I Begyndelsen af 1890 skrev jeg en Duplik i Nietzsche-Fejden, en Afhandling om Guy de Maupassant[I] og holdt en Række Forelæsninger om den nyere europæiske Literatur.
Jeg havde mod min Vane ladet mig overtale til Udlaan af de Skrifter, Nietzsche[II] havde sendt mig og som ellers i Norden Ingen kendte; jeg havde endog trods alle mine Erfaringer været godlidende nok til at udlaane mit Haandskrift til Nietzsche-Forelæsninger til den Dame[III], der senere skulde oversætte det udarbejdede Haandskrift paa Tysk. Jeg vidste dengang ikke af, at der bestod en øm Forbindelse mellem hende og en svensk Forfatter[IV], hun havde lært at kende i mit Hus. Saaledes gik det til, at hun fik et Arbejde af denne om Nietzsche[V] ud paa Tysk længe før mit, som hun, uden at jeg i hin Tid kunde forklare mig Grunden, lod ligge Maaned efter Maaned uoversat. Jeg havde taget mig af denne Forfatter[VI], da han var forladt af alle; jeg havde skaffet ham en Forlægger i Danmark, da han ikke mere kunde finde nogen i sit eget Land. Jeg var for stolt til at beklage mig til ham over hans Fremgangsmaade. Men da Andre, som vidste, hvor længe før ham jeg havde syslet med Nietzsche[VII], lod falde Ytringer, der indeholdt en Kritik over hans Færd, som |272| kom ham for Øre, tabte han enhver Selvbeherskelse. Han gik op til en ung Mand, der havde misbilliget hans Holdning, men hvem han forøvrigt aldeles ikke kendte, traadte med Hatten paa Hovedet ind til denne og forlangte af ham, at han skulde tilstaa, han om den Sag kun havde gentaget, hvad han havde hørt af mig. Da den saa uforskammet Tiltalte med god Grund afslog at afgive nogen saadan Erklæring, udbrød han, stadigt med Hatten paa Hovedet, i Ukvemsord, ivrigt forsikrende at han med Hensyn til sine Nietzsche-studier ikke skyldte mig det mindste. Uden Farvel skred han ud af Døren. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Husets unge Frue, der var ængstelig af sig og tidt alene, havde ladet gøre en saa sammensat Laas paa Døren, at det ikke var muligt for nogen, der ikke kendte Fiffet, at lukke sig ind eller ud. Efter lang Tids Famlen ved Laasen maatte da den selvfølende Forfatter[VIII] ydmyge sig, denne Gang med blottet Hoved, til en Anmodning om at blive lukket ud. Den blev hurtigt imødekommet, da man hellere saa hans Hæl end hans Taa.
Straks derefter begyndte han, som hidtil i stærke Udtryk havde prist mig, med Voldsomhed at angribe mig i tyske Tidsskrifter og Blade. Jeg kunde neppe tro mine Øjne, da jeg læste det første Angreb. Thi paa mit Bord laa endnu det mig med Bøn om Gennemlæsning tilsendte Haandskrift til en Bog af Angriberen[IX], efter hvis Titelblad prangede en Side med Ordene: »Tilegnet G. B.[X] i Ærbødighed og Beundring«. – Dog, det var kun i Øjeblikket, at jeg undrede mig. Samme Eftermiddag skrev jeg for mig selv: »Undertiden naar jeg ser, af hvilket Kryb jeg ædes op, forøges min Menneskedyrskundskab paa lærerig Maade. Jeg handler i Regelen – som Goethes[XI] Egmont – ud fra en vis sorgløs Ædelmodighed, saa Lakajsjælene tror, der stikker noget under. De kan f. Eks. ikke forestille sig, at det er mig ganske |273| ligegyldigt, om de raner nogle Planer og Indfald fra mig, da jeg har nok. Har de imidlertid gjort det, saa antager de mig for rasende opbragt, hensynsløs fjendtlig, og da de vil komme mig i Forkøbet med Fjendskab, angriber de mig.«
I de Dage mistede jeg ved Døden Emil Petersen[XII], der havde været min fortrolige Ven i tredive Aar.
Umaadelig træt og ked var jeg af Hovedstrømningernes sidste Del. Jeg havde slæbt den med mig siden Begyndelsen af 1883, stønnende, bandende, lidende for at gennemføre en gammel Plan, lagt af Den, jeg var i 1871. Jeg mindedes Ordet: An Arbeit klebt Blut. Jeg havde som nævnt ladet 11 Ark af den trykke. Nu var det mig umuligt at udholde Sysselsættelsen med den. Jeg følte mig som en stækket Vildgaas.
I Maj brød jeg op og rejste, som sædvanligt i disse Aar, til Norge.
Jeg havde lige havt Besøg af en ung norsk Forfatter, der regnedes til Bohêmen, Gabriel Finne[XIII]; han var 23 Aar gammel, gjorde et noget enfoldigt Indtryk, var skikkelig, desperat, talentfuld; men »hvad skal det blive til«, skrev jeg for mig selv, »uden Kundskaber og uden virkelig Vilje?« Offenligt tog jeg ham i Forsvar og skrev en velvillig Artikel om hans Bog Unge Syndere.
I Kristiania holdt jeg tre Foredrag, et om Dyret i Mennesket, der gjaldt for uanstændigt og blev kaldt saadan, et om Henrik Ibsen[XIV] og hans Skole i Tyskland, der gjorde Lykke, et om Bjørnson[XV] og Daudet[XVI], der morede, men mødtes med adskillige tildels grundede Forbehold i Pressen. Saaledes bemærkedes det med Rette imod mig, at Daudet[XVII] i Sapho[XVIII] neppe i ringere Grad forfulgte en Tendens end Bjørnson[XIX] i sine Romaner.
|274| Jeg overværede Konstitutionsdagen d. 17. Maj i Kristiania, ikke uden Sindsbevægelse ved Skuet. Guttetoget, en poetisk Ide af Bjørnson[XX], var nydeligt, og det Aar var for første Gang Pigerne med. Byen gjorde den Dag et bondeschweizersk Frihedsindtryk paa mig. Stemningen klædte den, og den tog sig ud ganske til sin Fordel.
I godt Selskab kørte jeg til Ringerike og saa endelig engang i den smukkeste Aarstid norsk Natur i større Omfang. Kørevejen dejlig i Solskin; alle Frugttræer i Blomst, og Duft af Graner. De hvide Fnug fra Fandens Mælkebøtter fløj flere Steder gennem Luften tættere end Snefald og bedækkede Jorden som Silkespind, Silkefløjl. Vi besteg Krokkleven dels til Fods, dels til Hest. Udsigten derfra var mægtig, om end naturligvis ikke som Udsigten fra Rigi Kulm. Alligevel mindedes jeg nu og da om Schweiz. I Sundvolden var der et Sted, der nøjagtigt genkaldte Vevey i min Erindring. Fra Højden deroppe laa Land og Vand landkortagtigt udbredte, og Snefjælde i Horizonten dannede Krans deromkring.
Men det var ud paa Natten, at Landskabet virkede paa mig som en Trolddom. Jeg husker ikke mere Enkeltheder, men et Drømmelands-Indtryk, en ny Verden, Glans paa Vand i den lyse Nat, Stier ad hvilke vi gik med Vand paa den ene Side, Fjæld paa den anden og en Himmel, fra hvilken det ene lyse og forjættende Budskab steg ned til mig efter det andet, en Himmel, der ligesom omgav mig og i hvis Himmelrum jeg følte mig baaren. Saa lys havde jeg aldrig set Nat i Danmark.
Jeg vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor der paa Casino spiltes et fjantet Stykke imod mig, kaldet Mænd af Ære, |275| forfattet af en Madam. Jeg fik i de Dage nogle udenlandske Interviewere paa Halsen, og har for Løjer paa en Lap Papir nedskrevet følgende Interview, hvori der, jeg ved ikke hvorfor, har indsneget sig en skemtende Travesti af en Beskrivelse af Heltinden i Bjørnsons[XXI] Paa Guds Veje:
Hr. Redaktør! Efter Deres Ønske opsøgte jeg idag den bekendte Dr. G. B.[XXII] og fik ogsaa Adgang til ham; skynder mig derfor at sende Det folkelige Tudehorn i Chicago mine Indtryk friske.
Jeg negter ikke, at jeg traadte ind med nogen Forventning. Men, Hr. Redaktør, hvilken Skuffelse! En Mand som en anden, af Middelhøjde, stille af Væsen, urolig af Ansigt. Men hvor var Ilden, Flammen, Begejstringen, Frihedskærligheden? Jeg fandt intet Spor; jeg idetmindste slog ingen Gnister af ham. Og hvor var Elskværdigheden, det Hjertevindende? Der var ikke Spor. Haaret kunde redde ham, men det staar vildt i Vejret og falder i mange underlige Fald. Panden kunde ogsaa redde ham; men jeg har set meget større Pander; Øjnene endelig – thi saa underligt det klinger, han har Øjne – kunde ogsaa redde ham; men de var smaa og saa koldt paa mig.
