Det havde været min Agt og mit Ønske at tage til Rusland. Ved et Sammenstød af uforudsete Omstændigheder blev det mig umuligt. Jeg besluttede da at forsøge min Lykke paa et mindre eventyrligt Terræn og at følge nogle Indbydelser, jeg havde modtaget, til at holde Foredrag i Sverig og Norge. Min Rejse tiltraadtes under de sletteste Forvarsler, thi jeg var til det Yderste forstemt og forpint; men den blev en af de lyseste og indtryksrigeste Episoder i mit Liv.
Paa Nordbanegaarden erfor jeg at Toget til Helsingør ikke afgik paa Grund af Snespærring. Jeg maatte køre til Havnen for at komme til Sverig ad Søvejen. Og blot den Smule Overfart til Malmø med et isglat Dæk og gennem en Rende brudt i Havnens Is blev en Fornøjelse. En ung dansk Dame, som jeg flygtigt kendte, og jeg var de eneste Passagerere, og jeg har ikke foretaget Overfarten til Malmø i mere tiltalende Selskab.
Farten til Göteborg, der tog Dag og Nat, blev fra Mil til Mil stedse vanskeligere. Der var ingen Sovevogne og ingen dobbelte Vinduer; Natten var saa kold, at Blækket frøs i mit Rejse-Blækhus. Om Morgenen blev Toget stikkende i Sneen i Nærheden af den lille Station Allingsås, uden at Personalet |244| kunde love Passagererne noget sikkert angaaende Ankomsten til Göteborg, hvad der var mig saa meget ubehageligere, som det i Bladene var kundgjort, at jeg skulde tale dèr samme Dag. Mit Foredrag maatte under disse Omstændigheder udsættes.
Byens lille Hotel blev naturligvis overfyldt. Der maatte overnattes, men Nattelejet kunde ikke blive synderlig bekvemt. Mig indrømmedes der et stort tomt Forsamlingsværelse uden nogen Seng i.
Sneen laa mandshøj foran Dørene. Det var yderst vanskeligt at naa blot de ikke mange Skridt til Telegrafkontoret. Heldigvis havde jeg til denne Rejse forsynet mig med høje forede Overtræksstøvler og med en Hovedpude, der kom mig udmærket til Nytte.
Ved Ankomsten til Göteborg blev jeg paa Stationen modtaget af et ungt Par, der betragtede sig som særligt knyttet til mig, skønt jeg aldrig havde set Ægtemanden og kun én Gang Damen, hvis Udseende jeg rent havde glemt.
Det var en Fru Alma Åkermark-Breinholm[I], som dengang udgav et Kvinde-Tidsskrift Framåt, hvortil hun i sin uskyldige Begejstring for Frihed og Fremskridt knyttede store Forventninger eller rettere havde knyttet dem; thi det arme lille Tidsskrift medførte efterhaanden hendes økonomiske Ruin. Hun havde havt en ret vel besøgt Pigeskole; men da hun i sit Tidsskrift optog et Par Smaastykker af den senere Fru Malling[II], da 22aarig, hvori unge Pigers erotiske Længsler var skildrede, gik dydsirede Fruer i Göteborg fra Hus til Hus og anmodede Mødrene om ikke at betro deres Børn til en Dame, der gav saa oprørende Skitser Husly. Følgen var, at Skolen gik ind. Mig havde Damen vist den Tjeneste, at optage mine tre større Artikler mod Kvindesagsdamerne i Sædelighedsfejden 1887, og jeg var der|245|ved mod mit Ønske blevet Aarsag til at hun paadrog sig Bjørnstjerne Bjørnsons[III] heftige Vrede. Det lille Tidsskrift maatte snart gaa ind og Parret forlade Landet. De udvandrede til Finland, hvor det, saavidt jeg véd, gik sørgeligt tilbage for dem.
