Festmaaltidet for mig den 25. Oktober 1891 i Concertpalæet i Kjøbenhavn, ved hvilket de ypperste danske Forfattere og Kunstnere med deres Damer og overhovedet ikke faa førende Personligheder var til Stede, indlededes med en Sang af Schandorph[I], der i begejstrede Udtryk og med noget vel udæskende Vendinger priste mig og nedsablede Modstanderne. Derefter holdt Erik Skram[II] Hovedtalen, en stor og varm Tale, af hvilken her blot et Par Sætninger skal anføres. Han sagde bl. a. :
Det er mig en Nødvendighed og Tilfredsstillelse at faa sagt, at vi, som i Alderen omkring de tyve Aar – altsaa i den Alder, da man begynder at kunne vrage og forstaa – sluttede os til Brandes[III] og i den Anledning var begejstrede og saa fulde af Haab, som unge Mænd kan være det – at vi i ham saa og i ham ser den Mand, hvem vi af alle |333| nulevende mener at skylde mest. Det er hans Optræden mere end noget andet mellem Himmel og Jord, der ad den korteste Vej har ført os ind paa de Baner, ad hvilke man aandelig talt bliver fri og frelse Mænd. Han var bestandig foran os, og i hans Følge pressede vi os sammen. Var vi ikke de mange, saa var vi ikke de ringeste. Og jeg tænker ikke her nærmest paa de literære Folk iblandt os, jeg tænker paa alle dem af vor Slægt, hvem hans Skrifters klare Aand, hans store Viden, hans skønne Form, hans ubekymrede Menneskelighed har faaet til at tænke og handle naturligere, klogere, mere sundt og lige paa, dristigere maaske, end de ellers vilde have tænkt og handlet, og til at føle mere personligt.
Skram[IV] fremhævede længere henne i sin Tale, at han ogsaa stod der som de Unges Talsmand:
Da jeg før takkede ham i den Slægts Navn, hvortil han selv i Hovedsagen hører, kunde jeg med det samme have fremhævet, at den Slægt, der er fulgt efter, staar ganske som vi. Ogsaa de Unge iblandt os vender sig med bevæget Sind imod ham og hilser i ham deres Fører (Tilslutning).
Han vendte sig saa mod en Linje i den nysafsungne Sang: »Den Sag, han har baaret, har alt vundet Sejr« og viste med megen Virkelighedssans, at det materielt ingenlunde forholdt sig saaledes; han beraabte sig paa, hvorledes Dommen over mig kort forinden havde lydt i Landets lovgivende Forsamling, en fældende Dom, der efter hans Opfattelse betegnede et stort aandeligt Nederlag, sat i Værk af det daværende Styre:
Saa vender vi os da, en slagen Hær, mod Dem, Georg Brandes[V], og beder Dem: Vær fremdeles vor Fører! Hvad vi ikke har vundet med Dem i Spidsen, det vil vi vinde; De er nu som før den bedste, og det nuværende Danmark er vel ikke evigt.
En Sang af Sophus Claussen[VI], der dengang endnu ikke som Lyriker havde vundet den Beundring hos Ungdommen, der senere faldt i hans Lod, begyndte med Strofen:
Det var en smuk Sang, hvor de Linjer syntes mig mest træffende, der lød:
Foran min Plads laa der en pragtfuld Laurbærkrans, sendt fra Stockholm af August Strindberg[VII] og med den fulgte disse Vers, der oplæstes af den unge svenske Digter, Birger Mörner[VIII]:
Jeg holdt en Tale, der i noget forkortet Form er gengivet i mine Skrifter*
.Overretssagfører Alfred Christensen[IX] bragte en Hilsen fra Studentersamfundet, hvis Formand han var, til den, som havde givet Stødet til Samfundets Dannelse.
