I Kjøbenhavn fortsatte jeg mellem Paaske og Pintse den Serie af Foredrag om Goethe[I], jeg havde begyndt. Men skønt den anden Række stod over den første, var Interessen hos Publikum betydeligt kølnet. Straks derefter udarbejdede jeg Afhandlingen Aristokratisk Radikalisme til Trykken. Den affødte en Polemik med Høffding, som førtes med unødig Skarphed fra begge Sider. Min Modstander havde ikke det rette Indtryk af hvad Nietzsches[II] Skrifter vilde komme til at betyde som Indsats i Samtidens aandelige Liv, og betragtede det som en Særhed af mig at tillægge dem saa megen Vægt. Jeg for min Del lod mig forlede til drillende Spotterier.
Jeg lod min Modpart beholde det sidste Ord, et lille, ikke vulgært, Koketteri, jeg har tilladt mig i mine talrige Polemiker. Det svarer, i modsat Form, til Franskmændenes gamle Raab i Slaget ved Fontenoy: Messieurs les Anglais, tirez les premiers!
Efter Sædvane spildte jeg megen Tid paa Korrektur af Oversættelser, den amerikanske af Bogen om Rusland, den tyske af Afhandlingen om Aladdin, Oversættelser, der begge |257| krævede et dygtigt Arbejde, og neppe mindre Tid paa Modtagelse eller Afvisning af Plagerier om Foredrag. Atter og atter havde jeg Anledning til at studse over, i hvilken Grad det var lykkedes at overbevise mine Landsmænd og Landsmandinder om Demokratiets Velsignelser. En Dame, der anmodede mig om Foredrag i Kvindevalgretsforeningen, aftvang mig den Tilstaaelse, at jeg ikke ventede nogen særlig Frelse for Menneskeslægten af den almindelige Stemmeret, og at det for mig ikke i nogen høj Grad kom an paa, om alene de Tobenede af Mandkøn eller tillige de af Kvindekøn stemte. Naar James Watt[III], sagde jeg, har opfundet Dampmaskinen og Stephenson[IV] Lokomotivet, saa kommer hele Vælgerfolket op at køre. Kun opfindes disse Goder ikke ved Hjælp af Vælgerfolkets Stemmesedler. – Henrik Ibsen[V] sagde dengang til Grev Prozor[VI], at han under Udarbejdelsen af En Folkefjende havde tænkt paa mig som Model. Jeg havde været godtroende som Stockmann og var bleven skeptisk som han. Et nedslaaende Indtryk gjorde det paa mig, da jeg i Juli 1889 erfor, at Indtryk fra Polen til da var gaaet i 770 Eksemplarer, Indtryk fra Rusland i 700. Efter at have skrevet i 22 Aar og efter i fire Aar ikke at have udgivet nogen Bog var jeg ikke naaet videre frem end til dette kummerlige Salg. Lidet anede jeg dog den Gang, at jeg efter at have skrevet i 42 Aar – tyve Aar derefter – skulde, naar en billig Udgave af Samlede Skrifter undtages, have nøjagtigt samme ringe Tal af Købere i de nordiske Lande tilsammen. Det var imidlertid kun retfærdigt. Havde jeg Mistillid til Vælgerfolket, saa var til Gengæld jeg det uendeligt ligegyldig, og jeg havde intet at beklage mig over. Jeg anførte imidlertid dengang sentimentalt for mig selv Victor Hugo’s[VII] Vers:
|258| Dog mere end de smaa Forhold, der trykkede mig personligt, nedsloges jeg af Europas hele Tilstand i Hundredaaret for Udbruddet af den franske Revolution.
Natten efter den 14. Juli skrev jeg:
Hundredaarsdagen for Bastillens Indtagelse. Hvor ofte i Aarenes Løb drømt om den Dag og om hvorledes den vilde blive fejret af Europas Folk. Og nu! I Skuffelsernes og Reaktionens Tidsalder blot Mismod. Jeg vilde ikke være med at fejre Dagen paa Skodsborg, og jeg kom ikke til Paris, som engang var mit Haab. Jeg sad her Søndag i den kvalme By, drak ved Bordet et Glas Champagne med Børnene og lærte dem at sige: Leve Friheden! Det var Alt. Hvilken Jammer i Europa og intet Lysglimt! Folk synger i Nabolavet Marseillaisen: abreuve nos sillons. Min Religion er mig for hellig til at profaneres med Fraser og Skraal og Viser.