Manden var en fattig Telegrafist; hun selv en renhjertet og grundhæderlig Kvinde, der troede paa alle demokratiske Formler og Dogmer som den Kristne paa Aabenbaring. Med historiske Kundskaber syntes hun kun mangelfuldt udrustet. Da jeg kort efter Ankomsten var kommet til Sæde ved hendes Bord, sagde hun de mig gaadefulde Ord: »Nu er jeg tilfreds med at kende Dr. B.[IV] nøjere; da jeg for nogle Aar siden besøgte Dem i Kjøbenhavn, tog De Modet rent fra mig ved den Ytring at De ikke troede paa noget i Verden undtagen paa tre Romere.« – Har jeg sagt det? Det undrer mig. Om hvilke tre Romere var der Tale, med Forlov? – »Jeg husker ikke Navnene, men Sagen er sikker nok; thi jeg véd, hvilket nedslaaende Indtryk den gjorde paa mig.« –
Jeg grublede og forsøgte at genkalde mig Damens længst glemte Besøg. Endelig lykkedes det mig at se hende i en Lænestol overfor mig, jeg mindedes, at hun talte om fire eller fem forskellige folkelige, politiske, økonomiske, feministiske Foreninger, hvoraf hun i Göteborg var Medlem og af hvis Virksomhed hun ventede sig de største Resultater. – Og med ét slog det ned i mig: jeg havde svaret: »Hvad mig angaar, venter jeg mig ikke meget af Foreninger. Naar Talen er om at udrette noget, troer jeg kun paa Cajus Julius Cæsar[V].« – Det var Fru Breinholms[VI] tre Romere.
Jeg holdt nogle Foredrag, men skønt jeg efter min egen Opfattelse talte godt, var der anden Gang et halvhundred Tilhørere færre end første Gang og den tredie endnu færre. Alle erklærede, de forstod ikke Dansk, neppe Halvdelen af |246| hvad jeg sagde, og desuden var Byen pietistisk, Befolkningen bestod af Schartauanere, som de kaldte sig.
Jeg blev hjerteligt modtaget i de Familier, jeg under mit første Ophold som nybagt Rus havde lært at kende; jeg var dagligt indbudt og man stræbte paa enhver Maade at gøre mig Opholdet kært. Professor Karl Warburg[VII], hvem jeg havde kendt fra han var Dreng, tog sig af mig som Kollega og Ven, førte mig sammen med Digteren Bååth[VIII], hvem jeg kendte forud, med Maleren Nils Forsberg[IX] og med Hedlunds[X]; jeg var Gæst i Pontus Fürstenbergs[XI] Hus og saa for første Gang hans berømte Samling af moderne Kunst. Ogsaa ham havde jeg kendt fra min tidligste Ungdom og ikke mindre hans Frue[XII], endnu i den Tid, da hun, en dejlig og hovedrig ung Pige, indviede sit Liv til Venten og Savn, fordi hendes strenge Fader forbød hende at ægte en Mand, i hvem han kun saa Vanskabningen. Hun oppebiede uden Klage og uden Modstand Faderens Død og skænkede med hvide Haar sin Haand og sine Rigdomme til den, hun fra sin fejreste Ungdom havde havt kær.
Blandt mine göteborgske Venner var nu som moden Kvinde den Dame, jeg som Skoledreng saa ivrigt havde stræbt at interessere, dengang hun selv neppe var udvoksen. Hun havde bevaret mig sit Venskab og jeg var glad ved at modtage hendes Gæstfrihed.
Blandt dem var ogsaa nu som gift Frue den Dame, i hvis Forældres Hus jeg tredive Aar tidligere havde boet. Jeg havde da holdt hende, et dejligt tolvaars Barn, i Haanden, naar vi spadserede sammen. Hun tog en Vogn og kørte mig ud til det gamle Sted, hendes Barndomshjem og min første Ungdoms Tilhold, et lille Træhus i en Have, som jeg ikke formaaede at kende igen.
Efter tolv Aars Forløb gensaa jeg Stockholm, hvor jeg i Vetenskapsakademiens Sal, som ogsaa denne Gang var bleven mig overladt, nu holdt tre Foredrag om Goethe[XIII], der fik en god Modtagelse og overfuldt Hus, endda jeg rivaliserede med Førsteforestillinger paa Byens Teatre.
Den skønne Stad og de glade Mennesker, jeg i den traf, henrev mig ganske. Jeg kunde jo ikke her se og lære saa meget som i Petersborg eller Varshav, men jeg havde ligefuldt en beslægtet Følelse af potenseret Liv. Jeg lærte en livfuld og aandrig Ungdom at kende, saa’ skønne og begavede Kvinder, traf ikke faa betydelige Mænd.