Efter hans Tale oplæstes der Telegrammer, hvoraf en Mængde fra betydelige Personligheder og Foreninger i Norden. Der var telegrafiske Adresser fra Stockholm, Upsala, Kristiania, Bergen, undertegnede med alle Sverigs og Norges bedste Navne i Literatur, Kunst og Politik. Der var Telegrammer fra Finner som A. E. Nordenskiöld[X], Albert Edelfelt[XI], Walter Runeberg[XII] og Ida Aalberg[XIII], fra Svenske som Carl Snoilsky[XIV], August Strindberg[XV], Gustaf af Geijerstam[XVI], Richard Berg[XVII], Hjalmar Branting[XVIII], John Börjeson[XIX], Adolf Hedin[XX], |335| August Lindberg[XXI], David Bergström[XXII], Oscar Levertin[XXIII], Vult v. Steyern[XXIV], Julius Kronberg[XXV], Ellen Key[XXVI], Knut Wiksell[XXVII], Karl Warburg[XXVIII], A. N. Bååth[XXIX], fra Nordmænd som Edvard[XXX] og Nina Grieg[XXXI], Gunnar Heiberg[XXXII], Knut Hamsun[XXXIII], J. B. Halvorsen[XXXIV], fra enkelte Tyske, som Georg Treu[XXXV] og Arno Holz[XXXVI], enkelte Polakker, som Josef Koscielski[XXXVII], og enkelte Franskmænd, som Taine[XXXVIII] og Bourget[XXXIX], der havde hørt om Festen. Men fra de ikke skandinaviske Lande indløb bagefter Hilsener fra Mangfoldige, der ikke havde havt nogen Anelse om at en saadan Fest blev afholdt; navnlig beklagede man i Byer som Varshav, intet at have vidst.
Her et Par betegnende Telegrammer:
Félicitations d’un vieil ami français, votre admirateur, qui d’année en année a suivi votre oeuvre.
For 25 Aars geniale og epokegørende Rydningsværk i den aandelige Befrielses Tjeneste sender jeg Dem idag i Takskyldighed og Venskab min varmeste Lykønskning.
Jeg hilser dig højt med Tak og Venskab.
Jeg kan ikke nu være med paa Fest for Dem, men protesterer mod Rigsdagens Behandling. Man lønner ikke saaledes et betydningsfuldt Dagværk og bekæmper ikke Aand med Hunger.
J’aurais aimé, pour ma part, à m’associer d’une manière plus effective à la fête en l’honneur du grand écrivain M. Georges Brandès[XLV], d’un si noble et large esprit et qui a compris avec une si rare perspicacité notre littérature la plus contemporaine, la plus particulièrement Française et presque Parisienne, montrant ainsi que les hautes facultés critiques qui ont distingué les Goethe[XLVI], les Tourgueniev[XLVII] et tous les grands cosmopolites n’ont pas péri dans cette fin du 19. siècle si sauvagement envahie par l’esprit des haines nationales.
Fra Stockholm kom et Masse-Telegram med denne Ordlyd:
I liflig känsla af det väckande och befruktande inflytande, Ni utöfvar på Nordens litteratur, bringa vi Eder vår hälsning och tack för de tjugofem år, under hvilke Ni med öfortröttad kraft och aldrig svigtande mod fullföljt edert arbete i odlingens tjänst.
Fra Norge kom Telegrammer fra Foreninger og Blade som disse:
I dyb Erkendelse af Deres Betydning for Aandslivet heroppe sender Det norske Studentersamfund Dem sin hjerteligste Tak og Lykønskning.
For mange kom De som Vækkeren, for alle som Forbundsfællen i Kampen mod Reaktionen. Norges Frisindede er idag med og fejrer Deres udholdende Mod, frejdige Overbevisnings-Troskab og sjældne Evne til at bringe europæisk Dannelse og moderne Kultur ind i Norden gennem en glimrende Kundskabsfylde og aandfuld Stil.
Talrigst var naturligvis Telegrammerne fra Danmark. De kom fra frisindede Foreninger i Holbæk og Helsingør og fra danske Forfattere og Kunstnere, der, som Gustav Wied[L], Michael[LI] og Anna Ancher[LII], August Enna[LIII], ikke var i Kjøbenhavn.
Før man rejste sig fra Bordet, blev der sunget en udmærket Vise af Sganarel, der vakte formelig Jubel og hvoraf disse Strofer maa staa som Prøve:
|338| Imidlertid havde Fakkeltoget sat sig i Bevægelse. Paa Pladsen foran Nikolaj Taarn havde Toget stillet sig op og tændt nogle hundrede Fakler. Forrest i Toget stod Typograferne, saa Studenterne og Arbejderne med deres Faner. De var paa Grund af Trængselen langsomt dragne ned ad Vingaardsstræde med Musik i Spidsen. Over Kongens Nytorv i hele dets Udstrækning, ja ind i de til Torvet stødende Gader var en umaadelig Mængde Mennesker stuvet sammen. Man anslog Tallet til en 30,000, som ventede paa Fakkeltoget i det lune, næsten sommerlige Vejr. Folk maatte skydes ud til Siden, og kun langsomt banede Toget sig sin Vej, bugtende sig som en Ildslange, medens Mængden pressede sig omkring det som et bølgende Menneskehav. Fra alle Huse hængte Folk ud af oplyste Vinduer.
