Ved min Hjemkomst erfor jeg, at i al den Tid, jeg havde opholdt mig i Rusland, var jeg bleven gjort til Genstand for Angreb i de danske Aviser. Fra de forskelligste Sider var man faldet over mig. Det forekom mig dengang ikke at jeg kunde lade alle disse Artikler, der i Regelen var ærerørige, uden Svar, og jeg lod mig henrive til et tidsspildende Felttog imod mine Angribere. Politiske Venner som Octavius Hansen[I] glædede sig over, at jeg slog fra mig; men det var rimeligvis ikke Umagen værd.
Det første Punkt, for hvilket man havde overfaldet mig, var min Retsstrid med den tyske Eftertrykker af mine Arbejder. Da de danske Blade havde anset for passende under den verserende Proces at optrykke Hr. Barsdorfs[II] Angreb paa mig, meddelte jeg Offenligheden i et aabent Brev til min Forlægger Veit & Comp. Sagens virkelige Sammenhæng. Derefter aabnede Dagens Nyheder, Dagbladet og Avisen den tyske Piratforlægger[III] deres Spalter for Usandheder og Forvanskninger. Som Forholdene da var, udleveredes den udenfor Landet kendte og læste Forfatter til Plyndring for at de smaa Oversættere og Provinsredaktører i Landet kunde leve og Folket faa aandelig Næring udefra for lavest |211| Pris. I andre smaa Lande bevilligede Repræsentationen da undertiden de enkelte mere fremragende Forfattere, som ofredes for det Heles Skyld, en Erstatning. I Danmark tog saa at sige den hele Presse Parti mod den Enkelte, som devoveredes. Hr. Barsdorf[IV] sluttede med den patetiske Erklæring, at fra nu af og indtil videre eksisterede G. Brandes[V] ikke for ham. Jeg svarte: »Gid det var saa vel! Men dette er en Overdrivelse, en Uagtsomhed, ja en Utaknemmelighed af ham. Thi nu som før eksisterer jeg i den Grad for ham, at jeg stadigt skaffer ham Penge i hans Kasse, forsøder og forlænger hans dyrebare Liv«. – Og det er denne Verdens Retfærdighed, at jeg den Dag i Dag, 21 Aar derefter, kan gentage det samme. Hr. Barsdorf[VI] averterer ustanseligt mine Bøger og lever højt af Indtægten.
Pudsigt nok skrev hans Frue mig en Dag til, udtalte, at hun ikke længer kunde aande i den Sump, hendes Ægteskab var, og foreslog at røbe mig alle de Fif, som Hr. Barsdorf[VII] havde anvendt imod mig, afsløre mig det hele »Raffinement«, hvormed han var gaaet tilværks. Jeg indlod mig imidlertid ikke paa denne Alliance.
Mest krænkende for mig var det, at den under alle andre Forhold nevtrale Nordiske Boghandlertidende, der da redigeredes af min gamle Redaktør fra Illustreret Tidende, O. H. Delbanco[VIII], hvem jeg efter hans eget Udsagn i sin Tid havde vist de væsenligste Tjenester, under en markskrigersk Overskrift bragte en Redaktionsartikel om den mellem Firmaerne Barsdorf og Veit & Comp. svævende Proces, som i injurierende Giftighed imod mig overgik alle andre danske Blades. Hr. Delbanco[IX] fremstilte Sagen, som havde jeg ved denne Lejlighed bedraget min Forlægger og som om dette Bedrag nu ved Processen var bleven afsløret. Han tillod sig Udtryk, som man plejer at bruge om Forbrydere, og da jeg tilsendte ham mit tyske Indlæg i Processen |212| med Opfordring til, loyalt at tilbagekalde sine Injurier, hvis Grundløshed han nu maatte indse, udgav han de følgende Numre af sin Tidende uden et Ord om Sagen.
