Det var jo umuligt, at Holger Drachmann[I] kunde holde sig paa denne Afstand og i denne Modsigelse: »Min Haand – nej intet Haandslag!« Og der gik da heller ikke et Aar, før vi gav hinanden Haanden til et ret alvorligt og hjerteligt Haandtryk. Det skete da hans Fader[II], den gamle udmærkede Mand, var død, og da vi kom til at staa Ansigt til Ansigt ved hans Grav.
Nogle Dage derefter offenliggjorde Holger Drachmann[III] følgende aabne Brev, der maler ham lyslevende som han var, naar han var bedst, skarptskuende, overmodig og digterisk bevæget.
|323| Til
Dr. Georg Brandes[IV]
Ombord i »Ariadne«, Elbmundingen, i Juli 1892
Min Ven
For ikke længe siden trykkede vi hinandens Haand ude paa Skibskirkegaarden i Kjøbenhavn.
Det var, da vi havde fulgt min gamle Fader[V] til Jorden.
Han ligger nu derude, blandt Skibskamerater og Kaldsfæller, som en Hædersmand, en Arbejdsmand, en Demokrat.
Jeg kan sige Dig, det smertede ham dybt, dengang Du og jeg skiltes. Vi – han og jeg – stod i Grunden hinanden fjernt gennem hele Livet. Han var mig for usammensat, for positiv, maaske for nøgtern, Hædersmand, som han levede Livet, og Helt, som han langsomt døde. Som bekendt blev han, ved Forsynets uransagelige Tilskikkelse, sejgpint gennem lange Aar, og han klagede sig aldrig. Det forekom mig, da jeg sidst saa’ ham, som om han spørgende vendte sine Øjne imod mig med et Udtryk af et nobelt og forpint Dyr, der ikke begriber den hele Jagt .... og dog var han altid ilag med at skulle hitte »Livsgaaden«. Jeg vilde aldrig være med dertil – lige saa nødigt som til at spille Skak, hans Yndlingsspil i de kraftigere Mandsaar; han kom ikke stort ud over at betragte mig som en begavet Søkadet; men han hørte til din Menighed, læste Dig, diskuterede Dig, satte Dig overordenligt højt – og sørgede, da Du og jeg skiltes.
I Anledning af Hørups[VI] Stilling ifjor Efteraar udbrød han: det maa være haardt at være Politiker og Journalist nu – for vi glider ned i det bundløse Filisteri!
Hvor havde han Ret.
Georg Brandes[VII]; da jeg havde taget Afsked med Dig – og de andre gamle Venner – derude paa Skibskirkegaarden, saa stod jeg et Øjeblik alene; og jeg tænkte tilbage paa disse tyve Aar – siden dengang, da jeg udgav min første lille Digtsamling "Til min Ven Dr. Georg Brandes[VIII]".
Til min Faders Egenskaber hørte den, at holde sig længe ung. Det forekommer mig idag, hvor jeg skriver dette, at jeg endnu er i Tyverne. Og jeg ryster endnu engang din Haand og jeg siger Dig: jeg har været meget ung – Gudskelov, at jeg er det endnu!
Men der har været Perioder af Gammelmands-Anfald over mig, og under et saadant skiltes vore Veje; jeg var simpelthen bleven træt – jeg er det ikke mere – bliver det forhaabenlig først sent ud paa Aftenen igen, naar alle Lys slukkes. Du har aldrig været det.
Jeg bøjer mig hverken for din Avtoritet, hvor begrundet den er, dine Kundskaber, hvor mange de er, din Produktionsevne, der er i Slægt med min, din Stilling som Fører i den store Falanks af fri og frelse Mænd. |324| Jeg véd saa omtrent nu, hvad jeg duer til; og jeg duer mindst af alt til at være i nogen Livvagt.
Jeg er hverken aandrig eller kundskabsrig eller literær eller noget af alt det; jeg er en Mand, der elsker Styrken, Skønheden og Friheden. Jeg bøjer mig i Beundring for den »Linje« i Dig – den uafbrudte Linje – der betegnes af Styrke, Skønhed og Frihed. Jeg er naaet sent frem i Udvikling; Du var færdig fra første Haand, har aldrig bøjet af, har gjort dine Dumheder, men altid ligelinjet – – – Du er et stort Stykke mandligt Danmark i dette Decennium, hvor det Udviskede regerer os.
Vi ses maaske – eller rimeligvis – aldrig mere; det er kun Smaapiger og tarvelige Journalister, som »forsones« igen. Men fra den Dag derude ved den gamle Professors[IX] Jordfæstelse er jeg din Ven; og Du kan stole paa, jeg skal tage haardt i, Side om Side med Dig, hvor langt vi saa er fra hinanden.
Det svor jeg ved mig selv, da jeg stod alene derude paa Skibskirkegaarden. Eller bedre: jeg havde disse fire sidste Aar lagt alle Bogstaver til Rette i min »borgerlige« Edsformular. Dette er endnu bedre, end at skrive min Fader[X] et Digt.