Da jeg traadte ud paa Altanen, bevægede Toget sig frem gennem Bredgade, medens til almindelig Overraskelse Damer fra Vinduerne vinkede det i Møde og fik Svar i Form af Hurra.
Først hørte jeg Musiken, Marseillaisen taktfast spillet. Saa fik jeg de første Glimt af Faklernes rødlige Skin i den svagt disede Luft, og i Skæret saas højt baaret Typografernes store Banner med Johan Gutenbergs[LVIII] Billed. Saa svingede Toget, Hoved ved Hoved, ind i Concertpalæets Gaard.
Folk stod omkring mig paa Balkonen, lystklædte Damer, interesserede Mænd. Jeg glædede mig over, at Vejret var blevet saa gunstigt og over det smukke Syn, der oprullede sig for mine Øjne.
Man sang fem Strofer, af hvilke den første lød:
Saa sprang Retshjælpens Formand, Overretssagfører Oskar Johansen[LIX] op paa et Bord og holdt, ledsaget af heftigt Bifald den følgende Tale, der senere atter og atter er bleven anført imod ham og anbragt som en Hindring paa hans Vej:
Arbejdere, Kunstnere, Studenter hylder vi Aandens Høvding i Norden!
Unge Hjerters glødende Begejstring lægger vi paa det Anerkendelsens og Taknemmelighedens Baal, der iaften slaar sine Flammer højt op om Navnet Georg Brandes[LX]!
Arbejdere, Kunstnere, Studenter, siger jeg, kommer vi Arm i Arm. Og hvorledes skulde det være anderledes?
I lige Grad hader vi. Hader det aandsforladte, det pengedyrkende, det fladttænkende, spidsborgerlige, snobbede og hykleriske Bourgeoisi. Dette Bourgeoisi, der, tilfreds med det bestaaende, fordi det er dem, der bestaar, konservativt, fordi det er dem, der bevares, udgør enhver ny Tankes, ethvert Fremskridts svorne Fjender. Smaalighedens, Forsigtighedens og Pænhedens glatte Ulastelige.
Ja tilvisse, vi hader dem.
Men fælles i Had er vi ogsaa fælles i Kærlighed.
Os fylder Livets ideale Magter, forjagne andetstedsfra, Frihedens og Retfærdighedens hellige Ideer. I Ungdommens modtagelige Sind, i Arbejdernes trofaste og troskyldige Hjerter, dèr gemmes Livsværdiernes ædleste Guld.
Vi Kunstnere og Studenter, vi forlanger fremfor alt ét: Frihed. Thi Frihed er Aandens Livsbetingelse.
Og vi Arbejdere, vi har ét første Maal: Retfærdighed. Thi Retfærdighed er Lykkens urokkeligste Grundlag.
|340|Hvorledes skulde vi da undgaa at finde hinanden paa en Tid, hvor Uretten, anset, sidder paa Magtens Trone, hvor Friheden i stedse snevrere Krese omspændes af Alliancen: Hundenes Kobbel og Hof-Jægernes byttegridske Flok.
I Sandhed. Svigtede vort Sammenhold nu, da saa det sort ud herhjemme. Men det gør det ikke. Og det vil det ikke gøre, saa længe Bornerthedens og Brutalitetens stærke Magter ikke er styrtede i Gruset, hvorfra de, hastig tilsandede, aldrig vil rejse sig mere.
Det lover vi hinanden med al vor Vilje. Det lover vi Den, der er os det levende Symbol paa alt det, som udgør vor stadige Stræben, vor inderste Trang, Frihedens glødende Apostel, Retfærdighedens utrættelige Talsmand, Georg Brandes[LXI].
Som et Trompetstød virker dette Navn paa os.
Hvor ofte har vi ikke midt i Kampen hørt det klinge langt forude, kaldende os fremad. Hvor ofte har det ikke lydt til os, æggende, hidsende, vækkende os til ny Anstrengelser, naar Modet en Stund var ved at svigte, og Hovedet træt sank ned paa vort Bryst.
Georg Brandes[LXII] trættedes ikke. Hans Mod svigtede aldrig.
Lige kraftigt, lige ungt klinger hans Raab til os nu som bestandig. Langt forude, altid hvor Kampen raser stærkest, Faren er størst.
