Georg v. Vollmar[I] og hans Frue[II] kom ikke længe efter at hilse paa mig. De trøstede mig med, at jeg havde et Barn tilbage. Deres egen Lod lignede min, men var endnu haardere. De havde mistet deres eneste Barn, imedens Vollmar[III] for en saakaldt politisk Forseelse var spærret i Fængsel.
Og Livet begyndte at gaa sin Gang paany. For den Omverden, som havde Brug for mig, var det jo, som om Intet var hændt; man bragte mig Bøger, som man bad mig bedømme; man anmodede mig om Tidsskriftsartikler uden at forstaa, jeg var som lammet, og at alt Liv Maaneder igennem stod stille i mig. – Jeg havde hidtil været en Skude med en Læk; nu havde jeg to.
Jeg læste i Flauberts[IV] Breve hans Klager over, hvor lidet hans Bøger blev solgte; man forstod ham jo slet ikke. Og dog gjorde han hvad der for mig vilde været overvældende Lykke. Jeg følte, at min Ulykke var literært det danske Borgerskabs forfærdende Interesseløshed. Mændene havde jo sjældent Tid og Hoved til at læse, og disse Grossererfruer i Silke behøvede ikke at vide noget; det var for dem ingen Skam. Ved deres Middage smilte Ingen ironisk, naar Uvidenheden, tyk og selvtilfreds, viste sit Fjæs. Det var i disse Hovedstads-Saloner nok at kende Indholdet af nogle kummerlige Aviser, af en Del nylig opførte Teaterstykker og af den sidste Roman. Derpaa var jeg strandet. Jeg var til Mode indvendig, som det ser ud paa Teatret, naar ved Sceneforandring utallige tunge Skyer sænker sig og fylder Scenen – kun at der hos mig ingen Sceneforandring resulterede deraf.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