Disse Sommernætter i Kjøbenhavn, mens jeg begyndte Udarbejdelsen af Det unge Tyskland, ene i den øde By, træt af Søvnløshed og Sovemidler, var ikke hyggelige. Jeg finder dette Udbrud 4. August Kl. 1 Nat: »Nu forstyrret af Hyl fra Højrepartiet, der paa Sunddampere vender tilbage fra Sommerfest. O denne larmende og smagløse Menneskehob!« –
Jeg omgikkes paa den Tid enkelte ældre og yngre Militære, der alle havde literære Anlæg, Kaptajn Sørensen[VIII], hvis Kampen om Norge jeg tidligt havde anset for et udmærket Værk og hvis Grundighed som Historiker ikke fængslede mig mindre end hans ildfulde Deltagelse i dansk Politik; daværende Kaptajn Rist[IX], der nylig var slaaet igennem med sin fortræffelige Bog En Rekrut fra 64 og hvis Bog Fra Støvlettiden havde røbet en Historiker; Kaptajn, nuværende General, Gerstenberg[X], der var grundigt inde i russisk Literatur og begejstret for den, medens han, femten Aar førend Europa lærte den russiske Hærs Skrøbeligheder at kende, meddelte mig sit Indtryk af det russiske Officerkorps’s overordenlige Svagheder.
Af nordiske Forfattere opholdt paa den Tid Knut Hamsun[XI] som fra Amerika tilbagevendt Begynder sig i Kjøbenhavn. I jo plumpere Forhold han derovre havde levet, des større Kærlighed nærede han til det Forfinede. Blandt Digterne havde den Gang J. P. Jacobsen[XII] hans hele Beundring. Bjørnson[XIII], hvem han senere skulde forgude, vurderede han paa det Tidspunkt slet ikke. Hans Modenhed var ikke saa stor som hans Selvstændighed. Han ringeagtede Jesus[XIV], Shakespeare[XV], Goethe[XVI] og Henrik Ibsen[XVII]. Han var elskværdig og beskeden, endog lærvillig, naar man var alene med ham. Han søgte mig tidt. En Aften indbød jeg ham til Børneselskab, da jeg havde engageret en Taskenspiller til at gøre Kunster for de smaa. Min yngste lille Datter[XVIII], der havde Øjne som en Falk, opdagede enhver skjult Silketraad, der forklarede Miraklet, og ærgrede derved Taskenspilleren. Jeg selv var dummere; jeg forstod ved den Lejlighed saa lidt som ved andre, hvorledes Taskenspillerkunststykker gaar for sig. Den Aften var Hamsun[XIX] simpel og ligetil. Men da han havde sendt mig Sult, hvis først offenliggjorte Brudstykke jeg havde beundret, men hvis Helhed jeg havde tilladt mig at finde »lidt monoton«, modtog jeg fra ham en djærv Skrivelse, der beviste mig, hvor ringe min Kunstforstand var. Netop det, jeg dadlede, var Bogens største Fortrin; netop det, jeg savnede, vilde Hamsun[XX] som fornem Skribent ikke nedlade sig til. Deraf lærte jeg for titusinde Gang, at selv naar en Forfatter udtrykkeligt æsker Ens Kritik, gør man klogt i at undslaa sig for at angive Grænsen, hvor Ens Beundring glipper.
Den Sommer var der Orientalistkongres i Kjøbenhavn. Af de Fremmede her søgte mig især Angelo de Gubernatis[XXI], |260| en aandrig Mand og en paalidelig Ven, der en halv Snes Aar senere i Rom var mig til megen Glæde og Nytte, desuden min gamle Bekendt og Ven fra Berlin, Ludwig Geiger[XXII]. Angelo de Gubernatis[XXIII] fornøjede mig ved at skænke mig sine indiske Dramer med denne Paaskrift: Al poeta della critica. Den sagde mere end et stort Essay, der samtidig stod om mig i Frankfurter Zeitung og et andet, der fremkom i New York Times.