Og hvorledes har ikke hvert Værk, han har udsendt, været som et mægtigt Projektil, sønderbrydende Reaktionens og Dumhedens tryggeste Forskansninger, spredende Lys og Luft til alle Sider.
For det alt, for alt, hvad Georg Brandes[LXIII] har været for os, for det danske Folk, siger vi Tak. Ikke som vi burde, thi det formaar vi ikke. Men efter vor bedste Evne, saa oprigtigt, saa varmt, saa inderligt, som danske Arbejdere, danske Studenter, dansk Ungdom formaar.
|341| Vi er de ideale Magters Repræsentanter i vort Samfund. Vi er Frihedens og Retfærdighedens menige Hær.
Som saadan hylder vi den Fane, paa hvilken disse Krav i 25 Aar har vajet over vore Hoveder, den hellige, rene Fane, der hyppig besudlet, aldrig plettet, bestandig vil samle os, bestandig vil føre os fremad.
Som Saadanne svinger vi vore Fakler til Din Ære, et ringe Genskin af det Frihedens og Retfærdighedens Fakkeltog, Du ser glødende lyse i vore Hjerter og Tanker, i de mange Tusinders, hos hvem en Gnist af Din Aand har tændt en Flamme, der altid voksende, altid stræbende opad, aldrig vil dø.
Saa lidt som Georg Brandes’[LXIV] Navn, Georg Brandes’[LXV] Betydning for det danske Folk.
Georg Brandes[LXVI] længe leve!
Jeg bøjede mig lidt frem over Balkonen og svarte:
Tak for de Fakler! Tak for De tændte dem og bar dem. Lad dem flamme højt, lad dem lyse vidt! Vi trænger til Ild hertillands, Ild i Sindene, Ild i Viljerne, blodrød Ildhu, som varer et Liv igennem.
Tak for de Fakler! Fakler i Natten, det betyder Haab i mørke Tider. Man bar dem i Oldkirkens Dage Paaskelørdag for at varsle, at Opstandelsens Triumf var nær. Maatte Oprejsningens Triumf i vore Dage ikke være altfor langt borte!
Jeg tager Varsel af al denne Ild: Det er smukt, det er godt, at Arbejdere, Kunstnere og Studenter i Forening bærer Fakler. Bliv i Vanen, saa faar vi Lys.
Intet Element er saa renligt som Ild. Ild renser Luften. Maatte den rense den daarlige, daarlige Luft i denne By!
Der er intet Element saa muntert som Ild. Synet virker paa Nerverne som Musik og som Vin. Maatte det opmuntre Sindene i dette Land!
Faklens Lys er som Tankens Lys. Det slukkes ikke af Regn, pustes ikke ud af Mundsvejr, end ikke af en Storm af Mundsvejr. Tankens Lys er uudslukkeligt. Og Frihed og Retfærdighed er to Fakler, der tændes ved hinanden.
Tak for disse Fakler! Lad dem lyse, lad dem varme, lad dem sætte Ild paa Fordomme og Løgne! Lad dem opbrænde alle Tankelig fra henfarne Tider!
|342| Og gid Den, som er træt af at bære Faklen, vil række den til En af den næste Slægt!
Morgenstjernen hedder paa Latin Lucifer, det vil sige den som bærer, som bringer Lyset. Gamle Kirkefædre, som misforstod et Skriftsted, har indbildt sig selv og andre, at denne Morgenstjernens Aand, denne Lucifer, som bragte Lyset, var en Djævel.
Tro aldrig det! Det er den dummeste, den farligste Overtro af alle. Det Folk, der tror det, er fortabt. Lucifer, Ildens Ophav og Flammens Bærer og Luernes Aand, hvis Sindbilled er den Fakkel, han svinger, det er selve den Livets Gnist, der gløder i Blodet; det er selve den Kundskabens Stjerne, der lyser paa vor Himmel; det er den gode Aand.
Han er en Lysets Engel. Tro aldrig den Løgn, at Lysets Engel nogensinde faldt eller kunde falde!
Tak for de Fakler! Lad dem flamme højt! Lad dem lyse vidt!
Man svingede Faklerne, man raabte og man klappede, mens Gnisterne steg op imod Altanen i en Sky af Røg. Dejligt blev Skuet, da Faklerne kastedes sammen i Baal og gyldenrødsort Flammeskær i Røgmulm løftede sig fra Baalet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
