans Død, det at jeg løftedes op over de snevre Forhold, hvori jeg af Skæbnen var stillet, og saa frit omkring mig, tilbage til Fortiden og frem til de kommende Dage.
Thi indsnevret var jeg. Fra Udlandet kunde jeg ingen dybere Forstaaelse vente. Efterhaanden som Aarene gik, var jeg for Tyskerne bleven dette ene, den som først havde gjort dem opmærksom paa Henrik Ibsen[CXCVIII], og den, som først havde henledet Opmærksomheden paa Friedrich Nietzsche[CXCIX]. Jeg var Ibsen-Kritikeren og Nietzsche-Anerkenderen, basta! Bad man mig fra Tyskland om en Artikel eller et Foredrag, saa anmodedes jeg ufravigeligt, undertiden mere end fyrretyve Gange i et Aar, om at skrive eller tale om Ibsen[CC] og om Nietzsche[CCI]. Og da man i Europa og Amerika endnu mest kendte mig over Tyskland, saa blev denne Opfattelse, den snevrest mulige, efterhaanden overalt Grundopfattelsen af mig.
I Hjemmet var jeg endnu paa mange andre Maader indsnevret. Danmarks og alle danske Forholds Lidenhed virkede dobbelt trykkende paa den, der stod i livligt aandeligt Samkvem med Omverdenen. De samme Modstandere skrev i de samme Aviser de samme Artikler imod mig nu |388| paa tyvende Aar. Enhver Fremrykning i Anseelse eller Anerkendelse var Signalet til ny Udbrud af smaalig Misundelse. Og det Rædselsfuldeste var dette: Følelsen af, hvorledes selv en fribaaren Sjæl skrumpede ind i disse Lilliputforhold, vænnede sig til at tage det Ligegyldige alvorligt og tillægge det en Art Vægt, vænnede sig til at se Gemenheden behandlet som ligegyldig og straffri eller oven i Købet som egnet til Belønning.
Det var nødvendigt, daglig i sit Sjæleliv at bestige et Taarn, hvorfra man kunde overskue Synskresen, og desuden daglig at indprente sig Nødvendigheden af, for sin Udviklings Skyld at veksle Horizont.
Jo friere man var stillet, des skarpere saa man, hvad der dybt nede i Snevringerne laa for Dagen, Folkets dulgte Fortrin og skjulte Brøst. Jo højere man hævede sig, des klarere saa man ud over den vide Verden, hvor der tænktes og arbejdedes, forskedes og frembragtes, og var derfor i Stand til at skønne, hvad af alt dette der var egnet til Fremme for det danske Folk og kunde komme det til Gode.
Jo mere Horizont man havde og jo mindre stavnsbunden man var, des mere levede man ikke blot for sine Nærmeste eller for sine Landsmænd, men for alle dem, som havde En behov, ligegyldigt hvor deres Vugge stod, blot det Lidet, man vidste og evnede, den Smule Paavirkning og Indvirkning, man var Herre over, den Indflydelse, man efterhaanden kunde øve, blev sat ind paa rette Sted. Mangt et forurettet Menneske kunde man da hjælpe, ja hele Folkeslag, der appellerede til Retssans og Frisind, kunde en enkelt Privatmand uden nogen officiel Myndighed skaffe Oprejsning eller idetmindste bringe Trøst.
Endelig, det følte og vidste jeg: Den, der saa’ langt og vidt, og som derfor havde Begreb om talrige politiske og |389| aandelige Forhold, hvorom de, som vejledede den offenlige Mening i Landene i Reglen intetsomhelst vidste af Selvsyn, han kunde før nogen anden øjne truende Farer i sit Lands Horizont, advare imod dem, og som Meteorologen, der forudser en Storm, fraraade at trodse den, tilraade at undgaa den.
Men naturligvis var Den altid ret vanskeligt stillet, som saa hvad der gik over og hvad der laa under de fleste Andres Horizont.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