Jeg sagde ham, at der opførtes et bidende Skuespil om ham, hvori han hed Terslew. Han sagde: »Det fornøjer mig.« – Jeg spurgte ham ud om hans literære Stilling. Han sagde: »Det Spørgsmaal keder mig.« – Han var ikke mere høflig end strengt nødvendigt. Midt, som jeg sad bedst, ytrede han: »Jeg ser, De har travlt, og vil derfor ikke holde Dem tilbage«, hvorpaa han rejste sig. Ingen skal faa mig til at tro, at han er nogen stor Mand, heller ikke, at han er nogen tyk Mand. Hans Vid er ringe; derimod lagde jeg Mærke til, at han har nette Fødder. Skal han reddes, maa det være dem, der redder ham, naar Fanden engang kommer for at hente ham. Thi da gælder det at tage Flugten. Til Fanden nytter det ikke at sige: »Jeg ser, De har travlt« osv. osv.
Nichol Nicholson.
Til Redaktionen af Det folkelige Tudehorn.
Chicago, Illinois.
I Midten af Juni tog jeg Arbejdet med Hovedstrømningernes sidste Del op paany. Det var nødvendigt paany at ofre en Sommer derpaa. Jeg fik endelig Manuskriptet sluttet i Begyndelsen af August, besørgede samtidigt alle Korrekturerne, begyndte straks derefter Oversættelsen til Tysk og sendte allerede i August en første Manuskriptpakke |276| til Leipzig. Det var en Tid, hvor jeg nødedes til helt at gaa op i Arbejdet. Jeg mindedes Aarestrups[XXIII] Vers:
Hvad jeg i den Tid havde af Livsnydelse var kun et Genskin.
Jeg havde rigelig Lejlighed til at sammenligne Vanskelighederne ved at behandle det danske og det tyske Sprog. For en Nordbo kommer Ulempen ved det tyske mest af den utaalelige og unaturlige Ordstilling, der slynger Verbet tilbage til Sætningens Slutning, saa man, ret som om en Gaade blev opsat, undertiden kan høre paa tyve Ord i Træk uden at vide om den Mand, hvorom der tales, skal forfremmes eller slaas ihjel. I Dansken er Mislydene en Pine, de mange ulidelige Ord med tonløse Udgange else, erne, ene: Forladelse, Retfærdiggørelse, Konerne, Forholdene osv. og saa er der den afskyelige Omstændighed at de tyske Udtryk zu (foran Verber) og dass udtrykkes ved samme Lyd: at. Danske Skribenter, der ikke uafbrudt har deres Opmærksomhed fæstet derpaa – og af dem er der næsten ingen – frembringer derfor en Prosa, hvori at’erne skratter som drejede man en Skralde. Meget ugunstigt er det fremdeles, at som, det relative Pronomen, og som i Betydningen ligesom har samme Ordlyd. Ubekvemt er det endelig, at Partiklen der (Der var engang) og det relative Pronomen der og Ordet der (paa Stedet) staves ganske ens. Det danske Sprog er, naar det ikke skrives med yderste Omhu, overrigt paa Tvetydigheder og Mislyd.
Jeg var den Sommer syg, led af en uforklarlig Infektion, der varede fra Maj til ind i September med uafbrudt Snue |277| og Hoste. Den satte min Arbejdskraft noget ned. Adskillig Tid gik tabt med Besøg fra Sverig og Norge. Et enkelt offenligt Anliggende forsøgte jeg at tage mig af, skønt jeg vidste, min Bestræbelse var til ingen Nytte. Den ulykkelige Marja Zebrikova[XXIV] henvendte sig til mig, før hun fra Paris rejste tilbage til St. Petersborg for at lade sig bortsende til Sibirien, og bad mig lade hendes Flyveskrift om de russiske Tilstandes Ulovligheder og Uretfærdigheder oversætte paa Dansk for at det gennem den danske Kongefamilie kunde komme Czaren[XXV] for Øje, hvem hun med dengang almindelig russisk Naivetet ansaa for ubekendt med Forholdene. Captajn Sarauw[XXVI] oversatte Teksten for mig, og jeg indrykkede den i Børstidende. Naturligvis blev den hverken læst af danske eller russiske Fyrster, eller hvis den per impossibile blev det, havde det ikke den fjerneste Følge.*
Hvad jeg var Vidne til af offenlige Møder i Kjøbenhavn, gjorde et forskrækkeligt Indtryk. Skolemødet i 1890 beviste for mig blot Vankundighedens uhyre Omfang, dens Uovervindelighed indenfor en overskuelig Tid. Grueligt var et Kvindesagsmøde. Et Skjold foran Talerstolen med »Kvindesagen er en Folkesag« Pauline Worm[XXVII]. En gammel Frøken, der skulde sige et Par Ord til Indledning, fortálte sig saa grundigt, at hun maatte rettes af andre. En Psalme af Hostrup[XXVIII] »Vi traver frem under Sang« blev sunget for af Svend Høgsbro[XXIX], den senere Minister, aandfuld allerede da, der kom til at synge næsten alene, men desværre sang hvinende falsk. Saa et Foredrag paa fem Kvarter, med en Fingers Længde mellem Ordene, om Mændenes Træskhed: de kunde banke deres Koner, sulte dem og Børnene ud, forbyde dem alt muligt (Loven var fæl. – Heldigvis var Sædvanerne bedre). Om hvad Mændene lige saa hyppigt døjer af Kvinder, blev der jo ikke talt.
Ud paa Sommeren førtes i Pressen en saakaldt dansk-|278|norsk Fejde af dem, der med Aars Mellemrum regelret plejer at gentage sig. Den foranledigedes vist af nogle danske Forfatteres Utaalmodighed over de vanskelige Kaar, hvorunder de arbejdede, i Sammenligning med de lettere Kaar, som dansk Velvilje overfor norske Bøger iværksatte for Nordmændene. Imidlertid beroede de Norskes Overtag jo paa den Glans, enkelte Aander af høj Rang havde kastet over deres Literatur. Gennem Opgivelser fra Forlæggerne erfor jeg ved den Lejlighed, at norske Bøger havde Halvdelen, undertiden endog mer end Halvdelen af deres Tusindtals-Købere i Danmark, mens danske Bøger havde et rent forsvindende Salg i Norge; af 1000 norske Eksemplarer afsattes 500-550 i Danmark, af danske Tusind 10 eller 50 eller allerhøjst 100 i Norge.
Jeg modtog følgende Breve:
Kjære Fader! Vi bo hos Fru Johanna Corfitzen[XXX], Kullen eller Mølle, Sverige. Idag skal vi en lang Tur op ad Bjergene. Vi bo i en Villa for os selv, og Villaen gaar lige ud til Havet og omringes af Bjerge, og midt imellem Bjergene er der en stor Grotte, som vi skal se idag og naar vi have set den saa skal jeg i næste Brev skrive dig om den. Igaar vare vi i Vandet og det var saa koldt, der var ingen Tove at holde sig ved, men der er tre Badehuse saa idag maa vi prøve det næste. I vor have er der en lille Have som omringes af roser, Stikkelsbær og Solbær men der er foruden dem en mængde Grøntsager og Pærer og Æbletræer. Idag er Vandet lidt mere varmt og Været er ogsaa lidt mere varmt; hvorledes er Været hos eder i Danmark? Idag er det da et langt Brev, skriv du saa ogsaa et langt Brev til mig, naar du skriver. Da vi rejste, rejste Erna og hendes Moder med og Jærnbanerne vare helt anderledes, og da vi saa skulde stige ud, sagde Erna at vi maatte endelig huske vor Pakage. Da vi kørte med Jærnbanen havde vi en dejlig Udsigt over Sverige og det var saa morsomt at se alle de Bjærge som vi jo aldrig før havde set. I vores have er der stillet to Lændestole som Erna og jeg altid sidde paa. Lige i det man kommer ud af Døren ud til Vejen er der en stor Veranda og der staar baade Stole og Bænke og Borde og ved dem sidde vi altid og sy Dukketøj.
Din Astrid Brandes[XXXI].
|279|Kjære Fader!
Tak for dit Brev og de tre Bøger. Erna er rejst for i Dag otte Dage siden, det er jo udenmærket Vejr her, vi er gerne ude hele Dagen og vi gaa i Vandet hver Dag. Hvordan har du det, faar du god Mad, her er jo meget smukt, morer du dig godt, de Sten vi fandt ere naturligvis ikke til at bruge, Frugt er sjelden her ovre, vi har kun faaet Jordbær to Gange, her ovre maa man være til frids med hvad man faar vi faar sjældent frisk Brød vi lever omtrent uden for Verdenen. Hav det rigtig godt og mange Hilsener til dig
Fra din altid hengivne Datter Edith[XXXII] 1890.
Kjære Fader ude i Svartehaldernes Sten findes Ametyster som er meget kostbare og sjældne, i Dag har vi været ude for at hugge nogle af med flere Herrer og jeg alene har vist en 20 eller 30 Stykker og naar vi kommer til Kjøbenhavn skal vi hos en Guldsmed faa dem slebne her har vi bare dejligt Vejer i den sidste Tid kender man ikke til daarligt Vejer, bare Solskin og ogsaa Maaneskin. Tak for hvad du sendte os lille Far. Her ovre i Mølle er der en Kandidat som giver mig alle Slags Sten. Forexembel en Sten som er saa rund som et Æg og paa Den har han skrevet et stort B det betyder Brandes og en stor Granatsten og en lille Agatsten som han selv har udhugget af Silvergrotten hils Augusta fra mig og sig hvorfor hun ikke skriver til mig for dengang vi skulde rejse hertil med Skibet lovede hun mig at hun skulde nok skrive først.