Det næste Overfald paa mig i samme Juli Maaned 1887 kom oprindeligt frem i det af Hr. Karl Bleibtreu[X] redigerede Magazin für die Litteratur des In- und Auslandes. Jeg beskyldtes der dels for at have stjaalet min Afhandling om Aladdin fra Hr. Rudolf Schmidt[XI], dels for at have stjaalet min Bog om Polen fra forskellige unavngivne tyske Forfattere.
Da jeg straks anlagde Sag mod Hr. Bleibtreu[XII], skrev denne mig til og tilstod, at det var Hr. Rudolf Schmidt[XIII], der havde »inspireret« ham Beskyldningen angaaende Aladdin. (Det var da højst sandsynligt, at Schmidt[XIV] eller en af hans nære Fæller ogsaa var Ophav til den anden Bagvaskelse).
Rudolf Schmidt[XV] havde først ladet sin Tilhænger P. A. Rosenberg[XVI] meddele Offenligheden, at jeg havde udskrevet en Afhandling af ham, som jeg aldrig har set; saa gav han selv udenlandske Tidsskrifter Meddelelse derom for at faa Usandheden kolporteret videre. Den kolporteredes, og han oversatte den til danske Blade som Udlandets Dom. Det var ham da ubekvemt, at Sammenhængen opdagedes og oplystes.
Rudolf Schmidt[XVII] var i dansk Literatur et patologisk Fænomen. Hans Mangel paa Friskhed og Originalitet, hans uudryddelige Affektation gjorde ham det umuligt, nogensinde at slaa igennem.
Han søgte da at komme frem paa to Maader, dels ved med yderste Haardnakkethed at kline sig op ad andre, forgude dem, og saaledes faa Del i deres Ry som Tilhænger og Beundrer, dels ved med ikke ringere Haardnakkethed at forfølge og æreskænde andre for at faa Del i deres Ry som Modstander og Angriber. Den første Fremgangsmaade anvendte han overfor Rasmus Nielsen[XVIII], den anden overfor mig.
|213| I en femten Aars Tid dandsede han foran Arken, naar den umulige Nielsenske Filosofi blev ført frem i Triumf. Han hævdede det som et betydningsfuldt Træf, at Grundideernes Logik kom ud samtidigt med at Slesvig tabtes. Den bødede paa Tabet. Enhver, der ikke indsaa, at Frelsen kom fra den danske Verdensfilosof, R. Nielsen[XIX], blev haanet.
Henrik Ibsen[XX] kunde han ikke lide, og var meget glad over at have fundet et gammelt Digt af ham, Maageskrig kaldet, hvori han havde sagt noget ufordelagtigt om de Danske. Skønt Ibsen[XXI] selv ikke havde optaget det blandt sine Digte, bragte Schmidt[XXII] dette i Erindring i Fædrelandet, ja optrykte det, for at ærgre Ibsen[XXIII] tilgavns, paa Bindet af sit Tidsskrift. Ikke desmindre søgte han senere, som allerede berørt, at bevæge Ibsen til at indtræde i Redaktionen af For Ide og Virkelighed, og da det mislykkedes og han i Stedet fik Bjørnson[XXIV] overtalt, men denne udtalte sig uforsigtigt om Forholdet mellem Danmark og Tyskland, udstødte han med Skamme Bjørnson[XXV] af Redaktionen, ja tog end ikke i Betænkning, i en af sine daarlige Noveller paa en lidet højsindet Maade at tage Hævn over den Udstødte.
