Min Bog Det moderne Gennembruds Mænd var udsolgt, og i September foranstaltede jeg en ny Udgave af den, som jeg med skemtende Henblik paa min nu tilsyneladende isolerte Stilling i Literaturen gav dette Motto af Folkevisen:
Da Hørup[I] viste mig den Velvilje at anmelde Bogen, protesterede han imod Mottoet. Han skrev:
»Bogstavelig passer ikke dette paa én Gang stolte og skelmske Motto. Brydninger har der været, Kampe og Sejre, Frafald og Kryben til Korset. Afgørende er det dog, at i Danmark har kun den Literatur havt Livskraft, der strider paa Grundlag af Principerne fra 1871. Den lille ublodige Revolution, hvis tyveaars Jubilæum vi snarlig kan fejre, behersker endnu Aanderne. Netop nu passer Mottoet da ikke. Til Tider kan Isolationen have været større omkring Føreren, som man altid stod sig ved at angribe, fordi dèr var, som det en Gang er sagt, »frit Slag«. Vilde en ung eller ældre Mand, som ellers intet kunde præstere, sikre sig hæderlig Omtale og andre Udmærkelsestegn indenfor den velsindede Presse og Kres, behøvede han kun at udtrykke sin bestemte Afstandstagen fra »Brandesianismen« og dens Chef. Dette Afladsbrev besørgede ham alle gamle og nye Synder tilgivne. Der gives derfor dem, som ved den første Fremtræden straks sikrer sig dette Lejde, og |317| dem, der paa Halvdelen af Banen vender om og indhenter det Forsømte. Men tag den kæmpende Flok hertillands, og den vil neppe lade Kongen ride alene, selv over Riberbro.«
Hørup[II] vidste rimeligvis, da han skrev disse Linjer, at der i Kjøbenhavn næredes Planer om at fejre 25aars Dagen for Udgivelsen af mit første lille Flyveskrift med en stor Festlighed. Jeg selv havde efter saa mange Aars Forløb naturligvis ingen Anelse om, hvad Dato min gamle Brochure Dualismen i vor nyeste Filosofi var kommen ud. Men, som jeg erfor, havde Redaktør Carl Behrens[III] ved Henvendelse i Bogladen faaet Dagen at vide. Og da den Tanke, at fejre den, privat var bleven udtalt, havde den faaet en overraskende Tilslutning. De mange af Borgerstanden og den lærde Stand, for hvem mit Navn var bleven et Sindbillede paa Modstand mod Tvangsstyre og Kirkevæsen, sluttede sig med Glæde til en vægtig antiklerikal Demonstration. Studenter og Kunstnere havde jeg i stort Tal for mig. Fagforeningerne holdt et Møde og besluttede at deltage i et Fakkeltog, til hvilket de vilde sende et tusind Medlemmer med et Par hundrede Fakler. I Oktobers Midte erfor jeg, at Festen var berammet til den 25. Oktober og at der til et Maaltid i Concertpalæet havde tegnet sig 560 Deltagere, saa mange, som det paa nogen Maade var muligt at rumme.
Jeg var ikke barnlig nok til umiddelbart at betragte den mig tiltænkte Ære som en Triumf. Men den betydede altid i mit Hjemland en Station paa Vejen frem. Denne Fest var den fjortende af den Art, som jeg oplevede, og den tegnede til at blive den største. Men for mig var den nærmest et Arbejd med offenlig Optræden, som jeg af politiske og taktiske Grunde paatog mig, og om hvilket jeg blot ønskede, at det var vel overstaaet. Den gamle Digter Hauch[IV] havde, da han paa en Fødselsdag i sin høje Alder blev hyldet af Studenter, været uskyldig nok i sit Følelsesliv til det Svar, |318| at denne Dag var den lykkeligste i hans Liv. Jeg var ganske klar over, at for mig var intet Afgørende opnaaet selv ved en storladen Hyldest i Øjeblikket. Jeg tog imod den med Tak uden at overvurdere den eller mig som dens Genstand.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
