I Slutningen af Oktober tog jeg til Kjøbenhavn for der at holde to Foredrag, et om Bjørnson[I], et om Ibsen[II]. Der var en saa stærk Tilstrømning ved Billetsalget, at jeg maatte gentage begge Foredrag og altsaa talte fire Gange paa Universitetet for overfyldt Hus.
Studenterforeningen anmodede mig om at holde et Foredrag dèr, hvad jeg gik ind paa. Senioratet har øjensynligt været presset af Medlemmerne til denne Opfordring; thi Dagen før jeg skulde imødekomme den, rygtedes det i Kjøbenhavn, at Senioratet ikke vilde tillade mig at blive i Salen, efter at jeg havde talt, men vilde kræve min Bortgang. Det lød utroligt; dog jeg var jo vant til enhver Medfart fra smaa og store Autoriteters Side i Danmark, saa selv denne Adfærd af saa ringe Myndigheder ikke forekom mig utroværdig. Man bad mig om en Tjeneste, og tilføjede mig i samme Aandedræt en Haan. Det var ganske i Stilen.
Da jeg ankom, udtalte den ledende Senior det Haab, at jeg vilde spise til Aften med Senioratet i et mindre Værelse, og tilføjede: Der bliver ikke noget Sold paa Salen efter Foredraget. – Hvorfor ikke? – Vi kan ikke tilstede, at De bliver sammen med Studenterne, ogsaa for Deres egen Sikkerheds Skyld. Der hersker i visse Krese stor Forbitrelse imod Dem; vi vil ikke risikere, at De bliver overfaldet. – Jeg nærer ingensomhelst Frygt eller Bekymring. – Ligemeget; vi tillader det ikke. – Og hvis jeg bliver ligefuldt? – Saa slukker vi Lamperne.
Da jeg ved Slutningen af mit Foredrag meddelte – hvad |13| alle vidste – at jeg gerne havde tilbragt Resten af Aftenen med de Tilstedeværende, men at dette formentes mig af Senioratet, blev der en stærk Bevægelse blandt Studenterne. De, der havde fremtvunget, at jeg blev indbudt, havde allerede lejet en Sal andensteds. Fire hundrede Studenter fulgte mig til Larsens Lokale. Fem trykte Sange, som havdes parat, blev omdelte, nogle iblandt dem vittige. Her et Par Strofer af en af dem:
Jeg tog Plads mellem J. P. Jacobsen[IV] og Drachmann[V], talte først til Svar paa Skaaltalen for mig, holdt dernæst en stor, efter Sigende virksom Tale og sagde endelig tilsidst nogle humoristiske og forsonende Ord, ved hvilke jeg udglattede en |14| Misstemning, der et Øjeblik havde indsneget sig. Min Forsonlighed indbragte mig endnu mere Bifald end min Ubøjelighed; det er altid den, som slaar an i Danmark.
Den Aften blev vistnok det danske Studentersamfund stiftet. Det var de unge Mænd, som den 5. November 1881 udvandrede fra Studenterforeningen, der i det følgende Aar oprettede dette Forbund, der i Aarenes Løb har stiftet megen Gavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
