Der fulgte alle de Rædsler, der ledsager et Dødsfald: Anmeldelsen paa Raadhuset, Gangen til Ligkistefabrikanten og til Bedemanden, det modbydelige Besøg hos Præsten, en af Folkekirkens Notabiliteter, ligesaa indbildsk som enfoldig, det vil sige ovenud af kristeligt Hovmod, som han holdt det for sin Pligt at lade komme til Orde.
Jeg kørte til en Fotograf for om muligt at faa det sidste Billed af hende fastholdt. Hans Apparat var paa Folketeatret. Kørsel derhen, mens Dagen led og Lyset svandt. Endelig lykkedes det, før Vinter-Dagslyset helt var borte, at faa to Plader tagne af hende, som hun laa der pyntet i sin Kjole paa Sofaen.
Hun saa ligefrem dejlig ud, da hun blev lagt paa sin lille Dyne i Kisten, som helt fyldtes af Blomster. Maleren Harald Slott-Møller[I] gjorde den Kærlighedsgerning imod mig at udføre en Farveskitse af Barnet i den korte Stund, som var levnet. Saa kom de Kl. 9 og lukkede Kisten. Hvilket Øjeblik!
Hun skulde begraves d. 25. November, paa den Ulykkesdag, hvor lige fra min spædeste Barndom ved en Tilfældighed saa meget Ondt havde ramt mig. Tyve Aar forinden havde jeg i Rom den Dag ligget, opgivet af Lægen. Netop fem Aar forinden havde paa den Dag en Ulykke truffet mig, |301| hvis Følger jeg endnu fornam. Nu skulde jeg paa den lægge min Datter[II] i Jorden.
24. November om Natten sad jeg i mit øde, triste Hjem, mens Vinden hylede afskyeligt omkring Hjørnet. Jeg kunde (underligt nok) ikke slippe nogle Vers af den anden Jesaias[III] (65. Kap.), der aldrig før havde sysselsat mig, i hans Spaadomme om en tilkommende, lykkelig Tid:
. . . . . . . .
Og jeg sagde til mig selv: Dette er vel skrevet omtrent 536, lige før Tilbagevendelsen fra Babylon. For 2426 Aar siden haabede da den burnusklædte Poet[IV], som sad dèr i det gamle Babylon og glædede sig over Persernes Nedbryden af det assyriske Rige, at en saadan Tilstand var nær forestaaende. Hvor tog han fejl!
Under en afskyelig, raa Østenvind, der gik til Marv og Ben, blev hun sænket i Jorden. Præstens Tale var oprørende, nærmest rettet imod mig, desuden stupid: han betonede atter og atter, at det tiaarige Barn var Synderinde. Han misbrugte det Overtag, som det gav ham, at jeg af velovervejede Grunde havde ladet den lille Pige døbe; jeg havde gjort hvad jeg kunde for at Skaane hende for Vanskeligheder i det paa Vanskeligheder forud tilstrækkeligt rige Jordeliv. Min Foragt for ham, som var stum, var ikke svagere for det, men slugtes af Kvalen. Venners Deltagelse gjorde desuden godt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
