I Begyndelsen af 1890 skrev jeg en Duplik i Nietzsche-Fejden, en Afhandling om Guy de Maupassant[I] og holdt en Række Forelæsninger om den nyere europæiske Literatur.
Jeg havde mod min Vane ladet mig overtale til Udlaan af de Skrifter, Nietzsche[II] havde sendt mig og som ellers i Norden Ingen kendte; jeg havde endog trods alle mine Erfaringer været godlidende nok til at udlaane mit Haandskrift til Nietzsche-Forelæsninger til den Dame[III], der senere skulde oversætte det udarbejdede Haandskrift paa Tysk. Jeg vidste dengang ikke af, at der bestod en øm Forbindelse mellem hende og en svensk Forfatter[IV], hun havde lært at kende i mit Hus. Saaledes gik det til, at hun fik et Arbejde af denne om Nietzsche[V] ud paa Tysk længe før mit, som hun, uden at jeg i hin Tid kunde forklare mig Grunden, lod ligge Maaned efter Maaned uoversat. Jeg havde taget mig af denne Forfatter[VI], da han var forladt af alle; jeg havde skaffet ham en Forlægger i Danmark, da han ikke mere kunde finde nogen i sit eget Land. Jeg var for stolt til at beklage mig til ham over hans Fremgangsmaade. Men da Andre, som vidste, hvor længe før ham jeg havde syslet med Nietzsche[VII], lod falde Ytringer, der indeholdt en Kritik over hans Færd, som |272| kom ham for Øre, tabte han enhver Selvbeherskelse. Han gik op til en ung Mand, der havde misbilliget hans Holdning, men hvem han forøvrigt aldeles ikke kendte, traadte med Hatten paa Hovedet ind til denne og forlangte af ham, at han skulde tilstaa, han om den Sag kun havde gentaget, hvad han havde hørt af mig. Da den saa uforskammet Tiltalte med god Grund afslog at afgive nogen saadan Erklæring, udbrød han, stadigt med Hatten paa Hovedet, i Ukvemsord, ivrigt forsikrende at han med Hensyn til sine Nietzsche-studier ikke skyldte mig det mindste. Uden Farvel skred han ud af Døren. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Husets unge Frue, der var ængstelig af sig og tidt alene, havde ladet gøre en saa sammensat Laas paa Døren, at det ikke var muligt for nogen, der ikke kendte Fiffet, at lukke sig ind eller ud. Efter lang Tids Famlen ved Laasen maatte da den selvfølende Forfatter[VIII] ydmyge sig, denne Gang med blottet Hoved, til en Anmodning om at blive lukket ud. Den blev hurtigt imødekommet, da man hellere saa hans Hæl end hans Taa.
Straks derefter begyndte han, som hidtil i stærke Udtryk havde prist mig, med Voldsomhed at angribe mig i tyske Tidsskrifter og Blade. Jeg kunde neppe tro mine Øjne, da jeg læste det første Angreb. Thi paa mit Bord laa endnu det mig med Bøn om Gennemlæsning tilsendte Haandskrift til en Bog af Angriberen[IX], efter hvis Titelblad prangede en Side med Ordene: »Tilegnet G. B.[X] i Ærbødighed og Beundring«. – Dog, det var kun i Øjeblikket, at jeg undrede mig. Samme Eftermiddag skrev jeg for mig selv: »Undertiden naar jeg ser, af hvilket Kryb jeg ædes op, forøges min Menneskedyrskundskab paa lærerig Maade. Jeg handler i Regelen – som Goethes[XI] Egmont – ud fra en vis sorgløs Ædelmodighed, saa Lakajsjælene tror, der stikker noget under. De kan f. Eks. ikke forestille sig, at det er mig ganske |273| ligegyldigt, om de raner nogle Planer og Indfald fra mig, da jeg har nok. Har de imidlertid gjort det, saa antager de mig for rasende opbragt, hensynsløs fjendtlig, og da de vil komme mig i Forkøbet med Fjendskab, angriber de mig.«
I de Dage mistede jeg ved Døden Emil Petersen[XII], der havde været min fortrolige Ven i tredive Aar.
Umaadelig træt og ked var jeg af Hovedstrømningernes sidste Del. Jeg havde slæbt den med mig siden Begyndelsen af 1883, stønnende, bandende, lidende for at gennemføre en gammel Plan, lagt af Den, jeg var i 1871. Jeg mindedes Ordet: An Arbeit klebt Blut. Jeg havde som nævnt ladet 11 Ark af den trykke. Nu var det mig umuligt at udholde Sysselsættelsen med den. Jeg følte mig som en stækket Vildgaas.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
