7.

I September var der en almindelig Forfatterkongres i Berlin, til hvilken man var saa opmærksom at indbyde mig som Æresmedlem. Man havde lejet smukke Værelser til mig i et elegant Hotel og viste mig gennemgaaende den største Artighed. I den Sal, hvor Kongressen den første Aften samledes, var der en sand Vrimmel af Herrer og Damer. Jeg studsede noget over Antallet af disse sidste. Hvem er de og hvordan kommer de her? – De mindre dejlige er Forfatterinderne, lød Svaret; de smukke er Forfatternes Koner og Kærester. Forunderligt nok lod alle de Herrer og Damer, jeg under Kongressen omgikkes, mig vide, at jeg betragtedes som overmaade forvænt.

Paa Kunstudstillingen i Berlin traf jeg uforudset min unge Ven fra Varshav Konstanty Górski^[I]Konstanty Górski (1862-1909): polsk litteraturhistoriker og kritiker. , og saa ham da jævnlig under mit Ophold. En lille Tilfredsstillelse var det mig, at jeg ved Besøg i en Rigmands Galleri rigtigt bestemte som et Ungdomsarbejde af Menzel^[II]adolp-von-menzel et Maleri, hvilket endnu ingen Besøgende, end ikke Meyerheim^[III]Paul Meyerheim (1842-1915): tysk maler. , havde kunnet bestemme. Berliner Tageblatts Redaktør, Alfred Levysohn^[IV]Arthur Levysohn (1841-1908): tysk redaktør. Redaktør af »Berliner Tageblatts«., var meget elskværdig imod mig. Af politiske Notabiliteter var jeg saa heldig at træffe sammen med Bebel^*

Der blev gjort noget Væsen af mig, og jeg kunde ikke andet end føle Taknemmelighed mod Aandens Arbejdere i |314| Tyskland. Jeg maatte med et Smil mindes mine Forestillinger om det moderne Berlin, da jeg første Gang Aar 1868 tog dertil. Danske Blade havde givet saa skrækindjagende Beskrivelser af en Stad Barakkia, der skulde strække sig udenfor Berlin som Tilhold for Vagabonder, og af Retløsheden i det indre Berlin, hvor der overalt stod skrevet Vor Taschendieben wird gewarnt, at en bekymret Veninde skænkede mig en Revolver til Selvforsvar under Opholdet, og tog det Løfte af mig, aldrig at ville tage Uret op af Lommen, naar der paa Gaden blev rettet Spørgsmaal til mig om hvad Klokken var. – Jeg var Aandens Mænd i Berlin taknemmelig for at de sidenhen ikke havde gjort Exilets Trapper altfor haarde for mig.

Og i denne Kres af tyske, østerrigske, romanske og slaviske Skribenter, der efter Sagens Natur næsten alle førte en blødende Forfængelighed i deres Skjold, viste de tysktalende sig gæstfri paa en hjertelig og simpel Maade. Mens man andensteds tidt maatte sige sig selv, naar man modtoges med Elskværdighed og spurgte sig om Grunden: En Hovedgrund er den, at alle véd, jeg rejser om et Par Dage, var det anderledes her; jeg havde selv gjort Prøven.

Det hedder sig, at Tyskerne har opfundet Krudtet. Danske og Norske, som ikke har opfundet det, mangler jo ikke derfor Ild og forstaar maaske, literært at anvende det paa en mindre larmende og mere røgfri Maade; Tyskerne har saa megen Patos og Etos, der ligger os fjern. Men endog selve Ilden har jo mangen nordisk Prometheus først hentet fra Tyskland.

Endnu havde jeg blandt Tysklands Skribenter og Journalister ikke én udpræget Fjende. Fra det Øjeblik af, da jeg offenlig antog mig Nordslesvigernes Sag, blev det anderledes; det haglede Aar efter Aar over mig med Angreb i |316| den tyske og tysk-østerrigske Presse, og Tonen imod mig er i en Mængde Organer ikke bleven forskellig fra den i de danske.