1.

Mine gamle Forældre^[I]emilie-brandes;herman-brandes fejrede i Januar 1891 deres Guldbryllupsdag med en lille Festlighed, hvori jeg med nogen Vemod deltog.

Jeg skyldte dem, i min Opvækst at have havt et virkeligt Hjem, hvad poetisk kaldes en Arne. Arnen er jo ikke Stene, men Hjerter. Og jeg følte det, midt i adskillig Modgang og under smerteligt Tab, som en Lykke at have faaet Lov til at beholde mine Forældre^[II]emilie-brandes;herman-brandes. Alt paa Jorden er jo saa usikkert, og har man noget Godt, lever man i stadig Angst for at miste det. Trods al Uro, jeg havde følt, for at miste dem, havde jeg dem endnu i Behold, og skønt det ikke var deres Fortjeneste, var jeg dem taknemmelig derfor:

Næsten alle andre Forhold stiftedes jo fra først af ved en Tilfældighed og fastholdtes i Reglen ved en Beslutning. Forholdet mellem Forældre og Børn var nødvendigt, fordi det var det naturligste Forhold og det dybeste. Vel sagde nogle, at vore Forældre og Opdragere er vore naturlige Fjender. Men det havde ikke været Tilfældet her. Naar jeg saa tilbage over de mange Aar, saa jeg i min Barndom Beskyttelsen, det daglige Brød og den daglige Pleje; i min |304| Ungdom Omsorgen, Hjælpen, Forstaaelsen, Overbærenheden; i min Mandsalder det Bolværk mod Oversvømmelsen af Sorger og Genvordigheder, som jeg havde havt i dette Menneskepar. Fra først af havde jeg været husvild uden dem; de havde dengang været mig det rent ud Uundværlige. Saa blev de mig det ikke Svigtende, det ubetinget Paalidelige. Tilsidst var de blevne det Uerstattelige, derfor Uvurderlige, min Moder^[III]Emilie Brandes (1818-1898): dansk kvinde. Født Bendix, mor til Georg Brandes. især det stadige Tilhold og den bedste Trøst.