Har du husket at gjemme de Frimærker fra Sverige som sidder paa Brevene.
Din altid hengivne Astrid B.[XXXIII]
Jeg tog nogle Dage over til Mølle for at se, hvorledes mine Smaabørn trivedes derovre. Det var en Fornøjelse at iagttage deres Holdning, rank og flink som den var. Begge havde den mest levende Stedsans, og jeg havde min Morskab af at se dem vandrende ad Vejene, stigende med Barndommens Gratie op ad Kullen, findende Vej overalt.
Der var en tydelig Forskel, næsten en Modsætning mellem de to Børn. Den ældre[XXXIV] slank, sart, kvindelig, frygtsom overfor Farer, bestandig omhæget og i de spæde Aar meget blød af Sind; den lidt yngre[XXXV] fastere bygget, djærvere anlagt, fuld at uforudsete og skelmske Indfald, modig og kamplysten som en Dreng, altid slagfærdig, ogsaa aandeligt, derfor aldrig i Forlegenhed for Svar.
|280| Den yngste[XXXVI] var sund og rask som sjældent et Barn. Hun havde smukke Øjne og friske Farver, kunde synge, før hun kunde tale, var altid lystig og pudsig.
Da hun tre Aar gammel var kommen fra Berlin til Kjøbenhavn og saa Maanen skinne over Kongens Nytorv, raabte hun fornøjet: »Aa, den smukke Berliner-Maane!« I samme Alder klatrede hun saa højt op ad en Gitterstang paa Concertpalæet, at hun kun med Vanskelighed blev hentet ned, og et Par Aar derefter klatrede hun paa Skagen helt op paa Spidsen af en Flagstang, sad og sang deroppe, men var ikke i Stand til selv at hjælpe sig ned.
Det var meget vanskeligt at give hende Begreb om hvad der efter Vedtægt skikkede sig og hvad ikke. En Dag bragte hun i Middelfart sin Moder[XXXVII] en Masse To-Ører og sagde: Alle de Penge har jeg fortjent. – Hvorledes? – Jeg har bundet smaa Buketter og solgt dem til Herrerne.
Hun maatte da give Pengene tilbage. »Men«, sagde hun, »Buketterne har jeg ikke forlangt igen, dem lod jeg Herrerne beholde gratis.« – Dog vilde nogen Herre kysse hende, fik han et kraftigt Slag paa Øret.
Hun havde et sandt Raseri for at give bort. Saasnart det var bleven hende klart, hvad Fattigdom og Ulykke vilde sige, skænkede hun de Ulykkelige alt hvad hun fik til Foræring. En lille Krøbling gav hun sit Legetøj. Af en anden lille forvoksen Dreng købte kun bestandig Blomster. Men da hun en Gang havde spurgt ham, hvorfra han havde Blomsterne og han havde svart, at dem hentede hans Far om Natten paa Kirkegaarden, lod hun ham beholde Pengene, men rørte ikke hans Blomster og købte ikke mere af ham.
En Dag, da der var bleven lovet hende og hendes Søster friske Kager, men Børnene udenfor Bagerbutikken saa en stakkels, elendig Dreng, som en fattig Kone førte ved Haanden, blev de enige om at give Afkald paa Kagerne og |281| heller fornøje Barnet. De købte et Rugbrød, et Franskbrød, to store Glas Mælk, Bismarckklumper og Chocoladecigarer, lagde det paa et Bord for sig, løb ud, kaldte paa Moder og Søn, raabte: »Vær saa artig, det er Alt til Dem« og pilte bort, før der kunde takkes.
Den lille gav Afkald paa et Ophold paa Marienlyst for i Stedet at udstyre en fattig Dreng, der skulde i Malerlære, med Klæder og Støvler, uden hvilke Mesteren ikke vilde tage ham som Lærling. – Da der til Pigen kom en Brodersøn af hende, der havde mistet sine Klæder ved en Stranding, gav begge Børn ham Indholdet af deres Sparebøsser og Astrid[XXXVIII] ham sin kæreste Bog, Andersens[XXXIX] Eventyr.
Saa godhjertet hun var, saa var det dog langt fra at hun var følsom. Hun var dristig og maatte altid spille Puds. En Dag havde en lille Pige i Middelfart faaet en Badedragt af hvidt Flonel. Et andet Barn sagde: Mon den kan svømme? Astrid[XL] kastede den i Vandet; den flød bort og maatte erstattes, saa hun var saare angergiven derefter.
Da hun talte lige saa flydende Tysk som Dansk, skældte undertiden Drengene paa St. Annæ Plads hende ud for Tysker. Da hun blev lidt større, slog hun i saa Tilfælde løs paa dem, saa det jævnlig blev til regelret Slagsmaal. En Dag sloges hun med en Dreng, der var hende for stor og stærk; han kastede hende om. Saa sagde hun: Hvis du nu ikke giver slip, kalder jeg paa min Far, han er Politibetjent og staar dèr. - Drengen rendte sin Vej. – Da hun fortalte det, sagde hun: »Jeg var nødt til at lyve; ellers havde en fremmed Dreng magtet mig. Var det vel Synd? Naar jeg bliver stor, vil jeg være Politi. Gør jeg saa Dumheder, bringer Ingen mig i Kasjotten.«
Da hun var fem Aar gammel, var hun paa en Rejse nogen Tid i et Pensionat, hvor hun saa en smuk, gyldent glimrende |282| Staalpen og stak den til sig. Hun kom fra et Hjem, hvor det flød med Penne og de ikke havde noget Værd. Senere beklagede en Dame sig over Pennens Forsvinden, og den blev givet tilbage. Paa den Tiltale, der ved Aftenbønnen blev rettet til hende: Tror du ikke, Vorherre er vred paa dig idag? svarte hun: »Har Vorherre ikke bedre at gøre end at passe paa mine Dumheder, saa bryder jeg mig slet ikke om nogen Vorherre.«
Hun fortalte en Dag, at hun havde truffet en lille Dreng, hvem hun havde spurgt: Hører ogsaa du de Foredrag, der om Søndagen holdes for fattige Børn? - Nej, sagde han, jeg hører ikke Foredrag sammen med fattige; jeg er et Herskabsbarn; min Far er Overretssagfører. – Paa Ytringen: Du kunde sagt, du var Datter af en Doctor, svarte hun: Nej, dertil er jeg for stolt.
Hun var en Vildkat og blev derfor misforstaaet og daarligt behandlet i Skolen, stadigt indespærret for Bagateller. En Dag havde et fremmed Barn plettet hendes Søsters[XLI] Bog. Denne fik en Anmærkning derfor, skønt hun sagde, hun var uskyldig; man vilde ikke tro hende. Astrid[XLII] sagde: »Min Søster lyver aldrig« og fik Straf derfor. – Var der i Lærebøgerne noget Udfald mod Tyskere, sørgedes der for at hun læste det. Engang spurgte Lærerinden hende: Hvis vi fik Krig, hvem ønskede du saa skulde vinde, de Tyske eller de Danske? – Hun svarte: Jeg ønsker, de skal lade være med at slaas. – Naar Fremmede spurgte hende: Du er vel en lille artig Pige? svarte hun: Min Søster[XLIII] er meget artig.
En Dag, jeg skulde holde Foredrag, tog jeg paa Børnenes Bøn dem med derhen, og sagde, de skulde passe paa, der vilde deri være indlagt et Sted, som var henvendt til dem. Da Stedet kom, rejste Astrid[XLIV] sig glædestraalende op og nikkede saa ivrigt til mig, at jeg havde Møje med at beherske mit Ansigt.
|283|Hun gik gerne i Kirke for at synge Psalmerne med. En Dag sad der en Dame foran hende og sang falsk. Hun puffede hende i Ryggen og sagde: »Enten maa De tie stille eller lade være at synge falsk – De forstyrrer mig.«
Hans von Bülow[XLV] taalte nødigt Børn ved sine Concerter; da han en Dag opdagede de smaa i første Række, skar han et barsk Ansigt og havde Øjnene med dem, for at de ikke skulde forstyrre. Men da han iagttog, at Astrid[XLVI] havde rejst sig, ganske opfyldt af Musiken og helt andægtigt fordybet, nikkede han til hende, og da han ved den følgende Concerts Begyndelse saa hende og Søsteren[XLVII] paa samme Plads, nikkede han straks til dem som til gamle Venner.
Hun havde en Veninde, den ovennævnte Erna, med sig i Mølle, der imidlertid skulde rejse bort længe før hun. Hun sagde da til Venindens Moder: Gør du altid hvad din Mand siger? – Ja. – Gør han ogsaa altid, hvad du vil? – Ja. – Saa skriv til ham, at I vil blive længere i Mølle.
