Holger Drachmanns[I] Spaadom om Fremtiden: »Vi ses maaske – eller rimeligvis – aldrig mere« blev hurtigt gjort til Skamme. I de seksten Aar, han endnu havde tilbage at leve i, saas vi tidt og kom hurtig i det gamle, broderlige Forhold til hinanden. Den Poesi, hvoraf hans Væsen undertiden formelig kunde strømme over, det barnligt Ægte i hans Følelsesliv, som kunde komme til Udbrud – et Øjeblik efter at han havde indtaget en Stilling som Poseur – bødede paa den Mangel paa Evne til i streng Forstand at tænke, som var ham fuldt bevidst. Først og sidst var det hans sprudlende lyriske Talent og hans gode Hjerte, der vandt mig for ham paany. Den gamle Trolddom forenede os.
|329| Jeg mindes talrige Smaatræk fra disse Aar, der maler ham som han var med sine indtagende Egenskaber og sine Fejl. En Dag sagde han til mig: »Bed mig til Middag en af disse Dage!« – »Gerne, men paa ét Vilkaar, at du saa kommer. Du véd, at du overfor andre, der indbyder dig, har den slemme Vane at udeblive eller at komme for sent«. – »Vær uden Bekymring, sig mig blot Dag og Tid«.
Til det berammede Klokkeslet indfandt sig punktligt en Del Bekendte, der var valgte ud fra det Hensyn, at de alle stod Drachmann[II] nær eller havde et Forhold til ham. Men et Kvarter og en halv Time gik, og Hovedpersonen[III] manglede. Han var da bosat i Helsingør, og jeg frygtede for, han slet ikke var kommet med Toget til Kjøbenhavn. Men mine Gæster beroligede mig straks; En havde set ham paa Politikens Kontor for to Timer siden, en Anden havde for en Time siden set ham i den Gyldendalske Boglade. Imidlertid, han kom ligefuldt ikke, og efter saa lang en Venten, som var mulig, naar Maden ikke skulde fordærves, gik man da tilbords. Man var naaet til Fisken, da en heftig Ringen hørtes, og et Øjeblik efter stod Drachmann[IV] i Døren, pragtfuldt festklædt, med disse Ord paa Læben: »Georg[V], min Ven, jeg har for at komme til dig gjort, hvad jeg ikke har gjort for nogen anden. Da jeg kom for sent til Afgangstiden, tog jeg Ekstratog fra Helsingør, og her er jeg.« – O du Falstaff, svarte jeg, du har jo været mindst tre Timer i Kjøbenhavn. – »Georg[VI], min Ven, tag dog ikke en Spøg ilde op! du forstaar, at det med Ekstratoget var en Spøg.« – Hvorpaa han satte sig og var hyggelig. – Og da jeg i en lille Tale til ham, bad ham mindes, det sjældent var med stor Bepakning, at en Skribent naaede ind til Udødelighed, men at det gjaldt om at give en kortfattet Ting den tættest mulige Form, svarte han med en selvkritisk Tale, fuld af ærligt Vemod, hvori han tilstod, at »den tætte Form« laa ikke for ham; han magtede den ikke.
|330| Han stod sig overmaade godt med min Datter[VII], som da var Barn. Engang, da hun skulde have Middagsselskab for jævnaldrende Kamerater, havde hun mødt Drachmann[VIII] paa Langelinie, og sagde ved Hjemkomsten til mig: du bliver ikke vred, jeg har bedt Holger Drachmann[IX] med til mit Selskab. – Til Børneselskabet? – Ja. – Det gør ikke noget; men jeg maa da ogsaa bede nogle Voksne. –
Saaledes blev det et Middagsselskab af Personer paa meget forskelligt Alderstrin, der dog gik godt. Holger Drachmann[X] havde med Aarene lagt sig den suveræne Vane til, at han sagde Du til enhver, han syntes om, Kvinde som Mand. Over Bordet siger han til en Ingeniørs unge Frue, for hvem han lige var bleven forestillet: »Du, Louise, burde gøre et smukt Gilde for mig. Jeg hører, du har godt Raad, saa det kan ikke genere dig.« – Den paagældende Dame forstod først slet ikke, at det var hende, som blev tiltalt; men tog sig hurtigt i Situationen og gik med Fornøjelse ind paa hans Forslag. – »Saa maa alle indbydes, som her er tilstede«, sagde Drachmann[XI]. – Dette fremkaldte nogen Forlegenhed, dels fra Ingeniørfruens Side, som ikke engang kendte de mange Smaapiger, dels hos selve disse, der ikke turde følge nogen Indbydelse, før de »havde spurgt deres Forældre«.
