Da jeg ikke uden stærk Deltagelse i det selskabelige Liv kunde faa noget Udbytte af mit Ophold i Tyskland, maatte jeg nødvendigvis ogsaa se mange Mennesker i mit Hus. Men det var langt fra alene Berlinere, som besøgte mig.
Ikke blot mine danske Bekendte, men næsten enhver Dansk, der kendte mit Navn og kom gennem Berlin, opsøgte mig, mange Svenske og Norske, mange Tyske, Folk fra München eller Hamborg, adskillige Franskmænd og nogle Englændere.
Blandt Danske, der besøgte mig, vil jeg nævne Kunstnerne Zahrtmann[I], Pietro Krohn[II], Viggo Johansen[III], Carl Thomsen[IV], Jerndorf[V], Bindesbøll[VI]; de senere Universitetslærere Bohr[VII], Tscherning[VIII], Salomonsen[IX], Leopold Meyer[X], Asbjørn Drachmann[XI] og Kristian Erslev[XII], Direktøren for Kvægtorvet William Schou[XIII], Arkitekten Erik Schiødte[XIV], den senere Finansminister Neergaard[XV], senere Generaldirektør Marcus Rubin[XVI], Skolebestyrer Sloman[XVII], Marine-Ingeniør Hannibal Jespersen[XVIII], Fysikeren Kaptajn Fischer[XIX], min Bogtrykker Hr. Græbe[XX], Skuespiller Schwanenflügel[XXI], Hr. Hennings[XXII] og† hans Frue Skuespillerinden Fru Hennings[XXIII].
Fra Norge indfandt sig Fritz Thaulow[XXIV], Chr. Krohg[XXV], H. J. Berner[XXVI], O. Thommessen[XXVII], Henrik Jæger[XXVIII]; fra Sverig |8| Karl Warburg[XXIX] og Ludvig Josephson[XXX], fra Tyskland blandt mange andre Fru Lewinsky[XXXI], der gav Gæsteroller i Berlin, og min kære Ven Paul Heyse[XXXII] med hans Frue[XXXIII].
Fra Italien kom min Kamerat og Rejsefælle Georges Noufflard[XXXIV] med Frue og lille Datter, tog Ophold et Par Huse fra mig og tilbragte en Maanedstid i Sommeren 1881 i Berlin dels for at se Wagners[XXXV] Operaer, dels for at leve nogle Uger i min Nærhed.
Georges Noufflard[XXXVI] var mig stadigt lige kær; men jeg havde efter ti Aars Forløb ikke mere samme Glæde af hans Selskab. Vi havde truffet hinanden under den første Ungdoms overstrømmende Meddelelsestrang og paa et Tidspunkt, hvor hver Sætning, den ene sagde, berigede den anden. Nu havde vi ingen Trang til at vise Fortrolighed og hvad vi kunde lære hinanden, det havde vi hver for sig allerede ydet. Georges Noufflard[XXXVII] var desuden bleven gennemgribende paavirket ved Ægteskabet. Hans menneskelige og aandelige Eventyrlyst var borte. Det var ham nok at leve for Hustru og Børn og at dyrke Musiken, som efterhaanden havde fortrængt de andre Kunster af hans Sind. Han var ikke blot bleven en stille, ung Familiefader, men hans Tænkemaade havde ændret sig i Overensstemmelse med hans Stilling. Han hyldede Udslag af den borgerlige Moral, som han i sin tidlige Ungdom havde spottet; han havde ladet sine Vinger amputere for at træde fastere paa Jorden.
Vi kunde nu som før daarligt undvære hinandens Selskab; men vi havde ikke længere stort at sige hinanden. Efter hans Bortrejse saas vi aldrig mere.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
