Den 15. November fik min lille Datter Astrid[I] Difteritis. Hun blev straks bragt under omhyggelig Behandling, og den anden lille Pige sendt ud af Huset.
Næste Dag skrev hun følgende Brev til sin Søster:
»Kære, søde Edith[II] mange mange Tak for den søde lille Kanne og det lille søde Brev; jeg er ifærd med at strikke dig til Gengæld en lille Dukke Kjole, der kan passe dine to |297| Smaa Dukker; hvis du vil, saa kan jeg sende Kirstine med dine Penge, hvis du vil have dem. Idag har jeg faaet af Fader[III] en Revolver saadan en som Ellen har, men den er to Gange større, og saa er den af Bronche og Far[IV] har sagt at naar jeg er færdig med min Sygdom maa jeg faa en presang af Fader. Hils Bedstemoder igen. nu skal du bare høre, Kirstine har fortalt mig, at hun i Virkeligheden ikke heder Kirstine, men at hun heder henriette fordi hun ellers vilde blive kaldt jette ovre i Aarhus og det vilde hendes fader ikke have og saa var det de kaldte hende Kirstine Henriette Christensen. Din altid hengivne Søster[V].
Hvores Læge er saa rar mod en, og Hans synger lige fra Morgenstunden. Helst et lille Svar.«
Disse Linjer er de sidste, hun har skrevet.
Noget Serum var dengang endnu ikke opfundet.
Efter et Par Dages Forløb blev Tilstanden ængstelig, og om Natten maatte jeg hente Læge. Han gav Antifebrin og haabede Virkning deraf. Men om Morgenen den 18. havde Ondet bredt sig nedad mod Struben. Jeg hentede endnu en anden Læge, en Autoritet. Han erklærede Tilfældet for yderst alvorligt. Jeg mente at forstaa: der er langt mere Udsigt til Død end til Liv. En Fortvivlelse derover greb mig. Jeg skrev Afbud af Forelæsninger, jeg holdt paa Universitetet; jeg telegraferede til Paris, at Sygdom umuliggjorde Afsendelsen af lovede Artikler. Saa lidet, som dette, at en Hinde, Lægen fjernede, ikke i Løbet af Dagen kom igen, fremkaldte en Haabsstemning. Ligeledes at Barnet[VI] trods den stadige forfærdelige Hoste følte sig en Smule bedre. En Sygeplejerske blev antaget.
Næste Morgen, den 19. November, afsagde Lægen Dødsdommen. Ondet var gaaet ned i Lungen.
Slaget ramte overvældende; først naturligvis Barnets[VII] |298| Moder[VIII]; saa dets Fader[IX]; saa dets Søster[X]. Jeg mødte min Moder[XI] med den lille Edith[XII] ved Haanden paa Kongens Nytorv og sagde dem, at alt Haab var ude. Den Lille brast i Graad; jeg kan aldrig glemme Synet af hendes lille tynde Ryg i en lang graatærnet Barnefrakke, som den krummede sig, da hun gik hulkende, jeg følte det, som om et Afsnit af mit Liv var til Ende.
Om Aftenen laa den lille Astrid[XIII] i Rallen.
Samme Nat skrev jeg:
»Saa er da dette lille, mest livsfrodige Liv forbi, slukt for bestandig. Astrid Brandes[XIV] døde i Aften Kl. 9 1/2.
Den lystigste, kraftigste lille Pige, den modigste og trodsigste, tilintetgjort fra Lørdag Eftermiddag til Onsdag Aften. Det er en usigelig, usigelig Jammer.
I denne korte Sygdom blev hun fra Barn til voksen Kvinde, til sjælfuldt Menneske, hun med sine ti Aar.
Straks den 16. sagde hun: »Hvis jeg nu døer af min Sygdom«, talte derom med den underligste, mest rørende Ro. Og igaar, da jeg gav hende alle de Penge, hun vilde have, sagde hun: »Hvis jeg nu døer, saa skal Edith[XV] have alle mine Penge.« Det var ikke til at høre paa.
Idag sagde hun til mig med en Stemme, som neppe var hørlig, jeg maatte lægge mit Øre til hendes Mund: »Du har aldrig været saa sød imod mig som nu, Far,« og trykkede og kærtegnede min Haand. Jeg troede først, hun sagde: søvnig, synke eller sligt; saa gentog hun: sød, sød.
At tænke sig, at maaske, dersom vi havde holdt hende for os selv, levede hun endnu: Angsten for Skolen, hvor hun maa være bleven smittet, Løftet, hun tog af mig, aldrig mere at skulle derhen. – Ak, Stakkel! den Skole var hendes Afsky. Hvor har man plaget hende til Unytte!
Men hvem anede det! Hun syntes at have Livskraft fremfor alle andre.
|299| Mest paafaldende, mest beundringsværdig og skrækindjagende, var hendes rørende, stadigt vaagne Omhu for ikke at smitte os andre, den Haandbevægelse, hvormed hun fjernede mig, naar hun skulde hoste. Allermest rørende var hun maaske idag, da hun forpint, næsten kvalt, sagde: Synge, synge! og man følte, at hun i Fantasien sang, mens Hosten rallede i hendes stakkels lille Strube. Den Nattergal, hun var, hvis Liv var Sang.
Vidunderlig var den Hvisken, hvormed hun idag sagde: Tusind Tak, lille Mor! Og da jeg spurgte: Skal jeg ikke ogsaa have et venligt Ord: Tusind Tak, lille Far!
Undertiden, naar hun var forpint, sagde hun: »Gaa væk!« undertiden ogsaa: »For mange!« Jeg pintes ved Tanken om, at »Gaa væk!« maaske kunde blive hendes sidste Ord til mig. Da hun sagde, jeg var saa sød, blev jeg glad og spurgte hende, hvorfor hun da havde sagt: Gaa væk! Hun svarte: »Fordi jeg da ikke kunde taale det.« Intet Elskeligere kan tænkes end hun under den Sygdom.
Hun havde til det Sidste sin Forstand. Da hun sagde til mig: »Har taget det«, troede jeg paa Vildelse; men det var, for at jeg ikke skulde plage hende med at tage Vin og Mikstur. Og nu ligger hun derinde stiv, med aaben Mund; det lille yndige Legeme, saa dejligt formet, uden Liv.
Vi talte om Fru I. H., der havde brækket sit Ben. – Er hendes Sygdom værre end min? – Jeg sagde: Véd du nok, hvem hun er? – Ja, med en mørk Krans om Haaret paa Vodrofslund.
Om det Album, jeg idag købte hende, fordi hun vilde have et lignende som hendes Søsters[XVI], men der var uden Værd, fordi det dog aldrig skulde bruges, sagde hun: »Det er ikke fint Fløjl. Det skal være til Børnene, at skrive i. Men jeg vil have et andet med Fløjl som Ediths[XVII] til de Voksne.« Og nu Ønsker om Jul, om Fremtiden. Det var |300| som et Symbol. Saadan narres vi alle gennem Livet til Døden af Haab.
Rørende var det, da hun i Aften nogle Timer før sin Død sagde: »Jeg har det saa godt nu, er meget mindre hæs.« Og virkelig var Stemmen en Smule mere tydelig.
Aldrig før har jeg set et Menneske dø, og nu mit eget Kød og Blod".
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
