Var Aaret 1888 et Aar, hvori jeg end ikke en Dag var udenlands, saa var det dog et, hvori jeg stod i levende Forbindelse med Udlandet. Et overordentligt stort Antal af de Udlændinge, som besøgte Kjøbenhavn, indfandt sig hos mig; et endnu større Antal stod i Berøring med mig gennem Breve, Spaniere fra Columbia, Nordamerikanere fra Smaabyer i Unionen.
En af mine ivrige Korrespondenter var dengang den senere berømte Baronesse Bertha von Suttner[I], Fredssagens |234| ivrige Forkæmperinde, der havde skrevet et Essay om mig. Hun var da en Verdensdame med Talent, og allerede da overraskende ved sin Optimisme. I sin Bog Inventarium einer Seele havde hun formuleret det Løsen, hun vilde give Menneskeslægten: Aldrig, aldrig tilføje Nogen ondt! – Jeg formaaede ikke at gaa ind paa hendes Tankegang, og hvad jeg overfor hende gjorde gældende var omtrent dette: Blot det at leve er jo at volde andre, Misunderne, de Skinsyge, Smerte, at gøre dem ondt. Og hvorledes skulde man kunne handle uden at volde Smerte? En stor Skribent (som Voltaire[II] f. Eks.) véd, at hver anden Sætning af ham sætter Meneskeskarer i Raseri og skal gøre det. End ikke en Torsk kan vi spise uden at Torsken maa slagtes først.
Fra Tyskland sendte den unge Lyriker Karl Henckell[III] sine lovende Digte i Herweghs[IV] Art, og derfra kom den unge duelige Journalist Theodor Wolff[V], nu Berliner Tageblatts Leder.
I Begyndelsen af Aaret havde jeg adskillig Berøring med Flandern i Anledning af de Studier jeg havde gjort over flamsk Poesi. Pol de Mont[VI] tilegnede mig sit smukke Digt Uudslukkelige Flammer, der paa Tysk blev optaget i Magazin für die Litteratur. Heinrich Flemmich[VII] skrev fra Antwerpen til mig, at han skyldte mig Tilskyndelsen til sine poetiske Oversættelser fra Flamsk. Hans Bog Aus Flandern und Brabant udkom med denne Tilegnelse: »Dem gründlichen Kenner des Flämischen, Dr. G. B.[VIII] in Verehrung gewidmet.«
Fra Tyskland kom til Kjøbenhavn en ung Poet, Hermann Friedrichs[IX], der nogen Tid bosatte sig her. Han var oprindeligt falden i Hænderne paa Rudolf Schmidt[X], der tyldede ham med sine Antipatier og som, da han antog ham for rig, laa ham højlig til Byrde. Da Friedrich[XI] tilsidst fik det Indtryk, at Schmidt[XII] gik ud paa, helt at lade sig under|235|holde af ham, kom det til Brud. Han henvendte sig til mig, om hvem han hidtil kun havde hørt Bagvaskelser, og tilegnede mig sin Digtning, An der Pforte der Zukunft. Samtidigt tilegnede den barske og begejstrede tyske Kritiker Leo Berg[XIII], der da debuterede, mig sit første Arbejde: Haben wir überhaupt noch eine Literatur? Det var den femtende Bog, som var bleven mig tilegnet. Leo Berg[XIV], der æret og anset, men fattig døde Aar 1908 var en Mand, der, styg og stærkt haltende, havde den Vanføres Skarphed i Tankegang og Bitterhed i Sind. Han tirredes til Blods ved Literaturens Maskepi med Industrien, ved Forfatternes Hensyntagen til Pengevinding, og kæmpede sit Liv igennem for den rent ideale Stræben i Literaturen.
Fra Østerrig kom det Aar Skuespilleren Josef Kainz[XV] for første Gang til Kjøbenhavn og vakte Begejstring hos dem, der forstod hans Kunst. Han var varmtfølende, lærvillig, i kunstnerisk Stigen. At se ham som Mortimer i Maria Stuart eller som Ferdinand i Kabale und Liebe, at høre ham fremsige Wildenbruchs[XVI] Hexenlied var Oplevelser. Herman Bang[XVII] foranstaltede en lille Festlighed for ham, ved hvilken man havde bedet mig holde Talen.
Fra Italien henvendte Chiarini[XVIII] sig til mig og skrev en meget smigrende Artikel om mig i Nuova Antologia.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
