Jeg vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor der paa Casino spiltes et fjantet Stykke imod mig, kaldet Mænd af Ære, |275| forfattet af en Madam. Jeg fik i de Dage nogle udenlandske Interviewere paa Halsen, og har for Løjer paa en Lap Papir nedskrevet følgende Interview, hvori der, jeg ved ikke hvorfor, har indsneget sig en skemtende Travesti af en Beskrivelse af Heltinden i Bjørnsons[I] Paa Guds Veje:
Hr. Redaktør! Efter Deres Ønske opsøgte jeg idag den bekendte Dr. G. B.[II] og fik ogsaa Adgang til ham; skynder mig derfor at sende Det folkelige Tudehorn i Chicago mine Indtryk friske.
Jeg negter ikke, at jeg traadte ind med nogen Forventning. Men, Hr. Redaktør, hvilken Skuffelse! En Mand som en anden, af Middelhøjde, stille af Væsen, urolig af Ansigt. Men hvor var Ilden, Flammen, Begejstringen, Frihedskærligheden? Jeg fandt intet Spor; jeg idetmindste slog ingen Gnister af ham. Og hvor var Elskværdigheden, det Hjertevindende? Der var ikke Spor. Haaret kunde redde ham, men det staar vildt i Vejret og falder i mange underlige Fald. Panden kunde ogsaa redde ham; men jeg har set meget større Pander; Øjnene endelig – thi saa underligt det klinger, han har Øjne – kunde ogsaa redde ham; men de var smaa og saa koldt paa mig.
Jeg sagde ham, at der opførtes et bidende Skuespil om ham, hvori han hed Terslew. Han sagde: »Det fornøjer mig.« – Jeg spurgte ham ud om hans literære Stilling. Han sagde: »Det Spørgsmaal keder mig.« – Han var ikke mere høflig end strengt nødvendigt. Midt, som jeg sad bedst, ytrede han: »Jeg ser, De har travlt, og vil derfor ikke holde Dem tilbage«, hvorpaa han rejste sig. Ingen skal faa mig til at tro, at han er nogen stor Mand, heller ikke, at han er nogen tyk Mand. Hans Vid er ringe; derimod lagde jeg Mærke til, at han har nette Fødder. Skal han reddes, maa det være dem, der redder ham, naar Fanden engang kommer for at hente ham. Thi da gælder det at tage Flugten. Til Fanden nytter det ikke at sige: »Jeg ser, De har travlt« osv. osv.
Nichol Nicholson.
Til Redaktionen af Det folkelige Tudehorn.
Chicago, Illinois.
I Midten af Juni tog jeg Arbejdet med Hovedstrømningernes sidste Del op paany. Det var nødvendigt paany at ofre en Sommer derpaa. Jeg fik endelig Manuskriptet sluttet i Begyndelsen af August, besørgede samtidigt alle Korrekturerne, begyndte straks derefter Oversættelsen til Tysk og sendte allerede i August en første Manuskriptpakke |276| til Leipzig. Det var en Tid, hvor jeg nødedes til helt at gaa op i Arbejdet. Jeg mindedes Aarestrups[III] Vers:
Hvad jeg i den Tid havde af Livsnydelse var kun et Genskin.
Jeg havde rigelig Lejlighed til at sammenligne Vanskelighederne ved at behandle det danske og det tyske Sprog. For en Nordbo kommer Ulempen ved det tyske mest af den utaalelige og unaturlige Ordstilling, der slynger Verbet tilbage til Sætningens Slutning, saa man, ret som om en Gaade blev opsat, undertiden kan høre paa tyve Ord i Træk uden at vide om den Mand, hvorom der tales, skal forfremmes eller slaas ihjel. I Dansken er Mislydene en Pine, de mange ulidelige Ord med tonløse Udgange else, erne, ene: Forladelse, Retfærdiggørelse, Konerne, Forholdene osv. og saa er der den afskyelige Omstændighed at de tyske Udtryk zu (foran Verber) og dass udtrykkes ved samme Lyd: at. Danske Skribenter, der ikke uafbrudt har deres Opmærksomhed fæstet derpaa – og af dem er der næsten ingen – frembringer derfor en Prosa, hvori at’erne skratter som drejede man en Skralde. Meget ugunstigt er det fremdeles, at som, det relative Pronomen, og som i Betydningen ligesom har samme Ordlyd. Ubekvemt er det endelig, at Partiklen der (Der var engang) og det relative Pronomen der og Ordet der (paa Stedet) staves ganske ens. Det danske Sprog er, naar det ikke skrives med yderste Omhu, overrigt paa Tvetydigheder og Mislyd.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