Blandt de Forfattere, der hilste mig med velvillige Artikler, var især Oscar Levertin[XIV] og Nordensvan; blandt dem, der kom mig imøde, maa jeg desuden med Tak mindes Tor Hedberg[XV]. Levertin[XVI] havde dengang endnu ikke naaet den Højde af Poesi i Digtning og Kritik, som gjorde ham til en af Sverigs ypperste Aander, før Døden rev ham bort ung og usvækket. Men der var i ham al den Inderlighed og Varme, den Modtagelighed og den fine, formende, malende, syngende Evne, som først senere naaede sin fulde Udfoldelse i Kunst. Han havde ikke endnu vundet den Sikkerhed og den milde Ironi, han naaede med Mesterskabet. Men han nærede den Hengivenhed for Mennesker og den Entusiasme for Skønhed i og udenfor Kunsten, som var hans Væsens oprindelige Arv. Han var da bosat i Upsala med den høje unge blonde Kvinde, som var hans første Hustru[XVII]. Jeg mindes en Frokost, hvor hun var Værtinde og han Værten, og hvor der var gode Genier i Luften.
For den trohjertede Gustaf af Geijerstam[XVIII], der i Stockholm tog sig ivrigt af mig, var Skribenter og Kunstnere af samme Aargange og beslægtede Aandsretninger et eneste |248| Kameratskab og Broderskab. Han var med Lidenskab Kamerat. Sammenhold i Ondt og Godt, som han selv fornam og øvede det overfor Ernst Josephson[XIX], den først saa straalende, senere saa nedbrudte Kunstnerskikkelse, var for ham Livets Essens. Hans Hustru, Fru Nellie[XX], dengang ung og nydelig, en smuk ung Moder med en Dreng paa Armen, endnu uberørt af Sygdom og Sorg, var den bedste blandt hans Kamerater.
Geijerstam[XXI], som da endnu havde Ungdommens muntre Sind, var paa den Tid som Digter en djærv Realist, endnu ikke den bevægede Psykolog, endnu mindre Underholdningsskribenten, som fandt sin Form i Romaner. Han var fuld af Skelmeri. Jeg har aldrig kunnet glemme en Travesti af Tegnérs[XXII] med Rette beundrede Digt ved det svenske Akademis Stiftelsesfest, som Geijerstam[XXIII], vistnok med Bistand af Per Staafs[XXIV] lyse Hoved, havde skrevet for paa den pudsigste Maade at satirisere over svenske Literatorer og Lærde under Oscar II.[XXV] Komiken deri er paa én Gang overvældende og henkastet med Lethed.
I hans gæstfri Hus traf jeg Mænd som Brødrene Per[XXVI] og Karl Staaf[XXVII], hans dygtige Broder Karl af Geijerstam[XXVIII], den udmærkede Forfatter Tor Hedberg[XXIX] og mange andre. Ved en større Fest, som blev givet mig i Grand Hotel, holdt Gustaf af Geijerstam[XXX] med Varme Festtalen til mig. Ved den Lejlighed var af Kvinder, man ikke glemmer, Ellen Key[XXXI], den smukke Fru Palme[XXXII], en Finlænderinde, og Skuespillerinden, den yndefulde Fru Rundberg[XXXIII], tilstede. Ellen Key[XXXIV] var allerede da en udmærket Taler og en indflydelsesrig Skribent, men havde endnu ikke taget sin europæiske Flugt. Hendes Skikkelse var ungdommelig, hendes Diktion fuldendt; det klædte hende overordenligt at holde et Foredrag (som jeg hørte hende holde et i Upsala).
Fru Rundberg[XXXV] sang ved Festen nogle Sange til mig, |249| som improviseredes under Gildet. En Skaal, jeg udbragte for Damerne, besvaredes saaledes af hende med disse improviserede Vers af Per Staaf[XXXVI]:
Faa Dage derefter var der en anden Fest for mig i Selskabet Heimdal hvor Dr. Curt Wallis[XXXVII] talte.
