I Slutningen af Oktober var endelig alle Korrekturer rettede paa den tyske Udgave af min svære Bog Hovedstrømninger VI, og Bogen kom samtidigt ud paa Dansk og Tysk.
Den Aften, det sidste Ark laa trykt for mig, skrev jeg et Distichon om hver af Værkets seks Dele:
I
II
III
IV
V
V
|285| Den danske Udgave faldt til Jorden som en Klat. Der var Aaret ud neppe et Blad, som nævnte den.
Den 24. Oktober modtog jeg med et artigt Brev fra senere Generaldirektør Rubin[II] tilsendt en trykt Adresse, om hvis Tilblivelse jeg hidtil intet havde erfaret og som trods den Anerkendelse, den i visse Maader indeholdt, berørte mig pinligt. Saa godt Adressen var ment – det blev mig meddelt, at Julius Lange[III] havde sat den i Værk – saa var det mig i høj Grad imod at se mine økonomiske Forhold saaledes fremdragne for Offenligheden. I Frankrig taaler man ikke, at Ens Indtægter eller Mangel paa Indtægter offenliggøres; deraf den lidenskabelige Modstand mod Indkomstskatten med den tvungne Selvangivelse. Hvor meget der end tilsyneladende taler for denne Skat, saa er den tvungne Selvangivelse dog oprørende. Vi har ikke mere den religiøse Inkvisition og ikke mere den processuelle, men vi har endnu den fiskale, en Følgestridighed, som Georgeismen maaske engang vil bøde paa.
I Danmark var man afstumpet mod at se disse Forhold fremdragne for Publikum. Hvert Aar bragte Aviserne lange Lister over de Riges og nogenlunde Velhavendes Indtægt. Jeg for min Del var ikke afstumpet. Dertil kom, at skønt det var Flertallet af Danmarks bedste Mænd, som havde underskrevet Adressen, kunde jeg med mit Kendskab til Forholdene ikke nære nogen Tvivl om at Henvendelsen vilde ske aldeles forgæves og kun give Anledning til nye Udbrud af det Had, jeg altid følte halse omkring mig.
Adressen, hvis overmaade forsigtige Udtryksmaade gjorde det dunkelt, hvorfor Undertegnerne havde maattet dele sig i to Klasser, havde følgende Ordlyd:
|286| Til Regering og Rigsdag.
I tidligere Aaringer har der som bekendt gentagne Gange været Tale og Forhandling om, at Dr. Georg Brandes[IV] skulde ansættes som Professor ved Universitetet. Efterhaanden synes dette Spørgsmaal at være sovet hen, og det er ikke Meningen med denne Henvendelse at vække det til Live paany.
Vi tillade os kun at fremhæve de økonomiske Følger, som det har havt for ham, at han ikke er blevet Embedsmand. Som Privatmand har han ingen Formue; og siden sin Ungdom, da han oppebar nogen akademisk Understøttelse af sædvanlig beskedent Maal, har han været henvist til som Forfatter og Privat-Docent at fortjene, hvad han behøvede for sig og sin Familie. Dertil kom siden 1882 en ved privat Sammenskud tilvejebragt aarlig Understøttelse, der dog aldrig har været bestemt til mere end foreløbig at lette ham en Overgangstilstand under vanskelige Forhold; man forlanger jo heller ikke af en Mand, at han vedblivende skal leve af privat Hjælp. Og hvad Indtægten af Skrifter og Foredrag angaar, kan man med Sikkerhed slutte sig til, at den maa være aldeles utilstrækkelig til Livets Ophold for en Mand, tilmed en Familiefader, naar hans Produktion søger sin Grundvold i omfattende og vanskelige Studier. Endog for en Forfatter af Romaner og Skuespil betragtes det i Danmark som i Længden umuligt at leve alene af sin Pen; saa meget mere da for en Litteraturhistoriker og Kritiker, selv om det er en Mand af Brandes’s ualmindelige Energi og Arbejdsevne, en Mand, der ogsaa har vundet sig et betydeligt Publikum i andre Lande.
