Ved min Hjemkomst erfor jeg, at i al den Tid, jeg havde opholdt mig i Rusland, var jeg bleven gjort til Genstand for Angreb i de danske Aviser. Fra de forskelligste Sider var man faldet over mig. Det forekom mig dengang ikke at jeg kunde lade alle disse Artikler, der i Regelen var ærerørige, uden Svar, og jeg lod mig henrive til et tidsspildende Felttog imod mine Angribere. Politiske Venner som Octavius Hansen[I] glædede sig over, at jeg slog fra mig; men det var rimeligvis ikke Umagen værd.
Det første Punkt, for hvilket man havde overfaldet mig, var min Retsstrid med den tyske Eftertrykker af mine Arbejder. Da de danske Blade havde anset for passende under den verserende Proces at optrykke Hr. Barsdorfs[II] Angreb paa mig, meddelte jeg Offenligheden i et aabent Brev til min Forlægger Veit & Comp. Sagens virkelige Sammenhæng. Derefter aabnede Dagens Nyheder, Dagbladet og Avisen den tyske Piratforlægger[III] deres Spalter for Usandheder og Forvanskninger. Som Forholdene da var, udleveredes den udenfor Landet kendte og læste Forfatter til Plyndring for at de smaa Oversættere og Provinsredaktører i Landet kunde leve og Folket faa aandelig Næring udefra for lavest |211| Pris. I andre smaa Lande bevilligede Repræsentationen da undertiden de enkelte mere fremragende Forfattere, som ofredes for det Heles Skyld, en Erstatning. I Danmark tog saa at sige den hele Presse Parti mod den Enkelte, som devoveredes. Hr. Barsdorf[IV] sluttede med den patetiske Erklæring, at fra nu af og indtil videre eksisterede G. Brandes[V] ikke for ham. Jeg svarte: »Gid det var saa vel! Men dette er en Overdrivelse, en Uagtsomhed, ja en Utaknemmelighed af ham. Thi nu som før eksisterer jeg i den Grad for ham, at jeg stadigt skaffer ham Penge i hans Kasse, forsøder og forlænger hans dyrebare Liv«. – Og det er denne Verdens Retfærdighed, at jeg den Dag i Dag, 21 Aar derefter, kan gentage det samme. Hr. Barsdorf[VI] averterer ustanseligt mine Bøger og lever højt af Indtægten.
Pudsigt nok skrev hans Frue mig en Dag til, udtalte, at hun ikke længer kunde aande i den Sump, hendes Ægteskab var, og foreslog at røbe mig alle de Fif, som Hr. Barsdorf[VII] havde anvendt imod mig, afsløre mig det hele »Raffinement«, hvormed han var gaaet tilværks. Jeg indlod mig imidlertid ikke paa denne Alliance.
Mest krænkende for mig var det, at den under alle andre Forhold nevtrale Nordiske Boghandlertidende, der da redigeredes af min gamle Redaktør fra Illustreret Tidende, O. H. Delbanco[VIII], hvem jeg efter hans eget Udsagn i sin Tid havde vist de væsenligste Tjenester, under en markskrigersk Overskrift bragte en Redaktionsartikel om den mellem Firmaerne Barsdorf og Veit & Comp. svævende Proces, som i injurierende Giftighed imod mig overgik alle andre danske Blades. Hr. Delbanco[IX] fremstilte Sagen, som havde jeg ved denne Lejlighed bedraget min Forlægger og som om dette Bedrag nu ved Processen var bleven afsløret. Han tillod sig Udtryk, som man plejer at bruge om Forbrydere, og da jeg tilsendte ham mit tyske Indlæg i Processen |212| med Opfordring til, loyalt at tilbagekalde sine Injurier, hvis Grundløshed han nu maatte indse, udgav han de følgende Numre af sin Tidende uden et Ord om Sagen.
Det næste Overfald paa mig i samme Juli Maaned 1887 kom oprindeligt frem i det af Hr. Karl Bleibtreu[X] redigerede Magazin für die Litteratur des In- und Auslandes. Jeg beskyldtes der dels for at have stjaalet min Afhandling om Aladdin fra Hr. Rudolf Schmidt[XI], dels for at have stjaalet min Bog om Polen fra forskellige unavngivne tyske Forfattere.
Da jeg straks anlagde Sag mod Hr. Bleibtreu[XII], skrev denne mig til og tilstod, at det var Hr. Rudolf Schmidt[XIII], der havde »inspireret« ham Beskyldningen angaaende Aladdin. (Det var da højst sandsynligt, at Schmidt[XIV] eller en af hans nære Fæller ogsaa var Ophav til den anden Bagvaskelse).
Rudolf Schmidt[XV] havde først ladet sin Tilhænger P. A. Rosenberg[XVI] meddele Offenligheden, at jeg havde udskrevet en Afhandling af ham, som jeg aldrig har set; saa gav han selv udenlandske Tidsskrifter Meddelelse derom for at faa Usandheden kolporteret videre. Den kolporteredes, og han oversatte den til danske Blade som Udlandets Dom. Det var ham da ubekvemt, at Sammenhængen opdagedes og oplystes.
Rudolf Schmidt[XVII] var i dansk Literatur et patologisk Fænomen. Hans Mangel paa Friskhed og Originalitet, hans uudryddelige Affektation gjorde ham det umuligt, nogensinde at slaa igennem.