I det Efteraar udkom der et Flyveskrift af en Præst, hvori for fuldt Alvor blandt Menneskerettighederne var anført »Retten til at elskes«. Ifald den gaves, turde den være de fleste Kvinder vigtigere end Stemmeretten, der paa det Tidspunkt begyndte at ligge dem paa Hjerte i Norden.
I August Maaned fik jeg den Mindelse om Alder, at mine Øjne, der altid havde været udmærkede, til min Overraskelse og Uro svigtede mig, naar jeg vilde læse. Ved Henvendelse til en Øjenlæge erfor jeg, at dette var en naturlig Hændelse, der fulgte med de Aar, hvori jeg stod. Jeg maatte til min Sorg begynde at bruge Briller, naar jeg vilde læse ved Lys.
Da det viste sig umuligt for mig at faa den store Bog Det unge Tyskland færdig i 1889, besluttede jeg foreløbig at samle og bearbejde de mindre Afhandlinger, jeg havde skrevet. Det blev to Bind Danske Personligheder og Fremmede Personligheder. Hele Manuskriptet var indleveret til Trykkeriet før jeg i Septembers Slutning rejste til Frankrig.
Det var fulde ti Aar siden jeg havde været i Paris, og dengang endda kun for et Par Uger. Aldrig havde jeg set en Verdensudstilling, og blot den var en Tillokkelse. Men især attraaede jeg – efter mine mange Udflugter i slaviske |261| og skandinaviske Egne, efter min lange Fordybelse i tyske Forhold – paany at faa et fyldigt Indtryk af fransk Væsen og Aandsliv.
Skønt Pariserne selv bandede Udstillingen og forsikrede, at den jog dem bort fra Byen, var den for en Fremmed umaadeligt lærerig. Man kunde en Maaned igennem ikke blive træt af at vandre omkring i den. Det mig aandeligt tilgængelige Omraade indskrænkede sig jo næsten til den udstillede Kunst; men den fandtes til Sammenligning fra alle Lande, og den retrospektive Afdeling førte En Frankrigs Historie for Øje fra Aar 1789, til hvis Amindelse det hele store Foretagende jo var sat i Værk. Man levede og aandede fra Morgen til Aften omkring Babelstaarnets Efterfølger, Eiffel-Taarnet, vænnede sig til det, kom næsten til at holde deraf, skønt det ødelagde Virkningen af gamle fornemme Monumenter som Triumfbuen. Der var en smuk Udsigt deroppe fra, og man nød den dobbelt i godt Selskab. Det fattedes ikke. Der var mange elskværdige Skandinaver i Paris, og man traf hinanden dagligt paa Udstillingen.
Man følte sig paa Udstillingsterrænet hensat i andre Verdensdele. Vel var hvad der vistes af Algier og Tunis ligesom den meget omtalte Rue du Caire kun interessant for hvem der ikke havde været i Afrika og for dem, hvem det tilfredsstillede at se la danse du ventre. Men det var morsomt at besøge den javanesiske By med de smaa frysende javanesiske Danserinder, der drejede Haandfladerne saa yndefuldt rytmisk, og det var pudsigt at overvære en anamitisk Teaterforestilling.
