Mine gamle Forældre[I] fejrede i Januar 1891 deres Guldbryllupsdag med en lille Festlighed, hvori jeg med nogen Vemod deltog.
Jeg skyldte dem, i min Opvækst at have havt et virkeligt Hjem, hvad poetisk kaldes en Arne. Arnen er jo ikke Stene, men Hjerter. Og jeg følte det, midt i adskillig Modgang og under smerteligt Tab, som en Lykke at have faaet Lov til at beholde mine Forældre[II]. Alt paa Jorden er jo saa usikkert, og har man noget Godt, lever man i stadig Angst for at miste det. Trods al Uro, jeg havde følt, for at miste dem, havde jeg dem endnu i Behold, og skønt det ikke var deres Fortjeneste, var jeg dem taknemmelig derfor:
Næsten alle andre Forhold stiftedes jo fra først af ved en Tilfældighed og fastholdtes i Reglen ved en Beslutning. Forholdet mellem Forældre og Børn var nødvendigt, fordi det var det naturligste Forhold og det dybeste. Vel sagde nogle, at vore Forældre og Opdragere er vore naturlige Fjender. Men det havde ikke været Tilfældet her. Naar jeg saa tilbage over de mange Aar, saa jeg i min Barndom Beskyttelsen, det daglige Brød og den daglige Pleje; i min |304| Ungdom Omsorgen, Hjælpen, Forstaaelsen, Overbærenheden; i min Mandsalder det Bolværk mod Oversvømmelsen af Sorger og Genvordigheder, som jeg havde havt i dette Menneskepar. Fra først af havde jeg været husvild uden dem; de havde dengang været mig det rent ud Uundværlige. Saa blev de mig det ikke Svigtende, det ubetinget Paalidelige. Tilsidst var de blevne det Uerstattelige, derfor Uvurderlige, min Moder[III] især det stadige Tilhold og den bedste Trøst.
Berliner Tageblatt, hvor der, efter at Paul Lindau[IV] havde opgivet stadigt Medarbejderskab, var en Plads ledig, henvendte sig til mig og foreslog mig et Engagement. Jeg skulde foreløbig paa et Aar levere to Artikler maanedligt. Man gik ind paa mine Vilkaar, og jeg begyndte med god Vilje. Dog mærkede jeg snart, at det faldt mig vanskeligt nu, bosat udenfor Berlin, at finde Æmner, der kunde fængsle Læserne af et tysk Dagblad. Endnu vanskeligere faldt det mig i det Aar, som kom, et Aar, hvor jeg var bestormet af alle Slags Sindsbevægelser og Sorger, at indsende mine Artikler punktligt, som det forlangtes. Jeg begyndte at komme i Restance, og var tiltrods for en lidenskabelig Stræben ude af Stand til at indhente det Forsømte. Det var derfor intet Under, at Bladet, da Aaret udløb, ikke ønskede Fornyelse af et Engagement, som – hvad man ikke vidste – havde sysselsat mig meget, men som jeg ikke havde vist mig i Stand til at opfylde paa nogen tilfredsstillende Maade.
Jeg besluttede at holde en lang Række Foredrag om Shakespeare[V], der skulde strække sig over halvandet Aar. De vandt Anklang og maatte gentages. Det lokkede mig at forsøge en Rekonstruktion af det Sjæleliv, hvorom hans Værker bærer Vidne. Dog det Parti, som jeg egenlig alene |305| følte lidenskabelig Drift til at udarbejde, det for hvis Skyld jeg gav mig i Lav med Æmnet, tumlede med det i næsten fem Aar og skrev Bogen, det var den første Halvdel af tredie Del, den, som har sit Højdepunkt i Timon; thi den Sindsstemning, som deri kommer til Orde, var efter alle de Erfaringer, der havde opsummeret sig i mig, bleven min egen Grundstemning, og det var ud fra den, at jeg fra nu af i Regelen skrev.
I Juni kom Kainz[VI] paany til Kjøbenhavn og søgte mig det Aar oftere og med større Inderlighed end nogensinde før; han skrev mig undertiden til med en Varme, jeg gengældte; han fremsagde sine Yndlingsdigte som Goethes Guden og Bajaderen og Bürgers[VII] Lenore for mig og undertiden for mine Gæster. Den Tro laa nær, at han ikke blot som Skuespiller, men som Deklamator kunde samle Hus i Kjøbenhavn. Et righoldigt Program blev opsat, og hans Venner henledede Opmærksomheden paa den ualmindelige Kunstnydelse, som her blev budt. Udfaldet var trist; Kainz[VIII] fik i Alt 188 Kroner ind, og alene Hotelregningen i Klampenborg, hvor han var bleven for den Oplæsnings Skyld, lød paa mer end 200 Kroner.
Efter lang Tids Ophold i Kjøbenhavn havde jeg det Aar nogen Rejseuro i Blodet og saa mig lidt om, tog til Belgien, Holland, Norge, Berlin. Mine Indtryk fra Belgien og Holland har jeg beskrevet, saa jeg kan fatte mig kort derom*
.|306| Efter et Besøg hos Arthur Fitger[IX] i Horn ved Bremen, rejste jeg til Liège, hvor der boede en ung, 21aarig Studerende Charles Saroléa[X], der havde korresponderet med mig og som havde lært sig Dansk, ja skrevet en lille Bog om Henrik Ibsen[XI]. Han viste mig Byen og forklarede mig dens Forhold og Institutioner. Siden da er han bleven en fremragende Mand, der ved Universitetet i Edinburgh indtager en betydelig Stilling. – Jeg saa Byens Seværdigheder, Congo-Udstillingen og Vandfaldet ved Coo, og tog imod en artig Indbydelse af Professoren i Sanskrit, Hr. Monseur[XII]. Mit Hovedindtryk af Byen og Universitetet var det, at Klerikalismen der var enemægtig.
I Antwerpen faldt jeg ned i en Kres af ivrige Flamlændere, for hvem deres Sprog og Kultur i Modsætning til den franske var Livssagen, højtbegavede Mænd med Selvstændighed og Vid. Pol de Mont[XIII] var min ældste Bekendt, som indførte mig i Kresen. Lige saa nær kom jeg Musée Plantins udmærkede og lærde Direktør, Max Rooses[XIV], Byens smukke, statelige, humoristiske Borgmester, Jan van Ryswyck[XV], og Digteren Frans Gittens[XVI], en energisk, ærgerrig, rigtudrustet Mand, der kunde de nordiske Sprog, ja talte ret flydende Dansk.
Den 1. Juli afholdt Malere, Skribenter, Digtere, Komponister, Literatur-Yndere, alle flamsksindede, alle radikale, en Fest for mig i Antwerpen. Pol de Mont[XVII] holdt en smuk Tale paa Fransk, Max Rooses[XVIII] en ved Sprogets Pragt og Glans ligefrem dejlig Tale paa Flamsk, og i det samme Sprog talte Jan van Ryswyck[XIX] spøgende og muntert. Jeg talte efter Evne, idet jeg udtalte Haabet om at nederlandsk og skandinavisk Aand, der havde meget tilfælles og dog stod hinanden saa sørgelig fjernt, maatte komme i nærmere og varmere Forbindelse med hinanden.
I Gent tog Vuylsteke[XX] og Professor Frederick[XXI] sig af mig. |307| Den sidste kørte rundt med mig og viste mig alt. Han var og er den elskværdigste Type paa den Lærde, der, som stammende fra en Smaastat, er uden Hovmod, men personliggør en Smaastat med universel Kultur. Jeg skylder ham ikke ringe Belæring. Gittens[XXII] og hans fine, smukke unge Frue kørte med mig til Audenaarde, hvor den nu afdøde Musik-Entusiast og Musikhistoriker van der Straaten[XXIII] og hans jævnbyrdige Hustru, der medvirkede ved alle Mandens Arbejder, havde indbudt os, og hvor vi tilbragte en stemningsrig Dag.
I Bruxelles vistes der mig ligelig Gæstfrihed af den ældre Slægts Skribenter som Charles Potvin[XXIV] og af den moderne Retnings Beskytter Edmond Picard[XXV]. Georges Eekhoud[XXVI], hvis energiske Prosa jeg kendte, førte mig om i den ældre By. Vi sad i et gammelt flamsk Ølhus, hvor Ølflaskerne serveredes som fin Bourgogne, liggende i Kurve. Hos Picard[XXVII] havde jeg lært Emile Verhaeren[XXVIII] at kende, med hvem jeg tilbragte en Aften da, og som forblev mig hengiven Livet igennem. Flygtigere var Bekendtskabet med Mænd som den ansete Kunstkritiker Octave Maus[XXIX] og den store Billedhugger Meunier[XXX].
Der herskede i denne Kres stor kunstnerisk Forfinelse, men den var i alt Væsenligt fransk af Væsen som af Sprog, og overfor dens overudviklede Civilisation, som holdt ved Rops[XXXI], Odillon Redon[XXXII] og den daværende Huysmans[XXXIII], stod den romersk-katolske Kirkemagt over Landbefolkningen som ubrydelig.
I Holland var det anderledes. I Holland havde det religiøse Frisind selv i det syttende Aarhundredes mørke Tider aabnet Tanken og Tænkerne et Fristed. Om Danmark |308| skrev Hørup[XXXIV] netop da i Anledning af et Skifte i Undervisningsministeriet, som den Dag i Dag betegnende nok paa Dansk kaldes Kultusministeriet (hvad der er det modsatte), at fra nu af blev Fordummelsen drevet med Statskraft, og han tilføjede med Lune: »Paa dette Omraade, hvor det private Initiativ hidtil har udfoldet sig med saa megen Kraft og til saa stor Velsignelse, er det at frygte, at Statens Overtagelse af Driften vil svække den private Virksomhed.« Han kunde være uden Sorger derfor. Men i Holland dreves Fordummelsen idetmindste ikke med Statskraft. Det var Lysets Land i Norden, aandeligt som malerisk, i Bibelforskning som i Kunst.
Rembrandt’erne i Rigsmuseet, Malerier som Raderinger, var mit dybeste Indtryk i Amsterdam. Stærkt bevægede mig det underfulde Portræt af den gamle Admirals-Enke Elisabeth Bas[XXXV]. Jeg holdt min Andagt i Amsterdam udenfor Rembrandts[XXXVI] Hus i Jode Bree Straat som i Haag overfor Spinozas[XXXVII] i Paviljoengracht med Pladen:
I Amsterdam var der en daarlig Statue af Rembrandt[XXXIX]. Den af Spinoza[XL] i Haag var ikke god og ikke daarlig; den var ikke majestætisk og mægtig nok. Manden, der sad lidt krummet i sin Stol, saa ædel og dybt grundende ud; men man følte ikke, at den Siddende var Verdens-Omkalfatreren, Renæssancens største radikale Filosof, en ny Tids Fader.