Hun havde en god Hukommelse for alt pudsigt, som blev fortalt hende. En Dag da jeg ytrede, jeg maaske vilde rejse til Schlangenbad, sagde hun: »Jeg vil fortælle dig en Historie, som jeg har fra en Dame, der har været der. Badet er saa mudret, at man ikke kan se andet end Overfladen; det er helt sort. En Dame, som var i Badet, ringede forfærdelig stærkt. Da Badekonen kom løbende, sagde Damen, at der var en Slange i Badet. Da de saa saa’ efter, var det hendes falske Fletning, de trak op. Du kan tænke dig, at hun blev flov.« – –
I Mølle kom en Dag en ung nydelig dansk Pige ved Navn Inger Harboe[XLVIII] mig imøde og tiltalte mig med en velgørende Inderlighed, skønt jeg knap havde set hende før. Hun spadserede med sin Forlovede, en svensk Herre, der saa meget ældre ud end hun. Snart derefter blev hun gift, |284| og bortreves saa ved en tidlig Død, der gik endog alle dem til Hjerte, som blot flygtigt havde gjort hendes Bekendtskab. Et saadant Særsyn af Ynde var hun.
I Slutningen af Oktober var endelig alle Korrekturer rettede paa den tyske Udgave af min svære Bog Hovedstrømninger VI, og Bogen kom samtidigt ud paa Dansk og Tysk.
Den Aften, det sidste Ark laa trykt for mig, skrev jeg et Distichon om hver af Værkets seks Dele:
I
II
III
IV
V
V
|285| Den danske Udgave faldt til Jorden som en Klat. Der var Aaret ud neppe et Blad, som nævnte den.
Den 24. Oktober modtog jeg med et artigt Brev fra senere Generaldirektør Rubin[L] tilsendt en trykt Adresse, om hvis Tilblivelse jeg hidtil intet havde erfaret og som trods den Anerkendelse, den i visse Maader indeholdt, berørte mig pinligt. Saa godt Adressen var ment – det blev mig meddelt, at Julius Lange[LI] havde sat den i Værk – saa var det mig i høj Grad imod at se mine økonomiske Forhold saaledes fremdragne for Offenligheden. I Frankrig taaler man ikke, at Ens Indtægter eller Mangel paa Indtægter offenliggøres; deraf den lidenskabelige Modstand mod Indkomstskatten med den tvungne Selvangivelse. Hvor meget der end tilsyneladende taler for denne Skat, saa er den tvungne Selvangivelse dog oprørende. Vi har ikke mere den religiøse Inkvisition og ikke mere den processuelle, men vi har endnu den fiskale, en Følgestridighed, som Georgeismen maaske engang vil bøde paa.
I Danmark var man afstumpet mod at se disse Forhold fremdragne for Publikum. Hvert Aar bragte Aviserne lange Lister over de Riges og nogenlunde Velhavendes Indtægt. Jeg for min Del var ikke afstumpet. Dertil kom, at skønt det var Flertallet af Danmarks bedste Mænd, som havde underskrevet Adressen, kunde jeg med mit Kendskab til Forholdene ikke nære nogen Tvivl om at Henvendelsen vilde ske aldeles forgæves og kun give Anledning til nye Udbrud af det Had, jeg altid følte halse omkring mig.
Adressen, hvis overmaade forsigtige Udtryksmaade gjorde det dunkelt, hvorfor Undertegnerne havde maattet dele sig i to Klasser, havde følgende Ordlyd:
|286| Til Regering og Rigsdag.
I tidligere Aaringer har der som bekendt gentagne Gange været Tale og Forhandling om, at Dr. Georg Brandes[LII] skulde ansættes som Professor ved Universitetet. Efterhaanden synes dette Spørgsmaal at være sovet hen, og det er ikke Meningen med denne Henvendelse at vække det til Live paany.
Vi tillade os kun at fremhæve de økonomiske Følger, som det har havt for ham, at han ikke er blevet Embedsmand. Som Privatmand har han ingen Formue; og siden sin Ungdom, da han oppebar nogen akademisk Understøttelse af sædvanlig beskedent Maal, har han været henvist til som Forfatter og Privat-Docent at fortjene, hvad han behøvede for sig og sin Familie. Dertil kom siden 1882 en ved privat Sammenskud tilvejebragt aarlig Understøttelse, der dog aldrig har været bestemt til mere end foreløbig at lette ham en Overgangstilstand under vanskelige Forhold; man forlanger jo heller ikke af en Mand, at han vedblivende skal leve af privat Hjælp. Og hvad Indtægten af Skrifter og Foredrag angaar, kan man med Sikkerhed slutte sig til, at den maa være aldeles utilstrækkelig til Livets Ophold for en Mand, tilmed en Familiefader, naar hans Produktion søger sin Grundvold i omfattende og vanskelige Studier. Endog for en Forfatter af Romaner og Skuespil betragtes det i Danmark som i Længden umuligt at leve alene af sin Pen; saa meget mere da for en Litteraturhistoriker og Kritiker, selv om det er en Mand af Brandes’s ualmindelige Energi og Arbejdsevne, en Mand, der ogsaa har vundet sig et betydeligt Publikum i andre Lande.
Det kan altsaa ikke være anderledes, end at Georg [LIII]Brandes, der nu snart er 50 Aar gammel, maa imødese den kommende Tid med meget alvorlige Bekymringer. Det er dem, som vi andrage om, at Staten vil hæve ham over, selv om der ikke bliver Tale om Embedsvirksomhed.
Vi tænke herved ikke paa at afvæbne Modstanden imod ham. Det vilde ikke alene være umuligt; men vi, som indsende dette Andragende, forbeholde os, hver for sig, paa mangt et vigtigt Punkt at være hans Modstandere. Men vi nære nogen Tillid til, at endog hans mest afgjorte Modstandere maa føle, at et Liv, forbitret af økonomiske Sorger, vilde være en Lod, der ikke stod i noget retfærdigt Forhold til den Virksomhed, han har udfoldet. At vække Modstand, endog heftig og i ideel Betydning uforsonlig Modstand, har Ingen nogensinde undgaaet, som med Ild og Energi har kastet sig ind i Kampen om Livets vigtigste Problemer. Og Brandes[LIV] har, baade ved Indholdet og Formen af hvad han har udtalt, mindst af alle undgaaet eller villet undgaa det. Han selv har ikke bejlet til Statens Gunst. Men vi, som af egen Drift fremsende denne Henven|287|delse, maa tillade os at minde om, at Staten i vor Tid, baade her i Landet og andensteds, har anerkendt Værdien af den ærlig mente og fremragende Forfattervirksomhed, selv om den i flere Henseender opponerede imod, hvad Staten støtter og hævder. Dette gælder om flere Understøttelser, der er voterede til betydelige Digtere; thi man maa erindre, at Digtningen i vore Dage ikke mindre end Kritiken tager Parti i Kampen mellem Livsanskuelserne.
Om der end i vort Folk kun findes meget faa, som i det Hele vilde erklære sig for Georg Brandes’s[LV] Tilhængere, saa findes der ogsaa blandt læsende og tænkende Mennesker meget faa – om nogen – som ikke anerkende hans store Talent, hans litterære Fortjenester i mange Retninger, hans sjældne Flid og Kundskab. Saa afvigende som Meningerne om ham er, saa vil det dog fra de forskelligste Sider blive indrømmet, at man aldeles ikke vilde kunne tænke sig vort Aandslivs og vor Litteraturs Udvikling i de sidste 20 Aar uden ham. Han har fremkaldt mangen berettiget Anke; men han har ogsaa vakt megen beføjet Beundring. Det har været hans Ejendommelighed, idelig at fremdrage Stridspunktet; men derved har han som faa andre bidraget til at holde Nationens aandelige Liv vaagent. Mangen mærkelig Strømning i Udlandets Literatur og Tænkning har han ledet ind i vort Land. Der kunde ogsaa udpeges en Række af hans Skrifter, som sandsynligvis vilde finde fuld Paaskønnelse fra alle Sider.
Saa vidt vi skønne, foreligger der herved mere end nok til at den danske Nation for sin egen Skyld ikke kan være en ligegyldig Tilskuer til, at økonomiske Vanskeligheder skulde vinde Overmagt over Georg Brandes’s[LVI] Skæbne. Naar Spørgsmaalet bliver om Størrelsen af den aarlige Understøttelse, som passende kunde tillægges ham, tillade vi os i dybeste Ærbødighed at henstille til Overvejelse, at denne Sag i Følge sin Natur maa betragtes som et rent Undtagelsestilfælde, der ikke kan gaa ind under de hidtil gældende Regler og Synspunkter. Vi mene ikke dette saaledes, at Brandes’s[LVII] Virksomhed skulde vurderes højere end enkelte andre danske Forfatteres, som siden vor frie Forfatnings Indførelse har faaet aarlige Hædersgaver eller Understøttelser: overhovedet kan man jo ikke ligefrem taksere litterære Fortjenester i Penge. Men der er noget ganske særegent ved Brandes’s[LVIII] litterære Stilling; det vil neppe være muligt at finde en Maalestok for den i tidligere Tilfælde; og den vil lige saa lidt kunne afgive en Maalestok for andres i Fremtiden. En Understøttelse til ham vil vanskelig kunne blive noget Præcedens for senere Krav. Hans Betydning knytter sig til et vigtigt Vendepunkt i vort litterære Liv; men det blev en Følge af Udviklingens Gang, at han selv kastedes ud af de her i Landet regelmæssige Spor, der ellers føre til lønnende Stillinger. Efter hans litterære Virksomheds Natur kan en |288| Understøttelse til ham heller ikke betragtes som et Tillæg til en anden, nogenlunde tilstrækkelig Indtægt, som Tilfældet er med de sædvanlige Aarpenge til Forfattere eller Kunstnere. Skal Understøttelsen sætte ham i Stand til roligt og dybtgaaende Arbejde, maa han i den have sit væsenlige økonomiske Grundlag, saaledes som en navnkundig Videnskabsdyrker med Beskedenhed kan kræve det, altsaa omtrent stilles lige med en Universitetslærer.
