Jeg var indbudt til at holde Foredrag i Wien, men afslog. Siden min lille Datters[I] Død var jeg som i Marasme, led under Trykket af aandelig Afkræftelse, savnede Modet til ethvert Foretagende, hvortil der udkrævedes Drift. Men jeg havde stadigt Rejse-Uro i Blodet, og tog til Norge, vilde paany se en Smule af Landet og arbejde der nogle Uger i Ro. Jeg kørte ad Jernbanen fra Kristiania til Vikersund. Men det blev øsende, styrtende Regn og jeg maatte søge Ly i et Hotel af landlig Art. Egnen var dejlig med vide Udsigter over Tyrifjorden, men jeg saa den gennem Regnsløret.
I smukt Solskin kørte jeg til St. Olafsbad i Modum, der med sine Badegæster gispede af Kedsomhed. Det Mærkeligste dèr var Kaggefossen med durende Vandfald, malstrøm-hvirvlende, betagende, et Helvede af Skum og Sprøjt; men ingen af Badegæsterne saa paa den; de sad hver i sin Cellehule og kedede sig. Der var fuldt af Tyskere med Bomuld i Ørene, Bulehatte og Bädecker.
De aandeligt Interesserede i Norge holdt da paa det Punkt, at Arne Garborg[II] i Nietzsches[III] Lignelse havde sagt alt muligt Ondt om »Kvinden« – hun var en Kat, burde ikke aflægge sin indtagende Katteagtighed osv. – hvorpaa Kitty Kielland[IV] meget pænt, fornuftigt og beskedent havde nedlagt Indsigelse imod, at hendes tilbedte Arne uden Kommentar gengav som den højeste Visdom den Art Dybsindighed. Saa havde Gabriel Finne[V], der lige havde giftet sig, skrevet noget til Forsvar for Nietzsches[VI] Kvindeforagt. O, de |312| Skabningens Herrer, de var fiffige. Og de Skabningens Damer, de var i Reglen heller ikke ilde.
I Drøbak sad jeg i en gammeldags Stue med en Udsigt over Kristiania Fjord, der ganske lignede en Dekoration til Fruen fra Havet. Midt i Loftet hang en meget umoderne, af Kandelabrer omgivet Lampe i rødt Omhæng. Paa Klaveret stod en udstoppet And ligeledes i rødt Omhæng. Foran mig havde jeg en prægtig Geranium, og overhovedet var Huset saa fuldt af disse Planter, at det kunde kaldes et Geraniumshus. Sengen var fælt smal og kort. Men det værste var Umuligheden af at arbejde, da Bordene og Stolene ikke passede til hinanden, saa man altid sad meget for højt. Og saa børstede de Støvlerne med en stinkende Sværte, hvis Lugt hele Dagen pinte mig, skønt jeg overhældte mine Støvler med Eau de Cologne. Jeg led der, som andensteds, under for fine Fornemmelser.
I Kristiania opsøgte jeg Henrik Ibsen[VII], der beholdt mig hos sig to Timer, holdt min Haand i begge sine og var saa hjertelig som nogensinde. Han aftalte, at vi hver Dag skulde træffe hinanden ved Frokosttid. Han førte mig hen at se Vikingeskibet og vilde med sin sædvanlige elskværdige Nysgerrighed have Rede paa hvad jeg hver Dag skulde foretage mig. »Altsaa imorgen spiser De med Thommessen[VIII] og Statsminister Blehr[IX], og iovermorgen?« – Jeg har en Indbydelse til en By i Nærheden, men jeg husker ikke hvilken. – »Hvem har indbudt Dem?« – Jeg husker ikke Navnet, man har sagt mig: en tidligere Søofficer. – »Det lyder fordægtigt.« Han gættede paa forskellige Navne, men der laa saa mange Breve paa mit Bord, at jeg havde glemt Underskriften.
Indbydelsen var fra en Konsul Sandberg[X] i Moss, hvor jeg fik en glimrende Modtagelse. Jeg blev ført ind i en Kres, der efter Sigende bestod af »lutter gamle Brandesianere«. |313| Omkvædet i Talerne var i Skemt og Alvor: Tro i Liv og Død. – Der herskede en festlig Stemning.
Vi overnattede paa Stedet. Næste Dag modtog Ibsen[XI] mig med et Smil og et inkvisitorisk Glimt i Øjet. – Gik Rejsen godt? – Særdeles godt. – De foretog den jo ikke alene, vel? – Nej, der var flere Herrer med. – Og Damen? – Hvilken Dame? – Den, med hvem De rejste. – Jeg rejste ikke med nogen Dame. – »Ja saa, tilfældigvis var jeg netop i Hotellet, kort før Toget gik, for at spørge til Dem. Portneren siger mig: Dr. B.[XII] gik lige ned til Stationen med en Dame; dér gaar de sammen henne i Gaden. Og jeg saa Dem med mine egne Øjne.« – »Damen rejste alligevel ikke med mig. Hun kom for at indbyde mig til en Middag i det Øjeblik, jeg maatte bort. Saa ledsagede hun mig et Stykke Vej til Stationen.« – Han rystede vantro paa sit Hoved.
Jeg var indbudt til Sandviken af en lille Kunstnerkoloni, som dèr havde slaaet sig ned. Der var Werenskjolds[XIII], Eilif Peterssens[XIV], Frøknerne Kielland[XV] og Backer[XVI], Skredsvig[XVII] og hans smukke Frue m. fl. Vi følte os alle saare vel tilpas den smukke Sommerdag. Man bad mig fortælle eller forelæse noget Nyt. Og jeg læste da Niende Sang af Iliaden højt; den var største Delen af Selskabet ubekendt og fremkaldte vild Begejstring. Jeg har andensteds (Det ny Aarhundrede 1906) fortalt, hvorledes jeg i Forening med denne Kunstnerkoloni arrangerede en Festmiddag for Henrik Ibsen[XVIII], og hvordan den forløb.
Der var i de Dage i Kristiania evindeligt Vrøvl om et Professorat for mig ved Universitetet der. Alle Mennesker sagde til mig: De skal i ethvert Tilfælde have Tilbuddet. Det er for os en national Æressag. – Paa min Indvending, at jeg neppe vilde trives i Norge, svaredes: »Er det da saa hyggeligt for Dem i Danmark? De kan jo desuden bo det |314| halve Aar udenfor Norge. Og her er slet ikke saa fælt.« – Paa min Tvivl, om at jeg vilde blive vel set som dansk, ansat i Norge, svaredes: »Vi betragter Dem allerede halvvejs som norsk Borger. Ministeriet er ganske og aldeles for Dem. Den eneste Modstand, der kan ventes, vil komme fra Bjørnson[XIX].«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