Du gode Gud; at Niveauet skulde kunne sænkes saa dybt – det havde vi dog ikke Anelse om i Begyndelsen af Halvfjerdserne, hvor megen Intuition vi end rykkede i Marken med. Vi bevarede alligevel et lønligt Haab – iovermorgen, eller næste Uge, næste Aar sker der Noget. Der vil gaa Frihed, Skønhed, Styrke over det lille Land.
Og der gik alt det modsatte over os Allesammen; vi er endt som det tarveligste tyske Duodezrige, hvor Folket raaber Hurra, naar den røde Kusk viser sig – et Kongerige for den habile Middelmaadighed – et Land for Børn og barnlige Sjæle, for Tanter og Kammerjunkere og indre Mission og bajersk Ø1 og ørkesløst Bynyt.
Nej, vi troede dog ikke, at det skulde komme dertil.
Vi er – højt regnet – et halvt Hundred Mennesker, som bærer dette Land og for hvem det er en Lidelse at bære.
De fleste af os holder det kun akkurat ud at være derhjemme og »bære«. De, som kan, vandrer ud – men tager hele Byrden med sig.
Nuvel; i Modsætning til Fattigdommen, Slappelsen, Forkuetheden og Modløsheden, saa vil vi netop ikke trættes, forkues osv. Det er os, som er Danmark – og ikke Tanterne, Kammerjunkerne og Øllet i Kjøbenhavn saavelsom Middelmaadigheden paa Land og i Købstad. Overalt i Tyskland, hvor jeg har hørt dit Navn nævne med Højagtelse og Beundring, hed det altid: »der Däne Georg Brandes[XI]«. Saaledes var det stedse og saaledes skal det være. Thorvaldsen[XII] i Rom – det var Danmark; H. C. Andersen[XIII] ude i Verden – atter Danmark; Gade[XIV] ligesaa; J. P. Jacobsen[XV], Du, jeg, de Andre – vi er det Land og det Sprog, som vi elsker saa |325| inderligt – netop fordi man kun kan elske det Land, i hvis Sprog man skriver sine Kærlighedsbreve.
Men Hykleriet, Slapheden, den aandelige Fattigdom, der kryber i Liberiet – det er dem, der er det, som skal føle, at vi ikke bærer Kaarden forgæves og at vi kan lægge Riset til, naar de plager os for meget.
Dèr har Du ført an i disse tyve Aar – og dèr staar du støt. Dine Fejl? – aa maal dem engang med alt det Godtkøbs-Filisteri, som nu er oppe derhjemme – om hvis Eksistens Verden eller Historien aldrig vil faa Anelse – og som ikke engang er kommen saa vidt, at de har faaet Fejl. Der vil aldrig blive »tavst« om dig, saa længe der er dansk og nordisk Ungdom til, som gider anstrenge sig for at blive mandvoksen – heller ikke saa længe der er Snobber til, som plaffer paa dig i Aviserne. Bliv derhjemme – eller gaa andetsteds hen – men ophør aldrig med at mane Ungdommen til at lære Krigshaandværket – ligegyldigt om man siden vil stride for »Freden«. Du er Manden dertil!
Hvad mig angaar, jeg har faaet min Ungdoms Vikingeskib sat i Søen igen, og jeg agter at fare.
Terminologi er ligesaa kedelig som Allegori – men vær sikker paa Et: Du skal faa Fornøjelse af mig, Du og »Menigheden« – Jeg staar stadigvæk i Gæld til begge; i størst til dig.
Leve Danmark; leve Friheden!
Din
Holger Drachmann[XVI].
Drachmann[XVII] fik Aaringer igennem Forbitrelsen at høre over de haanske Ord: »Vi er – højt regnet – et halvt Hundred Mennesker, som bærer dette Land«. Han var jo vant til ikke at agte paa, hvem eller hvor hans Ord kunde saare. Ingen fremhævede Vemoden og Sorgen i dette Brev, den samme, der var kommen til Orde i Forskrevet, der vistnok trods dens Formløshed er hans betydeligste og dybeste Fortælling. Han havde jo Ret i at vi var endt »som et tarveligt tysk Duodezrige«; det var jo ikke sandt, hvad man i hine Dage undertiden med Smerte sagde, at Frederik VIs[XVIII] Dage var vendte tilbage; der gaves under ham langt mere Selvstændighed overfor Kongehuset end nu; gamle Mænd protesterede altid, naar de hørte Ordet. Nu og derefter var Hoffet paany bleven en Magt i Danmark, dette Hof, som |326| under Frederik VII[XIX] ikke havde eksisteret, og det var blevet den afgørende Magt, skønt det var umuligt at nævne den Aandsretning, det repræsenterte, og er siden da blevet det bestandig mere, skønt Aandsretningen er lige uangivelig. Mit Svar lød saaledes:
Prag, 24. Juli 1892.
