I Holland var det anderledes. I Holland havde det religiøse Frisind selv i det syttende Aarhundredes mørke Tider aabnet Tanken og Tænkerne et Fristed. Om Danmark |308| skrev Hørup[I] netop da i Anledning af et Skifte i Undervisningsministeriet, som den Dag i Dag betegnende nok paa Dansk kaldes Kultusministeriet (hvad der er det modsatte), at fra nu af blev Fordummelsen drevet med Statskraft, og han tilføjede med Lune: »Paa dette Omraade, hvor det private Initiativ hidtil har udfoldet sig med saa megen Kraft og til saa stor Velsignelse, er det at frygte, at Statens Overtagelse af Driften vil svække den private Virksomhed.« Han kunde være uden Sorger derfor. Men i Holland dreves Fordummelsen idetmindste ikke med Statskraft. Det var Lysets Land i Norden, aandeligt som malerisk, i Bibelforskning som i Kunst.
Rembrandt’erne i Rigsmuseet, Malerier som Raderinger, var mit dybeste Indtryk i Amsterdam. Stærkt bevægede mig det underfulde Portræt af den gamle Admirals-Enke Elisabeth Bas[II]. Jeg holdt min Andagt i Amsterdam udenfor Rembrandts[III] Hus i Jode Bree Straat som i Haag overfor Spinozas[IV] i Paviljoengracht med Pladen:
I Amsterdam var der en daarlig Statue af Rembrandt[VI]. Den af Spinoza[VII] i Haag var ikke god og ikke daarlig; den var ikke majestætisk og mægtig nok. Manden, der sad lidt krummet i sin Stol, saa ædel og dybt grundende ud; men man følte ikke, at den Siddende var Verdens-Omkalfatreren, Renæssancens største radikale Filosof, en ny Tids Fader.
I Amsterdam var jeg indbudt til Chefen for et af Byens største Handelshuse, en Pengemand, der ikke mere gjorde Forretninger med Private, kun med Regeringer. Han kendte bl. A. danske Forhold nøje. Jeg spurgte ham ud om hans Mening angaaende Tietgen[VIII], hvem jeg betragtede som en enestaaende Foreteelse. »Vi har mange af hans Art«, sagde han. |309| »Det er en dygtig Mand, meget ærgerrig, flink, ingenlunde højtbegavet. Der kræves intet Geni til hvad han har gjort. Han er en Spiller, der har faaet Folk til at betro sig Penge. Efter flere Gange at have været Undergangen nær har han nu havt Held med sig. Han er uden Skrupler og hensynsløs; jeg kunde aldrig nære Tillid til ham.«
Som i min tidligste Ungdom i Hamborg studsede jeg i den zoologiske Have her ved Dyrenes for vort Begreb barokke Former. I Grunden forekommer i Naturen Alt, hvad Menneskene til daglig Brug kalder unaturligt, ligesom i Menneskeverdenen Alt, hvad man tilsyneladende ikke uden Ret betegner som umenneskeligt. Jeg omgikkes i Amsterdam Mænd, der selv kaldte sig Pessimister, og min Pessimisme forfærdede dem.
I Leiden blev jeg gæstfrit modtaget af Orientalisten, Professor Kern[IX], og blev af Literaturhistorikeren Jan ten Brinck[X] hyldet paa overstadig Maade. I Leidens Oldtidsmuseum viste Direktøren mig om, forklarede mig Mumierne og en Mængde ægyptiske Haandskrifter. De er lette at læse, sagde han, meget lettere end middelalderligt Nederlandsk.
I Haarlem havde jeg mit Tilhold hos den udmærkede Familie van Eeden. Den fremragende Fader[XI] var Direktør for Kolonialmuseet, kendte Forholdene paa Java og Sumatra tilbunds, var desuden særligt sprogkyndig, læste islandske Sagaer og danske Bøger. Sønnen[XII], den alt da bekendte, senere berømte Digter og Menneskeven, gjorde Indtryk ved ganske selvstændig Personlighed. Han og hans Ven, Digteren de Gorter[XIII], daterede den nyere Poesi fra Verlaine[XIV] og Mallarmé[XV] som allerede fjerne Stamfædre.
I Haag modtog den gamle Maler Israels[XVI] mig med en Varme, som havde jeg været hans Søn. Han stod højt oppe paa første Sal, da jeg ved Indgangsdøren til hans Hus afgav mit Kort. G. B.[XVII]? spurgte han nedefter, den rigtige? |310| – »Jeg tror ikke, der gives nogen rigtigere.« – »Saa hent Champagne«, raabte han, »Dagen skal fejres.« – Jeg kom til ham vel ved 5-Tiden; jeg maatte blive til Kl. 11 Aften, og da jeg gik, var det mig, som havde jeg kendt ham og hans heftigt følende, entusiastiske Hustru et Menneskeliv. Israels[XVIII] saa bort over mine Skrifters Ufuldkommenheder og Mangler; de er, sagde han, for en Maler de eneste morsomme Bøger om Literatur.
Hvilken dejlig Stad, Haag med den store Park i Byens Midte og det røde Paladskompleks og de gamle Træer og seksten hvide Svaner, der sejlede over Parken. Og da Fuldmaanen stod paa Himlen, hvor hyggeligt og indtagende var da Alt!
Israels skænkede mig en hel Dag for at vise mig Scheveningen, og aabnede mine Øjne for de hollandske Kvindetypers særlige Skønhed, alt mens han fortalte mig Episoder af sit Liv.
Denne lille Rejse fik det Efterspil i den danske Presse som hidtil alle mine Rejser. Det var Festen for mig i Antwerpen, som ikke tillod den at sove. At denne Fest var en Hædersbevisning for Danmark, blev naturligvis uomtalt. Derimod havde først Avisen, efter den en Mængde andre Blade, faaet fat paa et Nummer af et mig ubekendt lille belgisk Sladderblad La Chronique, hvor, vistnok i bedste Mening, var fortalt, at jeg ved Festen i en privat Samtale skulde have sagt, at Danmark stod under Rusland, at der stadigt laa et russisk Krigsskib paa Reden ved Kjøbenhavn, rede til at beskyde Byen – med mere af samme Surdejg. Atter forargedes man i de danske Provinser over mine Bagvaskelser af Fædrelandet paa fremmed Grund.
Jeg skrev til Pol de Mont[XIX] og spurgte ham, hvem der kunde have skrevet sligt Vrøvl og sat det i Bladet. Han svarte, at selvfølgelig ingen af vore Venner, der havde været |311| tilstede, kunde være Ophav dertil, men at det lille Blad, som ingen af dem læste, vel var blevet Offer for en eller anden Reporters Trang til at overbringe en Nyhed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