Hvad der var af usund Begejstring hos ham, fik et Afløb overfor Rasmus Nielsen[XXVI]. Galden og Hadet, som afsondredes endnu rigeligere, bevirkede, at jeg blev hans fikse Ide. I 1865 havde han skrevet sine første Artikler mod mig, i 1866 sit første Flyveskrift, og i de to og tyve Aar, der siden var gaaede, havde han ikke rastet. Han skrev flyvende Blade, Artikler, Notitser imod mig, skrev anonymt, pseudonymt under Bogstaver og Mærker, sjældent eller aldrig under Navn. Allerede i 1872 kunde jeg med Sandhed skrive om ham, at han nu havde angrebet mig under alle de Bogstaver, der fandtes i Alfabetet. Antallet af de Artikler, han i Aviserne Fædrelandet, Dagbladet og Berlingske Tidende, i grundtvigske Organer og i sit eget Tidsskrift havde |214| skrevet, insinueret og inspireret imod mig løb op i Hundredevis. Ikke uden Grund havde jeg engang med Hensyn til ham anført Goethes[XXVII] Ord:
I den sidste halve Snes Aar, da mit Navn, trods hans Iver for at opæde det, udbredte sig adskilligt udenfor Landets Grænser, maatte han udvide sin Virksomhed til Udlandet. Det gjaldt om at oprette Filialer for Hovedagenturen i Kjøbenhavn. Dog, det maatte gøres fint, meget fint, som Trop siger, for at det ikke skulde mærkes og Virkningen spildes. Det maatte tage sig ud som om Schmidt[XXVIII] var Legion; han maatte være her og der, altid forskellig og altid ukendelig. Foreløbig var Bleibtreu[XXIX] udset til at gøre det af med mig i Tyskland. Des harmeligere var det for ham, naar Bleibtreu[XXX] nu med rene Ord erklærede mig, at Schmidt[XXXI] stod bag ham. Ja Bleibtreu[XXXII] sendte Schmidt et Brev, hvori han ret indstændigt bad ham gaa til Bekendelse og melde sig som Løgnehistoriens intellektuelle Ophavsmand. Følgen var, at Bleibtreu[XXXIII] fik meget nedsættende Vidnesbyrd i danske Blade og at Schmidt[XXXIV] endog brugte rent Bleibtreusk som Skældsord.
Næppe var dette Angreb glippet, saa rettede Schmidt[XXXV] et nyt.
Han beskyldte mig for i 1876 at have søgt at vinde Hr. P. A. Rosenberg[XXXVI], som da kun var 17-18 Aar gammel, for mig, »maaske paavirket af Ønsket om at bringe ham i Opposition til hans Fader, afdøde Dr. C. Rosenberg[XXXVII]«. Han fortsatte med Patos: »Den Mand, der først søger at sætte Splid mellem Fader og Søn, og som trods den Sønnen i den Anledning viste Anerkendelse osv.«, og han truede: »Der findes et Brev og Brevet er til endnu!«
Selvfølgelig havde jeg i 1876 ingen Anelse om Hr. |215| P. A. Rosenbergs[XXXVIII] Eksistens, kunde endnu mindre tænkes liggende paa Lur for at vinde ham og bringe ham i Splid med hans Fader. Det Hele lød som Galskab. – Heldigvis lykkedes det mig at finde to gamle Breve fra hint Aar, skrevne af Eksam. pol. P. A. Rosenberg[XXXIX] til mig, hvoraf det fremgik, at denne som Student i Udtryk, der ikke savnede en klædelig Beskedenhed, havde anmodet Redaktionen af Det nittende Aarhundrede om Optagelse af en Novelle. Der var blevet svaret med Afslag, men Pillen var bleven forsødet ved et Spørgsmaal, om den Paagældende ikke kunde levere Smaating og Anmeldelser angaaende sin Videnskab. Novellens Forfatter[XL] takkede for den overbærende Dom og udtalte i Udtryk, der ikke manglede en klædelig Ydmyghed, sin Erkendtlighed for Tilladelsen til at turde være Medarbejder.
Straks efter min Ankomst i Juni Maaned var jeg bleven udnævnt til Æresmedlem af La Confédération universelle des Sociétés de Libre Penseé, eneste Æresmedlem for Skandinavien, mens der for England var saadanne Storheder som Herbert Spencer[XLI] og Huxley[XLII]; men dette var mig som det sidste Vidnesbyrd om min Sammenhæng med den store Verden. Jeg var atter neddykket i det hjemlige Luftlag, hvor netop da Kønsspørgsmaalet var paa Dagsordenen, og hvor Befolkningen i Øjeblikket indskrænkede sit Aandsliv til en ivrig Agtpaagivenhed paa de to Køns seksuelle Stilling til hinanden. Man rendte rundt og passede paa hinandens Kønsdrift; det var den Sysselsættelse, som her vikarierede for aandelige Interesser andensteds.