Det kan altsaa ikke være anderledes, end at Georg [V]Brandes, der nu snart er 50 Aar gammel, maa imødese den kommende Tid med meget alvorlige Bekymringer. Det er dem, som vi andrage om, at Staten vil hæve ham over, selv om der ikke bliver Tale om Embedsvirksomhed.
Vi tænke herved ikke paa at afvæbne Modstanden imod ham. Det vilde ikke alene være umuligt; men vi, som indsende dette Andragende, forbeholde os, hver for sig, paa mangt et vigtigt Punkt at være hans Modstandere. Men vi nære nogen Tillid til, at endog hans mest afgjorte Modstandere maa føle, at et Liv, forbitret af økonomiske Sorger, vilde være en Lod, der ikke stod i noget retfærdigt Forhold til den Virksomhed, han har udfoldet. At vække Modstand, endog heftig og i ideel Betydning uforsonlig Modstand, har Ingen nogensinde undgaaet, som med Ild og Energi har kastet sig ind i Kampen om Livets vigtigste Problemer. Og Brandes[VI] har, baade ved Indholdet og Formen af hvad han har udtalt, mindst af alle undgaaet eller villet undgaa det. Han selv har ikke bejlet til Statens Gunst. Men vi, som af egen Drift fremsende denne Henven|287|delse, maa tillade os at minde om, at Staten i vor Tid, baade her i Landet og andensteds, har anerkendt Værdien af den ærlig mente og fremragende Forfattervirksomhed, selv om den i flere Henseender opponerede imod, hvad Staten støtter og hævder. Dette gælder om flere Understøttelser, der er voterede til betydelige Digtere; thi man maa erindre, at Digtningen i vore Dage ikke mindre end Kritiken tager Parti i Kampen mellem Livsanskuelserne.
Om der end i vort Folk kun findes meget faa, som i det Hele vilde erklære sig for Georg Brandes’s[VII] Tilhængere, saa findes der ogsaa blandt læsende og tænkende Mennesker meget faa – om nogen – som ikke anerkende hans store Talent, hans litterære Fortjenester i mange Retninger, hans sjældne Flid og Kundskab. Saa afvigende som Meningerne om ham er, saa vil det dog fra de forskelligste Sider blive indrømmet, at man aldeles ikke vilde kunne tænke sig vort Aandslivs og vor Litteraturs Udvikling i de sidste 20 Aar uden ham. Han har fremkaldt mangen berettiget Anke; men han har ogsaa vakt megen beføjet Beundring. Det har været hans Ejendommelighed, idelig at fremdrage Stridspunktet; men derved har han som faa andre bidraget til at holde Nationens aandelige Liv vaagent. Mangen mærkelig Strømning i Udlandets Literatur og Tænkning har han ledet ind i vort Land. Der kunde ogsaa udpeges en Række af hans Skrifter, som sandsynligvis vilde finde fuld Paaskønnelse fra alle Sider.
Saa vidt vi skønne, foreligger der herved mere end nok til at den danske Nation for sin egen Skyld ikke kan være en ligegyldig Tilskuer til, at økonomiske Vanskeligheder skulde vinde Overmagt over Georg Brandes’s[VIII] Skæbne. Naar Spørgsmaalet bliver om Størrelsen af den aarlige Understøttelse, som passende kunde tillægges ham, tillade vi os i dybeste Ærbødighed at henstille til Overvejelse, at denne Sag i Følge sin Natur maa betragtes som et rent Undtagelsestilfælde, der ikke kan gaa ind under de hidtil gældende Regler og Synspunkter. Vi mene ikke dette saaledes, at Brandes’s[IX] Virksomhed skulde vurderes højere end enkelte andre danske Forfatteres, som siden vor frie Forfatnings Indførelse har faaet aarlige Hædersgaver eller Understøttelser: overhovedet kan man jo ikke ligefrem taksere litterære Fortjenester i Penge. Men der er noget ganske særegent ved Brandes’s[X] litterære Stilling; det vil neppe være muligt at finde en Maalestok for den i tidligere Tilfælde; og den vil lige saa lidt kunne afgive en Maalestok for andres i Fremtiden. En Understøttelse til ham vil vanskelig kunne blive noget Præcedens for senere Krav. Hans Betydning knytter sig til et vigtigt Vendepunkt i vort litterære Liv; men det blev en Følge af Udviklingens Gang, at han selv kastedes ud af de her i Landet regelmæssige Spor, der ellers føre til lønnende Stillinger. Efter hans litterære Virksomheds Natur kan en |288| Understøttelse til ham heller ikke betragtes som et Tillæg til en anden, nogenlunde tilstrækkelig Indtægt, som Tilfældet er med de sædvanlige Aarpenge til Forfattere eller Kunstnere. Skal Understøttelsen sætte ham i Stand til roligt og dybtgaaende Arbejde, maa han i den have sit væsenlige økonomiske Grundlag, saaledes som en navnkundig Videnskabsdyrker med Beskedenhed kan kræve det, altsaa omtrent stilles lige med en Universitetslærer.
