Det var et Øjeblik hvor alle, som bestandig eller længe havde villet mig vel, lagde deres Velvilje for Dagen. Men, som det gaar, stærkere Indtryk end Imødekommen fra nogen prøvet Ven gjorde ved denne Lejlighed den Holdning paa mig, som indtoges af to Mænd, der nylig havde været mine Modstandere. Det var Harald Høffding[I] og Holger Drachmann[II].
Med Høffding[III] havde jeg Aaret forud endnu ligget i Fejde i Anledning af Nietzsches[IV] Filosofi. Men efter min Opfattelse var Høffdings[V] Angreb paa mig da i Grunden et Udslag af hans helt forskellige Menneskevæsen, Han var begyndt som Teolog, var saa bleven en Tilhænger af R. Nielsens[VI] Filosofi, havde frigjort sig og var gaaet sine egne Veje, altid substantiel, aldrig tilbøjelig til Yderligheder, selv i sit Frisind i lykkelig Overensstemmelse med det nationale Temperament og med Omgivelserne. Han kunde umuligt sympatisere med mig af Naturen. Naar han havde udtalt sig med Velvilje om mig, var det i Kraft af hans høje Dannelse og sande Humanitet. Nylig var der mellem os faldet skarpe Ord fra begge Sider. Han greb med sit ædle Sindelag denne Lejlighed til en Forsoning og et Forbund, som ikke senere er blevet brudt, kun styrket.
Han holdt ved den Lejlighed en stor Tale, der fra først til sidst røbede en fast Karakter, hævet over Smaalighed, og en høj Intelligens, der skaansomt pegede paa Naturernes |319| Divergens og stærkt betonede den fælles Stræben i dansk Aandslivs Tjeneste. Han sparede ikke paa Ros, sagde om mig: »Han staar som den største Kraft i en Literatur og som det ejendommeligste Bidrag, vi i disse Aar har givet til Verdensliteraturen.« Men han vilde bestemme mit Væsen og mindede om Jægerhornet i Drot og Marsk, der har den Egenskab, at det kalder Mænd. Med et saadant Horn var jeg optraadt, og istedenfor Barnets snevre Horizont aabnedes der en videre, en uendelig Horizont. Dog jeg havde stræbt ikke blot at vise, hvor stor Verden var, hvor mange Muligheder, der fandtes, men at udvikle Manden til Selvstændighed og Klarhed over sig selv. Min Grundbestræbelse var den at frigøre og udvikle den enkelte Personlighed i dens Ejendommelighed. – Det var ikke muligt at sige noget mere Rammende.
Saa fortsatte han, at ogsaa i en anden Betydning kaldte Stævnet Mænd; det meddelte Liv og Bevægelse til Jævnaldrende af meget forskellig Retning og æggede dem til Modsigelse; men i Aandens Verden var Anskuelsernes Brydning og Strid af det Gode. Han selv havde fulgt min Færd snart med Tilslutning, snart med Modsigelse, aldrig med Ligegyldighed.
Han sankede gloende Kul paa mit Hoved.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
