Det Aar afholdtes den Nordiske Udstilling i Kjøbenhavn i det af Nyrop[I] opbyggede smukke Træpalads. Den lokkede mangfoldige Fremmede til Byen. Overfor den var der aabnet en righoldig Udstilling af samtidige franske Malerier og Billedhuggerarbejder, der bragte de Besøgende et Pust fra en anden Kunstverden end Nordens. Efter Indbydelse indfandt en betydelig Skare af berømte og bekendte franske |236| Kunstnere sig nogle Dage i Kjøbenhavn. Der blev afholdt en Festlighed for dem i Glyptoteket, hvortil de fleste mere ansete Danske indbødes. De danske Kunstnere, der foreslog Indbydelserne, havde indført mit Navn blandt de første. Men da det blev strøget af Listen, fik jeg intet at se til Franskmændene. Af Julius Lange[II] erfor jeg, at de næsten alle havde spurgt efter mig.
Da jeg Aaret efter traf adskillige af dem i Paris, havde jeg Anledning til at erfare deres Indtryk af Kjøbenhavn. De var desværre enstemmige i deres Fordømmelse af Thorvaldsens[III] Arbejder i Museet. De la bien mauvaise sculpture var det Ord, man stadigt fik at høre. Men lige saa enstemmigt talte de med den største Varme og Anerkendelse om Sonnes[IV] Fresker paa Museets Ydermur. Iøvrigt var de stærkt skuffede i to Henseender, at de ikke havde modtaget nogen Indbydelse til Hoffet, og at de ingen Dekorationer havde faaet, hvad de paastod man havde stillet dem i Udsigt. De var tydeligt nok især komne for Dekorationernes Skyld.
Noget efter Kunstnerne ankom den unge franske Kunstkritiker Maurice Hamel[V], udsendt af Gazette des beaux arts, en overordentlig fin Kunstkender og et Menneske med sundt, naturligt Blik. Han og Karl Madsen[VI] kom godt ud af det med hinanden og jeg mindes en Baadsejlads med ham, Karl Madsen[VII] og Nordmanden Andreas Aubert[VIII] paa Lyngby Sø, mens den sjællandske Natur en Sommeraften for disse Farve-Elskere afslørede og tilslørede sig i rige, dæmpede og dejligt sammensmeltende Farver.
Endnu lidt senere ankom delegerede franske Arbejdere til Udstillingen. Det var unge Haandværket af forskellige Fag, rødere end de rødeste danske. For den store franske Revolution havde de ingen Interesse; den var dem for borgerlig. I Grunden begyndte Verdenshistoriens tiltalende Parti for dem med Kommunen i Paris, som havde al deres Deltagelse og Begejstring. De harmedes over, at Raabet |237| Vive la Commune! dengang var forbudt i Paris. De ærgrede sig over, at man vilde hædre dem ved at spille Marseillaisen. Selv sang de kun l’Internationale og Ça ira.
Man indbød dem til at tilbringe en Aften i Studentersamfundet, og jeg blev anmodet om at indfinde mig. Jeg talte to Gange til dem. Da jeg sagde, at her kunde de gerne raabe Leve Kommunen! fordi hele det lille Danmark i Virkeligheden kun var at betragte som en Kommune, saa det lod sig opfatte som enstydigt med Leve Danmark! raabte en af dem: Mais c’est de l’esprit français. Jeg svarte: N’avoir pas esprit de caste, voilà le vrai esprit français.
Mange Svenske og Finner indfandt sig i Kjøbenhavn i Anledning af Udstillingen. Der var den unge Forfatter Georg Nordensvan[IX], smuk og slank, Novelleforfatter og Kunstkender, som gjorde et udmærket Indtryk. Der var ældre Bekendte som Maleren Björck[X] og Per Staaf[XI] og Gustaf af Geijerstam[XII], Finner som Jacques Ahrenberg[XIII], den finske Udstillings Kommissionær, der glædede mig med en anerkendende Dom angaaende min Bog om Polen. Verner von Heidenstam[XIV], der sendte sin lovende Debutbog Vallfart och Vandringsår, kom først senere til Danmark.
Fra Rusland kom min kære Ven Sobolevski[XV], Redaktøren for Russkija Vjedomosti og tilbragte nogle Dage med mig. Han gjorde ikke faa Indkøb, blandt andet af danske Terracotta-Sager, som han fandt originale og smukke.
Kort efter kom en interessant ung tysk-russisk Pige ved Navn Sonja Etlinger[XVI], som paastod, hun i fire Aar havde været sysselsat med mig. Hun havde hørt mine Foredrag i St. Petersborg og havde lært sig Dansk.
Med Anbefalingsbreve til mig forestillede sig desuden først en Pianofabrikant Becher fra St. Petersborg, en forstandig og praktisk Mand, dernæst fra samme By en ung Astronom Kleiber[XVII], fireogtyveaarig kun, men forbausende sprog|238|kyndig og sagkyndig. Han talte Russisk, Polsk, Italiensk, Engelsk, Fransk, Tysk, Svensk og læste efter seks Dages Ophold de danske Aviser. Ham var Darwinismen saaledes gaaet over i Kød og Blod, at den gennemtrængte Alt, hvad han tænkte og sagde, og den havde indgivet ham en Fremskridtstro, der var betydeligt stærkere end min. Disse Fremmede kendte mig selvfølgelig i Regelen kun af Oversættelser. Det var da tidt ret vemodigt at iagttage Afstanden mellem disse Oversættelser og Originalen. I Reclams Bibliotek var i min Afhandling om J. P. Jacobsen[XVIII] Begyndelsesordene: »Dette er vor Prosas store Kolorist« oversatte paa denne øresønderrivende Maade: »Er ist der grösste Kolorist der Jetztzeit-Prosa«. I en Oversættelse, som en Amerikaner, en Mr. Eastman[XIX], foretog af min Bog Indtryk fra Rusland var disse Ord (om Tjernisjevski) »og i de gamle Dumaers (ↄ: kosakkiske Folkevisers) Aand et stort historisk Epos« gengivne saaledes: »a great historical epic in the spirit of the elder Dumas[XX]«.
Mr. Eastman[XXI] havde iøvrigt mærkværdige Anlæg for Sprog. Hans Frue brækkede et Ben i Kjøbenhavn og han blev derved tvungen til et seks Ugers Ophold. Han købte sig min Bog om Rusland og et dansk-engelsk Leksikon og udførte uden nogensomhelst anden Art Kundskab til Dansk, en i det Hele nøjagtig og tilfredsstillende Oversættelse. – Værre var det for mig, at Barsdorf[XXII] besørgede en ny Udgave af min Bog om Lassalle[XXIII] og bekendtgjorde, at Halvdelen af Oplaget var solgt før Udgivelsen. En lille Trøst endelig var det, at Fyrstinde Tenicheff[XXIV], som havde lært sig Dansk, fortræffeligt gengav flere Essays af mig paa Russisk.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