Han søgte da at komme frem paa to Maader, dels ved med yderste Haardnakkethed at kline sig op ad andre, forgude dem, og saaledes faa Del i deres Ry som Tilhænger og Beundrer, dels ved med ikke ringere Haardnakkethed at forfølge og æreskænde andre for at faa Del i deres Ry som Modstander og Angriber. Den første Fremgangsmaade anvendte han overfor Rasmus Nielsen[XVIII], den anden overfor mig.
|213| I en femten Aars Tid dandsede han foran Arken, naar den umulige Nielsenske Filosofi blev ført frem i Triumf. Han hævdede det som et betydningsfuldt Træf, at Grundideernes Logik kom ud samtidigt med at Slesvig tabtes. Den bødede paa Tabet. Enhver, der ikke indsaa, at Frelsen kom fra den danske Verdensfilosof, R. Nielsen[XIX], blev haanet.
Henrik Ibsen[XX] kunde han ikke lide, og var meget glad over at have fundet et gammelt Digt af ham, Maageskrig kaldet, hvori han havde sagt noget ufordelagtigt om de Danske. Skønt Ibsen[XXI] selv ikke havde optaget det blandt sine Digte, bragte Schmidt[XXII] dette i Erindring i Fædrelandet, ja optrykte det, for at ærgre Ibsen[XXIII] tilgavns, paa Bindet af sit Tidsskrift. Ikke desmindre søgte han senere, som allerede berørt, at bevæge Ibsen til at indtræde i Redaktionen af For Ide og Virkelighed, og da det mislykkedes og han i Stedet fik Bjørnson[XXIV] overtalt, men denne udtalte sig uforsigtigt om Forholdet mellem Danmark og Tyskland, udstødte han med Skamme Bjørnson[XXV] af Redaktionen, ja tog end ikke i Betænkning, i en af sine daarlige Noveller paa en lidet højsindet Maade at tage Hævn over den Udstødte.
Hvad der var af usund Begejstring hos ham, fik et Afløb overfor Rasmus Nielsen[XXVI]. Galden og Hadet, som afsondredes endnu rigeligere, bevirkede, at jeg blev hans fikse Ide. I 1865 havde han skrevet sine første Artikler mod mig, i 1866 sit første Flyveskrift, og i de to og tyve Aar, der siden var gaaede, havde han ikke rastet. Han skrev flyvende Blade, Artikler, Notitser imod mig, skrev anonymt, pseudonymt under Bogstaver og Mærker, sjældent eller aldrig under Navn. Allerede i 1872 kunde jeg med Sandhed skrive om ham, at han nu havde angrebet mig under alle de Bogstaver, der fandtes i Alfabetet. Antallet af de Artikler, han i Aviserne Fædrelandet, Dagbladet og Berlingske Tidende, i grundtvigske Organer og i sit eget Tidsskrift havde |214| skrevet, insinueret og inspireret imod mig løb op i Hundredevis. Ikke uden Grund havde jeg engang med Hensyn til ham anført Goethes[XXVII] Ord:
I den sidste halve Snes Aar, da mit Navn, trods hans Iver for at opæde det, udbredte sig adskilligt udenfor Landets Grænser, maatte han udvide sin Virksomhed til Udlandet. Det gjaldt om at oprette Filialer for Hovedagenturen i Kjøbenhavn. Dog, det maatte gøres fint, meget fint, som Trop siger, for at det ikke skulde mærkes og Virkningen spildes. Det maatte tage sig ud som om Schmidt[XXVIII] var Legion; han maatte være her og der, altid forskellig og altid ukendelig. Foreløbig var Bleibtreu[XXIX] udset til at gøre det af med mig i Tyskland. Des harmeligere var det for ham, naar Bleibtreu[XXX] nu med rene Ord erklærede mig, at Schmidt[XXXI] stod bag ham. Ja Bleibtreu[XXXII] sendte Schmidt et Brev, hvori han ret indstændigt bad ham gaa til Bekendelse og melde sig som Løgnehistoriens intellektuelle Ophavsmand. Følgen var, at Bleibtreu[XXXIII] fik meget nedsættende Vidnesbyrd i danske Blade og at Schmidt[XXXIV] endog brugte rent Bleibtreusk som Skældsord.
Næppe var dette Angreb glippet, saa rettede Schmidt[XXXV] et nyt.
Han beskyldte mig for i 1876 at have søgt at vinde Hr. P. A. Rosenberg[XXXVI], som da kun var 17-18 Aar gammel, for mig, »maaske paavirket af Ønsket om at bringe ham i Opposition til hans Fader, afdøde Dr. C. Rosenberg[XXXVII]«. Han fortsatte med Patos: »Den Mand, der først søger at sætte Splid mellem Fader og Søn, og som trods den Sønnen i den Anledning viste Anerkendelse osv.«, og han truede: »Der findes et Brev og Brevet er til endnu!«
Selvfølgelig havde jeg i 1876 ingen Anelse om Hr. |215| P. A. Rosenbergs[XXXVIII] Eksistens, kunde endnu mindre tænkes liggende paa Lur for at vinde ham og bringe ham i Splid med hans Fader. Det Hele lød som Galskab. – Heldigvis lykkedes det mig at finde to gamle Breve fra hint Aar, skrevne af Eksam. pol. P. A. Rosenberg[XXXIX] til mig, hvoraf det fremgik, at denne som Student i Udtryk, der ikke savnede en klædelig Beskedenhed, havde anmodet Redaktionen af Det nittende Aarhundrede om Optagelse af en Novelle. Der var blevet svaret med Afslag, men Pillen var bleven forsødet ved et Spørgsmaal, om den Paagældende ikke kunde levere Smaating og Anmeldelser angaaende sin Videnskab. Novellens Forfatter[XL] takkede for den overbærende Dom og udtalte i Udtryk, der ikke manglede en klædelig Ydmyghed, sin Erkendtlighed for Tilladelsen til at turde være Medarbejder.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