Kjøbenhavn, i Oktbr. 1890.
Michael Ancher[LIX], Niels Bache[LX], B. Bang[LXI], Otto Benzon[LXII],
Maler.
Skoledirektør.
Forfatter.
Rud. Bergh[LXIII],
Professor, Overlæge.
Erik Bøgh[LXIV],
Censor ved det kgl. Teater.
Dr. med., Lærer ved Landbohøjskolen.
V. Bissen[LXV], Christian Bohr[LXVI],
Professor, Billedhugger. Professor ved Univ.
A. G. Drachmann[LXVII], Kr. Erslev[LXVIII],
Dr. med., Professor. Prof. ved Univ.
V. Falbe-Hansen[LXIX], Prof. ved Univ. V. Fausbøll[LXX], Prof. ved Univ. J. A. Fridericia[LXXI], Dr. phil. M. Galschiøt[LXXII], Redaktør.
M. CL Gertz[LXXIII], Prof. ved Univ. Emil Hannover[LXXIV], Forfatter. P. Hansen[LXXV], Professor. Otto Hasluud[LXXVI], Maler.
Pr. Hendriksen[LXXVII], Xylograf. J. C. Hostrup[LXXVIII], Pastor emeritus. H. Høffding[LXXIX], Prof. ved Univ. V. Johansen[LXXX], Maler.
Kr. Kålund[LXXXI], K. Kroman[LXXXII], C. Lange[LXXXIII], Jul. Lange[LXXXIV], F. Levison[LXXXV],
Dr. phil.
Prof. ved Univ. Prof. ved Univ. Prof. ved Univ.
Dr. med.
F. L. Liebenberg[LXXXVI],
Litterat.
N. Neergaard[LXXXVII],
Redaktør.
Henrik Pontoppidan[LXXXVIII],
Forfatter.
Carl Jul. Salomonsen[LXXXIX],
Docent ved Univ.
Karl Madsen[XC], W. Mollerup[XCI], Niels Møller[XCII],
Forfatter. Dr. phil. Forfatter.
Kristoffer Nyrop[XCIII], Julius Petersen[XCIV],
Docent ved Univ. Prof. ved Univ.
Chr. Richardt[XCV], P. F. Rist[XCVI], Marcus Rubin[XCVII],
Præst. Kaptejn, Forfatter. Kontorchef.
S. Schandorph[XCVIII], O. Siesbye[XCIX],
Dr. phil., Forfatter. Docent ved Univ.
Stephan Sinding[C], Erik Skram[CI], S. Birket Smith[CII], T. N. Thiele[CIII],
Billedhugger. Forfatter Universitetsbibliothekar. Prof. ved Univ.
E. Tscherning[CIV], K. Verner[CV]. Cl. Wilkens[CVI],
Dr. med. Prof. ved Univ. Docent ved Univ.
Chr. Zacho[CVII],
Skønt vi Undertegnede ikke kan tiltræde forskellige af de i det foregaaende indeholdte Betragtninger, ligesom der ved Bedømmelsen af Dr. G. Brandes’s[CVIII] Virksomhed for os gives Synspunkter af nok saa stor Betydning som de her fremhævede, maa vi dog slutte os til selve det fremsatte Andragende. Naar en Mand som Dr. Brandes[CIX] i en lang Aar|289|række har sat ualmindelige Evner og en utvivlsom personlig Overbevisning ind paa sin Virksomhed i Litteraturen, og naar denne efter saa mange Forfatteres Vidnesbyrd har havt en vidtrækkende Indflydelse baade ved at vække og udvikle og ved at ægge modsatte Retninger til nyt Arbejde, saa forekommer det os smaaligt at gaa i Rette med de Mangler, som man finder hos ham, eller hvad der har kunnet støde i hans litterære Optræden, saa snart Spørgsmaalet bliver om Statens Ret og Pligt til at yde ethvert alvorligt og betydningsfuldt Arbejde af denne Art sin Anerkendelse. Naar man derfor nu henvender sig til Lovgivningsmagten med et Andragende som ovenstaaende, anser vi det som vor Pligt at slutte os hertil og at udtale det levende Ønske, at det maatte kunne lykkes paa en værdig Maade at føre denne Sag igennem.
Kjøbenhavn, i Oktober 1890.
C. St Å. Bille[CX], J. E. V. Boas[CXI], C. Christiansen[CXII],
Kammerherre, Amtmand. Docent ved Prof. ved Univ.
Landbohøjskolen.
J. Gram[CXIII], J. L. Heiberg[CXIV], Aug. Jerndorff[CXV], A. D.Jørgensen[CXVI],
Dr. phil., Direktør. Dr. phil. Maler. Rigsarkivar.
Troels Lund[CXVII], A. F. Mehren[CXVIII], Sophus Muller[CXIX], Thorvald Niss[CXX],
Dr. phil., Professor. Prof. ved Univ. Dr. phil., Maler.
Museumsinspektør.
Rasmus Pedersen[CXXI], Carl Thomsen[CXXII], Vilh. Thomsen[CXXIII],
Prof. ved Univ. Maler. Prof. ved Univ.
//. S. Vodskov[CXXIV], Ludv. F. A. Wimmer[CXXV],
Forfatter. Prof. ved Univ.
Den hele Provinspresse af Højre udtalte sig efter Ordre allerede før den 1. November skarpt mod Bevillingen til mig, erklærede, at Regeringen og Landstinget aldrig gav deres Samtykke. Fra det Øjeblik vidste jeg, at Sagen var strandet. Dagbladet havde i Januar samme Aar i en Artikel Brandesianismen for halvhundrede Gang kogt alle de gamle Beskyldninger imod mig op. Hvad jeg skrev var »farve-spraglende og underholdende, men i Reglen fuldstændig blottet for dybere Indhold eller videnskabeligt Værd.« Dog min Hovedsynd var, at jeg aabent bekendte, jeg ikke troede paa aabenbaret Religion. Dette betegnedes som et perfidt Angreb paa samme Religion: »Lad hvem der vil, hilde sig selv i Læren om den frie Tankes Guddomsmagt, det bliver |290| hans Sag, og den, der har en anden Tro, kan beklage, men har ikke Ret til at dømme ham. Men med den, der paatager sig gennem sine idelige, perfide Angreb paa den aabenbarede Religion at føre Andre bort fra denne, er det en anden Sag; han er ikke ansvarsløs, og ham have Anderledestænkende Ret til at kræve til Regnskab for hans Handlinger.«
Saa spurgtes der, hvorhen denne Lære førte. Og med en Logik, der ikke gjorde nogen Kirkesangers til Skamme, udvikledes det for halvhundrede Gang, at den førte til Drifternes uhindrede Tilfredsstillelse. Disse Journalister, hvis Bavianliv enhver, der kastede et Blik ind i Buret, kendte, blev ikke trætte af, i dyb Bekymring at advare mod Tilfredsstillelsen af Drifter, der ikke sysselsatte mig, men som de selv nødigt negtede den grove Føde, der passede for deres grove Organer. De havde en Gang for alle bidt Hovedet af Skammen og vedblev at piske Skarn, som var det Fløde.
Det var Angsten for Helvede, der nu og da afholdt dem fra at styrte hen i Smaagaderne. Tog man nu denne Angst fra Folk, hvad saa?
Det hed her:
Med Individets og Jegets Forherligelse følger Ulysten hos den Enkelte til at skrive andre Morallove end dem, der konvenere hans egne Lyster. Og i denne Egoismens Apoteose, hvor samtidig Kvinden stilles fuldstændig lige med Manden, sønderrives efterhaanden ethvert Baand. Familielivet og Ægteskabet ophøre at være andet end en Hensigtsmæssighedsindretning; Livsnydelsen og Livsglæden blive sat i Højsædet som det Eneste, der er værd at stræbe efter, og medens denne Livsnydelse og Livsglæde for de finere, mere raffinerede og moderniserede Naturer endnu hyller sig i det Gazeslør, som Hedda Gabler udtrykker med Frasen at »være i Skønhed«, kaste de grovere Naturer – og det er Flertallet – Sløret væk, og saa have vi det ubundne Naturliv, Menneskedyret i Frihed og – uden Ansvar. Thi han er jo selv Dommer i sin egen Sag, sin egen Morals guddommelige Lovgiver.