Imidlertid blev Terminen fastsat til Ugedagen derefter, og Familien, der vilde hævde sit Ry for Gæstfrihed og gerne hædre Drachmann[XII], gjorde sig imens den største Umag for at faa en uforglemmelig Festlighed i Stand. Foruden den lille Kres, der var samlet hos mig, indbødes en større af dens egne Venner og Veninder. Ingeniøren lod trykke en Menu, hvor der ved hver Ret og hver Vin fandtes et passende Citat af Drachmanns[XIII] Værker, og hele Bordet var blomstersmykket som til en Højtid.
Alle var samlede, da et Bud overbragte Husets Frue et |331| Brev. Det lød:
Min kære Louise! Det gaar desværre ikke. Jeg har soldet for meget i den sidste Tid. Lægen foreskriver mig Afholdenhed og jeg er allerede taget til Roskilde for at spæge mig.
Unødigt at sige, hvorledes Stemningen sank.
Dog ikke paa Drachmanns[XV] Unoder tænker jeg, naar jeg mindes ham i hans senere Aar, men paa den sidste Tale, han holdt til mig. Det var en sildig Nattetime, da han efter en Aftenunderholdning, han med Bokken Lassen[XVI] gav, havde samlet en Del Bekendte til et Maaltid i Dagmarhotellet. De fleste var gaaede, nogle faa Venner og Veninder var blevne tilbage, da han rejste sig og sagde: Nu vil jeg tale til dig. - De faa, der hørte ham da, vil ikke have glemt det.
Talen var ren Improvisation; men den var saa fast formet, saa mærkeligt skøn, som var den et længe planlagt Kunstværk. Med sin hæse, lidt tilslørede Stemme begyndte han ganske dæmpet og vedblev i Samtaletone, men saaledes, at Foredraget bævede af Inderlighed. Jeg var netop i de Dage blevet hidsigt undsagt af enkelte Yngre, hvis Vilje til at fortrænge mig, lige meget ved hvilke Midler, var kraftigere end deres egen frembringende Evne. Noget derom maa rimeligvis være kommet Holger Drachmann[XVII] for Øre. Thi det forekom mig, som sigtede han dertil.
Han begyndte med at skildre et moderne Krigsskib, den umaadelige Omtanke, der var gaaet med til at bygge det hensigtstjenligt og hurtigtløbende, al den Genialitet, der udkrævedes til at indrette det, saa det i Krig kunde gøre Fyldest, og den Omhu, hvormed det var udrustet, provianteret, bemandet, talte saa om det, som om en levende Skabning, smuk og farlig, et Værn for Land og Folk. Saa sammenlignede han mig med saadant et Skib.
|332| Derefter skildrede han en moderne Sømine, en kunstløs Daase, fyldt med Sprængstof, gjorde den ret erbarmelig og uinteressant, og udbrød, næsten med Forfærdelse: Tænk, om en saadan ussel Daase sprængte Skibet i Luften! Himlen forbyde, at det nogensinde sker!
Dog selve Billedet var ikke Hovedsagen, og Ordlyden, som jeg naturligvis har glemt, var det lige saa lidt, men Poesien deri, Stemningen, som var derover, al den gamle Hengivenhed, der var født i hans Sjæl for mer end en Menneskealder siden. Man oplevede en sand Digtnings Tilblivelse, var Vidne til en Digters øjeblikkelige og mægtige Inspiration. Man følte, at den Mand, dèr stod, med al menneskelig Svaghed var en gudbenaadet og hans Sind en aldrig tilstoppet Kilde til Poesi.
Den Nat følte jeg det trods Alt som en lykkelig Skæbne for mig, at jeg var bleven samtidig med Holger Drachmann[XVIII].
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