Kjøbenhavn, i Oktbr. 1890.
Michael Ancher[XI], Niels Bache[XII], B. Bang[XIII], Otto Benzon[XIV],
Maler.
Skoledirektør.
Forfatter.
Rud. Bergh[XV],
Professor, Overlæge.
Erik Bøgh[XVI],
Censor ved det kgl. Teater.
Dr. med., Lærer ved Landbohøjskolen.
V. Bissen[XVII], Christian Bohr[XVIII],
Professor, Billedhugger. Professor ved Univ.
A. G. Drachmann[XIX], Kr. Erslev[XX],
Dr. med., Professor. Prof. ved Univ.
V. Falbe-Hansen[XXI], Prof. ved Univ. V. Fausbøll[XXII], Prof. ved Univ. J. A. Fridericia[XXIII], Dr. phil. M. Galschiøt[XXIV], Redaktør.
M. CL Gertz[XXV], Prof. ved Univ. Emil Hannover[XXVI], Forfatter. P. Hansen[XXVII], Professor. Otto Hasluud[XXVIII], Maler.
Pr. Hendriksen[XXIX], Xylograf. J. C. Hostrup[XXX], Pastor emeritus. H. Høffding[XXXI], Prof. ved Univ. V. Johansen[XXXII], Maler.
Kr. Kålund[XXXIII], K. Kroman[XXXIV], C. Lange[XXXV], Jul. Lange[XXXVI], F. Levison[XXXVII],
Dr. phil.
Prof. ved Univ. Prof. ved Univ. Prof. ved Univ.
Dr. med.
F. L. Liebenberg[XXXVIII],
Litterat.
N. Neergaard[XXXIX],
Redaktør.
Henrik Pontoppidan[XL],
Forfatter.
Carl Jul. Salomonsen[XLI],
Docent ved Univ.
Karl Madsen[XLII], W. Mollerup[XLIII], Niels Møller[XLIV],
Forfatter. Dr. phil. Forfatter.
Kristoffer Nyrop[XLV], Julius Petersen[XLVI],
Docent ved Univ. Prof. ved Univ.
Chr. Richardt[XLVII], P. F. Rist[XLVIII], Marcus Rubin[XLIX],
Præst. Kaptejn, Forfatter. Kontorchef.
S. Schandorph[L], O. Siesbye[LI],
Dr. phil., Forfatter. Docent ved Univ.
Stephan Sinding[LII], Erik Skram[LIII], S. Birket Smith[LIV], T. N. Thiele[LV],
Billedhugger. Forfatter Universitetsbibliothekar. Prof. ved Univ.
E. Tscherning[LVI], K. Verner[LVII]. Cl. Wilkens[LVIII],
Dr. med. Prof. ved Univ. Docent ved Univ.