I Amsterdam var jeg indbudt til Chefen for et af Byens største Handelshuse, en Pengemand, der ikke mere gjorde Forretninger med Private, kun med Regeringer. Han kendte bl. A. danske Forhold nøje. Jeg spurgte ham ud om hans Mening angaaende Tietgen[XLI], hvem jeg betragtede som en enestaaende Foreteelse. »Vi har mange af hans Art«, sagde han. |309| »Det er en dygtig Mand, meget ærgerrig, flink, ingenlunde højtbegavet. Der kræves intet Geni til hvad han har gjort. Han er en Spiller, der har faaet Folk til at betro sig Penge. Efter flere Gange at have været Undergangen nær har han nu havt Held med sig. Han er uden Skrupler og hensynsløs; jeg kunde aldrig nære Tillid til ham.«
Som i min tidligste Ungdom i Hamborg studsede jeg i den zoologiske Have her ved Dyrenes for vort Begreb barokke Former. I Grunden forekommer i Naturen Alt, hvad Menneskene til daglig Brug kalder unaturligt, ligesom i Menneskeverdenen Alt, hvad man tilsyneladende ikke uden Ret betegner som umenneskeligt. Jeg omgikkes i Amsterdam Mænd, der selv kaldte sig Pessimister, og min Pessimisme forfærdede dem.
I Leiden blev jeg gæstfrit modtaget af Orientalisten, Professor Kern[XLII], og blev af Literaturhistorikeren Jan ten Brinck[XLIII] hyldet paa overstadig Maade. I Leidens Oldtidsmuseum viste Direktøren mig om, forklarede mig Mumierne og en Mængde ægyptiske Haandskrifter. De er lette at læse, sagde han, meget lettere end middelalderligt Nederlandsk.
I Haarlem havde jeg mit Tilhold hos den udmærkede Familie van Eeden. Den fremragende Fader[XLIV] var Direktør for Kolonialmuseet, kendte Forholdene paa Java og Sumatra tilbunds, var desuden særligt sprogkyndig, læste islandske Sagaer og danske Bøger. Sønnen[XLV], den alt da bekendte, senere berømte Digter og Menneskeven, gjorde Indtryk ved ganske selvstændig Personlighed. Han og hans Ven, Digteren de Gorter[XLVI], daterede den nyere Poesi fra Verlaine[XLVII] og Mallarmé[XLVIII] som allerede fjerne Stamfædre.
I Haag modtog den gamle Maler Israels[XLIX] mig med en Varme, som havde jeg været hans Søn. Han stod højt oppe paa første Sal, da jeg ved Indgangsdøren til hans Hus afgav mit Kort. G. B.[L]? spurgte han nedefter, den rigtige? |310| – »Jeg tror ikke, der gives nogen rigtigere.« – »Saa hent Champagne«, raabte han, »Dagen skal fejres.« – Jeg kom til ham vel ved 5-Tiden; jeg maatte blive til Kl. 11 Aften, og da jeg gik, var det mig, som havde jeg kendt ham og hans heftigt følende, entusiastiske Hustru et Menneskeliv. Israels[LI] saa bort over mine Skrifters Ufuldkommenheder og Mangler; de er, sagde han, for en Maler de eneste morsomme Bøger om Literatur.
Hvilken dejlig Stad, Haag med den store Park i Byens Midte og det røde Paladskompleks og de gamle Træer og seksten hvide Svaner, der sejlede over Parken. Og da Fuldmaanen stod paa Himlen, hvor hyggeligt og indtagende var da Alt!
Israels skænkede mig en hel Dag for at vise mig Scheveningen, og aabnede mine Øjne for de hollandske Kvindetypers særlige Skønhed, alt mens han fortalte mig Episoder af sit Liv.
Denne lille Rejse fik det Efterspil i den danske Presse som hidtil alle mine Rejser. Det var Festen for mig i Antwerpen, som ikke tillod den at sove. At denne Fest var en Hædersbevisning for Danmark, blev naturligvis uomtalt. Derimod havde først Avisen, efter den en Mængde andre Blade, faaet fat paa et Nummer af et mig ubekendt lille belgisk Sladderblad La Chronique, hvor, vistnok i bedste Mening, var fortalt, at jeg ved Festen i en privat Samtale skulde have sagt, at Danmark stod under Rusland, at der stadigt laa et russisk Krigsskib paa Reden ved Kjøbenhavn, rede til at beskyde Byen – med mere af samme Surdejg. Atter forargedes man i de danske Provinser over mine Bagvaskelser af Fædrelandet paa fremmed Grund.
Jeg skrev til Pol de Mont[LII] og spurgte ham, hvem der kunde have skrevet sligt Vrøvl og sat det i Bladet. Han svarte, at selvfølgelig ingen af vore Venner, der havde været |311| tilstede, kunde være Ophav dertil, men at det lille Blad, som ingen af dem læste, vel var blevet Offer for en eller anden Reporters Trang til at overbringe en Nyhed.
Jeg var indbudt til at holde Foredrag i Wien, men afslog. Siden min lille Datters[LIII] Død var jeg som i Marasme, led under Trykket af aandelig Afkræftelse, savnede Modet til ethvert Foretagende, hvortil der udkrævedes Drift. Men jeg havde stadigt Rejse-Uro i Blodet, og tog til Norge, vilde paany se en Smule af Landet og arbejde der nogle Uger i Ro. Jeg kørte ad Jernbanen fra Kristiania til Vikersund. Men det blev øsende, styrtende Regn og jeg maatte søge Ly i et Hotel af landlig Art. Egnen var dejlig med vide Udsigter over Tyrifjorden, men jeg saa den gennem Regnsløret.
I smukt Solskin kørte jeg til St. Olafsbad i Modum, der med sine Badegæster gispede af Kedsomhed. Det Mærkeligste dèr var Kaggefossen med durende Vandfald, malstrøm-hvirvlende, betagende, et Helvede af Skum og Sprøjt; men ingen af Badegæsterne saa paa den; de sad hver i sin Cellehule og kedede sig. Der var fuldt af Tyskere med Bomuld i Ørene, Bulehatte og Bädecker.
De aandeligt Interesserede i Norge holdt da paa det Punkt, at Arne Garborg[LIV] i Nietzsches[LV] Lignelse havde sagt alt muligt Ondt om »Kvinden« – hun var en Kat, burde ikke aflægge sin indtagende Katteagtighed osv. – hvorpaa Kitty Kielland[LVI] meget pænt, fornuftigt og beskedent havde nedlagt Indsigelse imod, at hendes tilbedte Arne uden Kommentar gengav som den højeste Visdom den Art Dybsindighed. Saa havde Gabriel Finne[LVII], der lige havde giftet sig, skrevet noget til Forsvar for Nietzsches[LVIII] Kvindeforagt. O, de |312| Skabningens Herrer, de var fiffige. Og de Skabningens Damer, de var i Reglen heller ikke ilde.
I Drøbak sad jeg i en gammeldags Stue med en Udsigt over Kristiania Fjord, der ganske lignede en Dekoration til Fruen fra Havet. Midt i Loftet hang en meget umoderne, af Kandelabrer omgivet Lampe i rødt Omhæng. Paa Klaveret stod en udstoppet And ligeledes i rødt Omhæng. Foran mig havde jeg en prægtig Geranium, og overhovedet var Huset saa fuldt af disse Planter, at det kunde kaldes et Geraniumshus. Sengen var fælt smal og kort. Men det værste var Umuligheden af at arbejde, da Bordene og Stolene ikke passede til hinanden, saa man altid sad meget for højt. Og saa børstede de Støvlerne med en stinkende Sværte, hvis Lugt hele Dagen pinte mig, skønt jeg overhældte mine Støvler med Eau de Cologne. Jeg led der, som andensteds, under for fine Fornemmelser.
I Kristiania opsøgte jeg Henrik Ibsen[LIX], der beholdt mig hos sig to Timer, holdt min Haand i begge sine og var saa hjertelig som nogensinde. Han aftalte, at vi hver Dag skulde træffe hinanden ved Frokosttid. Han førte mig hen at se Vikingeskibet og vilde med sin sædvanlige elskværdige Nysgerrighed have Rede paa hvad jeg hver Dag skulde foretage mig. »Altsaa imorgen spiser De med Thommessen[LX] og Statsminister Blehr[LXI], og iovermorgen?« – Jeg har en Indbydelse til en By i Nærheden, men jeg husker ikke hvilken. – »Hvem har indbudt Dem?« – Jeg husker ikke Navnet, man har sagt mig: en tidligere Søofficer. – »Det lyder fordægtigt.« Han gættede paa forskellige Navne, men der laa saa mange Breve paa mit Bord, at jeg havde glemt Underskriften.
Indbydelsen var fra en Konsul Sandberg[LXII] i Moss, hvor jeg fik en glimrende Modtagelse. Jeg blev ført ind i en Kres, der efter Sigende bestod af »lutter gamle Brandesianere«. |313| Omkvædet i Talerne var i Skemt og Alvor: Tro i Liv og Død. – Der herskede en festlig Stemning.
Vi overnattede paa Stedet. Næste Dag modtog Ibsen[LXIII] mig med et Smil og et inkvisitorisk Glimt i Øjet. – Gik Rejsen godt? – Særdeles godt. – De foretog den jo ikke alene, vel? – Nej, der var flere Herrer med. – Og Damen? – Hvilken Dame? – Den, med hvem De rejste. – Jeg rejste ikke med nogen Dame. – »Ja saa, tilfældigvis var jeg netop i Hotellet, kort før Toget gik, for at spørge til Dem. Portneren siger mig: Dr. B.[LXIV] gik lige ned til Stationen med en Dame; dér gaar de sammen henne i Gaden. Og jeg saa Dem med mine egne Øjne.« – »Damen rejste alligevel ikke med mig. Hun kom for at indbyde mig til en Middag i det Øjeblik, jeg maatte bort. Saa ledsagede hun mig et Stykke Vej til Stationen.« – Han rystede vantro paa sit Hoved.
Jeg var indbudt til Sandviken af en lille Kunstnerkoloni, som dèr havde slaaet sig ned. Der var Werenskjolds[LXV], Eilif Peterssens[LXVI], Frøknerne Kielland[LXVII] og Backer[LXVIII], Skredsvig[LXIX] og hans smukke Frue m. fl. Vi følte os alle saare vel tilpas den smukke Sommerdag. Man bad mig fortælle eller forelæse noget Nyt. Og jeg læste da Niende Sang af Iliaden højt; den var største Delen af Selskabet ubekendt og fremkaldte vild Begejstring. Jeg har andensteds (Det ny Aarhundrede 1906) fortalt, hvorledes jeg i Forening med denne Kunstnerkoloni arrangerede en Festmiddag for Henrik Ibsen[LXX], og hvordan den forløb.
Der var i de Dage i Kristiania evindeligt Vrøvl om et Professorat for mig ved Universitetet der. Alle Mennesker sagde til mig: De skal i ethvert Tilfælde have Tilbuddet. Det er for os en national Æressag. – Paa min Indvending, at jeg neppe vilde trives i Norge, svaredes: »Er det da saa hyggeligt for Dem i Danmark? De kan jo desuden bo det |314| halve Aar udenfor Norge. Og her er slet ikke saa fælt.« – Paa min Tvivl, om at jeg vilde blive vel set som dansk, ansat i Norge, svaredes: »Vi betragter Dem allerede halvvejs som norsk Borger. Ministeriet er ganske og aldeles for Dem. Den eneste Modstand, der kan ventes, vil komme fra Bjørnson[LXXI].«
I September var der en almindelig Forfatterkongres i Berlin, til hvilken man var saa opmærksom at indbyde mig som Æresmedlem. Man havde lejet smukke Værelser til mig i et elegant Hotel og viste mig gennemgaaende den største Artighed. I den Sal, hvor Kongressen den første Aften samledes, var der en sand Vrimmel af Herrer og Damer. Jeg studsede noget over Antallet af disse sidste. Hvem er de og hvordan kommer de her? – De mindre dejlige er Forfatterinderne, lød Svaret; de smukke er Forfatternes Koner og Kærester. Forunderligt nok lod alle de Herrer og Damer, jeg under Kongressen omgikkes, mig vide, at jeg betragtedes som overmaade forvænt.
