Alligevel skulde mit Ophold i Kristiania denne Gang forme sig som ikke mindre rigt paa Indtryk og som en langt større Succès. Thi jeg kom til at holde ikke mindre end |253| syv Foredrag efter hverandre for fuldt Hus; det sidste, som var gratis, holdtes efter Avisernes Vidnesbyrd, »med alle mulige og umulige Pladser, ogsaa i Forværelserne, optagne.« Angaaende mit første Foredrag om Goethe[I] skrev Dagbladet: »Det var alle Tilstedeværendes Mening, at aldrig har Dr. B.[II] frembragt noget bedre end dette Foredrag.« Der afholdtes et Gilde for mig, ved hvilket jeg holdt en spøgende Tale: Jeg forstod den Iver, hvormed Nordmændene da attraaede at have deres egen Udenrigsminister, vilde alligevel bede dem ikke danne sig altfor høje Forestillinger om dette Gode. Naar jeg om Morgenen i Kristiania var i slet Humør, plejede jeg at opmuntre mig med den Tanke: jeg besidder idetmindste ét Gode, som ingen af disse Nordmænd kan rose sig af; jeg har min egen Rosenørn-Lehn[III] [denne Minister var kendt for sin overmaade lave Grad af Skarpsindighed]. Men længer end en Times Tid formaaede denne Trøst ikke at styrke; snart følte jeg mig ligefuldt melankolsk. Lykken ved at besidde min egen Rosenørn svandt ind for mig. –
Tiltrods for at jeg her skemtede med en af Venstrepartiets Programsager, hørte man paa mig med Velvilje fra begge Sider.
Anderledes gik det, da jeg derefter gled over til at berøre Vanskeligheden ved ægteskabelige Forbindelser mellem de nordiske Stater. Jeg sagde: Da Danmark og Norge var gifte, gik det ofte ret galt; der kom stadig Rivninger mellem Danske og Norske. Nu da Norge og Sverig er gifte, gaar det ingenlunde godt; der er uafbrudt Rivninger mellem Norske og Svenske – medens Danmark og Norge nu, da intet officielt Baand knytter Folkene sammen, kommer udmærket ud af det med hinanden. – Heri var jo intet, som kunde vække Anstød; men da jeg saa brugte Vendingen: man turde maaske deraf slutte, at en fri Forbindelse – mellem Stater – har sine Fortrin for Giftermaal, rejste en |254| hel Række ærbare Højremænd og Samfundsstøtter under Anførsel af den historiske Professor Yngvar Nielsen[IV] sig og forlod demonstrativt i Gaasegang Salen. – Seksten Aar senere nødtes de til selv at give den samme Erkendelse Udtryk.
Blandt de Huse, der dengang viste mig Gæstfrihed, var Dr. F. G. Gades[V]. Familien boede udenfor Byen paa Skovvejen og samlede en fortræffelig Kres af veludrustede Mennesker om sig. Dr. Gade[VI] var og er en udmærket Mand, kundskabsrig, frisindet, karakterfast, dæmpet af Væsen, hvad man hos en helt ung Mand vilde kalde beskeden; hans Frue var overstrømmende livskraftig, frodig og vittig. – Olaf Thommessens[VII] Hus stod mig som altid aabent. Det morede ham en Dag at indbyde mig til Middag sammen med fire unge Skuespillerinder istedenfor de værdige Mænd, man ellers gerne indbød mig med. Det var Frk. Constance Bruun[VIII], hvem jeg Aftenen forud havde beundret som Bolette i Fruen fra Havet, en yndefuld og elegant Brunette, paa det Tidspunkt forlovet med en dødssyg Skuespiller, hvem hun elskede og opofrede sig for; dernæst Frøken Juel, den senere Fru Dybvad[IX], allerede da udmærket ved de sjældne Evner, hun havde taget i Arv fra sin Moder; Frøken Grieg[X], hendes unge Veninde (Bergenserinde af den berømte Familie) der tidligt trak sig tilbage fra Teatret; endelig Frøken Rynning, den senere Fru Wettergren[XI], smuk, koket og talentfuld.
Dagen endtes i Teatret, hvor Alexander Kiellands[XII] Professoren blev opført.
En ung Mand, som da stadigt søgte mig, var en Student Michelsen fra Bergen, yngre Broder til den senere berømte Statsminister[XIII], der elskværdig og literært interesseret, men vistnok noget letsindig, skyede strengt Eksamensarbejde og som velhavende ung Mand gerne nød sin Ungdom i godt Selskab. Det var det Tidspunkt, hvor man i Kristiania dels |255| priste den saakaldte Bohême, dels forargedes over den. Michelsen gav den gerne Husly. Den indbefattede evnerige Kunstnere og Kunstnerinder. Christian Krohg[XIV] og hans Frue[XV] regnedes da til den som dens Beskytter og Beskytterinde; en Del opvakt Ungdom udgjorde den. Michelsen foranstaltede en Køretur med paafølgende Middag, som under det friske Løv inspirerede de Indbudte. Ikke ét letfærdigt Ord blev udtalt; men en glad Zigøjnerstemning raadede uanfægtet. Pudsigt nok herskede i Kristiania en saadan Skræk for Bohêmen, at man ikke kunde forestille sig, det ved en Bohême-Køretur kunde gaa sømmeligt til. Da jeg samme Dags Aften skulde følge en fortræffelig Landsmandinde hjem, der ganske ung var bleven omplantet til Norge, ytrede hun aabent nogen Bekymring for at gaa med mig, da hun maatte frygte for, at jeg ved en Bohême-Middag, som den jeg havde bag mig, havde drukket for meget. Hun overbevistes dog snart om det Ugrundede i hendes Frygt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
