I Maj brød jeg op og rejste, som sædvanligt i disse Aar, til Norge.
Jeg havde lige havt Besøg af en ung norsk Forfatter, der regnedes til Bohêmen, Gabriel Finne[I]; han var 23 Aar gammel, gjorde et noget enfoldigt Indtryk, var skikkelig, desperat, talentfuld; men »hvad skal det blive til«, skrev jeg for mig selv, »uden Kundskaber og uden virkelig Vilje?« Offenligt tog jeg ham i Forsvar og skrev en velvillig Artikel om hans Bog Unge Syndere.
I Kristiania holdt jeg tre Foredrag, et om Dyret i Mennesket, der gjaldt for uanstændigt og blev kaldt saadan, et om Henrik Ibsen[II] og hans Skole i Tyskland, der gjorde Lykke, et om Bjørnson[III] og Daudet[IV], der morede, men mødtes med adskillige tildels grundede Forbehold i Pressen. Saaledes bemærkedes det med Rette imod mig, at Daudet[V] i Sapho[VI] neppe i ringere Grad forfulgte en Tendens end Bjørnson[VII] i sine Romaner.
|274| Jeg overværede Konstitutionsdagen d. 17. Maj i Kristiania, ikke uden Sindsbevægelse ved Skuet. Guttetoget, en poetisk Ide af Bjørnson[VIII], var nydeligt, og det Aar var for første Gang Pigerne med. Byen gjorde den Dag et bondeschweizersk Frihedsindtryk paa mig. Stemningen klædte den, og den tog sig ud ganske til sin Fordel.
I godt Selskab kørte jeg til Ringerike og saa endelig engang i den smukkeste Aarstid norsk Natur i større Omfang. Kørevejen dejlig i Solskin; alle Frugttræer i Blomst, og Duft af Graner. De hvide Fnug fra Fandens Mælkebøtter fløj flere Steder gennem Luften tættere end Snefald og bedækkede Jorden som Silkespind, Silkefløjl. Vi besteg Krokkleven dels til Fods, dels til Hest. Udsigten derfra var mægtig, om end naturligvis ikke som Udsigten fra Rigi Kulm. Alligevel mindedes jeg nu og da om Schweiz. I Sundvolden var der et Sted, der nøjagtigt genkaldte Vevey i min Erindring. Fra Højden deroppe laa Land og Vand landkortagtigt udbredte, og Snefjælde i Horizonten dannede Krans deromkring.
Men det var ud paa Natten, at Landskabet virkede paa mig som en Trolddom. Jeg husker ikke mere Enkeltheder, men et Drømmelands-Indtryk, en ny Verden, Glans paa Vand i den lyse Nat, Stier ad hvilke vi gik med Vand paa den ene Side, Fjæld paa den anden og en Himmel, fra hvilken det ene lyse og forjættende Budskab steg ned til mig efter det andet, en Himmel, der ligesom omgav mig og i hvis Himmelrum jeg følte mig baaren. Saa lys havde jeg aldrig set Nat i Danmark.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