Der var i Kjøbenhavn Ingenting, som svarede til hvad man i andre Byer kalder et Selskabsliv (une société). Et Hof, nogle Lehnsgrever, en Del Grosserere og Professorer |216| var ganske ude af Stand til at skabe noget saadant, selv om det var faldet dem ind, hvad ingenlunde var Tilfældet. Et Selskabsliv opstaar jo ikke derved, at en Del Personer samtidigt indbydes.
Et Selskabsliv udkræver et Samfund, hvor Kasteadskillelsen ikke gør sig smagløst gældende, hvor de politiske Modsætninger paa den nevtrale Grund ikke fornemmes, fordi der i dette Samfund gives en Overlevering af yndefuld Høflighed og sikker Takt. Det udkræver først og fremmest en Stab af forfinede, overlegne Kvinder, der saavel socialt som politisk og literært bevarer deres Holdning, er i Ligevægt og meddeler Ligevægt, forstaar at værdsætte og stiltiende opdrage Personlighederne, at gennemføre den gode Opdragelses Vaner, og som med en ikke svigtende Elegance faar den lette og dog lærerige Samtale til at blive Reglen.
Selskabslivet kræver især en fælles Grundfølelse, et fælles Ideal, der for en Tid kan bringe den indbyrdes Kappestrid og de personlige Modsætninger i Glemme. I det lille moderne Hellas er Fædrelandet et saadant Ideal, og enhver rig Græker sætter sin Ære i at skænke Fædrelandet store Summer til offenlige Formaal. I Danmark var sligt den sjældne Undtagelse, derfor kendt af alle.
Skønt Norge i selskabelig Politur stod betydeligt tilbage for Danmark, var Kristiania alligevel langt nærmere ved at have et Selskabsliv end Kjøbenhavn, fordi den aarvaagne og heftige Fædrelandskærlighed afgav det forenende Element.
I Kjøbenhavn fandtes hverken den samlende Grundfølelse eller et Samfund uden Kaster og uden det politiske Hads Brutalitet, eller overlegne Kvinder, der selskabeligt kunde indtage en styrende Plads.
Der var ikke en Mand og ikke en Kvinde, som virkede beaandende og samlende. Alt opløste sig i aandløse Grupper eller i lærde Krese eller i politiske Klubber eller atomistisk |217| i Enkeltmænd, der arbejdede og levede hver for sig i dyb Ensomhed. Der fandtes jo ikke i Danmark en Folkedrøm, et Ideal, som kunde forene og begejstre, som det ikke større Grækenland har det i Drømmen om Epirus og Konstantinopel eller det mægtigt opadstræbende Japan i Drømmen om Hegemoniet over Asien. Der fandtes kun det halvvisne Haab om Genvindeisen af det danske Slesvig ved Tyskernes udeblivende Velvilje.
Jeg selv havde næret en Drøm om et Danmark, hvis Navn skulde betyde det videste Frisind, den højeste Kultur, Stedet, hvorfra enhver ny og storladen aandelig Stræben var sikker paa Forstaaelse og Bistand; men jeg stod ene med mit Ideal.
Medens andre Byer uden derfor at være Verdensbyer havde et Selskab, Varshav f. Eks. eller Budapest, hvor Patriotismen forenede og inspirerede, var Kjøbenhavn, som Bukarest og Belgrad, et Sted, hvor man jævnlig kom sammen for at spise og drikke godt, men ganske uden selskabeligt Samliv.
Endnu aldrig havde jeg følt mig saa ensom i Kjøbenhavn. Jeg havde ved min Hjemkomst (bortset fra mine aller Nærmeste) ikke tre Besøg at aflægge.
Og jeg sagde til mig selv: Min Gerning her er gjort. Enden bliver, at jeg paany maa udvandre. Her dominerer Aandløsheden, og Reaktionens Sejersløb i Danmark vil desuden rigeligt vare min Levetid ud.