Dette Tema varieredes nu i November for at hindre den Smule »Statsunderstøttelse« som det kaldtes og som var |291| en kummerlig Erstatning for de Tab, jeg ved Landets uretfærdige Love led. Nationaltidende udtalte sin Smerte ved at se Adressen aftrykt i Dagbladet og, om end med forskellige Forbehold, dog roligt drøftet i Dagens Nyheder. Og det forklaredes at jeg ved mine Arbejders Art og Tendens havde gjort umaadelig Skade, voldt Forargelse og Fortræd. Sligt kunde Staten umuligt belønne:
Gennem samtlige store og smaa Arbejder gaar en rød Traad, en absolut revolutionær Traad [hvilket Dansk!], revolutionær overfor Samfundet udadtil og indadtil, overfor næsten enhver Autoritet i Stat, overfor Religion og almengyldig Moral. Netop paa Grund heraf er det jo, at Georg Brandes[CXXVI] særlig forherliges af de rent Revolutionære, af Radikale og Rabulister. Og vel at mærke, han har ikke omsat sin Agitation i kunstnerisk Form (...) Han har ej heller indskrænket sig til en rent videnskabelig Forfattervirksomhed (...) Han har tvertimod doceret netop saa populært, at han har øvet en stor og uheldig Indflydelse paa mange, der selv var ubefæstede, fortrinsvis paa en Ungdom – af begge Køn – der teoretisk eller praktisk, i privat Liv eller i offenlig Optræden, med futile Novelletter og paa anden Vis bar hans Lærdomme om Drifternes absolute Magt og Ret ud paa Gader og Stræder.
Hvor disse Lærdomme om Drifterne fandtes i mine Skrifter, det undlod man af gode Grunde at paavise. Goethe[CXXVII] siger: »Forfængelig Selvros stinker; det kan være. Men hvad fremmed, uretfærdig Dadel har for Lugt, derfor har Publikum ingen Næse.«
En eneste Mand tog til Orde for mig, det var Pastor U. Birkedal[CXXVIII]. Han fortalte i Højskolebladet, at han i Aaret 1871 som nybagt Student var kommen ind til Kjøbenhavn og dèr ikke særlig fandt noget, der skulde live op efter en fortærende kedsommelig Skolegang. Da havde en Dag en Ven sagt til ham: Kom op med paa Universitetet og hør Georg Brandes[CXXIX]!
Jeg fulgte med og har aldrig fortrudt det. Jeg hørte den Række Forelæsninger, der siden udkom under Navn af Hovedstrømningerne.
Ung og umoden, som jeg var, forstod jeg maaske kun daarligt |292| Enkelthederne. Men saa meget er vist: Jeg fik et Indtryk af Sammenhængen i den aandelige Verden; af noget stort, overlegent, noget frit og friskt; af, at der var andet og mere til i Verden, end hvad som kunde øjnes fra Læderstræde og Højbroplads, ja, selv fra Dalum eller Askov Højskoles Vinduer. Og jeg fik et Indtryk af en Mand, der vejede noget i vort dværgagtige Samfund, hvor Alle allerhelst al Tid mener, hvad Alle al Tid har ment, og hvor det officielle Hykleri med tilhørende Fejghed er stort indtil Himlene.
Dog, hvad er jeg? en enkelt Ubetydelighed, – ja vel, men én blandt mange, mange Tusinde, der staar i Gæld til Georg Brandes[CXXX] og ikke skammer sig ved at erkende det.
Staar ikke hele Landet i Gæld til ham? I kan sige baade det Ene og det Andet om og imod ham og faa Ret ogsaa hos mig i en god Del. Og alligevel?
Har han ikke givet os et Stød herhjemme? Er der ikke en ny, frisk Begyndelse at regne fra hans Fremtræden paa vor lille Skueplads.
. . Skylder ikke ogsaa den danske Folkehøjskole ham en hel Del?
Der er et Træk, som med sørgelig Hyppighed gaar igen i Historien og ikke mindst i vor: vi misagter og paaskønner ikke de store eller fremragende Mænd, saa længe de endnu lever iblandt os. Naar vi saa endelig har pint eller ærgret Livet af dem, sjunger vi Hosianna over deres Lig, udgyder Strømme af Taarer og yder Bidrag til smukke Gravmæler. Vi gaar strengt i Rette med Fortidens Blindhed og Fædrenes Forsyndelse. – Tyge Brahe[CXXXI] – Ewald[CXXXII] – Rask[CXXXIII]!
Hvorpaa vi ved først givne Lejlighed gør det selvsamme om igen.
Adressens Skæbne blev denne: Da den kom til Behandling i Rigsdagen 1891, blev jeg fra alle Sider angrebet; et Hovedargument var, at jeg end ikke selv havde villet indgive nogen Ansøgning. Bevillingen til mig gik dog igennem i Folketinget, hvor blandt andre C. Berg[CXXXIV], der politisk paany var slaaet om, og Falkenstjerne[CXXXV], skønt Grundtvigianer, med Varme talte for mig, mens man havde overdraget en Karakter og Intelligens som Lars Dinesen[CXXXVI] at tale imod mig. Falkenstjerne[CXXXVII] gjorde bl. A. gældende at den selvsamme Beskyldning for Usædelighed, der nu rettedes mod mig, i sin Tid var bleven rettet mod de Mænd, der var Modstanderne dyrebarest, Luther[CXXXVIII], og Grundtvig[CXXXIX], som mod saa mange andre store Mænd. Bevillingen faldt i Landstinget efter en Tale af |293| Steffensen[CXL], der gav Hørup[CXLI] Anledning til en vittig Artikel Det literære Ting, hvori han sammenlignede det daværende Højre med de tidligere Nationalliberale, der altid gjorde Krav paa boglig Dannelse: »Vist er det, at de Nationalliberale vilde have rødmet som et dryppende Blod over Hr. Steffensens[CXLII] Mangel paa boglig Erfaring. De ejede en fælles Politur, der ikke altid bundede i saa grundige humanistiske Studier som f. Eks. Hr. Kriegers[CXLIII], men som dog altid stak saa dybt, at de havde Færten af hvad det gaar an at sige og hvad det ikke gaar an at være uvidende om. En nationalliberal Politiker vilde aldrig have tilstaaet at han var fuldstændig ubekendt med en af sit eget Lands og sin egen Tids betydeligste Forfattere. En nationalliberal Politiker vilde aldrig have anført Konversationsleksikon’et som Kilde til sin Kundskab.«
I Virkeligheden var Jævnmaalet for almen Dannelse blandt danske Politikere sunket dybt.
Imidlertid ansaas det for rimeligt, at Sagen blev appelleret i næste Samling. Derfor bragte Bladene i Mellemtiden Artikler imod mig, der ikke skyede noget Middel. Deres Øjemed var at forhindre enhver Bevilling fra Statens Side og henvise mig til privat Understøttelse. Da Hørup[CXLIV] saa bragte Forslaget frem paany i den Tanke, at Landstinget maaske vilde opgive sin Modstand, blev det Folketinget, der opgav sin Velvilje, og Forslaget faldt igennem i begge Ting.
I Anledning af den første Forhandling om min Sag offenliggjorde jeg følgende Indlæg, der i den oprindelige Form havde en kraftigere Karakter. Men som det var, vægrede Hørup[CXLV] sig ved at lade det trykke, da det efter hans Paastand vilde foranledige Injurieproces og mindst 400 Kroners Bøde.
|294| Parret Dinesen-Steffensens[CXLVI] Citater.
Jeg har oppebiet Offenliggørelsen af Landstingets Forhandling den 31. Marts 1891 i Rigsdagstidenden, der længe lod vente paa sig, for under ét at nedlægge en meget bestemt Protest mod den Maade, paa hvilken mine Angribere i begge Rigsdagens Ting har omgaaedes med Citater. De Rigsdagsmænd, som har vist mig den Velvilje at imødegaa Angriberne, har gennemgaaende forudsat, at hvad der anførtes imod mig, var korrekt og nøjagtigt, det have nu mere eller mindre Vægt. De kunde ikke vide, at hvad der anførtes, var forvansket og omstemplet med den mest utrolige Frimodighed.
Hr. Lars Dinesen[CXLVII] udtalte efter Rigsdagstidende i Folketinget 6te Marts: »Naar en Mand som Dr. Brandes[CXLVIII] f. Eks., idet han omtaler Grundtvig[CXLIX], siger om ham, at han »kaster sig over den Rolle at være Guddommens Profet, lader sig dyrke som en Pave og lader, endnu som Olding, unge Kvinder komme til sig for at kysse hans rystende Hænder, saa osv.«« – saa blev Hr. Dinesen[CL] indigneret.
Hr. Dinesen[CLI] kan aldrig hos mig have set den Passus, han citerer, thi disse Linjer, som han naturligvis har modtaget til Brug afskrevne paa en Lap Papir, findes intet Steds, hvor jeg »omtaler Grundtvig[CLII]«, ja end ikke i den fjerneste Forbindelse med hans Navn. At paastaa det Modsatte er at sige den pure, fripostige Usandhed. Linjerne findes i den ældste Udgave af Emigrantliteraturen, hvor der tales om Kopier af Hovedpersonen i Chateaubriands[CLIII] Novelle René. Der staar »En kaster sig over den Rolle osv.« Der staar ikke et Ord om Grundtvig[CLIV], end ikke et Ord om, at denne "Ene" skulde befinde sig i Danmark. Hr. Dinesen[CLV] kan, hvis han har Lyst, mene, at der ved hin Sætning er tænkt paa Grundtvig. Men det er da ham, der finder, at Ordene passer; det er ham, ikke mig, som siger det. Og man forestille sig nu, at allerede i Bogens anden Udgave fra 1877 den hele Side, hvor hine Linjer forekom, er slettet!
