2.

Straks efter min Ankomst i Juni Maaned var jeg bleven udnævnt til Æresmedlem af La Confédération universelle des Sociétés de Libre Penseé, eneste Æresmedlem for Skandinavien, mens der for England var saadanne Storheder som Herbert Spencer^[I]Herbert Spencer (1820-1903): britisk filosof. og Huxley^[II]Thomas Henry Huxley (1825-1895): engelsk anatom og zoolog. ; men dette var mig som det sidste Vidnesbyrd om min Sammenhæng med den store Verden. Jeg var atter neddykket i det hjemlige Luftlag, hvor netop da Kønsspørgsmaalet var paa Dagsordenen, og hvor Befolkningen i Øjeblikket indskrænkede sit Aandsliv til en ivrig Agtpaagivenhed paa de to Køns seksuelle Stilling til hinanden. Man rendte rundt og passede paa hinandens Kønsdrift; det var den Sysselsættelse, som her vikarierede for aandelige Interesser andensteds.

Der var i Kjøbenhavn Ingenting, som svarede til hvad man i andre Byer kalder et Selskabsliv (une société). Et Hof, nogle Lehnsgrever, en Del Grosserere og Professorer |216| var ganske ude af Stand til at skabe noget saadant, selv om det var faldet dem ind, hvad ingenlunde var Tilfældet. Et Selskabsliv opstaar jo ikke derved, at en Del Personer samtidigt indbydes.

Et Selskabsliv udkræver et Samfund, hvor Kasteadskillelsen ikke gør sig smagløst gældende, hvor de politiske Modsætninger paa den nevtrale Grund ikke fornemmes, fordi der i dette Samfund gives en Overlevering af yndefuld Høflighed og sikker Takt. Det udkræver først og fremmest en Stab af forfinede, overlegne Kvinder, der saavel socialt som politisk og literært bevarer deres Holdning, er i Ligevægt og meddeler Ligevægt, forstaar at værdsætte og stiltiende opdrage Personlighederne, at gennemføre den gode Opdragelses Vaner, og som med en ikke svigtende Elegance faar den lette og dog lærerige Samtale til at blive Reglen.

Selskabslivet kræver især en fælles Grundfølelse, et fælles Ideal, der for en Tid kan bringe den indbyrdes Kappestrid og de personlige Modsætninger i Glemme. I det lille moderne Hellas er Fædrelandet et saadant Ideal, og enhver rig Græker sætter sin Ære i at skænke Fædrelandet store Summer til offenlige Formaal. I Danmark var sligt den sjældne Undtagelse, derfor kendt af alle.

Skønt Norge i selskabelig Politur stod betydeligt tilbage for Danmark, var Kristiania alligevel langt nærmere ved at have et Selskabsliv end Kjøbenhavn, fordi den aarvaagne og heftige Fædrelandskærlighed afgav det forenende Element.

I Kjøbenhavn fandtes hverken den samlende Grundfølelse eller et Samfund uden Kaster og uden det politiske Hads Brutalitet, eller overlegne Kvinder, der selskabeligt kunde indtage en styrende Plads.

Der var ikke en Mand og ikke en Kvinde, som virkede beaandende og samlende. Alt opløste sig i aandløse Grupper eller i lærde Krese eller i politiske Klubber eller atomistisk |217| i Enkeltmænd, der arbejdede og levede hver for sig i dyb Ensomhed. Der fandtes jo ikke i Danmark en Folkedrøm, et Ideal, som kunde forene og begejstre, som det ikke større Grækenland har det i Drømmen om Epirus og Konstantinopel eller det mægtigt opadstræbende Japan i Drømmen om Hegemoniet over Asien. Der fandtes kun det halvvisne Haab om Genvindeisen af det danske Slesvig ved Tyskernes udeblivende Velvilje.

Jeg selv havde næret en Drøm om et Danmark, hvis Navn skulde betyde det videste Frisind, den højeste Kultur, Stedet, hvorfra enhver ny og storladen aandelig Stræben var sikker paa Forstaaelse og Bistand; men jeg stod ene med mit Ideal.

Medens andre Byer uden derfor at være Verdensbyer havde et Selskab, Varshav f. Eks. eller Budapest, hvor Patriotismen forenede og inspirerede, var Kjøbenhavn, som Bukarest og Belgrad, et Sted, hvor man jævnlig kom sammen for at spise og drikke godt, men ganske uden selskabeligt Samliv.

Endnu aldrig havde jeg følt mig saa ensom i Kjøbenhavn. Jeg havde ved min Hjemkomst (bortset fra mine aller Nærmeste) ikke tre Besøg at aflægge.

Og jeg sagde til mig selv: Min Gerning her er gjort. Enden bliver, at jeg paany maa udvandre. Her dominerer Aandløsheden, og Reaktionens Sejersløb i Danmark vil desuden rigeligt vare min Levetid ud.