Der blev i Juli afholdt et Kvindemøde i Kjøbenhavn, ved hvilket en Del rettænkende, men svagttænkende, Kvinder udtalte sig med Angst og Misbilligelse om Kønsspørgsmaalets Behandling i nyere nordisk Literatur, advarede deres |218| Kønsfæller mod forførende Røster, betegnede Forholdet til et Væsen af det andet Køn som overflødigt for en sund og kraftig, ugift Kvinde og hævdede den overleverede Kønssædelighed. En spøgende og spotsk Artikel, som jeg i den Anledning til Selvforsvar skrev, betitlet Engle, og for Løjer undertegnede Lucifer, gav Bjørnstjerne Bjørnson[XLIII] Lejlighed til Optræden paa Arenaen*
. Han mente i min Artikel at finde en satirisk Hentydning til hans Skuespil En Hanske og foer med fuldstændig Overseen af vort mangeaarige nære Venskab ud imod mig med den grove Beskyldning for Lumpenhed, utrolig Lumpenhed og mere. Bjørnsons[XLIV] Venskab havde været mig for værdifuldt til at jeg skulde skynde mig med at svare. Jeg vidste desuden, for hvilke Øretuderier imod mig fra Kjøbenhavn han under sit daværende Pariserophold var Genstand. Medens jeg med endnu et Par Artikler afsluttede mit Mellemværende med de skrivende Damer, stræbte jeg derfor at opnaa en Forsoning med Bjørnson[XLV]. Jeg forlangte ingen ydmygende Indrømmelse af ham, kun den Vending, at han i Overilelse havde brugt uhøflige Udtryk om en Ven; men jeg krævede, at han offenligt skulde betegne mig med Vennenavnet, som han samtidigt i Privatbreve til mig vedblev at anvende. Først da han i Hidsighed – lettroende som han var – lod sig henrive til privat at bebrejde mig en uridderlig Handlernaade, hvori jeg efter et latterligt Rygte, der var bleven ham overbragt, skulde have gjort mig skyldig mod en Bjørnson[XLVI] iøvrigt aldeles ubekendt ung norsk Dame, min gode Veninde, brød jeg overtvert, og gav Svar paa Tiltale. Jeg har altid beklaget, at en saadan Usselhed berøvede mig en saadan Mands Venskab, men har alligevel, belært af Erfaring, aldrig senere villet gøre noget Skridt for at genoprette det gamle gode Forhold. Opvarmet Mad beholder en styg Afsmag.|219| Hvad de gode Damer angaar, af hvilke en lagde Sag an mod Politiken for mine Artikler og fik den idømt en Bøde, saa var det mig umuligt at bære noget Nag imod dem. Deres Forestillinger om Forholdet mellem de to Køn, som dette virkeligt er, var altfor barnlige, og deres Forestillinger om »Forførelse« og »Usædelighed« altfor traditionelle.
Medens det ærbare Kjøbenhavn tog dem højtideligt, skemtede nogle unge Studenter og Malere med dem. Ved Studentersamfundets Julegilde sigtede flere Malerier til Fejden.
Paa et af dem saas jeg, kastet omkuld paa Ryggen, mens rasende Kvinder bearbejdede mig med Kosteskafter, paa et andet stod jeg oprejst med en Sabel i hver Haand, værgende mig mod Amazoner, der fra begge Sider red i Firspring løs paa mig. Paa et legemsstort Maleri kaldet En Hanske, vistnok af den unge Maler Slott-Møller[XLVII], saas Bjørnson[XLVIII] nøgen i den mediceiske Venus’s Stilling med venstre Haand paa Brystet, kysk dækkende sig med den højre, der bar en snehvid Hanske. Om Hovedet aabnede Skyerne sig som om en Helgens, og Englehoveder tittede frem overalt. En Pengesæk ved Siden af med Paaskrift 60,000 Kroner hentydede til den betydelige Sum, som Bjørnsons[XLIX] Rundrejse gennem de nordiske Lande med Foredraget om Engifte og Mangegifte havde indbragt.