Paa Kunstudstillingen i Berlin traf jeg uforudset min unge Ven fra Varshav Konstanty Górski[LXXII], og saa ham da jævnlig under mit Ophold. En lille Tilfredsstillelse var det mig, at jeg ved Besøg i en Rigmands Galleri rigtigt bestemte som et Ungdomsarbejde af Menzel[LXXIII] et Maleri, hvilket endnu ingen Besøgende, end ikke Meyerheim[LXXIV], havde kunnet bestemme. Berliner Tageblatts Redaktør, Alfred Levysohn[LXXV], var meget elskværdig imod mig. Af politiske Notabiliteter var jeg saa heldig at træffe sammen med Bebel*
.Der blev gjort noget Væsen af mig, og jeg kunde ikke andet end føle Taknemmelighed mod Aandens Arbejdere i |314| Tyskland. Jeg maatte med et Smil mindes mine Forestillinger om det moderne Berlin, da jeg første Gang Aar 1868 tog dertil. Danske Blade havde givet saa skrækindjagende Beskrivelser af en Stad Barakkia, der skulde strække sig udenfor Berlin som Tilhold for Vagabonder, og af Retløsheden i det indre Berlin, hvor der overalt stod skrevet Vor Taschendieben wird gewarnt, at en bekymret Veninde skænkede mig en Revolver til Selvforsvar under Opholdet, og tog det Løfte af mig, aldrig at ville tage Uret op af Lommen, naar der paa Gaden blev rettet Spørgsmaal til mig om hvad Klokken var. – Jeg var Aandens Mænd i Berlin taknemmelig for at de sidenhen ikke havde gjort Exilets Trapper altfor haarde for mig.
Og i denne Kres af tyske, østerrigske, romanske og slaviske Skribenter, der efter Sagens Natur næsten alle førte en blødende Forfængelighed i deres Skjold, viste de tysktalende sig gæstfri paa en hjertelig og simpel Maade. Mens man andensteds tidt maatte sige sig selv, naar man modtoges med Elskværdighed og spurgte sig om Grunden: En Hovedgrund er den, at alle véd, jeg rejser om et Par Dage, var det anderledes her; jeg havde selv gjort Prøven.
Det hedder sig, at Tyskerne har opfundet Krudtet. Danske og Norske, som ikke har opfundet det, mangler jo ikke derfor Ild og forstaar maaske, literært at anvende det paa en mindre larmende og mere røgfri Maade; Tyskerne har saa megen Patos og Etos, der ligger os fjern. Men endog selve Ilden har jo mangen nordisk Prometheus først hentet fra Tyskland.
Endnu havde jeg blandt Tysklands Skribenter og Journalister ikke én udpræget Fjende. Fra det Øjeblik af, da jeg offenlig antog mig Nordslesvigernes Sag, blev det anderledes; det haglede Aar efter Aar over mig med Angreb i |316| den tyske og tysk-østerrigske Presse, og Tonen imod mig er i en Mængde Organer ikke bleven forskellig fra den i de danske.
Min Bog Det moderne Gennembruds Mænd var udsolgt, og i September foranstaltede jeg en ny Udgave af den, som jeg med skemtende Henblik paa min nu tilsyneladende isolerte Stilling i Literaturen gav dette Motto af Folkevisen:
Da Hørup[LXXVI] viste mig den Velvilje at anmelde Bogen, protesterede han imod Mottoet. Han skrev:
»Bogstavelig passer ikke dette paa én Gang stolte og skelmske Motto. Brydninger har der været, Kampe og Sejre, Frafald og Kryben til Korset. Afgørende er det dog, at i Danmark har kun den Literatur havt Livskraft, der strider paa Grundlag af Principerne fra 1871. Den lille ublodige Revolution, hvis tyveaars Jubilæum vi snarlig kan fejre, behersker endnu Aanderne. Netop nu passer Mottoet da ikke. Til Tider kan Isolationen have været større omkring Føreren, som man altid stod sig ved at angribe, fordi dèr var, som det en Gang er sagt, »frit Slag«. Vilde en ung eller ældre Mand, som ellers intet kunde præstere, sikre sig hæderlig Omtale og andre Udmærkelsestegn indenfor den velsindede Presse og Kres, behøvede han kun at udtrykke sin bestemte Afstandstagen fra »Brandesianismen« og dens Chef. Dette Afladsbrev besørgede ham alle gamle og nye Synder tilgivne. Der gives derfor dem, som ved den første Fremtræden straks sikrer sig dette Lejde, og |317| dem, der paa Halvdelen af Banen vender om og indhenter det Forsømte. Men tag den kæmpende Flok hertillands, og den vil neppe lade Kongen ride alene, selv over Riberbro.«
Hørup[LXXVII] vidste rimeligvis, da han skrev disse Linjer, at der i Kjøbenhavn næredes Planer om at fejre 25aars Dagen for Udgivelsen af mit første lille Flyveskrift med en stor Festlighed. Jeg selv havde efter saa mange Aars Forløb naturligvis ingen Anelse om, hvad Dato min gamle Brochure Dualismen i vor nyeste Filosofi var kommen ud. Men, som jeg erfor, havde Redaktør Carl Behrens[LXXVIII] ved Henvendelse i Bogladen faaet Dagen at vide. Og da den Tanke, at fejre den, privat var bleven udtalt, havde den faaet en overraskende Tilslutning. De mange af Borgerstanden og den lærde Stand, for hvem mit Navn var bleven et Sindbillede paa Modstand mod Tvangsstyre og Kirkevæsen, sluttede sig med Glæde til en vægtig antiklerikal Demonstration. Studenter og Kunstnere havde jeg i stort Tal for mig. Fagforeningerne holdt et Møde og besluttede at deltage i et Fakkeltog, til hvilket de vilde sende et tusind Medlemmer med et Par hundrede Fakler. I Oktobers Midte erfor jeg, at Festen var berammet til den 25. Oktober og at der til et Maaltid i Concertpalæet havde tegnet sig 560 Deltagere, saa mange, som det paa nogen Maade var muligt at rumme.
Jeg var ikke barnlig nok til umiddelbart at betragte den mig tiltænkte Ære som en Triumf. Men den betydede altid i mit Hjemland en Station paa Vejen frem. Denne Fest var den fjortende af den Art, som jeg oplevede, og den tegnede til at blive den største. Men for mig var den nærmest et Arbejd med offenlig Optræden, som jeg af politiske og taktiske Grunde paatog mig, og om hvilket jeg blot ønskede, at det var vel overstaaet. Den gamle Digter Hauch[LXXIX] havde, da han paa en Fødselsdag i sin høje Alder blev hyldet af Studenter, været uskyldig nok i sit Følelsesliv til det Svar, |318| at denne Dag var den lykkeligste i hans Liv. Jeg var ganske klar over, at for mig var intet Afgørende opnaaet selv ved en storladen Hyldest i Øjeblikket. Jeg tog imod den med Tak uden at overvurdere den eller mig som dens Genstand.
Det var et Øjeblik hvor alle, som bestandig eller længe havde villet mig vel, lagde deres Velvilje for Dagen. Men, som det gaar, stærkere Indtryk end Imødekommen fra nogen prøvet Ven gjorde ved denne Lejlighed den Holdning paa mig, som indtoges af to Mænd, der nylig havde været mine Modstandere. Det var Harald Høffding[LXXX] og Holger Drachmann[LXXXI].
Med Høffding[LXXXII] havde jeg Aaret forud endnu ligget i Fejde i Anledning af Nietzsches[LXXXIII] Filosofi. Men efter min Opfattelse var Høffdings[LXXXIV] Angreb paa mig da i Grunden et Udslag af hans helt forskellige Menneskevæsen, Han var begyndt som Teolog, var saa bleven en Tilhænger af R. Nielsens[LXXXV] Filosofi, havde frigjort sig og var gaaet sine egne Veje, altid substantiel, aldrig tilbøjelig til Yderligheder, selv i sit Frisind i lykkelig Overensstemmelse med det nationale Temperament og med Omgivelserne. Han kunde umuligt sympatisere med mig af Naturen. Naar han havde udtalt sig med Velvilje om mig, var det i Kraft af hans høje Dannelse og sande Humanitet. Nylig var der mellem os faldet skarpe Ord fra begge Sider. Han greb med sit ædle Sindelag denne Lejlighed til en Forsoning og et Forbund, som ikke senere er blevet brudt, kun styrket.
Han holdt ved den Lejlighed en stor Tale, der fra først til sidst røbede en fast Karakter, hævet over Smaalighed, og en høj Intelligens, der skaansomt pegede paa Naturernes |319| Divergens og stærkt betonede den fælles Stræben i dansk Aandslivs Tjeneste. Han sparede ikke paa Ros, sagde om mig: »Han staar som den største Kraft i en Literatur og som det ejendommeligste Bidrag, vi i disse Aar har givet til Verdensliteraturen.« Men han vilde bestemme mit Væsen og mindede om Jægerhornet i Drot og Marsk, der har den Egenskab, at det kalder Mænd. Med et saadant Horn var jeg optraadt, og istedenfor Barnets snevre Horizont aabnedes der en videre, en uendelig Horizont. Dog jeg havde stræbt ikke blot at vise, hvor stor Verden var, hvor mange Muligheder, der fandtes, men at udvikle Manden til Selvstændighed og Klarhed over sig selv. Min Grundbestræbelse var den at frigøre og udvikle den enkelte Personlighed i dens Ejendommelighed. – Det var ikke muligt at sige noget mere Rammende.
Saa fortsatte han, at ogsaa i en anden Betydning kaldte Stævnet Mænd; det meddelte Liv og Bevægelse til Jævnaldrende af meget forskellig Retning og æggede dem til Modsigelse; men i Aandens Verden var Anskuelsernes Brydning og Strid af det Gode. Han selv havde fulgt min Færd snart med Tilslutning, snart med Modsigelse, aldrig med Ligegyldighed.
Han sankede gloende Kul paa mit Hoved.
Med Holger Drachmann[LXXXVI] var Tilfældet ganske forskelligartet. Fra første Færd af havde han følt sig stærkt draget til mig. Netop hvad der frastødte Høffding[LXXXVII] hos mig, noget Revolutionært i mit Naturel, maatte tiltrække ham. Vi havde desuden vore kunstneriske Anlæg og en afgjort Skønhedsdyrkelse tilfælles.
|320| Hvad der havde skilt os for en Tid, var hans Væsens Ubestemmelighed, det, man med et noget for haardt Udtryk har kaldt Karakterløsheden hos ham. Den betingedes af hans uovervindelige Hang til som Poet at kaste sig fra én Yderlighed til en anden, hans Ulyst til at binde sig ved Personer som ved Ideer, og hans Ærgerrighed, der for enhver Pris vilde frem til Anerkendelse og Godkendelse.
