Længe var det siden der i den Menneskevrimmel, der Aar efter Aar bølgede mit Øje forbi, havde været et Aasyn, som fængslede mig ved overlegen Aand. Dag ud, Dag ind skyllede Posten Bøger og Tryksager ind over min Tærskel. Men længe var det siden, der iblandt disse havde været et |229| enkelt Skrift, som bragte mig Bud fra en beslægtet Aand og tillige fra en lærerig og mægtig, som var mig ny. Da kom de første, betydningsfulde Bøger fra en Tænker, jeg tidligt havde hørt tale om i Anledning af hans Skrift mod den alderstegne Strauss’s[I] Bog Den gamle og den nye Tro, og om hvem jeg da kun havde hørt lidet fordelagtigt; mig selv havde det dengang forekommet haardt og grusomt at slaa sig til Ridder paa en saa fortjent og udmærket Mands Alderdomsværk. Senere havde en enkelt Bog af denne Forfatter kun et Øjeblik fængslet mig. Nu mødte mig i Nietzsches[II] Bøger Tanker, jeg selv polemisk havde tænkt og med hvilke jeg var fortrolig, ligesom prægede i højt Relief, andre, som var mig fremmede, men som fristede mig til begrundet Afvisning eller Tilegnelse.
Hurtigt forstod jeg, at Manden ragede op blandt de Ypperste og Ejendommeligste i Samtiden. Saa betydelig og selvstændig var blandt mine Venner eller Velyndere vistnok kun Ibsen[III] og Taine[IV], men ingen af dem havde hans endnu ungdommelige Lidenskab for at gøre sig gældende, ingen hans impetus og ingen af dem hans betagende, mig saa kære Dristighed.
Hertil kom at Manden[V], der nærmede sig mig med Artighed og Tillid, trængte til mig, behøvede mig for ikke at overses og stilles i Række med ham langt underordnede Foreteelser, det vil sige for at naa det Ry og den Anseelse, hvortil han havde Adkomst. Jeg følte det som Pligt at gøre for ham, hvad jeg en Snes Aar forinden havde gjort for Ibsen[VI], senere for Klinger[VII], for Jacobsen[VIII] og talrige andre, henlede Læseverdenens Opmærksomhed paa denne Kraftkilde og Tankekilde, der sprudlede og randt upaaagtet, denne geniale Røst, der raabte uden at møde det savnede, mangedobbelte Ekko, det endnu slumrende, som sikkert kunde vækkes. Straks da Nietzsche[IX] havde henvendt sig til mig, skrev jeg i et |230| Privatbrev: »Han er saavidt jeg kan skønne uden Spørgsmaal Tysklands dybeste og betydningsfuldeste Aand. Der er noget i hans Væsen, som tiltrækker mig. Jeg kunde bruge en Ven som ham. Endelig engang efter Aaringers Forløb en aandelig Jævnbyrdig og maaske af højere Byrd.«
Da jeg begyndte, ved Kjøbenhavns Universitet at holde en Række Foredrag om Nietzsche[X], var det forsaavidt et forvovent Foretagende, som Titelen skræmte. For første Gang, siden jeg var vendt tilbage til Danmark, svigtede Tilhørerne mig; de fyldte Salen; men en Gentagelse var overflødig, hvorvel Forelæsningerne holdtes uden Vederlag. Alligevel fortrød jeg ikke mit Valg af Æmne. Det vandt mig Nietzsches[XI] Hengivenhed og gav ham den sidste Trøst. Mine Foredrag var det første Forbud om Verdensry, der naaede ham, før Sindssygdommen opslugte hans Bevidsthed.
Nietzsches[XII] Skrifter befrugtede mig ikke; men de indgød mig Mod. Og Tankeudvekslingen med Nietzsche[XIII], som den fandt Sted under den Brevveksling, der efter et Aars Forløb fik sin bratte Afslutning, styrkede mig selv, berigede mig selv; jeg følte mig under den paany paa mit Væsens Højde, virkende i mit Kald, opfyldende den Sendelse, der nu engang var bleven min, Jeg skrev for mig selv: »Jeg læser stadig i min gale Ven Nietzsche[XIV], klemmer ham, krænger ham, presser og endevender ham, ælter ham om og om, saa han faar snart ét Fysiognomi, snart et andet. Jeg holder af Nietzsche[XV]. Er hat mir's angethan. Der er denne ene store Mand, som Tyskland har, og Ingen vurderer ham i Tyskland, næsten Ingen kender ham. O denne universelle Dannelseskretinisme!«
Da mit Essay om ham var udkommet paa Tysk, begyndte hans Ry at vokse og rulle som Snebolden, der bliver til Lavine.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
