Jeg var den Sommer syg, led af en uforklarlig Infektion, der varede fra Maj til ind i September med uafbrudt Snue |277| og Hoste. Den satte min Arbejdskraft noget ned. Adskillig Tid gik tabt med Besøg fra Sverig og Norge. Et enkelt offenligt Anliggende forsøgte jeg at tage mig af, skønt jeg vidste, min Bestræbelse var til ingen Nytte. Den ulykkelige Marja Zebrikova[I] henvendte sig til mig, før hun fra Paris rejste tilbage til St. Petersborg for at lade sig bortsende til Sibirien, og bad mig lade hendes Flyveskrift om de russiske Tilstandes Ulovligheder og Uretfærdigheder oversætte paa Dansk for at det gennem den danske Kongefamilie kunde komme Czaren[II] for Øje, hvem hun med dengang almindelig russisk Naivetet ansaa for ubekendt med Forholdene. Captajn Sarauw[III] oversatte Teksten for mig, og jeg indrykkede den i Børstidende. Naturligvis blev den hverken læst af danske eller russiske Fyrster, eller hvis den per impossibile blev det, havde det ikke den fjerneste Følge.*
Hvad jeg var Vidne til af offenlige Møder i Kjøbenhavn, gjorde et forskrækkeligt Indtryk. Skolemødet i 1890 beviste for mig blot Vankundighedens uhyre Omfang, dens Uovervindelighed indenfor en overskuelig Tid. Grueligt var et Kvindesagsmøde. Et Skjold foran Talerstolen med »Kvindesagen er en Folkesag« Pauline Worm[IV]. En gammel Frøken, der skulde sige et Par Ord til Indledning, fortálte sig saa grundigt, at hun maatte rettes af andre. En Psalme af Hostrup[V] »Vi traver frem under Sang« blev sunget for af Svend Høgsbro[VI], den senere Minister, aandfuld allerede da, der kom til at synge næsten alene, men desværre sang hvinende falsk. Saa et Foredrag paa fem Kvarter, med en Fingers Længde mellem Ordene, om Mændenes Træskhed: de kunde banke deres Koner, sulte dem og Børnene ud, forbyde dem alt muligt (Loven var fæl. – Heldigvis var Sædvanerne bedre). Om hvad Mændene lige saa hyppigt døjer af Kvinder, blev der jo ikke talt.
Ud paa Sommeren førtes i Pressen en saakaldt dansk-|278|norsk Fejde af dem, der med Aars Mellemrum regelret plejer at gentage sig. Den foranledigedes vist af nogle danske Forfatteres Utaalmodighed over de vanskelige Kaar, hvorunder de arbejdede, i Sammenligning med de lettere Kaar, som dansk Velvilje overfor norske Bøger iværksatte for Nordmændene. Imidlertid beroede de Norskes Overtag jo paa den Glans, enkelte Aander af høj Rang havde kastet over deres Literatur. Gennem Opgivelser fra Forlæggerne erfor jeg ved den Lejlighed, at norske Bøger havde Halvdelen, undertiden endog mer end Halvdelen af deres Tusindtals-Købere i Danmark, mens danske Bøger havde et rent forsvindende Salg i Norge; af 1000 norske Eksemplarer afsattes 500-550 i Danmark, af danske Tusind 10 eller 50 eller allerhøjst 100 i Norge.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