Nu havde imidlertid hans Drift til at føre et aandeligt Tilbageslag for længe siden udraset. Han var kommen under nye Indflydelser, der havde bragt ham paa Kant med det korrekte Selskab. Han forstod end ikke mere selv sit underlige Omslag og higede kun efter at nærme sig sine gamle Venner igen. Igennem Peter Nansen[LXXXVIII], for hvem han aabent udtalte sig, havde jeg allerede med Forundring og nogen Tvivl hørt derom, da jeg om Morgenen før Festen fik tilsendt et i Illustreret Tidende offenliggjort, udmærket smukt Digt, som han havde rettet til mig. Saavidt jeg véd, er det ikke optaget i hans Samlede Værker, men det er for langt til at jeg kan anføre mer end nogle Strofer deraf. Det begyndte:
Saa fulgte en Skildring af vor Ungdoms-Samliv:
I en halv Snes Strofer berørte han saa, hvorledes der havde sneget sig Skygger imellem os, uden at ville fordybe sig i, hvorfor og hvorlunde vi var komne fra hinanden, sluttede saa med disse sjælfulde Vers:
Jeg har, som man ser, inspireret bedre (som forøvrigt flere) Vers end jeg selv har skrevet.
Det var jo umuligt, at Holger Drachmann[LXXXIX] kunde holde sig paa denne Afstand og i denne Modsigelse: »Min Haand – nej intet Haandslag!« Og der gik da heller ikke et Aar, før vi gav hinanden Haanden til et ret alvorligt og hjerteligt Haandtryk. Det skete da hans Fader[XC], den gamle udmærkede Mand, var død, og da vi kom til at staa Ansigt til Ansigt ved hans Grav.
Nogle Dage derefter offenliggjorde Holger Drachmann[XCI] følgende aabne Brev, der maler ham lyslevende som han var, naar han var bedst, skarptskuende, overmodig og digterisk bevæget.
|323| Til
Dr. Georg Brandes[XCII]
Ombord i »Ariadne«, Elbmundingen, i Juli 1892
Min Ven
For ikke længe siden trykkede vi hinandens Haand ude paa Skibskirkegaarden i Kjøbenhavn.
Det var, da vi havde fulgt min gamle Fader[XCIII] til Jorden.
Han ligger nu derude, blandt Skibskamerater og Kaldsfæller, som en Hædersmand, en Arbejdsmand, en Demokrat.
Jeg kan sige Dig, det smertede ham dybt, dengang Du og jeg skiltes. Vi – han og jeg – stod i Grunden hinanden fjernt gennem hele Livet. Han var mig for usammensat, for positiv, maaske for nøgtern, Hædersmand, som han levede Livet, og Helt, som han langsomt døde. Som bekendt blev han, ved Forsynets uransagelige Tilskikkelse, sejgpint gennem lange Aar, og han klagede sig aldrig. Det forekom mig, da jeg sidst saa’ ham, som om han spørgende vendte sine Øjne imod mig med et Udtryk af et nobelt og forpint Dyr, der ikke begriber den hele Jagt .... og dog var han altid ilag med at skulle hitte »Livsgaaden«. Jeg vilde aldrig være med dertil – lige saa nødigt som til at spille Skak, hans Yndlingsspil i de kraftigere Mandsaar; han kom ikke stort ud over at betragte mig som en begavet Søkadet; men han hørte til din Menighed, læste Dig, diskuterede Dig, satte Dig overordenligt højt – og sørgede, da Du og jeg skiltes.
I Anledning af Hørups[XCIV] Stilling ifjor Efteraar udbrød han: det maa være haardt at være Politiker og Journalist nu – for vi glider ned i det bundløse Filisteri!
Hvor havde han Ret.
Georg Brandes[XCV]; da jeg havde taget Afsked med Dig – og de andre gamle Venner – derude paa Skibskirkegaarden, saa stod jeg et Øjeblik alene; og jeg tænkte tilbage paa disse tyve Aar – siden dengang, da jeg udgav min første lille Digtsamling "Til min Ven Dr. Georg Brandes[XCVI]".
Til min Faders Egenskaber hørte den, at holde sig længe ung. Det forekommer mig idag, hvor jeg skriver dette, at jeg endnu er i Tyverne. Og jeg ryster endnu engang din Haand og jeg siger Dig: jeg har været meget ung – Gudskelov, at jeg er det endnu!
Men der har været Perioder af Gammelmands-Anfald over mig, og under et saadant skiltes vore Veje; jeg var simpelthen bleven træt – jeg er det ikke mere – bliver det forhaabenlig først sent ud paa Aftenen igen, naar alle Lys slukkes. Du har aldrig været det.
Jeg bøjer mig hverken for din Avtoritet, hvor begrundet den er, dine Kundskaber, hvor mange de er, din Produktionsevne, der er i Slægt med min, din Stilling som Fører i den store Falanks af fri og frelse Mænd. |324| Jeg véd saa omtrent nu, hvad jeg duer til; og jeg duer mindst af alt til at være i nogen Livvagt.
Jeg er hverken aandrig eller kundskabsrig eller literær eller noget af alt det; jeg er en Mand, der elsker Styrken, Skønheden og Friheden. Jeg bøjer mig i Beundring for den »Linje« i Dig – den uafbrudte Linje – der betegnes af Styrke, Skønhed og Frihed. Jeg er naaet sent frem i Udvikling; Du var færdig fra første Haand, har aldrig bøjet af, har gjort dine Dumheder, men altid ligelinjet – – – Du er et stort Stykke mandligt Danmark i dette Decennium, hvor det Udviskede regerer os.
Vi ses maaske – eller rimeligvis – aldrig mere; det er kun Smaapiger og tarvelige Journalister, som »forsones« igen. Men fra den Dag derude ved den gamle Professors[XCVII] Jordfæstelse er jeg din Ven; og Du kan stole paa, jeg skal tage haardt i, Side om Side med Dig, hvor langt vi saa er fra hinanden.
Det svor jeg ved mig selv, da jeg stod alene derude paa Skibskirkegaarden. Eller bedre: jeg havde disse fire sidste Aar lagt alle Bogstaver til Rette i min »borgerlige« Edsformular. Dette er endnu bedre, end at skrive min Fader[XCVIII] et Digt.
Du gode Gud; at Niveauet skulde kunne sænkes saa dybt – det havde vi dog ikke Anelse om i Begyndelsen af Halvfjerdserne, hvor megen Intuition vi end rykkede i Marken med. Vi bevarede alligevel et lønligt Haab – iovermorgen, eller næste Uge, næste Aar sker der Noget. Der vil gaa Frihed, Skønhed, Styrke over det lille Land.
Og der gik alt det modsatte over os Allesammen; vi er endt som det tarveligste tyske Duodezrige, hvor Folket raaber Hurra, naar den røde Kusk viser sig – et Kongerige for den habile Middelmaadighed – et Land for Børn og barnlige Sjæle, for Tanter og Kammerjunkere og indre Mission og bajersk Ø1 og ørkesløst Bynyt.
Nej, vi troede dog ikke, at det skulde komme dertil.
Vi er – højt regnet – et halvt Hundred Mennesker, som bærer dette Land og for hvem det er en Lidelse at bære.
De fleste af os holder det kun akkurat ud at være derhjemme og »bære«. De, som kan, vandrer ud – men tager hele Byrden med sig.
Nuvel; i Modsætning til Fattigdommen, Slappelsen, Forkuetheden og Modløsheden, saa vil vi netop ikke trættes, forkues osv. Det er os, som er Danmark – og ikke Tanterne, Kammerjunkerne og Øllet i Kjøbenhavn saavelsom Middelmaadigheden paa Land og i Købstad. Overalt i Tyskland, hvor jeg har hørt dit Navn nævne med Højagtelse og Beundring, hed det altid: »der Däne Georg Brandes[XCIX]«. Saaledes var det stedse og saaledes skal det være. Thorvaldsen[C] i Rom – det var Danmark; H. C. Andersen[CI] ude i Verden – atter Danmark; Gade[CII] ligesaa; J. P. Jacobsen[CIII], Du, jeg, de Andre – vi er det Land og det Sprog, som vi elsker saa |325| inderligt – netop fordi man kun kan elske det Land, i hvis Sprog man skriver sine Kærlighedsbreve.
Men Hykleriet, Slapheden, den aandelige Fattigdom, der kryber i Liberiet – det er dem, der er det, som skal føle, at vi ikke bærer Kaarden forgæves og at vi kan lægge Riset til, naar de plager os for meget.
Dèr har Du ført an i disse tyve Aar – og dèr staar du støt. Dine Fejl? – aa maal dem engang med alt det Godtkøbs-Filisteri, som nu er oppe derhjemme – om hvis Eksistens Verden eller Historien aldrig vil faa Anelse – og som ikke engang er kommen saa vidt, at de har faaet Fejl. Der vil aldrig blive »tavst« om dig, saa længe der er dansk og nordisk Ungdom til, som gider anstrenge sig for at blive mandvoksen – heller ikke saa længe der er Snobber til, som plaffer paa dig i Aviserne. Bliv derhjemme – eller gaa andetsteds hen – men ophør aldrig med at mane Ungdommen til at lære Krigshaandværket – ligegyldigt om man siden vil stride for »Freden«. Du er Manden dertil!
Hvad mig angaar, jeg har faaet min Ungdoms Vikingeskib sat i Søen igen, og jeg agter at fare.
Terminologi er ligesaa kedelig som Allegori – men vær sikker paa Et: Du skal faa Fornøjelse af mig, Du og »Menigheden« – Jeg staar stadigvæk i Gæld til begge; i størst til dig.
Leve Danmark; leve Friheden!
Din
Holger Drachmann[CIV].
Drachmann[CV] fik Aaringer igennem Forbitrelsen at høre over de haanske Ord: »Vi er – højt regnet – et halvt Hundred Mennesker, som bærer dette Land«. Han var jo vant til ikke at agte paa, hvem eller hvor hans Ord kunde saare. Ingen fremhævede Vemoden og Sorgen i dette Brev, den samme, der var kommen til Orde i Forskrevet, der vistnok trods dens Formløshed er hans betydeligste og dybeste Fortælling. Han havde jo Ret i at vi var endt »som et tarveligt tysk Duodezrige«; det var jo ikke sandt, hvad man i hine Dage undertiden med Smerte sagde, at Frederik VIs[CVI] Dage var vendte tilbage; der gaves under ham langt mere Selvstændighed overfor Kongehuset end nu; gamle Mænd protesterede altid, naar de hørte Ordet. Nu og derefter var Hoffet paany bleven en Magt i Danmark, dette Hof, som |326| under Frederik VII[CVII] ikke havde eksisteret, og det var blevet den afgørende Magt, skønt det var umuligt at nævne den Aandsretning, det repræsenterte, og er siden da blevet det bestandig mere, skønt Aandsretningen er lige uangivelig. Mit Svar lød saaledes:
Prag, 24. Juli 1892.