Chr. Zacho[LIX],
Skønt vi Undertegnede ikke kan tiltræde forskellige af de i det foregaaende indeholdte Betragtninger, ligesom der ved Bedømmelsen af Dr. G. Brandes’s[LX] Virksomhed for os gives Synspunkter af nok saa stor Betydning som de her fremhævede, maa vi dog slutte os til selve det fremsatte Andragende. Naar en Mand som Dr. Brandes[LXI] i en lang Aar|289|række har sat ualmindelige Evner og en utvivlsom personlig Overbevisning ind paa sin Virksomhed i Litteraturen, og naar denne efter saa mange Forfatteres Vidnesbyrd har havt en vidtrækkende Indflydelse baade ved at vække og udvikle og ved at ægge modsatte Retninger til nyt Arbejde, saa forekommer det os smaaligt at gaa i Rette med de Mangler, som man finder hos ham, eller hvad der har kunnet støde i hans litterære Optræden, saa snart Spørgsmaalet bliver om Statens Ret og Pligt til at yde ethvert alvorligt og betydningsfuldt Arbejde af denne Art sin Anerkendelse. Naar man derfor nu henvender sig til Lovgivningsmagten med et Andragende som ovenstaaende, anser vi det som vor Pligt at slutte os hertil og at udtale det levende Ønske, at det maatte kunne lykkes paa en værdig Maade at føre denne Sag igennem.
Kjøbenhavn, i Oktober 1890.
C. St Å. Bille[LXII], J. E. V. Boas[LXIII], C. Christiansen[LXIV],
Kammerherre, Amtmand. Docent ved Prof. ved Univ.
Landbohøjskolen.
J. Gram[LXV], J. L. Heiberg[LXVI], Aug. Jerndorff[LXVII], A. D.Jørgensen[LXVIII],
Dr. phil., Direktør. Dr. phil. Maler. Rigsarkivar.
Troels Lund[LXIX], A. F. Mehren[LXX], Sophus Muller[LXXI], Thorvald Niss[LXXII],
Dr. phil., Professor. Prof. ved Univ. Dr. phil., Maler.
Museumsinspektør.
Rasmus Pedersen[LXXIII], Carl Thomsen[LXXIV], Vilh. Thomsen[LXXV],
Prof. ved Univ. Maler. Prof. ved Univ.
//. S. Vodskov[LXXVI], Ludv. F. A. Wimmer[LXXVII],
Forfatter. Prof. ved Univ.
Den hele Provinspresse af Højre udtalte sig efter Ordre allerede før den 1. November skarpt mod Bevillingen til mig, erklærede, at Regeringen og Landstinget aldrig gav deres Samtykke. Fra det Øjeblik vidste jeg, at Sagen var strandet. Dagbladet havde i Januar samme Aar i en Artikel Brandesianismen for halvhundrede Gang kogt alle de gamle Beskyldninger imod mig op. Hvad jeg skrev var »farve-spraglende og underholdende, men i Reglen fuldstændig blottet for dybere Indhold eller videnskabeligt Værd.« Dog min Hovedsynd var, at jeg aabent bekendte, jeg ikke troede paa aabenbaret Religion. Dette betegnedes som et perfidt Angreb paa samme Religion: »Lad hvem der vil, hilde sig selv i Læren om den frie Tankes Guddomsmagt, det bliver |290| hans Sag, og den, der har en anden Tro, kan beklage, men har ikke Ret til at dømme ham. Men med den, der paatager sig gennem sine idelige, perfide Angreb paa den aabenbarede Religion at føre Andre bort fra denne, er det en anden Sag; han er ikke ansvarsløs, og ham have Anderledestænkende Ret til at kræve til Regnskab for hans Handlinger.«
Saa spurgtes der, hvorhen denne Lære førte. Og med en Logik, der ikke gjorde nogen Kirkesangers til Skamme, udvikledes det for halvhundrede Gang, at den førte til Drifternes uhindrede Tilfredsstillelse. Disse Journalister, hvis Bavianliv enhver, der kastede et Blik ind i Buret, kendte, blev ikke trætte af, i dyb Bekymring at advare mod Tilfredsstillelsen af Drifter, der ikke sysselsatte mig, men som de selv nødigt negtede den grove Føde, der passede for deres grove Organer. De havde en Gang for alle bidt Hovedet af Skammen og vedblev at piske Skarn, som var det Fløde.
Det var Angsten for Helvede, der nu og da afholdt dem fra at styrte hen i Smaagaderne. Tog man nu denne Angst fra Folk, hvad saa?
