Efter tolv Aars Forløb gensaa jeg Stockholm, hvor jeg i Vetenskapsakademiens Sal, som ogsaa denne Gang var bleven mig overladt, nu holdt tre Foredrag om Goethe[I], der fik en god Modtagelse og overfuldt Hus, endda jeg rivaliserede med Førsteforestillinger paa Byens Teatre.
Den skønne Stad og de glade Mennesker, jeg i den traf, henrev mig ganske. Jeg kunde jo ikke her se og lære saa meget som i Petersborg eller Varshav, men jeg havde ligefuldt en beslægtet Følelse af potenseret Liv. Jeg lærte en livfuld og aandrig Ungdom at kende, saa’ skønne og begavede Kvinder, traf ikke faa betydelige Mænd.
Blandt de Forfattere, der hilste mig med velvillige Artikler, var især Oscar Levertin[II] og Nordensvan; blandt dem, der kom mig imøde, maa jeg desuden med Tak mindes Tor Hedberg[III]. Levertin[IV] havde dengang endnu ikke naaet den Højde af Poesi i Digtning og Kritik, som gjorde ham til en af Sverigs ypperste Aander, før Døden rev ham bort ung og usvækket. Men der var i ham al den Inderlighed og Varme, den Modtagelighed og den fine, formende, malende, syngende Evne, som først senere naaede sin fulde Udfoldelse i Kunst. Han havde ikke endnu vundet den Sikkerhed og den milde Ironi, han naaede med Mesterskabet. Men han nærede den Hengivenhed for Mennesker og den Entusiasme for Skønhed i og udenfor Kunsten, som var hans Væsens oprindelige Arv. Han var da bosat i Upsala med den høje unge blonde Kvinde, som var hans første Hustru[V]. Jeg mindes en Frokost, hvor hun var Værtinde og han Værten, og hvor der var gode Genier i Luften.
For den trohjertede Gustaf af Geijerstam[VI], der i Stockholm tog sig ivrigt af mig, var Skribenter og Kunstnere af samme Aargange og beslægtede Aandsretninger et eneste |248| Kameratskab og Broderskab. Han var med Lidenskab Kamerat. Sammenhold i Ondt og Godt, som han selv fornam og øvede det overfor Ernst Josephson[VII], den først saa straalende, senere saa nedbrudte Kunstnerskikkelse, var for ham Livets Essens. Hans Hustru, Fru Nellie[VIII], dengang ung og nydelig, en smuk ung Moder med en Dreng paa Armen, endnu uberørt af Sygdom og Sorg, var den bedste blandt hans Kamerater.
Geijerstam[IX], som da endnu havde Ungdommens muntre Sind, var paa den Tid som Digter en djærv Realist, endnu ikke den bevægede Psykolog, endnu mindre Underholdningsskribenten, som fandt sin Form i Romaner. Han var fuld af Skelmeri. Jeg har aldrig kunnet glemme en Travesti af Tegnérs[X] med Rette beundrede Digt ved det svenske Akademis Stiftelsesfest, som Geijerstam[XI], vistnok med Bistand af Per Staafs[XII] lyse Hoved, havde skrevet for paa den pudsigste Maade at satirisere over svenske Literatorer og Lærde under Oscar II.[XIII] Komiken deri er paa én Gang overvældende og henkastet med Lethed.
I hans gæstfri Hus traf jeg Mænd som Brødrene Per[XIV] og Karl Staaf[XV], hans dygtige Broder Karl af Geijerstam[XVI], den udmærkede Forfatter Tor Hedberg[XVII] og mange andre. Ved en større Fest, som blev givet mig i Grand Hotel, holdt Gustaf af Geijerstam[XVIII] med Varme Festtalen til mig. Ved den Lejlighed var af Kvinder, man ikke glemmer, Ellen Key[XIX], den smukke Fru Palme[XX], en Finlænderinde, og Skuespillerinden, den yndefulde Fru Rundberg[XXI], tilstede. Ellen Key[XXII] var allerede da en udmærket Taler og en indflydelsesrig Skribent, men havde endnu ikke taget sin europæiske Flugt. Hendes Skikkelse var ungdommelig, hendes Diktion fuldendt; det klædte hende overordenligt at holde et Foredrag (som jeg hørte hende holde et i Upsala).