En god Snes unge Kunstnere og Kunstnerinder indbød mig til et nydeligt Maaltid. Jeg havde den indtagende Skuespillerinde, Fru Ellen Hartmann[XXXVIII], Stockholmernes Yndling, tilbords. Tilstede var bl. a. Kunstnerparret Hr. og Fru Paulli[XXXIX], Per Staaf[XL], Fru Rundberg[XLI], Carl Fåhräus[XLII] og hans højtbegavede Hustru, Skuespillerinden Olga Björkegren[XLIII]. Jeg var med Forundring Vidne til hvor nøje Fåhräus[XLIV] kendte mine Skrifter. – Professor Mittag-Leffler[XLV], den navnkundige Matematiker og Astronom, indbød mig til en lille udsøgt Middag i sit Hus med Nordenskjöld[XLVI], hvem jeg da allerede havde kendt i mange Aar og for hvem jeg nærede skyldig Respekt, videre med Adolf Hedin[XLVII], der senere sluttede sig varmt til mig, og i hvem jeg altid har anerkendt en sjælden Idealist og en ubøjelig Karakter men paa hvis politiske Skarpsyn jeg ikke ret kunde tro, endelig Georg Nordensvan[XLVIII], den elegante Forfatter og Kunstkender, der desværre vist neppe kunde føle sig helt vel tilpas, eftersom Hedin[XLIX] med en Voldsomhed, der intet Hensyn tog, faldt over den hele yngre Forfatterskole og beskyldte den – hvad dengang var Tonen |250| – for kun at dvæle ved det Smudsige og med Forkærlighed vælte sig deri.
Nogle Dage derefter indbød Nordenskjöld[L] mig til en lille Middag i udsøgt Selskab.
En ung Pige, jeg i de Dage oftere og med Fornøjelse traf paa, var Frk. Anna Christenson, senere Fru von Zweigbergk[LI], hvem jeg før havde set i Kjøbenhavn og som formelig lyste op i et Rum ved sin muntre Friskhed. En anden Dame, jeg kendte fra Danmark, var Fru Olivia Sandstrøm[LII], dengang bosat i Stockholm, hvor hun dog ikke trivedes ret. Hun havde som ung Pige været overordenligt smuk med en mørkladen, sydlandsk Skønhed, havde en ærgerrig, højtstræbende Sjæl og god Forstand, men var af dem, i hvis Stjerner det staar skrevet, at de aldrig skal vinde Lykken, end ikke for ganske kort Tid. Der var oprindeligt en melankolsk Pragt over hendes Væsen; senere sønderreves hun nervøst.
Jeg var i Stockholm stadigt omringet af unge Skribenter. En Flok ganske unge Mænd (blandt hvilke en ung Mannheimer[LIII], hvis Broder havde taget sig af mig i Göteborg) viste mig stor Opmærksomhed, beværtede mig den Dag, jeg skulde afrejse til Upsala, med en lystig Frokost, og indtog mig ganske ved deres frejdige Ungdom.
Jeg havde tilbudt at holde en Række Foredrag om Nietzsche[LIV] i Upsala, hvor Selskabet Verdandi havde indbudt mig. Men man havde afslaaet Æmnet som altfor ubekendt og i Stedet udbedt sig Heine[LV], der jo var grundigt kendt. Imidlertid kunde jeg ikke rose mig af nogen Tilstrømning. Man havde stillet mig i Udsigt, at de talrige Medlemmer af Selskabet vilde høre mig in corpore; men var der den første Gang halvfuldt i et lille Rum, saa tyndedes Publikum de to følgende Gange saaledes ud, at det var generende, næsten beskæmmende. Til Gengæld vistes der mig i Upsala af de |251| unge Mænd, med hvem jeg kom i Berøring, Hengivenhed, Inderlighed, Begejstring. Jeg lægger mindre Vægt paa, at der var Trængsel den Aften, da der efter det sidste Foredrag skulde være Punschegilde med Taler. Vistnok fire eller femhundrede Studenter var sammenpressede i et ikke særdeles stort Rum. David Bergström[LVI], den senere Minister i Karl Staafs[LVII] Kabinet, holdt følgende Tale til mig:
Det Slægtled, der nu efterhaanden træder ud i Livet, færdigt til dèr at gøre sin Gerning, har ingen let Kamp at bestaa. Hos dem, der bestemmer den nuværende Tids Udseende, maa det som Regel regne med saa ringe Samforstaaen, saa liden Godkenden, at det store Flertal af de Unge foretrækker, straks at kapitulere fremfor at holde Stand i en ulige Strid.
At i de nordiske Lande ikke endnu flere af de Unge opgiver Striden for hvad de betragter som ret og gavnligt, Striden for det Nye, som vil arbejde sig igennem, for Fremskridt og Udvikling, at ikke endnu flere ophører at tænke frit af Rædsel for ikke at tænke som de andre, derfor har vi i mangt og meget, umiddelbart og middelbart, den Fremmede at takke, som nu staar midt iblandt os. Hans Livsværk hører til dem, som vil gaa igen og atter gaa igen i kommende og atter kommende Generationer. I Foreningen Verdandis Navn, i al frit tænkende svensk Ungdoms Navn løfter jeg mit Glas for den Mand.
