Det var min Agt at tage til Kjøbenhavn og der holde et Par Foredrag om Flaubert[I], som jeg i de Dage ivrigt |6| studerede. Men Kulden var det Aar saa stærk, at Rejsen var vanskelig. Gjedser-Ruten eksisterede jo ikke dengang, man maatte gaa med Isbaad, naar Kiel-Korsør-Ruten var lukket. Først 2. April kom Meddelelse om, at den var aabnet, og 3. April rejste jeg da.
I de to Uger, jeg opholdt mig i Kjøbenhavn, fik jeg dybest Indtryk af Kiellands[II] nysudkomne Arbejdsfolk. Til mine Foredrag, som jeg udarbejdede paa Stedet, havde jeg fuldt Hus.
Jeg kom med til et lille Gilde i en da oprettet Forening ved Navn Bogstaveligheden, som Skribenter og Kunstnere havde stiftet. Der var blandt Kunstnerne Tuxen[III], Zacho[IV], Erik Henningsen[V], Jerndorf[VI], Zahrtmann[VII], F. Hendriksen[VIII] tilstede, blandt Forfatterne Schandorph[IX], Skram[X], Edvard Brandes[XI], Galschiøt[XII]. Schandorph[XIII] førte os til Bestle’s Vinstue, hvor vi fik en udmærket sort Portvin, der desværre var saa stærk, at den gik os til Hovedet, og vi holdt lidenskabelige Taler.
Lutter gode Hoveder var samlede i den mørke, halvtbelyste Vinstue om den stærke Vin, og en virkelig Kameratskabsfølelse besjælede disse Kunstnere og Skribenter, saa grundforskellige de var. En vis Oppositionstrang havde vel oprindelig forenet begge Grupper; stærkt føltes Parallelen mellem Literaturens og Kunstens Frigørelse fra akademiske Regler med kun faa Aars Mellemrum. Baade Skribenter og Kunstnere var alvorligt nationale, ikke desto mindre var begge Parter paavirkede af romanske Lande og romansk Kunst. Nogen indbyrdes Paavirkning øvede de ogsaa paa hverandre. At de skulde have havt et bestemt kunstnerisk Løsen (som Naturalisme) tilfælles, hvad senere blev paastaaet, er en Taabelighed. Derom var der intet Øjeblik Tale. De lærte halvt ubevidst adskilligt af hverandre, især at forstaa hverandres Sprog.
|7| En af de ædleste Skikkelser iblandt dem, en oprigtig Kristen, var Jerndorf[XIV], stilfuld som Menneske og Kunstner, stilfærdig, en Karakter. F. Hendriksen[XV], der baade kunde føre Blyanten og Pennen var med sin Paavirkning fra England og Japan, ikke mindre end fra Frankrig og Østerrig, med sin gode og sikre Smag, der har fornyet dansk Boghaandværk, og med sit heftige politiske Frisind vel egnet til Mellemmand mellem det skrivende og det malende Folk.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