Kære Drachmann[XX]!
For mig, hvem din Fader[XXI] under ualmindelige Forhold havde vist sjælden Velvilje og Sympati, men som aldrig havde havt Lejlighed til at tilkendegive de Følelser, han indgød, var det en Fornødenhed at bevise ham, hvad man kalder »den sidste Ære«. Din Fader[XXII] var en Mand, der følte stort, tænkte redeligt og sundt. Selv den, der i Forholdet til ham kun stod som en fjern Bekendt, maatte føle sig tiltrukket af den elskværdige Personlighed og dens faste Præg. De Brudstykker af hans Levned, som i sin Tid offenliggjordes, var jo rent ud fortræffelige. Sanddruhedens Simpelhed stemplede disse Meddelelser om sjældne Tildragelser og store overvundne Vanskeligheder. De henrev mig. Din Fader[XXIII] var ikke at bevæge til at udgive sin Levnedsskildring helt. Mindet om udstaaede Genvordigheder i Barndommen mere endnu end en vis Skyhed holdt ham tilbage. Hans Efterladte bør betragte det som en Pietetshandling imod ham og som en Pligt mod Læseverdenen at give den hans Erindringer ubeskaarne. Der vil være meget at lære deraf, og Skriftet vil vinde den Døde Hjerter.
Vi mødtes efter lang Tids Forløb ved hans Grav, og Du har villet, at med ham, der gerne havde set alle frugtbare Kræfter i Danmark forbundne, skal for bestandig en gammel Tvist være begravet. I et smukt Digt fra Oktober ifjor rakte Du mig din Haand og trak den paany tilbage. Ved din Faders[XXIV] Grav rakte jeg Dig min, og tag min Tak for det Haandtryk, hvormed Du nu har grebet den.
|327| Det vilde ligget min Følemaade nærmest at sende Dig denne Tak privat. To Mænds rent personlige Stilling til hinanden har jo for Offenligheden ingen Interesse. Men svarte jeg ikke offenligt, vilde min Tavshed blive udlagt som et Forsøg paa at besvare et Udbrud af gammel Hengivenhed med en Ydmygelse; ingen Taktik er oftere og med mere Held blevet brugt til at fjerne andre Mænd fra mig end den at fremstille deres Forhold til mig som ydmygende for dem. Du véd bedst selv, at jeg aldrig har villet ydmyge. Du husker, at da Du for en ti-tolv Aar siden først tog Afstand fra Din Ungdom og da jeg paa Prent havde drillet Dig en Smule derfor, tilbød jeg paa given Foranledning denne Overenskomst: Du skulde for uden Beskæmmelse at kunne gaa ud af Situationen skrive imod mig det Værste, Du kunde hitte paa; jeg forpligtede mig til, hvad Du end skrev, intet Ord at svare. Saa havde Begge fyret og Æren var reddet. Du modtog dengang ikke mit Tilbud. Nu har Du gjort langt mere for at komme mig imøde, og Du skal ikke komme til at fortryde dette Skridt.
Hav Tak for den Protest, Dit Brev indeholder mod giftige Forsøg paa at fremstille mine Bestræbelser som ikke-nationale. Hav ogsaa Tak for din hele Værdsættelse af mig, der bunder i gamle Minder, skønt skrevet ned i et særlig bevæget Øjeblik, hvis Stemning jeg forstaar at vurdere og fradrage.
I hvad Du siger om Danmark, er der en Smule Øjebliks-Overmod. Det vilde ingensteds se godt ud, om en Gruppe Mænd gav sig til at hævde, at det var dem, som bar deres Land. Danmark er jo ikke de to Millioner Danske, som lever nu, men de mange Gange saa mange Millioner Danske, der i den historiske Tid har levet paa Landets Grund, og de Tænkende, Virkende, Frembringende i den nuværende Slægt er kun forsaavidt Danmark, som de betyder |328| de Levendes Sammenslutning med de Døde og de Ufødte, Nutiden med Fortid og Fremtid. Dette Synspunkt er ikke det eneste, ikke engang det højeste; thi Mennesket er som Personlighed mere end Barn af sit Land; men det er for Stillingen til Fædrelandet det afgørende, tror jeg, og lærer En at undgaa Overvurdering.
Tidligt var Du lovende, som det kaldes. Du er i anden Forstand lovende endnu. Mange Løfter har Du holdt og mere end holdt; men Du er ung nok endnu til at ville binde dig selv ved at give Løfter. Det er dristigt og derfor uforsigtigt. Maatte Du kunne holde disse nye! Ingen har fra først af havt mere Glæde af at se dine Evner spire og vokse end jeg. Ingen vil det volde mere Glæde at se Dig fremdeles vokse og vinde som Personlighed og som Kunstner.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