Det var kun fire Aar siden jeg havde været daglig Gæst hos Madame Fanny Ephrussi[XXIV] i Meggen. Hendes Hjem og hendes Venner blev under dette Pariserophold min nærmeste Kres. Jules Ephrussi’s[XXV] smukke Hus paa Place des Etats-Unis aabnede mig gæstfrit sine Døre. Vær|262|tens godmodige Lune, hans Brødres lyse Forstand, særligt Charles Ephrussi’s[XXVI] kunstneriske Indsigt, gjorde Samtalen lærerig, selv naar kun Slægtninge var tilstede. Af Fru Ephrussi’s[XXVII] Veninder genfandt jeg Madame Bizet[XXVIII] som Madame Straus[XXIX], gift med Rothschildernes bekendte Advokat[XXX], og Madame de Girardin som Madame Ganderax[XXXI], gift med Forfatteren Louis Ganderax[XXXII], da nær knyttet til Meilhac[XXXIII], hvis Medarbejder han var og hvis Arving han blev. Hos Straus’s[XXXIV] lærte jeg Meilhac[XXXV] at kende, en lille gammel, hvidhaaret Mand, som i Samtalen ikke lagde den Lystighed for Dagen, der sprudler i hans Arbejder. Dog var hans Helbred vist da allerede nedbrudt. Ofte kom hos Madam Straus[XXXVI] dengang Prinsen af Arenberg[XXXVII], der spillede en Rolle i det parlamentariske Liv, men paa mig ikke gjorde synderligt Indtryk udover Korrekthed og Velopdragenhed. I det samme Hus traf jeg en Formiddag for første Gang Prinsesse Mathilde[XXXVIII], den blandt højfornemme Damer, jeg har kendt, som havde mest af den sande Fornemheds utvungne Væsen og Holdning. Man saa, at hun havde været meget smuk, og i Trækkene sporedes den store Kejsers[XXXIX]. Hun indbød mig til sig, og Ganderax[XL] kørte mig til hende; hans Hustru[XLI] var jo Prinsessens[XLII] Plejebarn og gjorde stadigt Honnørs i hendes Palæ. Hendes Tone overfor en Fremmed var lystig men tillige hjertelig. Hun lovede mig at hvis jeg vilde holde Foredrag i Paris, vilde hun sidde paa første Række og applaudere. Det smigrede mig, og jeg havde gerne høstet hendes Bifald. Da jeg tretten Aar senere begyndte en Foredrags-Virksomhed i Paris ved den russiske Højskole dèr, var hun ikke mere i de Levendes Tal. Medens andensteds i Reglen en Dame, der vil være fornem, først og fremmest er snerpet i sit Valg af Samtaleæmner og helst højtidelig i sin Tone, var denne kejserlige Højhed dristig i sin Udtryksmaade, talte frit og let uden et Glimt af Snerperi.
|263| Hun havde været inderligt knyttet til den berømte Emailleur Claudius Popelin[XLIII]. Det gik hende saare nær, da hun en Dag, da hun besøgte ham under en alvorlig Sygdom, fandt en ung Grisette siddende ved hans Seng. Da han døde, nøjedes hun ikke med at deltage i Sørgefestligheden i hans Hjem, hun ledsagede hans Kiste til Kirkegaarden, og da den sænkedes i Jorden, blev hun liggende grædende foran Graven, indtil det hele Følge var borte; saa vaklede hun derfra, støttet paa en Venindes Arm*
.Paul Bourget[XLIV] havde dengang vekslet ikke faa Breve med mig. Han søgte mig en Dag i mit Hotel. Vi havde ikke blot en kvindelig Bekendt tilfælles, men det ærbødige Venskabsforhold til Taine[XLV], hvem vi skyldte lige meget. Bourget[XLVI] var da endnu ugift og endnu uomvendt, om hans Omvendelse end var nær forestaaende. Den indvarsledes tydeligt nok for alle Tænkende ved hans Roman Le Disciple, hvor Filosofen Adrien Sixte, hvis Lære har saa skæbnesvangre Virkninger, i sin stille Livsførelse genkalder Taine[XLVII]. Det var derfor ikke uden gyldig Grund at Taine[XLVIII], som hans Breve bevidner, personligt følte sig overmaade pinligt berørt af denne Bog, paa samme Tid som han fandt dens Lærdomme falske og vildledende. Medens Bourget[XLIX] i Fortalen til denne sin Roman forsikrer, at den aldeles intet Forhold har til Hovedpersonen i en dengang meget omtalt Mordsag i Oran, en vis Chambige[L], tilstod han mig dengang, at han havde faaet Sagens Akter stillede til sin Raadighed og havde benyttet Træk af den unge Morders afskyelige aandelige Fysiognomi til sin forfængelige og cyniske Helt.
