Levned, 3 (1908)

10.

Med Holger Drachmann^[I] var Tilfældet ganske forskelligartet. Fra første Færd af havde han følt sig stærkt draget til mig. Netop hvad der frastødte Høffding^[II] hos mig, noget Revolutionært i mit Naturel, maatte tiltrække ham. Vi havde desuden vore kunstneriske Anlæg og en afgjort Skønhedsdyrkelse tilfælles.

|320| Hvad der havde skilt os for en Tid, var hans Væsens Ubestemmelighed, det, man med et noget for haardt Udtryk har kaldt Karakterløsheden hos ham. Den betingedes af hans uovervindelige Hang til som Poet at kaste sig fra én Yderlighed til en anden, hans Ulyst til at binde sig ved Personer som ved Ideer, og hans Ærgerrighed, der for enhver Pris vilde frem til Anerkendelse og Godkendelse.

Nu havde imidlertid hans Drift til at føre et aandeligt Tilbageslag for længe siden udraset. Han var kommen under nye Indflydelser, der havde bragt ham paa Kant med det korrekte Selskab. Han forstod end ikke mere selv sit underlige Omslag og higede kun efter at nærme sig sine gamle Venner igen. Igennem Peter Nansen^[III], for hvem han aabent udtalte sig, havde jeg allerede med Forundring og nogen Tvivl hørt derom, da jeg om Morgenen før Festen fik tilsendt et i Illustreret Tidende offenliggjort, udmærket smukt Digt, som han havde rettet til mig. Saavidt jeg véd, er det ikke optaget i hans Samlede Værker, men det er for langt til at jeg kan anføre mer end nogle Strofer deraf. Det begyndte:

Min Haand – nej intet Haandslag!

og ingen Fakkel bær’ jeg,

og intet Drapa bringer

i Spidsen for din Hær jeg.

Men Strengen vil jeg røre –

af Vemod skal den tone;

kanske just denne Stemme

din Jubelfest vil krone.

Thi der er ingen, ingen

som jeg, der føler Tiden

saa bitterlig forødet,

saa spildt i Vennestriden.

|321| Og imod ingen anden

stod du saa haardt i Striden –

og ingen har holdt af dig

som jeg i Ungdomstiden.

Og nu – da Skaren flokkes

med Festblus ved dit Gilde;

nu føler jeg med Vemod:

Forsoning er for silde!

Saa fulgte en Skildring af vor Ungdoms-Samliv:

Se dog, hvor Støv er faldet

henad de friske Stier,

hvorover vi har summet

som muntre Arbejdsbier.

Med Braad var vi udrustet –

og for vor fælles Dronning

vi hvæssed kækt vor Klinge

og suged flinkt vor Honning.

I Fægtning for det sunde,

i Dysten mod det raadne,

imod de fælles Fjender

vi vendte ud det laadne.

Det kærlige, det milde

vi delte med hinanden

og lo, naar imod Muren

vi daglig rendte Panden.

Vi saa nok, de var mange,

de paa den anden Side,

men o! hvor fandt vi Styrke

i selve det at stride! – –

I en halv Snes Strofer berørte han saa, hvorledes der havde sneget sig Skygger imellem os, uden at ville fordybe sig i, hvorfor og hvorlunde vi var komne fra hinanden, sluttede saa med disse sjælfulde Vers:

|322| Folk er der nok, som ønsked

ved Kransen dig at skille.

Jeg rejser mig og drikker

din Skaal her i det Stille.

Champagne har du skænket

for os i Ungdoms Dage;

der staar endnu om Læben

en liflig Duft tilbage.

Jeg hører ingen Stemmer,

jeg tæller ikke efter –

jeg føler, hvor din Drue

gav Ungdomsmodet Kræfter.

Jeg svælger dem, de Perler,

der kreser i din Drue –

jeg føler tyveaarigt

dit Hjerte i dem lue.

Paa vore Ungdomsminder

jeg holder ensomt Gilde –

jeg rejser mig og drikker

din Skaal her i det Stille.

Jeg har, som man ser, inspireret bedre (som forøvrigt flere) Vers end jeg selv har skrevet.

Forrige afsnit: 9.
Næste afsnit: 11.