Kære Drachmann[CVIII]!
For mig, hvem din Fader[CIX] under ualmindelige Forhold havde vist sjælden Velvilje og Sympati, men som aldrig havde havt Lejlighed til at tilkendegive de Følelser, han indgød, var det en Fornødenhed at bevise ham, hvad man kalder »den sidste Ære«. Din Fader[CX] var en Mand, der følte stort, tænkte redeligt og sundt. Selv den, der i Forholdet til ham kun stod som en fjern Bekendt, maatte føle sig tiltrukket af den elskværdige Personlighed og dens faste Præg. De Brudstykker af hans Levned, som i sin Tid offenliggjordes, var jo rent ud fortræffelige. Sanddruhedens Simpelhed stemplede disse Meddelelser om sjældne Tildragelser og store overvundne Vanskeligheder. De henrev mig. Din Fader[CXI] var ikke at bevæge til at udgive sin Levnedsskildring helt. Mindet om udstaaede Genvordigheder i Barndommen mere endnu end en vis Skyhed holdt ham tilbage. Hans Efterladte bør betragte det som en Pietetshandling imod ham og som en Pligt mod Læseverdenen at give den hans Erindringer ubeskaarne. Der vil være meget at lære deraf, og Skriftet vil vinde den Døde Hjerter.
Vi mødtes efter lang Tids Forløb ved hans Grav, og Du har villet, at med ham, der gerne havde set alle frugtbare Kræfter i Danmark forbundne, skal for bestandig en gammel Tvist være begravet. I et smukt Digt fra Oktober ifjor rakte Du mig din Haand og trak den paany tilbage. Ved din Faders[CXII] Grav rakte jeg Dig min, og tag min Tak for det Haandtryk, hvormed Du nu har grebet den.
|327| Det vilde ligget min Følemaade nærmest at sende Dig denne Tak privat. To Mænds rent personlige Stilling til hinanden har jo for Offenligheden ingen Interesse. Men svarte jeg ikke offenligt, vilde min Tavshed blive udlagt som et Forsøg paa at besvare et Udbrud af gammel Hengivenhed med en Ydmygelse; ingen Taktik er oftere og med mere Held blevet brugt til at fjerne andre Mænd fra mig end den at fremstille deres Forhold til mig som ydmygende for dem. Du véd bedst selv, at jeg aldrig har villet ydmyge. Du husker, at da Du for en ti-tolv Aar siden først tog Afstand fra Din Ungdom og da jeg paa Prent havde drillet Dig en Smule derfor, tilbød jeg paa given Foranledning denne Overenskomst: Du skulde for uden Beskæmmelse at kunne gaa ud af Situationen skrive imod mig det Værste, Du kunde hitte paa; jeg forpligtede mig til, hvad Du end skrev, intet Ord at svare. Saa havde Begge fyret og Æren var reddet. Du modtog dengang ikke mit Tilbud. Nu har Du gjort langt mere for at komme mig imøde, og Du skal ikke komme til at fortryde dette Skridt.
Hav Tak for den Protest, Dit Brev indeholder mod giftige Forsøg paa at fremstille mine Bestræbelser som ikke-nationale. Hav ogsaa Tak for din hele Værdsættelse af mig, der bunder i gamle Minder, skønt skrevet ned i et særlig bevæget Øjeblik, hvis Stemning jeg forstaar at vurdere og fradrage.
I hvad Du siger om Danmark, er der en Smule Øjebliks-Overmod. Det vilde ingensteds se godt ud, om en Gruppe Mænd gav sig til at hævde, at det var dem, som bar deres Land. Danmark er jo ikke de to Millioner Danske, som lever nu, men de mange Gange saa mange Millioner Danske, der i den historiske Tid har levet paa Landets Grund, og de Tænkende, Virkende, Frembringende i den nuværende Slægt er kun forsaavidt Danmark, som de betyder |328| de Levendes Sammenslutning med de Døde og de Ufødte, Nutiden med Fortid og Fremtid. Dette Synspunkt er ikke det eneste, ikke engang det højeste; thi Mennesket er som Personlighed mere end Barn af sit Land; men det er for Stillingen til Fædrelandet det afgørende, tror jeg, og lærer En at undgaa Overvurdering.
Tidligt var Du lovende, som det kaldes. Du er i anden Forstand lovende endnu. Mange Løfter har Du holdt og mere end holdt; men Du er ung nok endnu til at ville binde dig selv ved at give Løfter. Det er dristigt og derfor uforsigtigt. Maatte Du kunne holde disse nye! Ingen har fra først af havt mere Glæde af at se dine Evner spire og vokse end jeg. Ingen vil det volde mere Glæde at se Dig fremdeles vokse og vinde som Personlighed og som Kunstner.
Holger Drachmanns[CXIV] Spaadom om Fremtiden: »Vi ses maaske – eller rimeligvis – aldrig mere« blev hurtigt gjort til Skamme. I de seksten Aar, han endnu havde tilbage at leve i, saas vi tidt og kom hurtig i det gamle, broderlige Forhold til hinanden. Den Poesi, hvoraf hans Væsen undertiden formelig kunde strømme over, det barnligt Ægte i hans Følelsesliv, som kunde komme til Udbrud – et Øjeblik efter at han havde indtaget en Stilling som Poseur – bødede paa den Mangel paa Evne til i streng Forstand at tænke, som var ham fuldt bevidst. Først og sidst var det hans sprudlende lyriske Talent og hans gode Hjerte, der vandt mig for ham paany. Den gamle Trolddom forenede os.
|329| Jeg mindes talrige Smaatræk fra disse Aar, der maler ham som han var med sine indtagende Egenskaber og sine Fejl. En Dag sagde han til mig: »Bed mig til Middag en af disse Dage!« – »Gerne, men paa ét Vilkaar, at du saa kommer. Du véd, at du overfor andre, der indbyder dig, har den slemme Vane at udeblive eller at komme for sent«. – »Vær uden Bekymring, sig mig blot Dag og Tid«.
Til det berammede Klokkeslet indfandt sig punktligt en Del Bekendte, der var valgte ud fra det Hensyn, at de alle stod Drachmann[CXV] nær eller havde et Forhold til ham. Men et Kvarter og en halv Time gik, og Hovedpersonen[CXVI] manglede. Han var da bosat i Helsingør, og jeg frygtede for, han slet ikke var kommet med Toget til Kjøbenhavn. Men mine Gæster beroligede mig straks; En havde set ham paa Politikens Kontor for to Timer siden, en Anden havde for en Time siden set ham i den Gyldendalske Boglade. Imidlertid, han kom ligefuldt ikke, og efter saa lang en Venten, som var mulig, naar Maden ikke skulde fordærves, gik man da tilbords. Man var naaet til Fisken, da en heftig Ringen hørtes, og et Øjeblik efter stod Drachmann[CXVII] i Døren, pragtfuldt festklædt, med disse Ord paa Læben: »Georg[CXVIII], min Ven, jeg har for at komme til dig gjort, hvad jeg ikke har gjort for nogen anden. Da jeg kom for sent til Afgangstiden, tog jeg Ekstratog fra Helsingør, og her er jeg.« – O du Falstaff, svarte jeg, du har jo været mindst tre Timer i Kjøbenhavn. – »Georg[CXIX], min Ven, tag dog ikke en Spøg ilde op! du forstaar, at det med Ekstratoget var en Spøg.« – Hvorpaa han satte sig og var hyggelig. – Og da jeg i en lille Tale til ham, bad ham mindes, det sjældent var med stor Bepakning, at en Skribent naaede ind til Udødelighed, men at det gjaldt om at give en kortfattet Ting den tættest mulige Form, svarte han med en selvkritisk Tale, fuld af ærligt Vemod, hvori han tilstod, at »den tætte Form« laa ikke for ham; han magtede den ikke.
|330| Han stod sig overmaade godt med min Datter[CXX], som da var Barn. Engang, da hun skulde have Middagsselskab for jævnaldrende Kamerater, havde hun mødt Drachmann[CXXI] paa Langelinie, og sagde ved Hjemkomsten til mig: du bliver ikke vred, jeg har bedt Holger Drachmann[CXXII] med til mit Selskab. – Til Børneselskabet? – Ja. – Det gør ikke noget; men jeg maa da ogsaa bede nogle Voksne. –
Saaledes blev det et Middagsselskab af Personer paa meget forskelligt Alderstrin, der dog gik godt. Holger Drachmann[CXXIII] havde med Aarene lagt sig den suveræne Vane til, at han sagde Du til enhver, han syntes om, Kvinde som Mand. Over Bordet siger han til en Ingeniørs unge Frue, for hvem han lige var bleven forestillet: »Du, Louise, burde gøre et smukt Gilde for mig. Jeg hører, du har godt Raad, saa det kan ikke genere dig.« – Den paagældende Dame forstod først slet ikke, at det var hende, som blev tiltalt; men tog sig hurtigt i Situationen og gik med Fornøjelse ind paa hans Forslag. – »Saa maa alle indbydes, som her er tilstede«, sagde Drachmann[CXXIV]. – Dette fremkaldte nogen Forlegenhed, dels fra Ingeniørfruens Side, som ikke engang kendte de mange Smaapiger, dels hos selve disse, der ikke turde følge nogen Indbydelse, før de »havde spurgt deres Forældre«.
Imidlertid blev Terminen fastsat til Ugedagen derefter, og Familien, der vilde hævde sit Ry for Gæstfrihed og gerne hædre Drachmann[CXXV], gjorde sig imens den største Umag for at faa en uforglemmelig Festlighed i Stand. Foruden den lille Kres, der var samlet hos mig, indbødes en større af dens egne Venner og Veninder. Ingeniøren lod trykke en Menu, hvor der ved hver Ret og hver Vin fandtes et passende Citat af Drachmanns[CXXVI] Værker, og hele Bordet var blomstersmykket som til en Højtid.
Alle var samlede, da et Bud overbragte Husets Frue et |331| Brev. Det lød:
Min kære Louise! Det gaar desværre ikke. Jeg har soldet for meget i den sidste Tid. Lægen foreskriver mig Afholdenhed og jeg er allerede taget til Roskilde for at spæge mig.
Unødigt at sige, hvorledes Stemningen sank.
Dog ikke paa Drachmanns[CXXVIII] Unoder tænker jeg, naar jeg mindes ham i hans senere Aar, men paa den sidste Tale, han holdt til mig. Det var en sildig Nattetime, da han efter en Aftenunderholdning, han med Bokken Lassen[CXXIX] gav, havde samlet en Del Bekendte til et Maaltid i Dagmarhotellet. De fleste var gaaede, nogle faa Venner og Veninder var blevne tilbage, da han rejste sig og sagde: Nu vil jeg tale til dig. - De faa, der hørte ham da, vil ikke have glemt det.
Talen var ren Improvisation; men den var saa fast formet, saa mærkeligt skøn, som var den et længe planlagt Kunstværk. Med sin hæse, lidt tilslørede Stemme begyndte han ganske dæmpet og vedblev i Samtaletone, men saaledes, at Foredraget bævede af Inderlighed. Jeg var netop i de Dage blevet hidsigt undsagt af enkelte Yngre, hvis Vilje til at fortrænge mig, lige meget ved hvilke Midler, var kraftigere end deres egen frembringende Evne. Noget derom maa rimeligvis være kommet Holger Drachmann[CXXX] for Øre. Thi det forekom mig, som sigtede han dertil.
