Det havde været min Agt og mit Ønske at tage til Rusland. Ved et Sammenstød af uforudsete Omstændigheder blev det mig umuligt. Jeg besluttede da at forsøge min Lykke paa et mindre eventyrligt Terræn og at følge nogle Indbydelser, jeg havde modtaget, til at holde Foredrag i Sverig og Norge. Min Rejse tiltraadtes under de sletteste Forvarsler, thi jeg var til det Yderste forstemt og forpint; men den blev en af de lyseste og indtryksrigeste Episoder i mit Liv.
Paa Nordbanegaarden erfor jeg at Toget til Helsingør ikke afgik paa Grund af Snespærring. Jeg maatte køre til Havnen for at komme til Sverig ad Søvejen. Og blot den Smule Overfart til Malmø med et isglat Dæk og gennem en Rende brudt i Havnens Is blev en Fornøjelse. En ung dansk Dame, som jeg flygtigt kendte, og jeg var de eneste Passagerere, og jeg har ikke foretaget Overfarten til Malmø i mere tiltalende Selskab.
Farten til Göteborg, der tog Dag og Nat, blev fra Mil til Mil stedse vanskeligere. Der var ingen Sovevogne og ingen dobbelte Vinduer; Natten var saa kold, at Blækket frøs i mit Rejse-Blækhus. Om Morgenen blev Toget stikkende i Sneen i Nærheden af den lille Station Allingsås, uden at Personalet |244| kunde love Passagererne noget sikkert angaaende Ankomsten til Göteborg, hvad der var mig saa meget ubehageligere, som det i Bladene var kundgjort, at jeg skulde tale dèr samme Dag. Mit Foredrag maatte under disse Omstændigheder udsættes.
Byens lille Hotel blev naturligvis overfyldt. Der maatte overnattes, men Nattelejet kunde ikke blive synderlig bekvemt. Mig indrømmedes der et stort tomt Forsamlingsværelse uden nogen Seng i.
Sneen laa mandshøj foran Dørene. Det var yderst vanskeligt at naa blot de ikke mange Skridt til Telegrafkontoret. Heldigvis havde jeg til denne Rejse forsynet mig med høje forede Overtræksstøvler og med en Hovedpude, der kom mig udmærket til Nytte.
Ved Ankomsten til Göteborg blev jeg paa Stationen modtaget af et ungt Par, der betragtede sig som særligt knyttet til mig, skønt jeg aldrig havde set Ægtemanden og kun én Gang Damen, hvis Udseende jeg rent havde glemt.
Det var en Fru Alma Åkermark-Breinholm[I], som dengang udgav et Kvinde-Tidsskrift Framåt, hvortil hun i sin uskyldige Begejstring for Frihed og Fremskridt knyttede store Forventninger eller rettere havde knyttet dem; thi det arme lille Tidsskrift medførte efterhaanden hendes økonomiske Ruin. Hun havde havt en ret vel besøgt Pigeskole; men da hun i sit Tidsskrift optog et Par Smaastykker af den senere Fru Malling[II], da 22aarig, hvori unge Pigers erotiske Længsler var skildrede, gik dydsirede Fruer i Göteborg fra Hus til Hus og anmodede Mødrene om ikke at betro deres Børn til en Dame, der gav saa oprørende Skitser Husly. Følgen var, at Skolen gik ind. Mig havde Damen vist den Tjeneste, at optage mine tre større Artikler mod Kvindesagsdamerne i Sædelighedsfejden 1887, og jeg var der|245|ved mod mit Ønske blevet Aarsag til at hun paadrog sig Bjørnstjerne Bjørnsons[III] heftige Vrede. Det lille Tidsskrift maatte snart gaa ind og Parret forlade Landet. De udvandrede til Finland, hvor det, saavidt jeg véd, gik sørgeligt tilbage for dem.