Jeg svarte med en Tale, som er trykt i femtende Bind af mine Skrifter*
. Den gjorde Lykke. Men bag efter vakte den hos de konservative Studenter en Forargelse, der gav sig Luft i pudsige Demonstrationer. Saasnart den veltænkende Presse havde givet Signalet ved at angribe min »Taktløshed«, drog de ophidsede Studenter i Procession til Universitetets Rektor, den gamle Sahlin[LVIII], og bad ham skride ind imod Verdandi. Han afslog ethvert saadant Skridt og anmodede Studenterne om at falde til Ro.Foruden David Bergström[LIX], der i Anledning af sin Tale til mig fik meget ondt at høre, var mine nærmeste Bekendte i Upsala Filologen Karl Ljungstedt[LX], dernæst Student Liljehöek[LXI], en høj og lystig ung Mand, sidenhen bosat i Göteborg, og den senere Professor, da Docent, Hjalmar Öhrvall[LXII]. Med ham |252| havde jeg da allerede været i Forbindelse i mange Aar, lige siden han som ganske ung sværmede for Stuart Mill[LXIII], og for Brystsvaghed en Tid lang maatte opholde sig paa de kanariske Øer. Mørk som en Spanier, med kloge, leende Øjne, gennemtrængt af Fornufttro og sand videnskabelig Aand var Öhrvall[LXIV] allerede da, hvad han er forbleven, den fri Videnskabs udmærkede Talsmand og Støtte paa svensk Grund. Der blev i sin Tid lagt adskillige Hindringer i Vejen for hans Professorat, da man ikke yndede hans Radikalisme; men hans fremragende Evner som Videnskabsmand gjorde det umuligt at give Posten til nogen anden.
Det var mig en lille Glæde, at jeg fra de i Upsala bosatte Polakker modtog en smuk Laurbærkrans.
Saa sjældent jeg end har søgt til Sverig, hver Gang har jeg modtaget det samme betagende Indtryk af Stockholm, af Byens Stil og Tone, Menneskenes Lynne; den kommer for den Fremmede til at staa som en festlig By. Med svensk Aandsliv og i det havde jeg som saa mange Nordboer levet fra min tidligste Ungdom, og Aandernes Bevægelse i Sverig fængslede mig ikke mindre end den dansk-norske. Den unge Kunsts og Literaturs Opsving var foregaaet i Firserne, der nu nærmede sig deres Afslutning. Mange af de Ledende havde jeg en Tid lang staaet ganske nær, enkelte af dem havde jeg kunnet give en Haandsrækning. Tiltrods for det Vanheld, der havde fulgt mine Foredrag i Upsala, følte jeg mig lykkelig over mit Ophold i Sverig, der havde overtruffet enhver Forventning.
Alligevel skulde mit Ophold i Kristiania denne Gang forme sig som ikke mindre rigt paa Indtryk og som en langt større Succès. Thi jeg kom til at holde ikke mindre end |253| syv Foredrag efter hverandre for fuldt Hus; det sidste, som var gratis, holdtes efter Avisernes Vidnesbyrd, »med alle mulige og umulige Pladser, ogsaa i Forværelserne, optagne.« Angaaende mit første Foredrag om Goethe[LXV] skrev Dagbladet: »Det var alle Tilstedeværendes Mening, at aldrig har Dr. B.[LXVI] frembragt noget bedre end dette Foredrag.« Der afholdtes et Gilde for mig, ved hvilket jeg holdt en spøgende Tale: Jeg forstod den Iver, hvormed Nordmændene da attraaede at have deres egen Udenrigsminister, vilde alligevel bede dem ikke danne sig altfor høje Forestillinger om dette Gode. Naar jeg om Morgenen i Kristiania var i slet Humør, plejede jeg at opmuntre mig med den Tanke: jeg besidder idetmindste ét Gode, som ingen af disse Nordmænd kan rose sig af; jeg har min egen Rosenørn-Lehn[LXVII] [denne Minister var kendt for sin overmaade lave Grad af Skarpsindighed]. Men længer end en Times Tid formaaede denne Trøst ikke at styrke; snart følte jeg mig ligefuldt melankolsk. Lykken ved at besidde min egen Rosenørn svandt ind for mig. –
Tiltrods for at jeg her skemtede med en af Venstrepartiets Programsager, hørte man paa mig med Velvilje fra begge Sider.