Han begyndte med at skildre et moderne Krigsskib, den umaadelige Omtanke, der var gaaet med til at bygge det hensigtstjenligt og hurtigtløbende, al den Genialitet, der udkrævedes til at indrette det, saa det i Krig kunde gøre Fyldest, og den Omhu, hvormed det var udrustet, provianteret, bemandet, talte saa om det, som om en levende Skabning, smuk og farlig, et Værn for Land og Folk. Saa sammenlignede han mig med saadant et Skib.
|332| Derefter skildrede han en moderne Sømine, en kunstløs Daase, fyldt med Sprængstof, gjorde den ret erbarmelig og uinteressant, og udbrød, næsten med Forfærdelse: Tænk, om en saadan ussel Daase sprængte Skibet i Luften! Himlen forbyde, at det nogensinde sker!
Dog selve Billedet var ikke Hovedsagen, og Ordlyden, som jeg naturligvis har glemt, var det lige saa lidt, men Poesien deri, Stemningen, som var derover, al den gamle Hengivenhed, der var født i hans Sjæl for mer end en Menneskealder siden. Man oplevede en sand Digtnings Tilblivelse, var Vidne til en Digters øjeblikkelige og mægtige Inspiration. Man følte, at den Mand, dèr stod, med al menneskelig Svaghed var en gudbenaadet og hans Sind en aldrig tilstoppet Kilde til Poesi.
Den Nat følte jeg det trods Alt som en lykkelig Skæbne for mig, at jeg var bleven samtidig med Holger Drachmann[CXXXI].
Festmaaltidet for mig den 25. Oktober 1891 i Concertpalæet i Kjøbenhavn, ved hvilket de ypperste danske Forfattere og Kunstnere med deres Damer og overhovedet ikke faa førende Personligheder var til Stede, indlededes med en Sang af Schandorph[CXXXII], der i begejstrede Udtryk og med noget vel udæskende Vendinger priste mig og nedsablede Modstanderne. Derefter holdt Erik Skram[CXXXIII] Hovedtalen, en stor og varm Tale, af hvilken her blot et Par Sætninger skal anføres. Han sagde bl. a. :
Det er mig en Nødvendighed og Tilfredsstillelse at faa sagt, at vi, som i Alderen omkring de tyve Aar – altsaa i den Alder, da man begynder at kunne vrage og forstaa – sluttede os til Brandes[CXXXIV] og i den Anledning var begejstrede og saa fulde af Haab, som unge Mænd kan være det – at vi i ham saa og i ham ser den Mand, hvem vi af alle |333| nulevende mener at skylde mest. Det er hans Optræden mere end noget andet mellem Himmel og Jord, der ad den korteste Vej har ført os ind paa de Baner, ad hvilke man aandelig talt bliver fri og frelse Mænd. Han var bestandig foran os, og i hans Følge pressede vi os sammen. Var vi ikke de mange, saa var vi ikke de ringeste. Og jeg tænker ikke her nærmest paa de literære Folk iblandt os, jeg tænker paa alle dem af vor Slægt, hvem hans Skrifters klare Aand, hans store Viden, hans skønne Form, hans ubekymrede Menneskelighed har faaet til at tænke og handle naturligere, klogere, mere sundt og lige paa, dristigere maaske, end de ellers vilde have tænkt og handlet, og til at føle mere personligt.
Skram[CXXXV] fremhævede længere henne i sin Tale, at han ogsaa stod der som de Unges Talsmand:
Da jeg før takkede ham i den Slægts Navn, hvortil han selv i Hovedsagen hører, kunde jeg med det samme have fremhævet, at den Slægt, der er fulgt efter, staar ganske som vi. Ogsaa de Unge iblandt os vender sig med bevæget Sind imod ham og hilser i ham deres Fører (Tilslutning).
Han vendte sig saa mod en Linje i den nysafsungne Sang: »Den Sag, han har baaret, har alt vundet Sejr« og viste med megen Virkelighedssans, at det materielt ingenlunde forholdt sig saaledes; han beraabte sig paa, hvorledes Dommen over mig kort forinden havde lydt i Landets lovgivende Forsamling, en fældende Dom, der efter hans Opfattelse betegnede et stort aandeligt Nederlag, sat i Værk af det daværende Styre:
Saa vender vi os da, en slagen Hær, mod Dem, Georg Brandes[CXXXVI], og beder Dem: Vær fremdeles vor Fører! Hvad vi ikke har vundet med Dem i Spidsen, det vil vi vinde; De er nu som før den bedste, og det nuværende Danmark er vel ikke evigt.
En Sang af Sophus Claussen[CXXXVII], der dengang endnu ikke som Lyriker havde vundet den Beundring hos Ungdommen, der senere faldt i hans Lod, begyndte med Strofen:
Det var en smuk Sang, hvor de Linjer syntes mig mest træffende, der lød:
Foran min Plads laa der en pragtfuld Laurbærkrans, sendt fra Stockholm af August Strindberg[CXXXVIII] og med den fulgte disse Vers, der oplæstes af den unge svenske Digter, Birger Mörner[CXXXIX]:
Jeg holdt en Tale, der i noget forkortet Form er gengivet i mine Skrifter*
.Overretssagfører Alfred Christensen[CXL] bragte en Hilsen fra Studentersamfundet, hvis Formand han var, til den, som havde givet Stødet til Samfundets Dannelse.
Efter hans Tale oplæstes der Telegrammer, hvoraf en Mængde fra betydelige Personligheder og Foreninger i Norden. Der var telegrafiske Adresser fra Stockholm, Upsala, Kristiania, Bergen, undertegnede med alle Sverigs og Norges bedste Navne i Literatur, Kunst og Politik. Der var Telegrammer fra Finner som A. E. Nordenskiöld[CXLI], Albert Edelfelt[CXLII], Walter Runeberg[CXLIII] og Ida Aalberg[CXLIV], fra Svenske som Carl Snoilsky[CXLV], August Strindberg[CXLVI], Gustaf af Geijerstam[CXLVII], Richard Berg[CXLVIII], Hjalmar Branting[CXLIX], John Börjeson[CL], Adolf Hedin[CLI], |335| August Lindberg[CLII], David Bergström[CLIII], Oscar Levertin[CLIV], Vult v. Steyern[CLV], Julius Kronberg[CLVI], Ellen Key[CLVII], Knut Wiksell[CLVIII], Karl Warburg[CLIX], A. N. Bååth[CLX], fra Nordmænd som Edvard[CLXI] og Nina Grieg[CLXII], Gunnar Heiberg[CLXIII], Knut Hamsun[CLXIV], J. B. Halvorsen[CLXV], fra enkelte Tyske, som Georg Treu[CLXVI] og Arno Holz[CLXVII], enkelte Polakker, som Josef Koscielski[CLXVIII], og enkelte Franskmænd, som Taine[CLXIX] og Bourget[CLXX], der havde hørt om Festen. Men fra de ikke skandinaviske Lande indløb bagefter Hilsener fra Mangfoldige, der ikke havde havt nogen Anelse om at en saadan Fest blev afholdt; navnlig beklagede man i Byer som Varshav, intet at have vidst.
Her et Par betegnende Telegrammer:
Félicitations d’un vieil ami français, votre admirateur, qui d’année en année a suivi votre oeuvre.
For 25 Aars geniale og epokegørende Rydningsværk i den aandelige Befrielses Tjeneste sender jeg Dem idag i Takskyldighed og Venskab min varmeste Lykønskning.
Jeg hilser dig højt med Tak og Venskab.
Jeg kan ikke nu være med paa Fest for Dem, men protesterer mod Rigsdagens Behandling. Man lønner ikke saaledes et betydningsfuldt Dagværk og bekæmper ikke Aand med Hunger.
J’aurais aimé, pour ma part, à m’associer d’une manière plus effective à la fête en l’honneur du grand écrivain M. Georges Brandès[CLXXVI], d’un si noble et large esprit et qui a compris avec une si rare perspicacité notre littérature la plus contemporaine, la plus particulièrement Française et presque Parisienne, montrant ainsi que les hautes facultés critiques qui ont distingué les Goethe[CLXXVII], les Tourgueniev[CLXXVIII] et tous les grands cosmopolites n’ont pas péri dans cette fin du 19. siècle si sauvagement envahie par l’esprit des haines nationales.
Fra Stockholm kom et Masse-Telegram med denne Ordlyd:
I liflig känsla af det väckande och befruktande inflytande, Ni utöfvar på Nordens litteratur, bringa vi Eder vår hälsning och tack för de tjugofem år, under hvilke Ni med öfortröttad kraft och aldrig svigtande mod fullföljt edert arbete i odlingens tjänst.
Fra Norge kom Telegrammer fra Foreninger og Blade som disse:
I dyb Erkendelse af Deres Betydning for Aandslivet heroppe sender Det norske Studentersamfund Dem sin hjerteligste Tak og Lykønskning.
For mange kom De som Vækkeren, for alle som Forbundsfællen i Kampen mod Reaktionen. Norges Frisindede er idag med og fejrer Deres udholdende Mod, frejdige Overbevisnings-Troskab og sjældne Evne til at bringe europæisk Dannelse og moderne Kultur ind i Norden gennem en glimrende Kundskabsfylde og aandfuld Stil.
Talrigst var naturligvis Telegrammerne fra Danmark. De kom fra frisindede Foreninger i Holbæk og Helsingør og fra danske Forfattere og Kunstnere, der, som Gustav Wied[CLXXXI], Michael[CLXXXII] og Anna Ancher[CLXXXIII], August Enna[CLXXXIV], ikke var i Kjøbenhavn.
Før man rejste sig fra Bordet, blev der sunget en udmærket Vise af Sganarel, der vakte formelig Jubel og hvoraf disse Strofer maa staa som Prøve:
|338| Imidlertid havde Fakkeltoget sat sig i Bevægelse. Paa Pladsen foran Nikolaj Taarn havde Toget stillet sig op og tændt nogle hundrede Fakler. Forrest i Toget stod Typograferne, saa Studenterne og Arbejderne med deres Faner. De var paa Grund af Trængselen langsomt dragne ned ad Vingaardsstræde med Musik i Spidsen. Over Kongens Nytorv i hele dets Udstrækning, ja ind i de til Torvet stødende Gader var en umaadelig Mængde Mennesker stuvet sammen. Man anslog Tallet til en 30,000, som ventede paa Fakkeltoget i det lune, næsten sommerlige Vejr. Folk maatte skydes ud til Siden, og kun langsomt banede Toget sig sin Vej, bugtende sig som en Ildslange, medens Mængden pressede sig omkring det som et bølgende Menneskehav. Fra alle Huse hængte Folk ud af oplyste Vinduer.
Da jeg traadte ud paa Altanen, bevægede Toget sig frem gennem Bredgade, medens til almindelig Overraskelse Damer fra Vinduerne vinkede det i Møde og fik Svar i Form af Hurra.