|264| Paa dette Overgangsstadium havde Bourget[LI] imidlertid endnu ikke brudt med sin Ungdoms Venner, var endnu ikke Nationalist. Han stod paa sit Rys Højde, beundret af den finere, kvindelige Læseverden i næsten alle Lande og nød sin Berømmelse ikke blot som Digter men som Dandy. Polske Comtesser som tyske unge Fruer sværmede for ham. Og han fortjente den Beundring, som næredes. Han var en subtil Kender af det kvindelige Hjerte; han havde dernæst i Mensonges givet en Skildring af en halvhundredaarig Baron, hvis Psykologi ikke kunde være skarpere og bedre, og hans Essais røbede en højt og fint udviklet kritisk-digterisk Evne. Alligevel var de betydelige literære Egenskaber begyndte at ormstikkes af Fromleri. Dette gik dog ikke dybere end at Bourget[LII] endnu, naar han befandt sig mellem gamle Venner, med uskrømtet Fornøjelse mindedes komiskuhøviske Smaatræk, han havde hørt. Ved en Middag, hvor bl. Andre Hertuginden af Richelieu[LIII] var tilstede, der faa Uger efter blev Fyrstinde af Monaco, fortalte han uden moralske Bemærkninger, hvortil der dog havde været Anledning, en Historie, han havde fundet om to franske Officerer, der under Felttoget i Rusland under Ridt ad en Landevej var komne i Tanker om nogle Kvinder, de havde glemt at voldtage i en By, de var komne igennem, hvorpaa de vendte deres Heste og red tilbage for at indhente det Forsømte.
Dengang var Bourget[LIV] endnu saa fortrolig Ven af sin Forlægger Alphonse Lemerre[LV], at han foretog en Rejse til Sydfrankrig for at være tilstede ved hans Datters Bryllup. Den Voldsomhed maatte derfor undre, hvormed han syv Aar senere, under en Proces, han havde anlagt mod denne Mand, hvem han havde anmodet om Dusbroderskab, allevegne nedsatte ham. Det drejede sig om nogle tusind Eksemplarer af Cosmopolis, som Forlaget havde ladet trykke |265| til Afsætning i Amerika uden først at spørge Bourget[LVI]; men man var i Bogladen saa vant til, at Bourget[LVII] uden foregaaende Aftale hævede enhver Sum, han havde Brug for, at Lemerre[LVIII] kunde anse de sædvanlige Formaliteter mellem Forlægger og Forfatter for overflødige. Alphonse Daudet[LIX], der ligeledes havde Lemerre til Forlægger, og til hvem denne klagede sin Nød over dette Brud paa mange Aars Venskab og Broderskab, betragtede Lemerre[LX] som fuldt uskyldig.
Ømt forbunden med Bourget[LXI] var dengang Paul Desjardins[LXII], den alvorlige og hæderlige Moralist, hvem Lemaître[LXIII] i Anledning af hans Bog Le devoir prochain spøgende benævnte den gode Sergeant. Han vurderede Bourget[LXIV], omtrent som Henry James[LXV] vurderede ham, det vil sige som Psykolog, men satte desuden Pris paa det moraliserende Element i hans Bøger, hvorfor han levende ønskede at hans Physiologie de l’amour aldrig var kommet frem; han betragtede den som en Plet paa Bourgets[LXVI] Forfatternavn.
Paul Desjardins[LXVII] var en af de pligtstrenge Franskmænd, der er mindre sjældne end man udenfor Frankrig troer, de i hvis Væsen der indgaar en god Del Puritanisme, noget af den Aand, der stemplede de gamle Huguenotter.
Desjardins[LXVIII] indbød mig til en Frokost paa Udstillingsterrænet med Medarbejderne af Journal des Débats, deriblandt Jules Lemaître[LXIX]. Nærsynet, krumrygget, spirituel, med et Ansigt, der skar en god Del Grimacer, tog Jules Lemaître[LXX] Plads ved Bordet og var den, som gav flest Bidrag til Underholdningen, smaa ondskabsfulde Bidrag, lystigt fordrejede Citater som dette:
Ce sombre Clarétie qui tombe des étoiles
for Corneilles: cette sombre clarté.
