I Anledning af den første Forhandling om min Sag offenliggjorde jeg følgende Indlæg, der i den oprindelige Form havde en kraftigere Karakter. Men som det var, vægrede Hørup[I] sig ved at lade det trykke, da det efter hans Paastand vilde foranledige Injurieproces og mindst 400 Kroners Bøde.
|294| Parret Dinesen-Steffensens[II] Citater.
Jeg har oppebiet Offenliggørelsen af Landstingets Forhandling den 31. Marts 1891 i Rigsdagstidenden, der længe lod vente paa sig, for under ét at nedlægge en meget bestemt Protest mod den Maade, paa hvilken mine Angribere i begge Rigsdagens Ting har omgaaedes med Citater. De Rigsdagsmænd, som har vist mig den Velvilje at imødegaa Angriberne, har gennemgaaende forudsat, at hvad der anførtes imod mig, var korrekt og nøjagtigt, det have nu mere eller mindre Vægt. De kunde ikke vide, at hvad der anførtes, var forvansket og omstemplet med den mest utrolige Frimodighed.
Hr. Lars Dinesen[III] udtalte efter Rigsdagstidende i Folketinget 6te Marts: »Naar en Mand som Dr. Brandes[IV] f. Eks., idet han omtaler Grundtvig[V], siger om ham, at han »kaster sig over den Rolle at være Guddommens Profet, lader sig dyrke som en Pave og lader, endnu som Olding, unge Kvinder komme til sig for at kysse hans rystende Hænder, saa osv.«« – saa blev Hr. Dinesen[VI] indigneret.
Hr. Dinesen[VII] kan aldrig hos mig have set den Passus, han citerer, thi disse Linjer, som han naturligvis har modtaget til Brug afskrevne paa en Lap Papir, findes intet Steds, hvor jeg »omtaler Grundtvig[VIII]«, ja end ikke i den fjerneste Forbindelse med hans Navn. At paastaa det Modsatte er at sige den pure, fripostige Usandhed. Linjerne findes i den ældste Udgave af Emigrantliteraturen, hvor der tales om Kopier af Hovedpersonen i Chateaubriands[IX] Novelle René. Der staar »En kaster sig over den Rolle osv.« Der staar ikke et Ord om Grundtvig[X], end ikke et Ord om, at denne "Ene" skulde befinde sig i Danmark. Hr. Dinesen[XI] kan, hvis han har Lyst, mene, at der ved hin Sætning er tænkt paa Grundtvig. Men det er da ham, der finder, at Ordene passer; det er ham, ikke mig, som siger det. Og man forestille sig nu, at allerede i Bogens anden Udgave fra 1877 den hele Side, hvor hine Linjer forekom, er slettet!
At rive en halv Snes dels rosende, dels dadlende Linjer om Ingemann[XII] ud af en indgaaende Afhandling om ham, for ved Citatet at godtgøre, at jeg »har kastet Haan mod eller talt ilde om de Mænd, som Andre har lært at skatte højt«, er næsten ikke mindre kummerligt.
Dog Hr. Dinesen[XIII] er med Hensyn til paalidelig Citeren en sand Engel mod Hr. Steffensen[XIV].
Denne Herre kendte efter egen Tilstaaelse lidet eller intet til mine Skrifter af Selvsyn, men han havde sin egen Kilde til Kundskab, en Artikel af Dr. Wilckens[XV] i Biografisk Leksikon. »Derfra har jeg hentet navnlig den Karakteristik af Dr. Brandes[XVI], som gaar ud paa, at han ved Siden af hvad han er literært og æstetisk [hvilket Sprog!] er en lidenskabelig, polemisk, agitatorisk Fritænker – der staar nemlig de Udtryk«.
|295| Hvis nu Nogen vil gøre sig den Ulejlighed at gennemlæse hin Artikel, der er skrevet af en fremragende Mand, som altid har staaet mig fjernt og hvem jeg først efter dens Udgivelse har lært en Smule at kende, saa vil man finde, at den hele Artikel gaar ud paa at gendrive den trivielle Opfattelse, for hvilken Hr. Steffensen[XVII] med Beraabelse paa den gør sig til Talsmand. Atter og atter fremhæves det her, hvor aldeles underordnet for Opfattelsen af den skildrede Personlighed det polemisk-agitatoriske Element maa siges at være. Dr. Wilckens[XVIII] gør en Adskillelse mellem det Væsenlige, Centrale i min Virksomhed, som han tillægger en flersidig Betydning, og karakteriserer i stærkt anerkendende Udtryk, jeg ikke vil afskrive, og saa det rent Periferiske i den, til Betegnelse af hvilket han etsteds anvender de Ord, Hr. Steffensen[XIX] finder det passende alene at anføre.