Fru Rundberg[XXIII] sang ved Festen nogle Sange til mig, |249| som improviseredes under Gildet. En Skaal, jeg udbragte for Damerne, besvaredes saaledes af hende med disse improviserede Vers af Per Staaf[XXIV]:
Faa Dage derefter var der en anden Fest for mig i Selskabet Heimdal hvor Dr. Curt Wallis[XXV] talte.
En god Snes unge Kunstnere og Kunstnerinder indbød mig til et nydeligt Maaltid. Jeg havde den indtagende Skuespillerinde, Fru Ellen Hartmann[XXVI], Stockholmernes Yndling, tilbords. Tilstede var bl. a. Kunstnerparret Hr. og Fru Paulli[XXVII], Per Staaf[XXVIII], Fru Rundberg[XXIX], Carl Fåhräus[XXX] og hans højtbegavede Hustru, Skuespillerinden Olga Björkegren[XXXI]. Jeg var med Forundring Vidne til hvor nøje Fåhräus[XXXII] kendte mine Skrifter. – Professor Mittag-Leffler[XXXIII], den navnkundige Matematiker og Astronom, indbød mig til en lille udsøgt Middag i sit Hus med Nordenskjöld[XXXIV], hvem jeg da allerede havde kendt i mange Aar og for hvem jeg nærede skyldig Respekt, videre med Adolf Hedin[XXXV], der senere sluttede sig varmt til mig, og i hvem jeg altid har anerkendt en sjælden Idealist og en ubøjelig Karakter men paa hvis politiske Skarpsyn jeg ikke ret kunde tro, endelig Georg Nordensvan[XXXVI], den elegante Forfatter og Kunstkender, der desværre vist neppe kunde føle sig helt vel tilpas, eftersom Hedin[XXXVII] med en Voldsomhed, der intet Hensyn tog, faldt over den hele yngre Forfatterskole og beskyldte den – hvad dengang var Tonen |250| – for kun at dvæle ved det Smudsige og med Forkærlighed vælte sig deri.
Nogle Dage derefter indbød Nordenskjöld[XXXVIII] mig til en lille Middag i udsøgt Selskab.
En ung Pige, jeg i de Dage oftere og med Fornøjelse traf paa, var Frk. Anna Christenson, senere Fru von Zweigbergk[XXXIX], hvem jeg før havde set i Kjøbenhavn og som formelig lyste op i et Rum ved sin muntre Friskhed. En anden Dame, jeg kendte fra Danmark, var Fru Olivia Sandstrøm[XL], dengang bosat i Stockholm, hvor hun dog ikke trivedes ret. Hun havde som ung Pige været overordenligt smuk med en mørkladen, sydlandsk Skønhed, havde en ærgerrig, højtstræbende Sjæl og god Forstand, men var af dem, i hvis Stjerner det staar skrevet, at de aldrig skal vinde Lykken, end ikke for ganske kort Tid. Der var oprindeligt en melankolsk Pragt over hendes Væsen; senere sønderreves hun nervøst.
Jeg var i Stockholm stadigt omringet af unge Skribenter. En Flok ganske unge Mænd (blandt hvilke en ung Mannheimer[XLI], hvis Broder havde taget sig af mig i Göteborg) viste mig stor Opmærksomhed, beværtede mig den Dag, jeg skulde afrejse til Upsala, med en lystig Frokost, og indtog mig ganske ved deres frejdige Ungdom.