|266| Han var da ikke uden Grund saare beundret som lunefuld og personlig Kritiker, om hvem alle vidste, at han havde slagtet Ohnet[LXXI] og haanet Soulary[LXXII]. Han var overmodig og smidig, stikkende og koket. Personlige Triumfer sagdes han kun at have blandt Blaastrømper. Han stillede sin Forbindelse med en ældgammel Halvverdensdame fra Kejsertiden, Madame de Loynes[LXXIII], allevegne til Skue, bar hendes Mopper efter hende, naar hun steg ud af sin Vogn for at gaa i Butikker. Munterhed vakte det derfor, da Jean Lorrain[LXXIV] i en lystig Artikel om hvad der vel her kunde binde Jules Lemaître[LXXV], anførte den spirituelle Madame Baignières[LXXVI] bekendte Ord: Que voulez vous? Pour lui elle a toujours soixante ans. Munterheden steg, da Lemaître[LXXVII] derefter udfordrede Lorrain[LXXVIII]. I hine Dage, da Nationalismen endnu ikke var opfunden, tjente Clemenceau[LXXIX] Lemaître[LXXX] som Sekundant. – Det var Madame Baignières[LXXXI] som, da Grevinde de Loynes[LXXXII] endelig døde, trøstede ham med de Ord: Vous la retrouverez dans un meilleur demi-monde.
En af de første Mænd, jeg i Paris dengang havde søgt, var Emile Zola[LXXXIII]. Tidligt havde jeg lagt Mærke til ham; hans Ungdomsværk Mes Haines er anført i min Disputats 1870. Jeg havde tilsendt ham min Afhandling om ham paa to Sprog, Tysk og Russisk, i Særtryk fra Deutsche Rundschau og Vestnik Jevropi. Han modtog mig godt, næsten varmt. Til en Begyndelse fremsøgte han min Afhandling paa Russisk og sagde: Skade, at jeg ikke forstaar Tysk. – Jeg svarte: Denne Tekst er russisk. - Nej, sagde han, jeg véd meget vel, at Tyskerne bruger andre Bogstaver end vi. – Det gør de, men Russerne atter andre.
|267| Skønt han selv saa længe havde sendt Artikler til Vestnik Jevropi, forvekslede han med en Franskmands sorgløse Uvidenhed tysk og russisk Skrift.
Han talte meget om den Overvurdering af fremmede Romanforfattere, hvori franske Kritikere gjorde sig skyldige for at ærgre ham og hans Venner. Man havde prist George Eliot[LXXXIV] paa deres Bekostning, men George Eliot[LXXXV] var af underordnet Rang. Man havde sat Dostojevski[LXXXVI] over dem; men Dostojevski[LXXXVII] var paavirket af Franskmændene, af Balzac[LXXXVIII], ja af Eugène Sue[LXXXIX]. Man havde endelig lovprist Tolstoj[XC]. Men Tolstoj[XCI] var af Aandsretning evangelisk. »Og det er umuligt i Frankrig at bygge nogen ny Kunst op paa Evangelierne.« – Han søgte længe blandt sine Bøger, da han vilde give mig en til Erindring. »Jeg troer, jeg vil give Dem en Germinal,« sagde han og indskrev mit Navn. Han følte godt selv, at den var blandt det Ypperste, han havde frembragt.
Ogsaa Maupassant[XCII] lærte jeg under dette Ophold at kende; men medens Zola[XCIII] da stod i sin fulde Kraft, var Maupassant[XCIV] allerede ramt af den Sygdom, der fældede ham. Han pintes af ulidelig Hovedpine og kunde ikke tale med nogen mer end kort Tid ad Gangen. Det kunde dog ikke ses paa ham, naar man ikke vidste det. Hans kraftige Skikkelse var rank og fast; det energiske Hoved med det korte studsede Haar havde en mandig Skønhed.
Han talte om, at han kun holdt af at leve i sin Kutter, se fjerne og fremmede Egne. Længe havde han blot villet indaande Søluft; nu havde Lægerne tilraadet ham Bjergluft. Paa Spørgsmaalet om han slet ingen Lyst sporede til engang at se Norden, svarte han med ligefrem Skræk: Norden! |268| hvor der er koldt? Der vil jeg aldrig hen. Jeg afskyer Kulde, føler mig kun tilpas, hvor Himlen er klar og Solen varmer. – Da han vilde forære mig noget af sit, gav han mig Valget mellem Sur l’Eau og La Maison Tellier. Jeg foretrak den sidste.
