I September Maaned ankom den norske Stortingspræsident Johan Sverdrup[I] syg og nedbrudt fra Badet Kreuz|9|nach til Berlin og opholdt sig der nødtvungent flere Uger. Hans Søn Jacob Sverdrup[II], der altid havde vist mig Hengivenhed, hentede mig til Faderen[III]. Denne kendte ikke et Menneske i Berlin. Jeg besøgte ham hver Dag en Times Tid for at gøre mit til at opmuntre den Syge.
Det, som først slog mig, var hvor upraktisk Johan Sverdrup[IV] var som rejsende; man skulde tro, han aldrig havde foretaget en Rejse før. Vanskeligt stillet som han var, havde han i Kaiserhof paa anden Sal taget en Række af de dyreste Værelser, en Hjørnestue til Salon, et Værelse til hvert af Familiens tre Medlemmer og endelig et Værelse alene til Kufferterne, der havde kunnet stilles paa Gangen.
I Kreuznach havde han søgt Lindring for Ischias; ved Ankomsten til Berlin led han af Lungekatarrh. Jeg sendte ham min dygtige Læge, Dr. Löhlein[V], der behandlede ham og helbredte ham. Sverdrup[VI] lønnede ham fyrsteligt.
Men hans Almenbefindende var elendigt. Löhlein[VII] sagde til mig: »Den gamle Herres Sygdom er Alderdomssvækkelse (han var 65 Aar gammel). Hjertet slaar yderst svagt. Der er intet derved at gøre«. Ikke desmindre besluttede Sverdrup[VIII] paa min indstændige Anmodning at standse i Hamborg for at raadspørge den berømte Dr. Eduard Cohen[IX], der saa ofte blev kaldet til Friedrichsruh og hvem det lykkedes at helbrede Bismarck[X] for hans Gigt. Jeg skrev et indtrængende Brev til Lægen, med hvem jeg oftere havde talt, oplyste ham om den Mands Værd, der kom for at raadspørge ham, sagde ham, hvor mange der vilde være ham taknemmelige for hvad han kunde gøre for Sverdrup[XI], der dengang var det frisindede Norges Haab. Om det var Lægernes Kunst eller Sverdrups[XII] Natur alene, der gjorde det, er vel uvist; men han levede mer end ti Aar endnu.
Dagene var dengang tunge for ham; de fulgte paa urolige Nætter. Næsten hver Aften blev Afrejsen bestemt til næste |10| Dag, og dog fandt jeg Uger igennem ufravigeligt næste Aften Sverdrup[XIII] og hans Familie i Hotellet. Han var i Begyndelsen saa nedbrudt, undertiden indtil Aandsforvirring, at jeg fik den Tro, han snart vilde dø. Hans udmærkede Hustru, en dansk Dame, elskværdig, simpel, forstandig, der da ingen Ting fejlede, døde dog længe før han.
Ud paa Aftenen blev han livlig, selv om han Dagen igennem havde følt sig syg. Med sit Væsens Elasticitet var han i Regelen fra det Øjeblik af, da jeg som daglig Gæst traadte over Tærskelen, munter, fortællende, undertiden sprudlende; ungdommeligt skarp i sine Ytringer og tillige i Ligevægt som kun den erfarne, paa Livets Vande helbefarne, er. Han yndede ikke Samtaler, der gik ned i Gruberne, men en let Underholdning; talte om Norge, Tyskland og Danmark, Ideer og Personer, Fortid og Nutid, Politik og Moral, Religion og Historie. Han fortalte om sine Forfædre, om hele sin Slægt, Mænd og Kvinder, mange smukke, dumdristige Mænd og mange kloge, ejendommelige Kvinder, om sin bekendte Onkel[XIV] og dennes Forhold til Kristian Frederik[XV], og talløse Anekdoter fra sit lange, politiske Liv. Han var i Grunden en verdensfremmed Mand, havde tilbragt sine Dage i en Udkant af Europa uden personligt at kende sin Tidsalders første Skikkelser, vel endog uden jævnbyrdig Omgang. Men han havde ved udstrakt Læsning stræbt at bøde paa denne Mangel. Han havde grundigt Kendskab til engelske Statsmænd og Historikere – den ældre Pitt[XVI] syntes at være hans Yndling blandt Statsmændene, Grote[XVII] blandt Historikerne – og han skattede, forekom det mig, med rigtigt Blik de politiske Talere i Forhold til deres Evne til at udtrykke sig jævnt, fortroligt, uden Kateder- og Prædikestol-Veltalenhedens Tilbehør, Historikerne i Forhold til det Indtryk, man gennem deres Fremstilling modtog af, om de selv havde havt Statsanliggender i Hænde. Han kendte indtil |11| Enkeltheder de store tyske Juristers og Historikeres Værker, han havde læst Gneist[XVIII], Ernst Curtius[XIX], Mommsen[XX], og hans Dom over dem var en politisk og praktisk forfaren Mands.
Undertiden, naar han saaledes sad og samtalte, forlod han uvilkaarligt Meddelelsens almindelige Form, og man hørte gennem Konversationstonen Parlamentstalerens Sprog i en eller anden med særlig Fynd fremsat skarp Bemærkning, i et eller andet med vægtig Stemme opgjort Resultat. Tidt formaaede han da ikke at blive siddende rolig, men greb sin Stok og fortsatte Samtalen med Liv, mens han vandrede op og ned ad Gulvet. Han saa godt ud. Det svære sorte Haar var endnu mørkt som en Ynglings og end ikke ved Tindingerne begyndt at vige fra Panden; de mørkebrune Øjne var paa Grund af Sygdommen lidt glansløse, men Blikket fast; til den skarpe Profil svarede den udtryksfulde, sikkert tegnede Karaktermund.
Med Undtagelse af ganske faa Dage, da Sverdrup[XXI] foretog en lille Køretur og besøgte et Museum, saa han ikke andet af Berlin end Wilhelmsplatz, som han fra sit Hjørneværelse havde for Øje, naar han paa sine Stuevandringer, støttet til Stokken, standsede ved Vinduet og saa ned paa Pladsens legende Børn og paa Statuen af General Ziethen[XXII], under hvem en af hans Forfædre havde tjent. Han ventede maaske mindre paa Kræfter nok til Afrejsen end paa at norske Tilhængere skulde sende ham den hurtigt voksende Sum, han til den havde nødigt.
Han var noget kuldskær og behøvede megen Varme i sin Dagligstue. Om Aftenen tændtes fem store Gasflammer i Loftet, saa man langt borte fra kunde forvisse sig om at Johan Sverdrup[XXIII] trods Gaarsdagens bestemte Beslutning endnu var i Berlin. Da mit Arbejde ikke tillod mig mer end ét Besøg om Dagen, saa jeg i den Tid, hvor Sverdrup opholdt |12| sig i Berlin, næsten ingen uden ham og hans. Da han rejste, sendte han mig et elskværdigt Kort med Tak for »den Trøst, som mine Besøg havde været ham.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