Først hørte jeg Musiken, Marseillaisen taktfast spillet. Saa fik jeg de første Glimt af Faklernes rødlige Skin i den svagt disede Luft, og i Skæret saas højt baaret Typografernes store Banner med Johan Gutenbergs[CLXXXIX] Billed. Saa svingede Toget, Hoved ved Hoved, ind i Concertpalæets Gaard.
Folk stod omkring mig paa Balkonen, lystklædte Damer, interesserede Mænd. Jeg glædede mig over, at Vejret var blevet saa gunstigt og over det smukke Syn, der oprullede sig for mine Øjne.
Man sang fem Strofer, af hvilke den første lød:
Saa sprang Retshjælpens Formand, Overretssagfører Oskar Johansen[CXC] op paa et Bord og holdt, ledsaget af heftigt Bifald den følgende Tale, der senere atter og atter er bleven anført imod ham og anbragt som en Hindring paa hans Vej:
Arbejdere, Kunstnere, Studenter hylder vi Aandens Høvding i Norden!
Unge Hjerters glødende Begejstring lægger vi paa det Anerkendelsens og Taknemmelighedens Baal, der iaften slaar sine Flammer højt op om Navnet Georg Brandes[CXCI]!
Arbejdere, Kunstnere, Studenter, siger jeg, kommer vi Arm i Arm. Og hvorledes skulde det være anderledes?
I lige Grad hader vi. Hader det aandsforladte, det pengedyrkende, det fladttænkende, spidsborgerlige, snobbede og hykleriske Bourgeoisi. Dette Bourgeoisi, der, tilfreds med det bestaaende, fordi det er dem, der bestaar, konservativt, fordi det er dem, der bevares, udgør enhver ny Tankes, ethvert Fremskridts svorne Fjender. Smaalighedens, Forsigtighedens og Pænhedens glatte Ulastelige.
Ja tilvisse, vi hader dem.
Men fælles i Had er vi ogsaa fælles i Kærlighed.
Os fylder Livets ideale Magter, forjagne andetstedsfra, Frihedens og Retfærdighedens hellige Ideer. I Ungdommens modtagelige Sind, i Arbejdernes trofaste og troskyldige Hjerter, dèr gemmes Livsværdiernes ædleste Guld.
Vi Kunstnere og Studenter, vi forlanger fremfor alt ét: Frihed. Thi Frihed er Aandens Livsbetingelse.
Og vi Arbejdere, vi har ét første Maal: Retfærdighed. Thi Retfærdighed er Lykkens urokkeligste Grundlag.
|340|Hvorledes skulde vi da undgaa at finde hinanden paa en Tid, hvor Uretten, anset, sidder paa Magtens Trone, hvor Friheden i stedse snevrere Krese omspændes af Alliancen: Hundenes Kobbel og Hof-Jægernes byttegridske Flok.
I Sandhed. Svigtede vort Sammenhold nu, da saa det sort ud herhjemme. Men det gør det ikke. Og det vil det ikke gøre, saa længe Bornerthedens og Brutalitetens stærke Magter ikke er styrtede i Gruset, hvorfra de, hastig tilsandede, aldrig vil rejse sig mere.
Det lover vi hinanden med al vor Vilje. Det lover vi Den, der er os det levende Symbol paa alt det, som udgør vor stadige Stræben, vor inderste Trang, Frihedens glødende Apostel, Retfærdighedens utrættelige Talsmand, Georg Brandes[CXCII].
Som et Trompetstød virker dette Navn paa os.
Hvor ofte har vi ikke midt i Kampen hørt det klinge langt forude, kaldende os fremad. Hvor ofte har det ikke lydt til os, æggende, hidsende, vækkende os til ny Anstrengelser, naar Modet en Stund var ved at svigte, og Hovedet træt sank ned paa vort Bryst.
Georg Brandes[CXCIII] trættedes ikke. Hans Mod svigtede aldrig.
Lige kraftigt, lige ungt klinger hans Raab til os nu som bestandig. Langt forude, altid hvor Kampen raser stærkest, Faren er størst.
Og hvorledes har ikke hvert Værk, han har udsendt, været som et mægtigt Projektil, sønderbrydende Reaktionens og Dumhedens tryggeste Forskansninger, spredende Lys og Luft til alle Sider.
For det alt, for alt, hvad Georg Brandes[CXCIV] har været for os, for det danske Folk, siger vi Tak. Ikke som vi burde, thi det formaar vi ikke. Men efter vor bedste Evne, saa oprigtigt, saa varmt, saa inderligt, som danske Arbejdere, danske Studenter, dansk Ungdom formaar.
|341| Vi er de ideale Magters Repræsentanter i vort Samfund. Vi er Frihedens og Retfærdighedens menige Hær.
Som saadan hylder vi den Fane, paa hvilken disse Krav i 25 Aar har vajet over vore Hoveder, den hellige, rene Fane, der hyppig besudlet, aldrig plettet, bestandig vil samle os, bestandig vil føre os fremad.
Som Saadanne svinger vi vore Fakler til Din Ære, et ringe Genskin af det Frihedens og Retfærdighedens Fakkeltog, Du ser glødende lyse i vore Hjerter og Tanker, i de mange Tusinders, hos hvem en Gnist af Din Aand har tændt en Flamme, der altid voksende, altid stræbende opad, aldrig vil dø.
Saa lidt som Georg Brandes’[CXCV] Navn, Georg Brandes’[CXCVI] Betydning for det danske Folk.
Georg Brandes[CXCVII] længe leve!
Jeg bøjede mig lidt frem over Balkonen og svarte:
Tak for de Fakler! Tak for De tændte dem og bar dem. Lad dem flamme højt, lad dem lyse vidt! Vi trænger til Ild hertillands, Ild i Sindene, Ild i Viljerne, blodrød Ildhu, som varer et Liv igennem.
Tak for de Fakler! Fakler i Natten, det betyder Haab i mørke Tider. Man bar dem i Oldkirkens Dage Paaskelørdag for at varsle, at Opstandelsens Triumf var nær. Maatte Oprejsningens Triumf i vore Dage ikke være altfor langt borte!
Jeg tager Varsel af al denne Ild: Det er smukt, det er godt, at Arbejdere, Kunstnere og Studenter i Forening bærer Fakler. Bliv i Vanen, saa faar vi Lys.
Intet Element er saa renligt som Ild. Ild renser Luften. Maatte den rense den daarlige, daarlige Luft i denne By!
Der er intet Element saa muntert som Ild. Synet virker paa Nerverne som Musik og som Vin. Maatte det opmuntre Sindene i dette Land!
Faklens Lys er som Tankens Lys. Det slukkes ikke af Regn, pustes ikke ud af Mundsvejr, end ikke af en Storm af Mundsvejr. Tankens Lys er uudslukkeligt. Og Frihed og Retfærdighed er to Fakler, der tændes ved hinanden.
Tak for disse Fakler! Lad dem lyse, lad dem varme, lad dem sætte Ild paa Fordomme og Løgne! Lad dem opbrænde alle Tankelig fra henfarne Tider!
|342| Og gid Den, som er træt af at bære Faklen, vil række den til En af den næste Slægt!
Morgenstjernen hedder paa Latin Lucifer, det vil sige den som bærer, som bringer Lyset. Gamle Kirkefædre, som misforstod et Skriftsted, har indbildt sig selv og andre, at denne Morgenstjernens Aand, denne Lucifer, som bragte Lyset, var en Djævel.
Tro aldrig det! Det er den dummeste, den farligste Overtro af alle. Det Folk, der tror det, er fortabt. Lucifer, Ildens Ophav og Flammens Bærer og Luernes Aand, hvis Sindbilled er den Fakkel, han svinger, det er selve den Livets Gnist, der gløder i Blodet; det er selve den Kundskabens Stjerne, der lyser paa vor Himmel; det er den gode Aand.
Han er en Lysets Engel. Tro aldrig den Løgn, at Lysets Engel nogensinde faldt eller kunde falde!
Tak for de Fakler! Lad dem flamme højt! Lad dem lyse vidt!
Man svingede Faklerne, man raabte og man klappede, mens Gnisterne steg op imod Altanen i en Sky af Røg. Dejligt blev Skuet, da Faklerne kastedes sammen i Baal og gyldenrødsort Flammeskær i Røgmulm løftede sig fra Baalet.
Fakkelbærerne og deres Følge blev ved Midnatstid bænkede i den store Sal, fik Punsch og afsang flere Sange. Iblandt dem var en af en ung Student (senere Redaktionssekretær ved Politiken) P. C. V. Hansen[CXCVIII], hvis Slutnings-strofer lød:
Herman Trier[CXCIX], Morten Pontoppidan[CC], Birger Mörner[CCI] og Pianofortearbejder Holst[CCII] talte, den sidste paa de danske Arbejderes Vegne.
Jeg svarte: Tak for Alt! De faar mig virkelig til sidst til at tro, jeg nu regnes med blandt Byens bedste Mænd. Tidligere har jeg aldrig kunnet tænke mig en Anledning, hvor jeg vilde blive regnet med til disse, uden en eneste, mindre hyppigt forekommende. Det hændte i Aaret 1347, at Kongen af England[CCIII], der belejrede Calais, lovede at skaane Byen, ifald man sendte seks af dens ypperste Borgere ud til ham, barfodede, skjorteklædte, med Strikken om Halsen, »for at han kunde handle med dem efter sin Vilje.« Ifald det lod sig tænke, at en fremmed Feltherre laa for Kjøbenhavn og paa lignende Vilkaar gik ind paa at afstaa fra Plyndring og Blodsudgydelse, saa var dette den eneste Lejlighed, hvorved jeg hidtil har kunnet gøre mig grundet Haab, ja nære sikker Forventning om, at blive regnet med blandt Byens mest udmærkede Mænd. [Rodins[CCIV] berømte Gruppe var dengang endnu ikke til].
Jeg har ikke gaaet ad den lige Vej til Hæder.
I et tysk Vittighedsblad er tegnet to Drenge, der læser paa en Afviser Indskriften: »Denne Vej er ingen Vej. Den som alligevel gør det, betaler en Bøde af tyve Mark.« – Er du gal, siger den ene, vil du gaa dér? Der er jo ingen Vej. – Fæ, svarer den anden, var der ingen Vej, saa stod der jo ikke: Denne Vej er ingen Vej.
I min Ungdom kom jeg til en saadan Afviser: »Denne Vej er ingen Vej.« Hvorpaa jeg gik ad Vejen.
|344| Saaledes fik jeg mange imod mig: De véd, at Alt, hvad der her i Landet er godt, det begynder med Danne: Dannemand, Dannekvinde, Dannished, Danebrog, Danevang osv. Alt dette fik jeg imod mig lige fra Danehof til Danefæ.
Tak fordi De har vist mig, at jeg nu ogsaa har noget for mig, en Ungdom af Arbejdere, Kunstnere og Studenter, og en Ungdom, bag hvis Demonstration der forhaabentlig staar andet og mere, Mænd med Tanker og Viljer.
