Det var det Aar, hvor de store Forandringer indtraadte i det tyske Riges Ledelse. Med kort Mellemrum var to Kejsere døde, og et nyt Styre blev indvarslet.
|239| Wilhelm II[I] kom til Kjøbenhavn for at forestille sig som Kejser. Ankomsten fik et pinligt Forløb. Neppe havde Vognen, hvor han og Kong Christian[II] tog Plads, sat sig i Bevægelse ude paa Toldboden, før en stedse stærkere Hyssen hørtes fra Folkemassen. Tilsidst hyssede selve de præsenterende Livgardister med, og al denne Hyssen gennemskares af en enkelt Pibe. Kongen var bleg, Kejseren[III] bevarede sin Holdning.
Johan Ottosen[IV] indfandt sig med Hanssen-Nørremølle[V] hos mig for at tale om, hvorledes man i Nordslesvig klogest burde stille sig under den nye Æra; man henvendte sig til mig, fordi jeg ikke havde lagt Dølgsmaal paa min Misfornøjelse med Venstrepressens Holdning, naar dens Danskhed paa et Haar lignede Tyskhed. Først langt senere lykkedes det at faa denne Holdning grundigt ændret. I det Aar brugte det tyske Agitationsudvalg for Nordslesvig Bladet Politikens gamle Artikler som Agitationsstof for at faa Nordslesvigerne til at stemme paa tyske Kandidater.
Skønt jeg boede midt i Kjøbenhavn, havde jeg yderst lidt Forhold til Byen, og omgikkes saare faa, blandt dem vel mest Vilhelm Bissen[VI] og hans Frue[VII], der det Aar fejrede deres Datters Bryllup ved en smuk Fest i Atelier’et. Jeg omgikkes det unge Kunstnerpar Harald[VIII] og Agnes Slott-Møller[IX], der havde sluttet sig til mig og ved hvis Bryllup Johan Rohde[X] og jeg var Forlovere. Jeg saa oftere Stuckenbergs[XI], to fine Mennesker, hun ualmindelig og ægte som han, hvem Livet mange Aar senere paa tragisk Maade skilte fra hinanden. En Sommerdag var jeg med Julius Lange[XII] hos hans Broder Frits[XIII], Overlægen paa Middelfart Sindssygeanstalt, og Dagen derpaa tog vi sammen over til Jylland, til et Sted ved Navn Skovvang at besøge Slott-Møllers[XIV], der boede dèr med den unge dejlige Frøken Triepke, senere Fru Krøyer[XV]. Med dem fik jeg i de Dage et stærkt Indtryk af Østjyllands |240| Natur; et Par Maaneder derefter i Skoven udenfor Skovgaard, Boghandler Hegels[XVI] Ejendom, et overvældende Indtryk af danske Skoves uendelige Farvepragt i Oktober i et usædvanligt Efteraars milde Luft – det var Alt, hvad jeg i det Aar undte mig af Opaanden fra det haardnakkede Arbejd.
Aaret igennem modtog jeg fra Kjøbenhavn og Provinserne stadig tilsendt Prædikener, Opbyggelsesskrifter, fromme Blade, endnu frommere, meget indtrængende Breve, ustandselige Omvendelsesforsøg. Det forrige Aartis Bombardement med Breve efter Formlen: »Det var dig bedre, at du blev kastet i Havet med en Møllesten om din Hals, end at du skulde forarge disse Smaa« var nu i Reglen veget for mildere Forsøg paa at tale mig til Hjerte. Jeg fik med Posten religiøse Flyveskrifter, Psalmer og Psalmebøger, en Gang en hel Bibel fra en gammel Dame, der øjensynligt troede, at Bogen var mig ubekendt; thi deri var omhyggeligt indstreget, hvad hun ansaa nyttigst for mig at læse. En af de anonyme Brevskriverinder, der ugenlig manede mig til Omvendelse, kom en Dag i Tanke om at disse Breve maaske kunde kede mig, og bad mig, med en Annonce i det ultrareaktionære Blad Avisen svare paa, om hun skulde ophøre med Correspondancen eller blive ved. Hun undertegnede sig som saa mange andre: En kristen Kvinde.
Af disse kristne Kvinder kom ingen mig for Øje; derimod saa jeg af og til ludfattige Kvinder, hvem deres Elendighed sysselsatte mere end Religionen. Jeg husker saaledes i det græsselige Kompleks af Fattigboliger, som udgør Stedet Løven i Store Kongensgade at have hjulpet en stakkels Kone, ved Navn Madam Rige[XVII], der skulde ernære sig ved Vask og som plyndredes af en vanartet Søn. Hun var af Svindsot bragt til Gravens Rand. Hun lignede et Skelet og hendes Hoved |241| var et rent Dødningehoved; men Øjnene var smukke og taknemmelige til det sidste.
I Aarets sidste Maaneder, da jeg holdt Foredrag om Goethe[XVIII], levede jeg helt fordybet, som nedgravet, i dette uhyre Geni. Det stod for mig som var han den i det attende Aarhundredes Slutning genfødte Renæssance og som om han var bleven fulgt af Forfald. De, der troede paa det jævne Fremskridt allevegne, glemte Forfaldstiderne, Forfaldsmenneskene. Og det styrkede mig at leve mig ind i Goethe[XIX]. Ikke at jeg nogensinde kunde hovmode mig i Indbildningen om et aandeligt Slægtskab. Men jeg følte og vidste, at i mig med al min Ringhed var Opgang, opgaaende, opadstigende Kraft, medens der i mange, rigere udrustede, var Nedgang.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