Paa Mændenes Ærlighed var det vanskeligt at tro. Det danske Morgenbladet bragte den ene rasende, skældende Artikel imod mig efter den anden af en gammel Overløber blandt mine tidligere Tilhængere. Nu glemte Organer som Enhver Sit og Tidens Strøm tog kraftigt til Orde; mest udmærkede sig en Arkitekt ved Navn Klein[L], der gjorde Kønssædeligheden til sin Specialitet og i et Flyveskrift udviklede, at jeg vilde, alle unge Piger skulde blive »Skøger, der ikke tog Betaling«. Hans Had til mig blev efterhaanden saa fanatisk eller hans Indsigt i, hvorledes man skaffede sig An|220|seelse i Kjøbenhavn, saa dyb, at han grundede et Tidsskrift† , rettet mod mine Meninger alene, de saakaldte Antibrandesianske Flyveblade, der vistnok udkom et Par Aar. Jeg tilstaar, ikke at have læst dem.
Bjørnson[LI] skrev dengang mod Hørup[LII]:
Politiken ønsker ikke »Dydens og Ægteskabets Pris«; jeg har længe set det, og at denne Del af vort Samfundsarbejde ingen Frihed bør have. Men Politikens Smag i saa Henseende er ikke lovgivende, og Forsøg paa Terrorisme – jo højere de vokser, desbedre!
I Hørups Svar hed det:
Ja, hvad er Terrorisme?
Her er to Meninger om Sædelighed, den ene er gammel, støttet ved Hævd og Vane, ved de Skriftkloges Vidnesbyrd, ved Selskabets Velsignelse – en Ros og Ære for hver den, der bekender den. Og der er en anden, som er ung og ustemplet, utaalmodig forarget over Dumheden og Griseriet og den forhyklede Selvgodhed, som Patentet dækker. Og de to forhandler. Den første siger: »Nu er jeg Sædeligheden og Du er Usædeligheden, lad os saa begynde«.
Ja, hvad er Terrorisme?
Og den samme føjer til: »Saa Du forsvarer Dig, Du forsvarer Usædeligheden, maa jeg bede om Dit Navn, her bruger vi ingen Anony-mer, op med Navnet, Du skal dænges.«
Ja, hvad er Terrorisme?
Og Hr. Bjørnson siger: »Naa, saa Politiken holder ikke med Dyden og Ægteskabet, det var nok det, jeg tænkte, ingen Ven af Samfundsarbejdet, ingen Ven af Friheden - tvi for en Terrorist!«
Ja, hvad er Terrorisme?
Hr. Bjørnson har den løjerlige Opfattelse, at Frøken Grundtvig[LIII] og hendes mandlige og kvindelige Broderskab er Banebrydere – Vidner – om lidt Martyrer. Alle disse fortræffelige Damer, der er ude for at vidne for den gamle Katekisme med baade For- og Efternavn, de skulde være det Nyes Evangelister! Et forfulgt og lidende Broderskab! Det er dog Gudskelov ikke værre, end at de har Hof- og Stadsretten i Baghaanden, naar det kniber med Argumenterne. Og i Modsætning til denne Tapperhed er de Kvinder, som siger dem imod, nogle fejge og anonyme Stakler, fordi de ikke giver deres Navne til Pris for offenlig Overstænkning. Men den menneskelige Erfaring taler just ikke for, at Folk er hidsigst med deres Navne, der hvor den største Risiko er. Dersom Hr. Bjørnson[LIV] havde Lejlighed til at se sig om i Danmark, vilde han baade i Hovedstaden og i Provinserne se hele den kære Familie, der altid ligger paa |221| Maven, naar de officielle Dydskareter kører gennem Gaden – han vilde se dem der, hvor de hører til – i det hellige Kor til Dydens og Ægteskabets Pris. Og det kunde vel tænkes, at dette Selskab vilde lægge en liden Dæmper paa hans egen altfor hidsige Smag for den moderne Korsang.
