2.

Berliner Tageblatt, hvor der, efter at Paul Lindau^[I]Paul Lindau (1839-1919): tysk forfatter og dramatiker. havde opgivet stadigt Medarbejderskab, var en Plads ledig, henvendte sig til mig og foreslog mig et Engagement. Jeg skulde foreløbig paa et Aar levere to Artikler maanedligt. Man gik ind paa mine Vilkaar, og jeg begyndte med god Vilje. Dog mærkede jeg snart, at det faldt mig vanskeligt nu, bosat udenfor Berlin, at finde Æmner, der kunde fængsle Læserne af et tysk Dagblad. Endnu vanskeligere faldt det mig i det Aar, som kom, et Aar, hvor jeg var bestormet af alle Slags Sindsbevægelser og Sorger, at indsende mine Artikler punktligt, som det forlangtes. Jeg begyndte at komme i Restance, og var tiltrods for en lidenskabelig Stræben ude af Stand til at indhente det Forsømte. Det var derfor intet Under, at Bladet, da Aaret udløb, ikke ønskede Fornyelse af et Engagement, som – hvad man ikke vidste – havde sysselsat mig meget, men som jeg ikke havde vist mig i Stand til at opfylde paa nogen tilfredsstillende Maade.

Jeg besluttede at holde en lang Række Foredrag om Shakespeare^[II]William Shakespeare (1564-1616): engelsk digter og dramatiker. , der skulde strække sig over halvandet Aar. De vandt Anklang og maatte gentages. Det lokkede mig at forsøge en Rekonstruktion af det Sjæleliv, hvorom hans Værker bærer Vidne. Dog det Parti, som jeg egenlig alene |305| følte lidenskabelig Drift til at udarbejde, det for hvis Skyld jeg gav mig i Lav med Æmnet, tumlede med det i næsten fem Aar og skrev Bogen, det var den første Halvdel af tredie Del, den, som har sit Højdepunkt i Timon; thi den Sindsstemning, som deri kommer til Orde, var efter alle de Erfaringer, der havde opsummeret sig i mig, bleven min egen Grundstemning, og det var ud fra den, at jeg fra nu af i Regelen skrev.