Manden var en fattig Telegrafist; hun selv en renhjertet og grundhæderlig Kvinde, der troede paa alle demokratiske Formler og Dogmer som den Kristne paa Aabenbaring. Med historiske Kundskaber syntes hun kun mangelfuldt udrustet. Da jeg kort efter Ankomsten var kommet til Sæde ved hendes Bord, sagde hun de mig gaadefulde Ord: »Nu er jeg tilfreds med at kende Dr. B.[IV] nøjere; da jeg for nogle Aar siden besøgte Dem i Kjøbenhavn, tog De Modet rent fra mig ved den Ytring at De ikke troede paa noget i Verden undtagen paa tre Romere.« – Har jeg sagt det? Det undrer mig. Om hvilke tre Romere var der Tale, med Forlov? – »Jeg husker ikke Navnene, men Sagen er sikker nok; thi jeg véd, hvilket nedslaaende Indtryk den gjorde paa mig.« –
Jeg grublede og forsøgte at genkalde mig Damens længst glemte Besøg. Endelig lykkedes det mig at se hende i en Lænestol overfor mig, jeg mindedes, at hun talte om fire eller fem forskellige folkelige, politiske, økonomiske, feministiske Foreninger, hvoraf hun i Göteborg var Medlem og af hvis Virksomhed hun ventede sig de største Resultater. – Og med ét slog det ned i mig: jeg havde svaret: »Hvad mig angaar, venter jeg mig ikke meget af Foreninger. Naar Talen er om at udrette noget, troer jeg kun paa Cajus Julius Cæsar[V].« – Det var Fru Breinholms[VI] tre Romere.
Jeg holdt nogle Foredrag, men skønt jeg efter min egen Opfattelse talte godt, var der anden Gang et halvhundred Tilhørere færre end første Gang og den tredie endnu færre. Alle erklærede, de forstod ikke Dansk, neppe Halvdelen af |246| hvad jeg sagde, og desuden var Byen pietistisk, Befolkningen bestod af Schartauanere, som de kaldte sig.
Jeg blev hjerteligt modtaget i de Familier, jeg under mit første Ophold som nybagt Rus havde lært at kende; jeg var dagligt indbudt og man stræbte paa enhver Maade at gøre mig Opholdet kært. Professor Karl Warburg[VII], hvem jeg havde kendt fra han var Dreng, tog sig af mig som Kollega og Ven, førte mig sammen med Digteren Bååth[VIII], hvem jeg kendte forud, med Maleren Nils Forsberg[IX] og med Hedlunds[X]; jeg var Gæst i Pontus Fürstenbergs[XI] Hus og saa for første Gang hans berømte Samling af moderne Kunst. Ogsaa ham havde jeg kendt fra min tidligste Ungdom og ikke mindre hans Frue[XII], endnu i den Tid, da hun, en dejlig og hovedrig ung Pige, indviede sit Liv til Venten og Savn, fordi hendes strenge Fader forbød hende at ægte en Mand, i hvem han kun saa Vanskabningen. Hun oppebiede uden Klage og uden Modstand Faderens Død og skænkede med hvide Haar sin Haand og sine Rigdomme til den, hun fra sin fejreste Ungdom havde havt kær.
Blandt mine göteborgske Venner var nu som moden Kvinde den Dame, jeg som Skoledreng saa ivrigt havde stræbt at interessere, dengang hun selv neppe var udvoksen. Hun havde bevaret mig sit Venskab og jeg var glad ved at modtage hendes Gæstfrihed.
Blandt dem var ogsaa nu som gift Frue den Dame, i hvis Forældres Hus jeg tredive Aar tidligere havde boet. Jeg havde da holdt hende, et dejligt tolvaars Barn, i Haanden, naar vi spadserede sammen. Hun tog en Vogn og kørte mig ud til det gamle Sted, hendes Barndomshjem og min første Ungdoms Tilhold, et lille Træhus i en Have, som jeg ikke formaaede at kende igen.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