Der var imidlertid i Norden ingen Mulighed for et frit Ordskifte i det saakaldte Sædelighedsspørgsmaal. Jeg vil ikke tale om Danmark, hvor intet Hykleri mødte nogen Modstand, eller om Norge, hvor Bjørnson[LV] i sine Indlæg talte om det Erotiske som om et Medicament, der lod sig undvære, og hvor man havde sat Hans Jæger[LVI] paa Vand og Brød, mens man rejste et Skraal over Christian Krohgs[LVII] Albertine. Men saa man hen til Sverig, hvor dog Strindberg[LVIII] i sin Tid var bleven frikendt for Gudsbespottelse, saa herskede der en sand Sædeligheds-Terrorisme. Paa et Diskussionsmøde i Upsala, hvor Kønssædeligheden drøftedes, havde Hustruen til en fremragende Professor ved Universitetet været tilstede uden med en Mine eller Bevægelse at give hverken Mishag eller Bifald til Kende; men hun var bleven i Salen, uden at protestere, naar oppositionelle Anskuelser kom til Orde. Man lyste hende selskabeligt i Ban, trak sig tilbage fra hende, lod hende vide, at unge Piger, hun plejede at ledsage, ikke mere kunde stilles under hendes Beskyttelse. Studenterne blev offenligt i et Blad opfordrede til ikke mer at besøge hendes Hus.
Til Bedste for en af de Studenter, som for Ytringer, han paa samme Sædelighedsmøde havde ladet falde, blev straffet med Tab af sine Stipendier, havde man for kort Tid siden i Stockholm sat en Subskription i Gang, dels for at holde den unge Mand skadesløs for det lidte Tab og give ham Mulighed til at fortsætte sine Studeringer, dels for at vise sin Misbilligelse af disse Forsøg paa gennem Tvangsforholdsregler at kvæle Ytringsfriheden.
Paa sin Vandring kom Listen til en – trods sin frem|222|ragende Stilling i Statens Tjeneste – frisindet Mand. Han var straks villig til at give Bidrag, skrev ogsaa sit Navn paa Listen for at støtte Foretagendet, men – forbeholdt sig at Listen ikke maatte offenliggøres: det vilde skade ham for meget.
Ikke nok hermed. En akademisk Lærer ytrede i et Blad, at den Egenskab at være Medlem af Selskabet Verdandi i høj Grad burde vanskeliggøre Muligheden til at faa Stipendier.
Samtidigt besluttede den ny svenske Forlæggerforening, at man af den kunde udstøde enhver Forlægger, som havde udgivet et Skrift, der offenlig betegnedes som usædeligt. Vel at mærke: der var ikke Tale om et anklaget eller dømt Arbejde, men om en Bog, der betegnedes som usædelig.
Dèr holdt man i Sverig, og man var visselig ikke videre i de andre nordiske Lande.
Skønt Hykleriet er som Ild under Aske, der altid kan blusse op paany, har nordisk Literatur siden da tilkæmpet sig en saadan Frihed og undertiden rolig Overlegenhed i Behandlingen af seksuelle Spørgsmaal, at hin Tids Tænkemaade, næsten ikke mere er til uden i afsides liggende Smaabyer og landlige Afkroge. Men hvad der nu er blot provinsielt, var de da højest dannede Kvinders Synsmaade, og hvad nu er blot præstelig Overlevering, var da ædelt, verdsligt Personlighedsudtryk.
Midt under Sædelighedsfejden kom Henrik Ibsen[LIX] til Kjøbenhavn, vistnok paa Gennemrejse, og vi havde et Par gode Samtaler. Han var efter Bjørnsons[LX] Optræden til Bedste for ham i Anledningen af Gengangere for en Tid forsonet med sin Medbejler og smilede kun ad »den Dans, jeg traadte med Bjørnson[LXI]«, mente, hans Angreb var ikke saa slemt mente. Jonas Lie derimod sendte mig et Brev fuldt af hjertelig Sympati for min Stilling i Sagen. Han havde forgæves stræbt at bevæge Bjørnson[LXII] til Indtagen af en anden Holdning overfor mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