Det hed her:
Med Individets og Jegets Forherligelse følger Ulysten hos den Enkelte til at skrive andre Morallove end dem, der konvenere hans egne Lyster. Og i denne Egoismens Apoteose, hvor samtidig Kvinden stilles fuldstændig lige med Manden, sønderrives efterhaanden ethvert Baand. Familielivet og Ægteskabet ophøre at være andet end en Hensigtsmæssighedsindretning; Livsnydelsen og Livsglæden blive sat i Højsædet som det Eneste, der er værd at stræbe efter, og medens denne Livsnydelse og Livsglæde for de finere, mere raffinerede og moderniserede Naturer endnu hyller sig i det Gazeslør, som Hedda Gabler udtrykker med Frasen at »være i Skønhed«, kaste de grovere Naturer – og det er Flertallet – Sløret væk, og saa have vi det ubundne Naturliv, Menneskedyret i Frihed og – uden Ansvar. Thi han er jo selv Dommer i sin egen Sag, sin egen Morals guddommelige Lovgiver.
Dette Tema varieredes nu i November for at hindre den Smule »Statsunderstøttelse« som det kaldtes og som var |291| en kummerlig Erstatning for de Tab, jeg ved Landets uretfærdige Love led. Nationaltidende udtalte sin Smerte ved at se Adressen aftrykt i Dagbladet og, om end med forskellige Forbehold, dog roligt drøftet i Dagens Nyheder. Og det forklaredes at jeg ved mine Arbejders Art og Tendens havde gjort umaadelig Skade, voldt Forargelse og Fortræd. Sligt kunde Staten umuligt belønne:
Gennem samtlige store og smaa Arbejder gaar en rød Traad, en absolut revolutionær Traad [hvilket Dansk!], revolutionær overfor Samfundet udadtil og indadtil, overfor næsten enhver Autoritet i Stat, overfor Religion og almengyldig Moral. Netop paa Grund heraf er det jo, at Georg Brandes[LXXVIII] særlig forherliges af de rent Revolutionære, af Radikale og Rabulister. Og vel at mærke, han har ikke omsat sin Agitation i kunstnerisk Form (...) Han har ej heller indskrænket sig til en rent videnskabelig Forfattervirksomhed (...) Han har tvertimod doceret netop saa populært, at han har øvet en stor og uheldig Indflydelse paa mange, der selv var ubefæstede, fortrinsvis paa en Ungdom – af begge Køn – der teoretisk eller praktisk, i privat Liv eller i offenlig Optræden, med futile Novelletter og paa anden Vis bar hans Lærdomme om Drifternes absolute Magt og Ret ud paa Gader og Stræder.
Hvor disse Lærdomme om Drifterne fandtes i mine Skrifter, det undlod man af gode Grunde at paavise. Goethe[LXXIX] siger: »Forfængelig Selvros stinker; det kan være. Men hvad fremmed, uretfærdig Dadel har for Lugt, derfor har Publikum ingen Næse.«
En eneste Mand tog til Orde for mig, det var Pastor U. Birkedal[LXXX]. Han fortalte i Højskolebladet, at han i Aaret 1871 som nybagt Student var kommen ind til Kjøbenhavn og dèr ikke særlig fandt noget, der skulde live op efter en fortærende kedsommelig Skolegang. Da havde en Dag en Ven sagt til ham: Kom op med paa Universitetet og hør Georg Brandes[LXXXI]!
Jeg fulgte med og har aldrig fortrudt det. Jeg hørte den Række Forelæsninger, der siden udkom under Navn af Hovedstrømningerne.
Ung og umoden, som jeg var, forstod jeg maaske kun daarligt |292| Enkelthederne. Men saa meget er vist: Jeg fik et Indtryk af Sammenhængen i den aandelige Verden; af noget stort, overlegent, noget frit og friskt; af, at der var andet og mere til i Verden, end hvad som kunde øjnes fra Læderstræde og Højbroplads, ja, selv fra Dalum eller Askov Højskoles Vinduer. Og jeg fik et Indtryk af en Mand, der vejede noget i vort dværgagtige Samfund, hvor Alle allerhelst al Tid mener, hvad Alle al Tid har ment, og hvor det officielle Hykleri med tilhørende Fejghed er stort indtil Himlene.
