I Efteraaret 1887 havde jeg holdt Forelæsninger om Heine[I]. Jeg indledede Aaret 1888 med at skrive den velovervejede Indledning til Jubilæumsudgaven af Holbergs[II] Komedier. I Foraaret 1888 talte jeg om Rusland og russisk Literatur, og holdt umiddelbart derefter Forelæsningerne om Friederich Nietzsche[III]. Om Efteraaret, da jeg begyndte en lang Række Foredrag om Goethe[IV], var Tilstrømningen den største, jeg nogensinde i Danmark havde havt. Da jeg to Gange havde holdt det første Foredrag gratis under frygtelig Trængsel, talte jeg endnu en tredje Gang for Betaling, og der var endnu saa fuldt, at jeg havde kunnet holde samme Foredrag en fjerde Gang i Ugen, ifald jeg havde kunnet udholde det. Og Forholdet forblev det samme det Halvaar.
Aaret 1888 var for mig udelukkende et Arbejdsaar; jeg var ikke én Dag udenfor Danmark, undte mig ikke ringeste Rekreation. Knap at jeg tilbragte tre, fire Dage paa Landet. Selv Sommersøndagene forblev jeg i Byen; ingensinde var man uforstyrret som da. Men naturligvis kunde Humøret ikke altid være paa Højden. Store Bededags Nat skrev jeg:
»O Kjøbenhavn paa saadan en Bededag! Frygtelig, frygtelig. Dødsstilhed, skrigende klart Solskin og en Isvind gennem Gaderne. Horder af pyntede Kræmmersvende og stakkels kvindeligt Tyende. De Par Mennesker, jeg kan tale med, er borte eller rejste. Over Byen ruger kun ét: min Spleen. Spleen er intet Taagebarn, langtfra ikke. Nej, hvinende koldt Bysolskin er uendeligt mere melankolsk. Taagen omslutter den Tungsindige, dækker hans Græmmelser. Taagen indeslutter den Elskende og skjuler ham, som den skjulte Zeus og Here paa Ida. Nej, Klarhed og lang Dag, naar det er Bededag og Bededagsklarhed, det er den egentlige Avler af Speen«.
|232|Min bedste Morskab under disse Omstændigheder var, naar Forholdene skilte os, Correspondance med to meget unge Damer, f. Eks. et Brev som dette: (Udskrift uden paa Konvolutten med Blyant):
Til min kære Fader, Dr. Georg Brandes[V], en bekendt Mand i Kjøbenhavn.
I Berlin er der en Mand, som der vokser et kvindeligt Legeme ud af Halsen, han er 21 Aar, hun er 21 Aar gammel, Hoveded sidder inde i hans Hals, hun har Silkekjole paa og er lidt større end Else. Der er født to sammenkoblede Drenge. Mange Hilsener fra din altid hengivne Datter.
Det mindede velgørende om Aviserne paa Holbergs[VI] Tid.
I Maanederne Maj og Juni nedskrev eller renskrev jeg min Bog om Polen. Samtidigt udgav jeg efter tyve Aars Forløb min gamle Bog, Æsthetiske Studier. De Stykker, hvoraf den bestod, de ældste især, maatte gennemskrives; men Arbejdet var underholdende; det var helt underligt med et nyt Jeg nu at møde dette gamle Jeg og forfølge, hvorledes de baksedes og tilsidst kom overens. Bogen blev paany i uforandret Venskab tilegnet Julius Lange[VII].
I Maanederne Juli-Oktober skrev jeg hele den store Bog om Rusland. Det var et mig meget vanskeligt Arbejde, dette Slid med Side efter Side, Ark efter Ark. Jeg havde en Følelse, som sad jeg Dag ud, Dag ind, og huggede Sten til en Vej. Kun af og til mærkede jeg, at jeg fik Gnister til at springe ud af Stenen.
Det var mig som laa der tre Volde for mig, jeg skulde over, før jeg kunde give mig i Lag med det Arbejde, der i saa mange Aar havde trykket mig, Hovedstrømningernes sjette og sidste Del. Det var de tre Bøger, jeg i det Aar fik fra Haanden. Jeg tvivlede ikke paa at kunne faa mit store Smertensbarn sendt ud i Verden i Løbet af det næste Aar. Men det kom anderledes; i Aaret 1889 fik jeg kun de første |233| 11 Ark renskrevne og trykte. Saa tidt jeg gik forbi Marmorkirken, der da i Aaringer havde været under Arbejde, tilsyneladende uden nogensinde at blive fuldendt, spurgte jeg mig selv: Hvilken Bygning bliver vel først færdig, min Marmorkirke eller denne? Begge Dele trak ud, min havde nu allerede været under Opførelse i 18 Aar. Alligevel lykkedes det mig at komme først.
Jeg sluttede Aaret med min lille Artikel om Donatellos[VIII] St. Georg. Den var Alt, hvortil aarelang Sysselsættelse med Donatello[IX] havde ført, og tvar mig som et Sindbilled paa, hvor lidt der i Reglen kommer ud af vore Planer. Men fra mit Inderste kom den Bøn til min Helgen, hvori den udmunder:
O St. Georg, min Skytspatron! Hvor skøn er den hellige Vrede i dit Blik, hvor ypperlig den rolige Følelse af Kraft, der fylder dit Bryst, du Helgen og Hedning! At du ogsaa tomhændet, uden Sværd eller Lanse i din Haand, er lutter Uforsagthed, det er en Lære. Værgeløs staar du der, men fast paa dine Fødder, fast i dine Knæ, pansret om Foden til at kunne knuse med en Jernhæl, og pansret om Lænder og Arm og Ben og Ryg og Bringe. Du Prisgivne til Dragens Ædder og Forgift! Du véd det, den Tid vil komme, da du igen faar et Lanseskaft fat. Dræb da Dragen, stød Jernet i dens Hjerte og knus Knoklerne i den, saa den aldrig sluger Jomfruer og aldrig myrder Ynglinger mere!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