Jeg havde tilbudt at holde en Række Foredrag om Nietzsche[XLII] i Upsala, hvor Selskabet Verdandi havde indbudt mig. Men man havde afslaaet Æmnet som altfor ubekendt og i Stedet udbedt sig Heine[XLIII], der jo var grundigt kendt. Imidlertid kunde jeg ikke rose mig af nogen Tilstrømning. Man havde stillet mig i Udsigt, at de talrige Medlemmer af Selskabet vilde høre mig in corpore; men var der den første Gang halvfuldt i et lille Rum, saa tyndedes Publikum de to følgende Gange saaledes ud, at det var generende, næsten beskæmmende. Til Gengæld vistes der mig i Upsala af de |251| unge Mænd, med hvem jeg kom i Berøring, Hengivenhed, Inderlighed, Begejstring. Jeg lægger mindre Vægt paa, at der var Trængsel den Aften, da der efter det sidste Foredrag skulde være Punschegilde med Taler. Vistnok fire eller femhundrede Studenter var sammenpressede i et ikke særdeles stort Rum. David Bergström[XLIV], den senere Minister i Karl Staafs[XLV] Kabinet, holdt følgende Tale til mig:
Det Slægtled, der nu efterhaanden træder ud i Livet, færdigt til dèr at gøre sin Gerning, har ingen let Kamp at bestaa. Hos dem, der bestemmer den nuværende Tids Udseende, maa det som Regel regne med saa ringe Samforstaaen, saa liden Godkenden, at det store Flertal af de Unge foretrækker, straks at kapitulere fremfor at holde Stand i en ulige Strid.
At i de nordiske Lande ikke endnu flere af de Unge opgiver Striden for hvad de betragter som ret og gavnligt, Striden for det Nye, som vil arbejde sig igennem, for Fremskridt og Udvikling, at ikke endnu flere ophører at tænke frit af Rædsel for ikke at tænke som de andre, derfor har vi i mangt og meget, umiddelbart og middelbart, den Fremmede at takke, som nu staar midt iblandt os. Hans Livsværk hører til dem, som vil gaa igen og atter gaa igen i kommende og atter kommende Generationer. I Foreningen Verdandis Navn, i al frit tænkende svensk Ungdoms Navn løfter jeg mit Glas for den Mand.
Jeg svarte med en Tale, som er trykt i femtende Bind af mine Skrifter*
. Den gjorde Lykke. Men bag efter vakte den hos de konservative Studenter en Forargelse, der gav sig Luft i pudsige Demonstrationer. Saasnart den veltænkende Presse havde givet Signalet ved at angribe min »Taktløshed«, drog de ophidsede Studenter i Procession til Universitetets Rektor, den gamle Sahlin[XLVI], og bad ham skride ind imod Verdandi. Han afslog ethvert saadant Skridt og anmodede Studenterne om at falde til Ro.Foruden David Bergström[XLVII], der i Anledning af sin Tale til mig fik meget ondt at høre, var mine nærmeste Bekendte i Upsala Filologen Karl Ljungstedt[XLVIII], dernæst Student Liljehöek[XLIX], en høj og lystig ung Mand, sidenhen bosat i Göteborg, og den senere Professor, da Docent, Hjalmar Öhrvall[L]. Med ham |252| havde jeg da allerede været i Forbindelse i mange Aar, lige siden han som ganske ung sværmede for Stuart Mill[LI], og for Brystsvaghed en Tid lang maatte opholde sig paa de kanariske Øer. Mørk som en Spanier, med kloge, leende Øjne, gennemtrængt af Fornufttro og sand videnskabelig Aand var Öhrvall[LII] allerede da, hvad han er forbleven, den fri Videnskabs udmærkede Talsmand og Støtte paa svensk Grund. Der blev i sin Tid lagt adskillige Hindringer i Vejen for hans Professorat, da man ikke yndede hans Radikalisme; men hans fremragende Evner som Videnskabsmand gjorde det umuligt at give Posten til nogen anden.
Det var mig en lille Glæde, at jeg fra de i Upsala bosatte Polakker modtog en smuk Laurbærkrans.
Saa sjældent jeg end har søgt til Sverig, hver Gang har jeg modtaget det samme betagende Indtryk af Stockholm, af Byens Stil og Tone, Menneskenes Lynne; den kommer for den Fremmede til at staa som en festlig By. Med svensk Aandsliv og i det havde jeg som saa mange Nordboer levet fra min tidligste Ungdom, og Aandernes Bevægelse i Sverig fængslede mig ikke mindre end den dansk-norske. Den unge Kunsts og Literaturs Opsving var foregaaet i Firserne, der nu nærmede sig deres Afslutning. Mange af de Ledende havde jeg en Tid lang staaet ganske nær, enkelte af dem havde jeg kunnet give en Haandsrækning. Tiltrods for det Vanheld, der havde fulgt mine Foredrag i Upsala, følte jeg mig lykkelig over mit Ophold i Sverig, der havde overtruffet enhver Forventning.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