Der blev i de Dage paa dansk Grund skrevet ikke lidt til Hæder for mig. Jeg var Niels Møller[CCV] taknemmelig for en Artikel i Illustreret Tidende, i hvilken han forsvarede min Holdning overfor Rasmus Nielsens[CCVI] Filosofi og Heibergs[CCVII] hegelianske Æstetik, min Kritiks psykologiske og historiske Præg og særligt tog mig i Forsvar mod Beskyldningen for at nære Ringeagt for Danmarks ældre poetiske Literatur. Hans Indsigelser var saa velbegrundede som hans Anerkendelse var maadeholden og smagfuld. I Bladet København havde den 25. Oktober en hel Skare ældre og yngre Forfattere, norske og svenske som danske, skrevet Vers og Prosa til min Ære. Der var Bidrag af Drachmann[CCVIII], Schandorph[CCIX], Amalie[CCX] og Erik Skram[CCXI], Nils Collett Vogt[CCXII], Sophus Michaëlis[CCXIII]Gabriel Finne[CCXIV], Gustav Esmann[CCXV], Viggo Stuckenberg[CCXVI], Birger Mörner[CCXVII], Kristofer Kristofersen[CCXVIII], Herman Bang[CCXIX], Lauritz Petersen[CCXX], Rosenkrantz Johnsen[CCXXI], Arne Dybfast[CCXXII], Sophus Claussen[CCXXIII], Axel E. Betzonich[CCXXIV], Agnes Henningsen[CCXXV], Oscar Madsen[CCXXVI], Carl Ewald[CCXXVII].
Rent literært maatte det da synes, som havde jeg nu sejret. Dersom jeg havde indbildt mig, at jeg ved det Opnaaede havde imponeret mine Landsmænd eller bragt Modstanden imod mig til Taushed, saa var jeg straks blevet |345| smerteligt skuffet. Heldigvis nærede jeg ingen saadan Indbildning.
De fleste af Hovedstadens Blade reducerede Festlighederne for mig til det ringest mulige. Berlingske Tidende bemærkede, at i Toget saas »nogle enkelte Studenter«, Bladet havde hørt noget Bifald og »en delvis stærk Hyssen«; Dagens Nyheder iagttog, at »de store Menneskemasser gennemgaaende ikke viste Spor af Deltagelse overfor Demonstrationen« og beklagede at man havde draget mig ud af den Stilhed »der til Held for mig havde begyndt at danne sig om min Person«; Avisen gjorde gældende, at Fakkeltoget var det tarveligste, der var set i Kjøbenhavn.
Dagbladet tog Anledning af den Omstændighed, at Gustav Johannsen[CCXXVIII], Danskhedens Talsmand i den tyske Rigsdag, den Dag var kommen til Byen, til at udvikle hvilken Skam og Græmmelse han havde maattet føle ved Synet af disse Fakler. Den Ædle, som skrev det, kunde jo ikke vide, at Gustav Johannsen[CCXXIX] samme Dag havde ladet mig bede om at tilbringe den næstfølgende Aften med ham.
Bladet forargedes over at man i mig hyldede Manden »der havde døbt vor egen nationale Kamp med det stygge Smædeord Fædrelanderi«. Beskyldningen var saa taabelig, at jeg nu neppe begriber, jeg dengang lod mig forlede til at stemple den som »en lumpen Løgn, en gemen Bagvaskelse«, og Bladets derpaa følgende videre Redegørelse var saa ubeskriveligt ynkværdig, at jeg ogsaa overfor den havde kunnet spare mig det Svar, jeg skrev. Men jeg var da i en Stemning, som bevægede mig til at opsøge Løgnere i deres Smuthuller og drive dem ud – en saa uoverkommelig Ting, at man i de allerfleste Tilfælde lige saa godt først som sidst kan opgive Foretagendet.
Til Udlandet blev i Telegrammer og Korrespondancer Beretning om Festen givet i nogle Linjer som sagde: Konge|346|huset og hele Embedsstanden, saa vel den militære som den civile, holdt sig borte fra den. Det var et af Fritænkere og Socialister afholdt Orgie, ved hvilket Kristendommen blev haanet og Lucifer forherliget.
Det var sandt, at yderst faa Embedsmænd deltog. De vidste, det vilde ikke blive dem tilgivet. Nogle yngre Privatdocenter ved Universitetet, der havde været tilstede, lod Kultusministeren, Hr. Goos[CCXXX], kalde til sig og meddelte dem, at de, saa længe han var Minister, aldrig skulde faa nogen Ansættelse i Danmark. – De fik den, da han var gaaet af.
Den gamle Maler Israels[CCXXXI] skrev mig til fra Haag og spurgte mig i skaansomme Ord, om Festen for mig havde været en saadan Fiasco, som Korrespondancerne til de hollandske Blade fortalte. (De besørgedes af Falkman[CCXXXII]). Alt, hvad de havde meddelt, var negativt, hvem der ikke havde været med, ikke Kongehuset, ikke Adelen, ikke Embedsstanden, næsten ingen Studenter eller Kunstnere. Han bad mig oplyse ham om den rette Sammenhæng.
Kunde saaledes den Hyldest, der ved denne Lejlighed var vist mig i Kjøbenhavn og af Mænd og Kvinder fra de nordiske Lande, i ingen Henseende komme min Stilling i Europa og Amerika til Gode, saa viste det sig ogsaa snart, at den intetsomhelst Tidsskel satte i min Anseelse som offenlig Personlighed eller i mit Forhold til Læseverdenen i Danmark-Norge. Min Læsekres forblev nøjagtigt af samme Omfang. Da hen ved fire Aar derefter i Juli 1895 Antallet af Subskribenter paa mit da heftevis udgivne Værk om Shakespeare[CCXXXIII] kunde opgøres, viste det sig, at det i Alt beløb sig til 750.
Danmark er det Land, hvor den, der ikke kryber til Korset, hvert Aar begynder forfra i sin Stræben for at hævde en aandelig Position. Da ikke fem Maaneder efter hine Festligheder det danske Folketing paany forhandlede om |347| min Person, og Hørups[CCXXXIV] Gruppe i Forvisning om Umuligheden af at skaffe mig Professorgagen havde nedsat Forslaget til at gælde 2000 Kroner aarligt, havde, som alt berørt, Folketingets Flertal vendt sig imod mig, og Hr. Goos[CCXXXV], som var Hovedtaleren, støttede sig til at jeg ved at modtage et Fakkeltog, som for en stor Del bestod af Arbejdere, havde afsløret mig som Socialist og gjort mig umulig. Det blev desuden paany kraftigt gjort gældende imod mig, at jeg end ikke selv havde villet indgive nogen Ansøgning.
Hørup[CCXXXVI] holdt ved den Lejlighed en Tale, hvori han bl. a. sagde: »En Række Medlemmer har siden ifjor forandret deres Stilling til vort Forslag om Dr. Brandes[CCXXXVII]. Hvorfor? Ordføreren sagde, at det var, fordi Brandes siden da er bleven indlemmet i det socialdemokratiske Parti. Hørdum[CCXXXVIII] har oplyst, at Partiet ikke deltog i Festen. Forresten burde det have glædet Ordføreren, at der er saa megen Interesse i den arbejdende Befolkning, at den har kunnet slutte sig til en saadan Fest. Det ser smukt ud i Modsætning til Lunkenheden hos en Del af de saakaldte Dannede. Det var ikke en Socialdemokrat, men en Student, der talte om Hadet, og det var Hadet til Spidsborgerligheden (Tutein: Ja, det er os). Naar det ærede Medlem siger det; men nogen Nødvendighed var der dog ikke for, at Ordføreren meldte sig ved det blotte Ord Spidsborger.«
»At bebrejde os at vi kun har opstillet denne ene Understøttelse er ubilligt; vi havde kun den ene Dr. G. Brandes[CCXXXIX]; der var ikke flere af den Slags ..... Ministeren siger, at han angriber Samfundet. Sligt læser man i daarlige Aviser, men Ministeren deler dog vel ikke den kinesiske Anskuelse, at Samfundet er færdigt, som det er, og at alt Nyt er Uorden. Ligesom det økonomiske Samfund ikke er Summen af de forhaandenværende Værdier, men disse Værdier i Arbejde, Vækst og Udfoldelse, saaledes er ogsaa det aandelige Sam|348|fund en fortsat Udvikling. Den, der bringer noget Nyt, ødelægger ikke Samfundet, men beriger det. Ministerens Standpunkt er fra Middelalderen, men hører ikke hjemme i et Aarhundrede, der anerkender Aandens Frihed, bygger paa Religionsfrihed og det personlige, moralske Ansvar.«
»Brandes[CCXL] maa vente til han har sejret, siger Ministeren[CCXLI]. Men han har jo sejret. Der skrives ikke en Bog og ikke et Blad her i Landet, ikke en Anmeldelse i en Avis, uden at Brandes’[CCXLII] Indflydelse præger det. Man siger ikke altid Tak for hvad man laaner af ham, men derfor er Gælden ikke mindre. Faa oplever, saaledes at sejre, at Alle i deres levende Live enes om dem. Men Brandes[CCXLIII] er trængt igennem i de Dannedes Kres, hvorfra hans Virksomhed paa anden Haand vil brede sig længere ned. Den bekendte Adresse er et Vidnesbyrd derom, ogsaa den meget omtalte Fest.«
»Det, der nu sættes i Scene imod Brandes[CCXLIV], er da ogsaa kun simpel økonomisk Krig mod en Mand, der hylder Anskuelser, som man ikke kan lide. Men Benyttelsen af Statens Midler og Magt til at begunstige visse Meninger og undertrykke andre, det er ikke Aandsfrihed, men det er Fordummelse.«
Fire Maaneder efter at denne Tale var holdt ansatte Kultusminister Goos[CCXLV] Dr. Paludan[CCXLVI] som Professor ved Universitetet i den siden Hauchs[CCXLVII] Død ledige Plads. Kort i Forvejen var han, formodentlig som Stiller af det uhumske Regeringsblad Avisens Redaktør, blevet Ridder af Danebrog. I noget over tyve Aar havde Pladsen staaet ledig. Da Paludan[CCXLVIII] foresloges, havde det filosofiske Fakultet enstemmigt erklæret sig imod ham og derefter havde det samlede Konsistorium protesteret (næsten enstemmigt, kun Hr. Matzen[CCXLIX] var for Ansættelsen). Alligevel blev Hr. Paludan[CCL] Professor, fordi Renegaten Goos[CCLI] skulde godtgøre sin Iver. |349| Folkevittigheden paastod, at han i Sandhed kunde kalde sig »Professor af Guds (eller Goos’s[CCLII]) Naade.« Det blev da ogsaa skralt for ham med Tilhørere. Men alt dette gjorde ingenlunde Pladsen usmagelig for Hr. Paludan.[CCLIII] Han var ikke af dem, der lader Vinen staa, fordi den smager af Proppen. Han var af dem, der spiser Proppen, fordi den smager af Vinen.
Naar jeg dvæler ved denne Ynk, saa er det, fordi den var og er sindbilledlig for Tilstandene i Danmark, hvor den aandløseste Reaktion paa det literære og kunstneriske Omraade stadigt støttes og fremmes af politiske Renegater. Iøvrigt har Forholdet intet for Danmark Ejendommeligt. Det er ens allevegne. Som Goethe[CCLIV] siger: Den empirisk sædelige Verden bestaar for største Delen kun af ond Vilje og Misundelse.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