Anderledes gik det, da jeg derefter gled over til at berøre Vanskeligheden ved ægteskabelige Forbindelser mellem de nordiske Stater. Jeg sagde: Da Danmark og Norge var gifte, gik det ofte ret galt; der kom stadig Rivninger mellem Danske og Norske. Nu da Norge og Sverig er gifte, gaar det ingenlunde godt; der er uafbrudt Rivninger mellem Norske og Svenske – medens Danmark og Norge nu, da intet officielt Baand knytter Folkene sammen, kommer udmærket ud af det med hinanden. – Heri var jo intet, som kunde vække Anstød; men da jeg saa brugte Vendingen: man turde maaske deraf slutte, at en fri Forbindelse – mellem Stater – har sine Fortrin for Giftermaal, rejste en |254| hel Række ærbare Højremænd og Samfundsstøtter under Anførsel af den historiske Professor Yngvar Nielsen[LXVIII] sig og forlod demonstrativt i Gaasegang Salen. – Seksten Aar senere nødtes de til selv at give den samme Erkendelse Udtryk.
Blandt de Huse, der dengang viste mig Gæstfrihed, var Dr. F. G. Gades[LXIX]. Familien boede udenfor Byen paa Skovvejen og samlede en fortræffelig Kres af veludrustede Mennesker om sig. Dr. Gade[LXX] var og er en udmærket Mand, kundskabsrig, frisindet, karakterfast, dæmpet af Væsen, hvad man hos en helt ung Mand vilde kalde beskeden; hans Frue var overstrømmende livskraftig, frodig og vittig. – Olaf Thommessens[LXXI] Hus stod mig som altid aabent. Det morede ham en Dag at indbyde mig til Middag sammen med fire unge Skuespillerinder istedenfor de værdige Mænd, man ellers gerne indbød mig med. Det var Frk. Constance Bruun[LXXII], hvem jeg Aftenen forud havde beundret som Bolette i Fruen fra Havet, en yndefuld og elegant Brunette, paa det Tidspunkt forlovet med en dødssyg Skuespiller, hvem hun elskede og opofrede sig for; dernæst Frøken Juel, den senere Fru Dybvad[LXXIII], allerede da udmærket ved de sjældne Evner, hun havde taget i Arv fra sin Moder; Frøken Grieg[LXXIV], hendes unge Veninde (Bergenserinde af den berømte Familie) der tidligt trak sig tilbage fra Teatret; endelig Frøken Rynning, den senere Fru Wettergren[LXXV], smuk, koket og talentfuld.
Dagen endtes i Teatret, hvor Alexander Kiellands[LXXVI] Professoren blev opført.
En ung Mand, som da stadigt søgte mig, var en Student Michelsen fra Bergen, yngre Broder til den senere berømte Statsminister[LXXVII], der elskværdig og literært interesseret, men vistnok noget letsindig, skyede strengt Eksamensarbejde og som velhavende ung Mand gerne nød sin Ungdom i godt Selskab. Det var det Tidspunkt, hvor man i Kristiania dels |255| priste den saakaldte Bohême, dels forargedes over den. Michelsen gav den gerne Husly. Den indbefattede evnerige Kunstnere og Kunstnerinder. Christian Krohg[LXXVIII] og hans Frue[LXXIX] regnedes da til den som dens Beskytter og Beskytterinde; en Del opvakt Ungdom udgjorde den. Michelsen foranstaltede en Køretur med paafølgende Middag, som under det friske Løv inspirerede de Indbudte. Ikke ét letfærdigt Ord blev udtalt; men en glad Zigøjnerstemning raadede uanfægtet. Pudsigt nok herskede i Kristiania en saadan Skræk for Bohêmen, at man ikke kunde forestille sig, det ved en Bohême-Køretur kunde gaa sømmeligt til. Da jeg samme Dags Aften skulde følge en fortræffelig Landsmandinde hjem, der ganske ung var bleven omplantet til Norge, ytrede hun aabent nogen Bekymring for at gaa med mig, da hun maatte frygte for, at jeg ved en Bohême-Middag, som den jeg havde bag mig, havde drukket for meget. Hun overbevistes dog snart om det Ugrundede i hendes Frygt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