At rive en halv Snes dels rosende, dels dadlende Linjer om Ingemann[CLVI] ud af en indgaaende Afhandling om ham, for ved Citatet at godtgøre, at jeg »har kastet Haan mod eller talt ilde om de Mænd, som Andre har lært at skatte højt«, er næsten ikke mindre kummerligt.
Dog Hr. Dinesen[CLVII] er med Hensyn til paalidelig Citeren en sand Engel mod Hr. Steffensen[CLVIII].
Denne Herre kendte efter egen Tilstaaelse lidet eller intet til mine Skrifter af Selvsyn, men han havde sin egen Kilde til Kundskab, en Artikel af Dr. Wilckens[CLIX] i Biografisk Leksikon. »Derfra har jeg hentet navnlig den Karakteristik af Dr. Brandes[CLX], som gaar ud paa, at han ved Siden af hvad han er literært og æstetisk [hvilket Sprog!] er en lidenskabelig, polemisk, agitatorisk Fritænker – der staar nemlig de Udtryk«.
|295| Hvis nu Nogen vil gøre sig den Ulejlighed at gennemlæse hin Artikel, der er skrevet af en fremragende Mand, som altid har staaet mig fjernt og hvem jeg først efter dens Udgivelse har lært en Smule at kende, saa vil man finde, at den hele Artikel gaar ud paa at gendrive den trivielle Opfattelse, for hvilken Hr. Steffensen[CLXI] med Beraabelse paa den gør sig til Talsmand. Atter og atter fremhæves det her, hvor aldeles underordnet for Opfattelsen af den skildrede Personlighed det polemisk-agitatoriske Element maa siges at være. Dr. Wilckens[CLXII] gør en Adskillelse mellem det Væsenlige, Centrale i min Virksomhed, som han tillægger en flersidig Betydning, og karakteriserer i stærkt anerkendende Udtryk, jeg ikke vil afskrive, og saa det rent Periferiske i den, til Betegnelse af hvilket han etsteds anvender de Ord, Hr. Steffensen[CLXIII] finder det passende alene at anføre.
Dog bærer Hr. Steffensen[CLXIV] sig, vel at mærke, saaledes ad, at han i eget Navn vender lige op og ned paa Dr. Wilckens’[CLXV] Ytring, siger nøjagtigt det stik modsatte, endog med den Begrundelse, at dette stik modsatte »neppe kan omtvistes«, altsaa som var det noget, alle var enige om. Han siger:
»Men hans videnskabelige Produktion skæmmes i den Grad af Tendensen, at den ikke yder nogen virkelig paalidelig Vejledning. Det er Agitationen, som gaar igennem hans hele Produktion, saaledes at det Centrale hos ham er, hvad der vel neppe kan omtvistes, ikke at han er Literaturhistoriker og Æstetiker, men derimod det, at han er en fritænkersk Agitator.«
Til dette »som ikke kan omtvistes« har Hr. Steffensen[CLXVI] ikke anden Kilde end en Leksikons-Artikel, hvor det Modsatte med næsten lidenskabelig Varme er hævdet.
Af mig selv har Hr. Steffensen[CLXVII] kun et eneste Citat, og i dette Citat er det afgørende Ord forvansket, skønt det forebringes under Anførselstegn. Han siger:
»Med Hensyn til Sædeligheden behøver jeg blot at erindre om denne Udtalelse, som fremkom fra ham, saavidt jeg husker i et Hefte af Tilskueren i Begyndelsen af Aaret 1885, »at Kyskheden, som den for Øjeblikket øves blandt det store Flertal af de højere Stænders ugifte Kvinder, er en Ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mangen Gang bringes en værdiløs Fordom.« Det turde være temmelig indlysende, at naar man er lidenskabelig Agitator paa Sligt [hvilket Sprog!], kan man ikke undgaa og heller ikke vente at undgaa, at en stor Mængde i det nuværende Samfund vil vende sig bestemt imod ham« [hvilket Sprog!].
Hr. Steffensen[CLXVIII] maa have havt Tilskueren for sig, og have afskrevet sit Citat, ellers kunde det ikke stemme saa nøje. Den Forvanskning deraf, som foreligger, er altsaa ingen Hukommelsesfejl.
|296| Der forekommer paa det anførte Sted aldeles ikke Ordet Kyskhed, men Ordet Askesen, hvormed jeg mener noget fra Kyskhed ganske forskelligt. Dog dette er endda det mindste af det. Det er den Frase, der følger, som afgiver et næsten forskrækkende Bevis paa Uefterrettelighed. Ifald Hr. Steffensen[CLXIX] som Jurist omgikkes paa lignende Maade med skrevne Dokumenter, saa vilde han i ethvert Land, hvor der fandtes upartisk Justits, faa med denne at gøre.
Den anførte, forvanskede Sætning forekommer i en kort Redegørelse for Meningen af Strindbergs[CLXX] Novelle »Dydens Løn«. Udviklingen indledes med Ordene: »Meningen [med Novellen] turde uden digterisk Indklædning være den« osv. Sætningen staar der altsaa slet ikke for min Regning, men for Strindbergs[CLXXI]. Ikke med et Ord udtaler jeg, om jeg godkender den eller ikke. Ja end mere, paa den følgende Side erklærer jeg udtrykkeligt, at jeg ikke vil udtale mig om disse Spørgsmaal, et Standpunkt, jeg fastholdt i en følgende Afhandling, som besvarede Angreb paa den første.
Der udkræves da virkelig en ikke ringe – Koldblodighed til at staa i sit Lands lovgivende Forsamling og ikke blot anføre sit forvanskede Citat og fortie Sammenhængen, hvori det forekommer, men endda med Patos slutte: »Det turde være temmelig indlysende, at naar man er lidenskabelig Agitator paa Sligt, saa kan man osv.«
Sandelig, det klæder Hr. Steffensen[CLXXII] at deklamere mod Udtalelser, »der i den Grad skæmmes af Tendensen, at de ikke yder nogen virkelig paalidelig Vejledning«. Og det maa indrømmes, Hr. Dinesen[CLXXIII] er en ren Riddersmand i Sammenligning med denne – Generalavditør.
Jeg følte, det var mig saa umuligt at udtrykke og udtømme min Ringeagt for den Art Modstandere som at hælde Øresundet paa Flasker.
Den 15. November fik min lille Datter Astrid[CLXXIV] Difteritis. Hun blev straks bragt under omhyggelig Behandling, og den anden lille Pige sendt ud af Huset.
Næste Dag skrev hun følgende Brev til sin Søster:
»Kære, søde Edith[CLXXV] mange mange Tak for den søde lille Kanne og det lille søde Brev; jeg er ifærd med at strikke dig til Gengæld en lille Dukke Kjole, der kan passe dine to |297| Smaa Dukker; hvis du vil, saa kan jeg sende Kirstine med dine Penge, hvis du vil have dem. Idag har jeg faaet af Fader[CLXXVI] en Revolver saadan en som Ellen har, men den er to Gange større, og saa er den af Bronche og Far[CLXXVII] har sagt at naar jeg er færdig med min Sygdom maa jeg faa en presang af Fader. Hils Bedstemoder igen. nu skal du bare høre, Kirstine har fortalt mig, at hun i Virkeligheden ikke heder Kirstine, men at hun heder henriette fordi hun ellers vilde blive kaldt jette ovre i Aarhus og det vilde hendes fader ikke have og saa var det de kaldte hende Kirstine Henriette Christensen. Din altid hengivne Søster[CLXXVIII].
Hvores Læge er saa rar mod en, og Hans synger lige fra Morgenstunden. Helst et lille Svar.«
Disse Linjer er de sidste, hun har skrevet.
Noget Serum var dengang endnu ikke opfundet.
Efter et Par Dages Forløb blev Tilstanden ængstelig, og om Natten maatte jeg hente Læge. Han gav Antifebrin og haabede Virkning deraf. Men om Morgenen den 18. havde Ondet bredt sig nedad mod Struben. Jeg hentede endnu en anden Læge, en Autoritet. Han erklærede Tilfældet for yderst alvorligt. Jeg mente at forstaa: der er langt mere Udsigt til Død end til Liv. En Fortvivlelse derover greb mig. Jeg skrev Afbud af Forelæsninger, jeg holdt paa Universitetet; jeg telegraferede til Paris, at Sygdom umuliggjorde Afsendelsen af lovede Artikler. Saa lidet, som dette, at en Hinde, Lægen fjernede, ikke i Løbet af Dagen kom igen, fremkaldte en Haabsstemning. Ligeledes at Barnet[CLXXIX] trods den stadige forfærdelige Hoste følte sig en Smule bedre. En Sygeplejerske blev antaget.
Næste Morgen, den 19. November, afsagde Lægen Dødsdommen. Ondet var gaaet ned i Lungen.
Slaget ramte overvældende; først naturligvis Barnets[CLXXX] |298| Moder[CLXXXI]; saa dets Fader[CLXXXII]; saa dets Søster[CLXXXIII]. Jeg mødte min Moder[CLXXXIV] med den lille Edith[CLXXXV] ved Haanden paa Kongens Nytorv og sagde dem, at alt Haab var ude. Den Lille brast i Graad; jeg kan aldrig glemme Synet af hendes lille tynde Ryg i en lang graatærnet Barnefrakke, som den krummede sig, da hun gik hulkende, jeg følte det, som om et Afsnit af mit Liv var til Ende.