Dog, hvad er jeg? en enkelt Ubetydelighed, – ja vel, men én blandt mange, mange Tusinde, der staar i Gæld til Georg Brandes[LXXXII] og ikke skammer sig ved at erkende det.
Staar ikke hele Landet i Gæld til ham? I kan sige baade det Ene og det Andet om og imod ham og faa Ret ogsaa hos mig i en god Del. Og alligevel?
Har han ikke givet os et Stød herhjemme? Er der ikke en ny, frisk Begyndelse at regne fra hans Fremtræden paa vor lille Skueplads.
. . Skylder ikke ogsaa den danske Folkehøjskole ham en hel Del?
Der er et Træk, som med sørgelig Hyppighed gaar igen i Historien og ikke mindst i vor: vi misagter og paaskønner ikke de store eller fremragende Mænd, saa længe de endnu lever iblandt os. Naar vi saa endelig har pint eller ærgret Livet af dem, sjunger vi Hosianna over deres Lig, udgyder Strømme af Taarer og yder Bidrag til smukke Gravmæler. Vi gaar strengt i Rette med Fortidens Blindhed og Fædrenes Forsyndelse. – Tyge Brahe[LXXXIII] – Ewald[LXXXIV] – Rask[LXXXV]!
Hvorpaa vi ved først givne Lejlighed gør det selvsamme om igen.
Adressens Skæbne blev denne: Da den kom til Behandling i Rigsdagen 1891, blev jeg fra alle Sider angrebet; et Hovedargument var, at jeg end ikke selv havde villet indgive nogen Ansøgning. Bevillingen til mig gik dog igennem i Folketinget, hvor blandt andre C. Berg[LXXXVI], der politisk paany var slaaet om, og Falkenstjerne[LXXXVII], skønt Grundtvigianer, med Varme talte for mig, mens man havde overdraget en Karakter og Intelligens som Lars Dinesen[LXXXVIII] at tale imod mig. Falkenstjerne[LXXXIX] gjorde bl. A. gældende at den selvsamme Beskyldning for Usædelighed, der nu rettedes mod mig, i sin Tid var bleven rettet mod de Mænd, der var Modstanderne dyrebarest, Luther[XC], og Grundtvig[XCI], som mod saa mange andre store Mænd. Bevillingen faldt i Landstinget efter en Tale af |293| Steffensen[XCII], der gav Hørup[XCIII] Anledning til en vittig Artikel Det literære Ting, hvori han sammenlignede det daværende Højre med de tidligere Nationalliberale, der altid gjorde Krav paa boglig Dannelse: »Vist er det, at de Nationalliberale vilde have rødmet som et dryppende Blod over Hr. Steffensens[XCIV] Mangel paa boglig Erfaring. De ejede en fælles Politur, der ikke altid bundede i saa grundige humanistiske Studier som f. Eks. Hr. Kriegers[XCV], men som dog altid stak saa dybt, at de havde Færten af hvad det gaar an at sige og hvad det ikke gaar an at være uvidende om. En nationalliberal Politiker vilde aldrig have tilstaaet at han var fuldstændig ubekendt med en af sit eget Lands og sin egen Tids betydeligste Forfattere. En nationalliberal Politiker vilde aldrig have anført Konversationsleksikon’et som Kilde til sin Kundskab.«
I Virkeligheden var Jævnmaalet for almen Dannelse blandt danske Politikere sunket dybt.
Imidlertid ansaas det for rimeligt, at Sagen blev appelleret i næste Samling. Derfor bragte Bladene i Mellemtiden Artikler imod mig, der ikke skyede noget Middel. Deres Øjemed var at forhindre enhver Bevilling fra Statens Side og henvise mig til privat Understøttelse. Da Hørup[XCVI] saa bragte Forslaget frem paany i den Tanke, at Landstinget maaske vilde opgive sin Modstand, blev det Folketinget, der opgav sin Velvilje, og Forslaget faldt igennem i begge Ting.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