Dog bærer Hr. Steffensen[XX] sig, vel at mærke, saaledes ad, at han i eget Navn vender lige op og ned paa Dr. Wilckens’[XXI] Ytring, siger nøjagtigt det stik modsatte, endog med den Begrundelse, at dette stik modsatte »neppe kan omtvistes«, altsaa som var det noget, alle var enige om. Han siger:
»Men hans videnskabelige Produktion skæmmes i den Grad af Tendensen, at den ikke yder nogen virkelig paalidelig Vejledning. Det er Agitationen, som gaar igennem hans hele Produktion, saaledes at det Centrale hos ham er, hvad der vel neppe kan omtvistes, ikke at han er Literaturhistoriker og Æstetiker, men derimod det, at han er en fritænkersk Agitator.«
Til dette »som ikke kan omtvistes« har Hr. Steffensen[XXII] ikke anden Kilde end en Leksikons-Artikel, hvor det Modsatte med næsten lidenskabelig Varme er hævdet.
Af mig selv har Hr. Steffensen[XXIII] kun et eneste Citat, og i dette Citat er det afgørende Ord forvansket, skønt det forebringes under Anførselstegn. Han siger:
»Med Hensyn til Sædeligheden behøver jeg blot at erindre om denne Udtalelse, som fremkom fra ham, saavidt jeg husker i et Hefte af Tilskueren i Begyndelsen af Aaret 1885, »at Kyskheden, som den for Øjeblikket øves blandt det store Flertal af de højere Stænders ugifte Kvinder, er en Ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mangen Gang bringes en værdiløs Fordom.« Det turde være temmelig indlysende, at naar man er lidenskabelig Agitator paa Sligt [hvilket Sprog!], kan man ikke undgaa og heller ikke vente at undgaa, at en stor Mængde i det nuværende Samfund vil vende sig bestemt imod ham« [hvilket Sprog!].
Hr. Steffensen[XXIV] maa have havt Tilskueren for sig, og have afskrevet sit Citat, ellers kunde det ikke stemme saa nøje. Den Forvanskning deraf, som foreligger, er altsaa ingen Hukommelsesfejl.
|296| Der forekommer paa det anførte Sted aldeles ikke Ordet Kyskhed, men Ordet Askesen, hvormed jeg mener noget fra Kyskhed ganske forskelligt. Dog dette er endda det mindste af det. Det er den Frase, der følger, som afgiver et næsten forskrækkende Bevis paa Uefterrettelighed. Ifald Hr. Steffensen[XXV] som Jurist omgikkes paa lignende Maade med skrevne Dokumenter, saa vilde han i ethvert Land, hvor der fandtes upartisk Justits, faa med denne at gøre.
Den anførte, forvanskede Sætning forekommer i en kort Redegørelse for Meningen af Strindbergs[XXVI] Novelle »Dydens Løn«. Udviklingen indledes med Ordene: »Meningen [med Novellen] turde uden digterisk Indklædning være den« osv. Sætningen staar der altsaa slet ikke for min Regning, men for Strindbergs[XXVII]. Ikke med et Ord udtaler jeg, om jeg godkender den eller ikke. Ja end mere, paa den følgende Side erklærer jeg udtrykkeligt, at jeg ikke vil udtale mig om disse Spørgsmaal, et Standpunkt, jeg fastholdt i en følgende Afhandling, som besvarede Angreb paa den første.
Der udkræves da virkelig en ikke ringe – Koldblodighed til at staa i sit Lands lovgivende Forsamling og ikke blot anføre sit forvanskede Citat og fortie Sammenhængen, hvori det forekommer, men endda med Patos slutte: »Det turde være temmelig indlysende, at naar man er lidenskabelig Agitator paa Sligt, saa kan man osv.«
Sandelig, det klæder Hr. Steffensen[XXVIII] at deklamere mod Udtalelser, »der i den Grad skæmmes af Tendensen, at de ikke yder nogen virkelig paalidelig Vejledning«. Og det maa indrømmes, Hr. Dinesen[XXIX] er en ren Riddersmand i Sammenligning med denne – Generalavditør.
Jeg følte, det var mig saa umuligt at udtrykke og udtømme min Ringeagt for den Art Modstandere som at hælde Øresundet paa Flasker.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