Der var et Hus i Paris, som det Efteraar aabnede mig et formeligt Hjem. Det var Jonas Lie’s[XCV] i Avenue de la Grande Armée. Med Rørelse og Taknemmelighed maa jeg mindes den Elskværdighed, som Jonas[XCVI] og Thomassine Lie[XCVII] da viste mig. Jonas Lie[XCVIII] og jeg havde jo vekslet Breve, saa de gamle, nærmest pudsige Misforstaaelser længst var sporløst glemte. Men vi havde endnu aldrig set hinanden. Jeg traadte ind: - Nej, saa dèr er han. Endelig er han der. Hvad er det, han ligner? En arabisk Hest. Nej, nej, ikke Hesten, Manden som sidder paa den med en lang Lanse i sin Haand. Ligemeget! velkommen, velkommen! – Og i rivende Fart fulgte Spørgsmaal og Meddelelser i næsten kaotisk Blanding.
Det var et Tidspunkt, hvor der fra Jonas Lies[XCIX] Side var nogen Misstemning mod hans gamle Ven Bjørnson[C], fordi denne med venskabeligt Despoti vilde regulere Lies[CI] Omgangskres og havde forbudt ham f. Eks. at se Christian† Krohg[CII] hos sig, da denne i Sædelighedsfejden var optraadt som Bjørnsons[CIII] Modstander. Men saa højt Lie[CIV] iøvrigt skattede sin store norske Ven, saa haardnakket satte han sig til Modværge mod Overgreb, der vilde indskrænke hans personlige Frihed.
Det var indtagende Aftener, disse hos Jonas Lie[CV]. Da han levede i Paris vel i en Snes Aar uden ringeste Berøring med Franskmænd, traf man aldrig nogen fransk Mand |269| eller Kvinde hos ham. Den hele Kres bestod af Skandinaver, mest Kunstnere og Skribenter. Men det var fra Vært og Værtinde alene, at i hine Aftener Lyset udstraalede. Et mildt Lys. Ens Hjerte var vundet, Ens Kunstsans tiltalt, Ens Krav til fin og fredelig Selskabelighed stillet, og den rent personlige, inderlige Hengivenhed, man sporede i hver Ytring, som kom fra Lie[CVI] og hans Hustru[CVII], var en Lise for Sindet, svalede og husvalede som en velgørende, duftende Brise. Skønne Aftener var det.
Straks efter min Hjemkomst begyndte jeg en Række Forelæsninger over nyere fransk Literatur. Men desuden var jeg bleven optaget af et journalistisk Foretagende, som jeg med Uro og Sorg havde set opstaa. Meget ofte havde min Broder Ernst[CVIII] talt om at udgive et Handelsblad, som vi Brødre[CIX] kunde skrive og skaffe Udbredelse. Han havde især ikke sjældent udtalt den Mening, at mit Navn og min Pen vilde kunne gøre Udslaget. Talrige Gange havde jeg med Heftighed modsagt ham, erklæret det for Vanvid, at tro, vort Navn kunde bære et Blad. Selv om det nylig grundede Politiken ikke ganske havde svaret til vore Forventninger eller Forhaabninger, saa var det der nu engang, var forud tildels knyttet til Navnet, saa Udgivelsen af et nyt Blad, hvorved jeg for min Del traadte i Concurrence med mig selv, var Urimeligheders Urimelighed.
Man kan da forestille sig min Bestyrtelse, da jeg, som intet anede om hvad der var i Gære, ved Tilbagevenden fra en længere Foredragsrejse paa min Moders Bord saa liggende et Nummer af en Børstidende, udgivet af Ernst Brandes[CX], og hørte hendes Udraab: »Hvad siger Du?«
|270| Hun vidste forud, hvad jeg vilde sige dertil. Men da nu Bladet var der og min Broders[CXI] Eksistens var sat ind derpaa, mente jeg ikke at kunne gøre andet end loyalt at tilsige min Understøttelse. Jeg lovede at skrive deri, men betingede mig, intet Vederlag at modtage, før det kom saa vidt, at Bladet gav Overskud. Det kom aldrig saa vidt. Saaledes skrev jeg nogle Aar i et lidet læst Blad, hvor Ingen søgte min Pen.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