Om Aftenen laa den lille Astrid[CLXXXVI] i Rallen.
Samme Nat skrev jeg:
»Saa er da dette lille, mest livsfrodige Liv forbi, slukt for bestandig. Astrid Brandes[CLXXXVII] døde i Aften Kl. 9 1/2.
Den lystigste, kraftigste lille Pige, den modigste og trodsigste, tilintetgjort fra Lørdag Eftermiddag til Onsdag Aften. Det er en usigelig, usigelig Jammer.
I denne korte Sygdom blev hun fra Barn til voksen Kvinde, til sjælfuldt Menneske, hun med sine ti Aar.
Straks den 16. sagde hun: »Hvis jeg nu døer af min Sygdom«, talte derom med den underligste, mest rørende Ro. Og igaar, da jeg gav hende alle de Penge, hun vilde have, sagde hun: »Hvis jeg nu døer, saa skal Edith[CLXXXVIII] have alle mine Penge.« Det var ikke til at høre paa.
Idag sagde hun til mig med en Stemme, som neppe var hørlig, jeg maatte lægge mit Øre til hendes Mund: »Du har aldrig været saa sød imod mig som nu, Far,« og trykkede og kærtegnede min Haand. Jeg troede først, hun sagde: søvnig, synke eller sligt; saa gentog hun: sød, sød.
At tænke sig, at maaske, dersom vi havde holdt hende for os selv, levede hun endnu: Angsten for Skolen, hvor hun maa være bleven smittet, Løftet, hun tog af mig, aldrig mere at skulle derhen. – Ak, Stakkel! den Skole var hendes Afsky. Hvor har man plaget hende til Unytte!
Men hvem anede det! Hun syntes at have Livskraft fremfor alle andre.
|299| Mest paafaldende, mest beundringsværdig og skrækindjagende, var hendes rørende, stadigt vaagne Omhu for ikke at smitte os andre, den Haandbevægelse, hvormed hun fjernede mig, naar hun skulde hoste. Allermest rørende var hun maaske idag, da hun forpint, næsten kvalt, sagde: Synge, synge! og man følte, at hun i Fantasien sang, mens Hosten rallede i hendes stakkels lille Strube. Den Nattergal, hun var, hvis Liv var Sang.
Vidunderlig var den Hvisken, hvormed hun idag sagde: Tusind Tak, lille Mor! Og da jeg spurgte: Skal jeg ikke ogsaa have et venligt Ord: Tusind Tak, lille Far!
Undertiden, naar hun var forpint, sagde hun: »Gaa væk!« undertiden ogsaa: »For mange!« Jeg pintes ved Tanken om, at »Gaa væk!« maaske kunde blive hendes sidste Ord til mig. Da hun sagde, jeg var saa sød, blev jeg glad og spurgte hende, hvorfor hun da havde sagt: Gaa væk! Hun svarte: »Fordi jeg da ikke kunde taale det.« Intet Elskeligere kan tænkes end hun under den Sygdom.
Hun havde til det Sidste sin Forstand. Da hun sagde til mig: »Har taget det«, troede jeg paa Vildelse; men det var, for at jeg ikke skulde plage hende med at tage Vin og Mikstur. Og nu ligger hun derinde stiv, med aaben Mund; det lille yndige Legeme, saa dejligt formet, uden Liv.
Vi talte om Fru I. H., der havde brækket sit Ben. – Er hendes Sygdom værre end min? – Jeg sagde: Véd du nok, hvem hun er? – Ja, med en mørk Krans om Haaret paa Vodrofslund.
Om det Album, jeg idag købte hende, fordi hun vilde have et lignende som hendes Søsters[CLXXXIX], men der var uden Værd, fordi det dog aldrig skulde bruges, sagde hun: »Det er ikke fint Fløjl. Det skal være til Børnene, at skrive i. Men jeg vil have et andet med Fløjl som Ediths[CXC] til de Voksne.« Og nu Ønsker om Jul, om Fremtiden. Det var |300| som et Symbol. Saadan narres vi alle gennem Livet til Døden af Haab.
Rørende var det, da hun i Aften nogle Timer før sin Død sagde: »Jeg har det saa godt nu, er meget mindre hæs.« Og virkelig var Stemmen en Smule mere tydelig.
Aldrig før har jeg set et Menneske dø, og nu mit eget Kød og Blod".
Der fulgte alle de Rædsler, der ledsager et Dødsfald: Anmeldelsen paa Raadhuset, Gangen til Ligkistefabrikanten og til Bedemanden, det modbydelige Besøg hos Præsten, en af Folkekirkens Notabiliteter, ligesaa indbildsk som enfoldig, det vil sige ovenud af kristeligt Hovmod, som han holdt det for sin Pligt at lade komme til Orde.
Jeg kørte til en Fotograf for om muligt at faa det sidste Billed af hende fastholdt. Hans Apparat var paa Folketeatret. Kørsel derhen, mens Dagen led og Lyset svandt. Endelig lykkedes det, før Vinter-Dagslyset helt var borte, at faa to Plader tagne af hende, som hun laa der pyntet i sin Kjole paa Sofaen.
Hun saa ligefrem dejlig ud, da hun blev lagt paa sin lille Dyne i Kisten, som helt fyldtes af Blomster. Maleren Harald Slott-Møller[CXCI] gjorde den Kærlighedsgerning imod mig at udføre en Farveskitse af Barnet i den korte Stund, som var levnet. Saa kom de Kl. 9 og lukkede Kisten. Hvilket Øjeblik!
Hun skulde begraves d. 25. November, paa den Ulykkesdag, hvor lige fra min spædeste Barndom ved en Tilfældighed saa meget Ondt havde ramt mig. Tyve Aar forinden havde jeg i Rom den Dag ligget, opgivet af Lægen. Netop fem Aar forinden havde paa den Dag en Ulykke truffet mig, |301| hvis Følger jeg endnu fornam. Nu skulde jeg paa den lægge min Datter[CXCII] i Jorden.
24. November om Natten sad jeg i mit øde, triste Hjem, mens Vinden hylede afskyeligt omkring Hjørnet. Jeg kunde (underligt nok) ikke slippe nogle Vers af den anden Jesaias[CXCIII] (65. Kap.), der aldrig før havde sysselsat mig, i hans Spaadomme om en tilkommende, lykkelig Tid:
. . . . . . . .
Og jeg sagde til mig selv: Dette er vel skrevet omtrent 536, lige før Tilbagevendelsen fra Babylon. For 2426 Aar siden haabede da den burnusklædte Poet[CXCIV], som sad dèr i det gamle Babylon og glædede sig over Persernes Nedbryden af det assyriske Rige, at en saadan Tilstand var nær forestaaende. Hvor tog han fejl!
Under en afskyelig, raa Østenvind, der gik til Marv og Ben, blev hun sænket i Jorden. Præstens Tale var oprørende, nærmest rettet imod mig, desuden stupid: han betonede atter og atter, at det tiaarige Barn var Synderinde. Han misbrugte det Overtag, som det gav ham, at jeg af velovervejede Grunde havde ladet den lille Pige døbe; jeg havde gjort hvad jeg kunde for at Skaane hende for Vanskeligheder i det paa Vanskeligheder forud tilstrækkeligt rige Jordeliv. Min Foragt for ham, som var stum, var ikke svagere for det, men slugtes af Kvalen. Venners Deltagelse gjorde desuden godt.
Georg v. Vollmar[CXCV] og hans Frue[CXCVI] kom ikke længe efter at hilse paa mig. De trøstede mig med, at jeg havde et Barn tilbage. Deres egen Lod lignede min, men var endnu haardere. De havde mistet deres eneste Barn, imedens Vollmar[CXCVII] for en saakaldt politisk Forseelse var spærret i Fængsel.
Og Livet begyndte at gaa sin Gang paany. For den Omverden, som havde Brug for mig, var det jo, som om Intet var hændt; man bragte mig Bøger, som man bad mig bedømme; man anmodede mig om Tidsskriftsartikler uden at forstaa, jeg var som lammet, og at alt Liv Maaneder igennem stod stille i mig. – Jeg havde hidtil været en Skude med en Læk; nu havde jeg to.
Jeg læste i Flauberts[CXCVIII] Breve hans Klager over, hvor lidet hans Bøger blev solgte; man forstod ham jo slet ikke. Og dog gjorde han hvad der for mig vilde været overvældende Lykke. Jeg følte, at min Ulykke var literært det danske Borgerskabs forfærdende Interesseløshed. Mændene havde jo sjældent Tid og Hoved til at læse, og disse Grossererfruer i Silke behøvede ikke at vide noget; det var for dem ingen Skam. Ved deres Middage smilte Ingen ironisk, naar Uvidenheden, tyk og selvtilfreds, viste sit Fjæs. Det var i disse Hovedstads-Saloner nok at kende Indholdet af nogle kummerlige Aviser, af en Del nylig opførte Teaterstykker og af den sidste Roman. Derpaa var jeg strandet. Jeg var til Mode indvendig, som det ser ud paa Teatret, naar ved Sceneforandring utallige tunge Skyer sænker sig og fylder Scenen – kun at der hos mig ingen Sceneforandring resulterede deraf.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
