9.

Aaret 1889 begyndte for mig med at det blev forbudt alle Boghandlere i Finland at modtage og forhandle mine sidste Bøger (om Polen og Rusland). De udsendte Eksemplarer vendte derfor tilbage.

Jeg blev neppe kærligere behandlet i Danmark end i Rusland. I Anledning af et Forsøg, en fremmed Korrespondent i Kjøbenhavn gjorde paa at vinde Navnkundighed ved Udskældning af mig som den mest bekendte Danske, lagde den kjøbenhavnske Presse paany alle sine Egenskaber for Dagen. Min Broder sagde dengang til mig et Par Ord, jeg ikke har glemt: »Vug dig ikke i Indbildninger. Du er det danske Folks Prygledreng endnu som for en Snes Aar siden. Vil du leve i Fred, maa du en Gang for alle give Afkald paa at sige din Mening.« Det var den nøjagtige Sandhed. Jeg var overbevist om Umuligheden af, i min Levetid at se Resultater af min Virksomhed i Danmark.

|242| Ret forfriskende kom midt under Spektaklet imod mig Meddelelsen om at den danske Presses Skødebarn Hr. Barsdorf^[I]H. Barsdorf (ukendt fødsels- og dødsår): tysk forlægger og boghandler. var idømt tre Aars Tugthus og otte Aars Tab af borgerlig Ære, og for Resten af sine Dage var stillet under Politiets Opsigt for gewerbsmässige Hehlerei.

Den lille nordiske Kunstnerkoloni i Paris sendte mig til min Fødselsdag en telegrafisk Hilsen, der meddelte, at man havde drukket min Skaal.